Vulcanus

Vul’canus, Volcanus, (navn af omstridt opr.), romersk gud, som herskede over ild i jorden, dvs. over forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. I romersk mytologi blev han opfattet som identisk med Hefaistos.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera, gift med Afrodite eller Charis; identificeret med romernes Vulcanus og egypternes Ptah. Hefaistos skildres i kunst og litteratur som indbegrebet af håndværkeren med hammer i hånden, forkrøblede ben og muskuløs overkrop. Han har bygget gudernes bronzehuse på Olympen og smedet Zeus’ lyn og er højt værdsat af guder og mennesker.

Hefaistos er oprindelig en underjordisk ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild”. Da grækerne mødte tilsvarende naturfænomener i Italien (Etna, De Lipariske Øer, Campanien), kaldte de disse steder for “Hefaistos’ værksteder”. I klassisk tid var hans kult især knyttet til Athen (Hefaisteion).
I flere myter optræder han med komiske overtoner: Han hjælper til ved Athenas fødsel ved at kløve Zeus’ pande, og i en lille novelle indlagt i Odysseen gør Afrodite og Ares ham til hanrej. Mere alvorligt er han skildret i Iliaden, hvor han smeder Achilleus’ våben og kæmper mod de trojanske floder.

I kunsten fremstilledes Hefaistos som halt og iklædt håndværkernes korte kjortel og filthue. I Hefaisteion i Athen stod en kultstatue, tilskrevet billedhuggeren Alkamenes. Et yndet tema i vasemaleriet er et optog af guder, der fører Hefaistos ridende på et æsel op på Olympen.

2535_full

image_print