”Et liv på vulkaner”

”Vulkaner er ikke til at spøge med…
men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har nemlig skabt den luft vi til daglig indånder…
Og det vand i verdenshavene..
Som vi heller ikke kan undvære…
Den livs – givende vulkanske jord er årsagen til, at der bor mennesker
Op ad mange farlige vulkaner i verden”….

Når man kører ad den gamle landevej ”Via Appia” i det sydlige Rom, kan man i det fjerne skimte en blålig pukkel mod himlen, et bjergmassiv, der som et muldvarpeskud er skudt op af jorden. Det er Albanerbjergene, en vulkansk lavapukkel, som de gamle romere hævdede, art ild og smedeguden Vulcanus i forhistorisk tid havde udformet. Hver gang han arbejde dernede i sin esse under vulkanerne, så røg og gnistrede det op igennem skorstenen til jordens overflade. Den gamle legende fortæller, at Vulcanus allerede som barn haltede, og han var en særling, som hans moder kastede ned fra gudernes bolig, fordi han aller helst ville lege med ilden. Hos grækerne hed han Hefaistois – hos romerne Vulcanus. Han blev derfor smedehåndværkets gud, og han har givet navnet til ordet vulkan, som vi på godt gammelt dansk ville kalde for et ildsprudende bjerg. Hans faste bolig var under øen Vulcano nord for Sicilien, men han kunne finde på at gå på besøg i de andre vulkaner, og så gik de i udbrud.

Jo nærmere vi kommer mod Albanerbjergene – jo tydeligere ses det, at bjergmassivet er skudt op de underjordiske vulkanske kræfter – som muldvarpeskud, frembringende den mest frugtbare jord af lava, der tænkes kan, ophobet i lag ovenpå hinanden hver gang Vulcanus arbejdede dernede i sin esse. I dag ved vi, at det nu ikke har meget med ild at gøre – de rødglødende smeltede lavamasser(italiensk ord), der strømmer ud igennem en vulkans krater. Der er tale om smeltemasser, der lyser op i sig selv, da de er rødglødende. Heraf navnet fra gamle dage: ”Ildsprudende bjerg”. Vanddampen er den vigtigste af de vulkanske gasser, der frigives i et vulkanudbrud, og den har igennem millioner af år været med til at danne vandet i verdenshavene og dannelsen af jordens atmosfære og luft……

De første gange små børn tegner et bjerg lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvorpå der sker noget. Man kan undre sig over, at menneskene ikke kan lade være med at bosætte sig ved vulkaner – op ad dem og nede i kraterne, som igennem tusinder af år forvandles til de mest idylliske og fredfyldte landskaber. Sagen er den, at den vulkanske jord i suptropiske og tropiske klimabælter ved forvitring omdannes til frugtbar jord, og der hvor man ellers kun kan høste en gang om året, kan man nu få to eller tre afgrøder om året. Der er jo ikke sket noget længe, så det går jo nok altsammen. Langsomt og sikkert bygger folk huse og byer nærmere og nærmere vulkanen, og hvis man kunne lade være med at bo ved de 2500 vulkaner, som vi i dag anser som mere eller mindre virksomme på vores jordklode, ja så ville de værste katstrofer til dels kunne undgås.

I dag ser det ud til, at Vulcanus har forladt sit værksted under kraterne i Albanerbjergene, for der hvor der normalt skulle komme røg – gnister og lava op, findes nu de mest fredfyldte og grønne skovsøer omgivet af idylliske marker og byer. Vulcanus har flyttet sin esse til vulkanerne sydpå i Italien til den sovende Vesuv – Etna og Stromboli.

At vulkaner ikke kun er ødelæggende, men ligeså livsgivende, glemmer vi ofte,
Hver gang vi taler om de frygtelige vulkanske kræfters ødelæggende effekt på vores
jordklode. Et menneskeliv er kun et kort sekund i en vulkans liv. Vulkanen har tid nok at tage af.
Disse tanker svirrer i mit hoved, da jeg nærmer mig Albanerbjergene, en halvanden times kørsel fra Rom. Jo nærmere jeg kommer – jo tydeligere tager bjerget form af en vulkan, som den nu skal se ud med en perfekt bjergkegle med den flade top, hvorfra kraterskålen går ned til Vulcanus` værksted. På vejen op til toppen i dette gamle vulkanmassiv af størknet lava – passerer jeg Genzano – blomsterbyen – kendt for Bournevilles ballet ”Blomsterfesten i Genzano”.De smukkeste havebyer blev i sin tid anlagt her i den frugtbare lavajord. Et andet sted ligger ”Castel-Candolfo”, lige ud til kanten af det vandfyldte vulkankrater, og her har igennem århundreder Pavens sommerresidens ligget…..

Vulkanerne repræsenterer ligesåvel som de store verdensreligioner kampen imellem det gode og det onde. Måske er det et skæbnespil, at den Katolske kirkes overhoved – paven – har anlagt sin sommerresidens på kanten af vulkankrateret her, så nær ved indgangen til Djævelens værksted, ligesåvel som man i Middelalderen oppe på Island i ramme alvor påstod, at vulkanen Hekla var indgangen til Helvede og Gud havde en aftale med Djævelen om, at indgangen skulle stå åben til skræk og advarsel for de mange syndige mennesker…..

Hver gang jeg står og kigger på de to skønne vandfyldte kratere, Nemi – og Albanersøen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne dør til Jordens indre engang har været fyldt med rødglødende lava. For over 200.000 år siden fandt de sidste udbrud sted, hævder vulkanforskerne i dag, men engang imellem ryster jorden, og der siver lidt gas ud hist og her, skulle jeg hilse og sige. Måske er Vulcanus alligevel dernede i sit værksted engang imellem. Derfor holder vulkanologer i dag hele dette område under konstant opsyn med det formål at kunne forudsige eventuelt kommende udbrud.

Når alt dette er sagt, må jeg så tilføje, at uden den indre jordvarme ville jorden blive en død planet som månen – uden vand og ilt i atmosfæren. Så intet levende liv på jorden uden vulkanerne. Hurra for dem…
De vulkanske kræfter er skyld i livet på jorden, så vore kulturer har kunnet udvikles. Kultur betyder jo at opdyrke jorden, og den ældste form for religionstilbedelse på jorden var ilden. Ilden som giver varme og holder de vilde dyr borte. Når menneskene ikke kunne få magt eller overvinde de stærke naturkræfter, måtte der ofres til dem. Herfra offertilbedelsen.

”Mennesker der bor i skyggen af vulkanerne ved noget om naturen, som vi andre har glemt”…..