Udtrykket vulkanologi kommer fra det latinske ord Vulcanus – ildens og smedehåndværkets gud i den romerske gude – mytologi og vulkanologien er en gren indenfor geologien.
En vulkanolog er en person som forsker i vulkaners opståen – deres nuværende men også forhistoriske udbrud.
Vulkanologer besøger ofte vulkaner, specielt de aktive, dels for at observere vulkanudbruddet, dels samle materiale og prøver af udbrudsprodukterne såsom tefra, d.v.s. små løse sten som vulkansk aske eller pimpsten og tage prøver af den type lava, der strømmer ud af vulkanen.
Deres vigtigste opgave er at kunne forudsige et truende vulkanudbrud med det formål at kunne redde så mange menneskeliv som muligt.
Indhold:
1: Vulkanologiens historie med mytologiske historier.
2: Den græsk-romerske naturvidenskab
3: Den kristne mytologi.
4: Observationer under Renæssansen
5: Eksterne links.
1: Vulkanologi er en meget omfattende historie. Den først kendte nedtegnelse – eller motiv – af et vulkanudbrud findes på et hulemaleri, der forestiller en vulkan i udbrud fra ca. år 6000 f.kr.f. Dette hulemaleri er fra den neolitiske beboelse ved Çatal Höyük (også kendt som Çatalhöyük) i Anatolien i det nuværende Tyrkiet. Hulemaleriet viser en vulkan bestående af to bjergkegler i udbrud, hvor der bor mennesker ved vulkanens fod. Vulkanen har man bedømt til at måtte være Hasan Dag, som har to toppe.
Mytologiske forklaringer. I det gamle Grækenland – Hellas og det tidlige romerske rige troede man på, at vulkaner og deres udbrud måtte være gudernes virke og værk, fordi ingen dengang kunne se nogen anden naturlig forklaring på dette fænomen. Så det måtte vel være guderne, der stod bag. Den nok mest berømte græske myte fortæller historien om Atlantis – en ø som pludselig sank i havet som følge af et vældigt vulkanudbrud. Det er filosoffen Platon, der levede i årene 428 – 348 f.Kr. som fortæller om denne ø med en højt udviklet civilisation – Atlantiderne – i to af sine værker Timaios og Kritias. Mange mener nu, at han har digtet sin ”Atlantishistorie” fra vulkanøen Thera – vore dages Santorini, hvis rester ligger i Ægæerhavet, der blev ødelagt ved et enormt eksplosivt vulkanudbrud ca. år 1645 f.Kr.f. Asken spredtes overalt og lå mindst i 30 cm`s højde i Tyrkiet. Eksplosionerne på Thera dannede enorme tsunamis`bølger på omtrent 30 – 40 meters højde og hen ved en kilometer lange og har derfor med uhyggelig gentagne gange efter hinanden skyllet ind over kysterne i det østlige Middelhav og i særlig grad ramte Kretas nordkyst og druknede og ødelagde alt, bygninger, huse, træer, mennesker, dyr, redskaber, simpelthen alt. De højere dele af øen og de andre øer, som disse flodbølger ikke nåede toppen af, blev dækket med metervis tykke lag af vulkansk aske.
Alle øerne i den østlige del af Middelhavet må efter denne katastrofe have lignet et månelandskab og har, i hvert fald for en generation, været næsten ubeboelige. Intet under, at en civilisation kollapser under sådan en katastrofe.
Mange i dag mener, at denne begivenhed også har været med til at danne grobund for andre græske myter – bl.a. Deukalion, hvor havguden Poseidon tog hævn over Zeus ved at oversvømme Attika, Argolis , Saloniki , Rhodos og kysten af Lucia i Tyrkiet og helt til Sicilien.
Grækerne troede, at ildens og smedehåndværkets gud Hefaistos, havde sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til den øverste gud – den almægtige Zeus. Hefaistos undersåtter var kykloperne, der kun havde et øje som man identificerede med de mange små såkaldte sidekratere på Etnas skråninger med et hul i toppen. Det græske ord for at beskrive vulkaner var faktisk Etna eller Hiera efter Zeus’ søn Herakles. Den romerske digter Virgil Solid Edge gav senere hen sin egen fortolkning af denne græske myte, at det skulle være den ulydige Enkalados som blev begravet under Etna af gudinden Athene som straf for, at han ikke at ville adlyde guderne. Når vulkanen Etna buldrede var det hans pinefulde skrig man kunne høre – og ilden – flammerne, der stod op fra vulkanen måtte være hans åndedrag og de mange jordskælv skyldtes, når han i sit fængsel forsøgte at komme ud af sine gloende lænker. Enkalados’ bror, Mimas blev begravet under vulkanen Vesuv også af Hefaistos, og blodet fra de andre overvundne kæmper strømmede ud som glødende lava dels fra Vesuv men også fra de ”brændende marker” det nuværende vulkanske område ”Campi Flegrei” vest for Napoli.
Lokale legender om vulkaner findes i overflod rundt omkring Stillehavet ”Ildringen”, og de omtaler ofte vulkankræfterne som det overnaturlige eller guddommelige, for at forklare de voldsomme udbrud fra vulkaner.
Taranaki og Tongariro, var i henhold til Maorisk mytologi, begge elskere der blev forelsket i Pihanga, hvorpå det blev efterfulgt af en grufuld jalousi-strid. Maorierne vil i dag fremdeles ikke bo i området mellem vulkanerne Tongariro og Taranaki, af frygt for at konflikten skal blusse op igen
2: De første forsøg på at finde en mere videnskabelig forklaring på vulkaner blev foretaget af den græske filosof Empedokles (ca. 490 – 430 f.Kr., som delte verden op i de fire vigtige elementer: Jord – vand – luft og ild.
Han hævdede, at vulkanerne var de tydelige beviser på det stærke grundelement: ilden. Platon hævdede på sin side, at der fandtes underjordiske floder af enorme vandstrømme, der strømmede ud både som varmt og koldt vand i uudtømmelige mængder. Aristoteles anså den underjordiske ild som et resultat af «gnidningsmodstanden, der blev skabt af vinde, når de strømmede igennem smalle gange inde i jorden».
Lucretius , en romersk filosof, hævdede at Etna i sit indre var fuldstændig hul og at ilden under jorden blev drevet af en voldsom vind som cirkulerede nær ved havet. Ovid mente, at flammerne fik næring fra «fedtholdig mad», og at udbruddene ophørte, når maden var fortæret. Vitruvius mente at svovl, alun og asfalt gav næring til den type flammer. Plinius den Ældre havde bemærket, at der ofte kom jordskælv inden en vulkan kom i udbrud(hvilket også er rigtigt). Det var ham, der omkom ved Vesuvs udbrud i år 79 – ikke langt fra Pompeji. Hans nevø – Plinius den Yngre – beskrev dette udbrud i to breve til Tacitus og det er den ældste og – ikke at forglemme – en meget realistisk beskrivelse om et vulkanudbrud i historisk tid. Den er så levende beskrevet, da han på afstand betragtede den buldrende vulkan. En så god beskrivelse, at vores nutidige vulkanologer i dag stadig kalder den for den ”pliniske” eller ”plinianske” udbrudstype af et stærkt eksplosivt vulkanudbrud, nemlig fald af aske og slagger fra en kraftig eksplosionssky.
Vinden kom til at spille en central rolle i menneskers opfattelse af vulkaner helt frem til 1500-tallet.
3: Kristen mytologi. Vulkanologien som studium havde ikke så meget fremgang i tidsrummet fra Platon og frem til James Hutton. Det kristne verdensbillede forklarede vulkanerne bl.a. med, at det var selve Satans håndværk – eller Guds vrede over de syndige menensker – bl.a. troede man , at Heklafjeldet – Hekkenfeldt – i Island var selveste nedgangen til Helvede og Gud havde en aftale med Djævelen om, at denne indgang skulle stå åben så man kunne høre de fordømtes skrig og hyl fra vulkanens indre, når de syndige mennesker blev grillet og stegt dernede i flammerne.
Dog kunne de såkaldte ”Helgenmirakler” formilde denne vrede. De jordiske rester af de stakkels helgener, som, havde lidt en grufuld martyrdød – bl.a. Santa Agatas buste bar man i procession op mod lavastrømmen som nærmede sig Catania og rent mirakuløst delte lavastrømmen sig i to dele og flød udenom byen. Det havde dog ikke samme effekt i 1669, da lava begravede store dele af Catania.
I 1660 medførte et udbrud i Vesuv at der regnede små tvillingeagtige pyroxenkrystaller og aske ned over landsbyerne ved foden af vulkanen. Disse pyroxenkrystaller lignede små krusifikser og det blev fortolket til at måtte være den hellige St. Jannuarius værk. I Napoli vandrer indbyggerne med det størknede blod af helgenen St. Januarius ved hvert udbrud fra Vesuv, der ligger lige sydøst for byen.
Beskrivelser om disse processioner gjorde det muligt for den britiske diplomat og naturforsker Sir William Hamilton at dokumentere Vesuvs udbrud igennem tiderne og gjorde det første mere videnskabelige undersøgelse af udbrudshistorie af Vesuv og i det hele taget Syditaliens vulkaner.
servasjoner under renessansen [ redigér ] Observationer i renæssancen Beskrivelser av vulkaner under renessansen økte dramatisk kunnskapsnivået, på tross av den motstanden Kirken hadde mot vitenskapelige undersøkelser av den verdslige verden, spesielt de som gikk på tvers av bibelsk lære. Beskrivelser af vulkaner under renæssancen steget dramatisk det niveau af viden, på trods af modstand i Kirken havde videnskabelige undersøgelser af den sekulære verden, især dem, der gik på tværs af den bibelske lære. Ikke desto mindre ble nuées ardentes (hurigbevegende pyroklastiske skyer) beskrevet på Azorene i 1580 . Georgius Agricola mente at stråling fra sola, som siden ble foreslått av Descartes , ikke hadde noe å gjøre med vulkaner. Ikke desto mindre nuées ardentes (hurigbevegende pyroclastic skyer) er beskrevet i Azorerne i 1580 . Georgius Agricola troede, at stråling fra solen, som senere blev foreslået af Descartes , havde intet at gøre med vulkaner. Agricola trodde at vann under trykk forårsaket utbrudd av «fjellolje» og basalt . Agricola mente, at vandtrykket forårsagede udbruddet af “Rock olie” og basalt .
Johannes Kepler anså at vulkaner var kanaler for jordas tårer og ekskrementer, noe som ugyldiggjorde asfalt, tjære og svovel. Johannes Kepler troede, at vulkaner var kanaler for Jordens tårer og ekskrementer, som gjorde ugyldig asfalt, tjære og svovl. Descartes, som uttalte at Gud hadde skapt jorden på et øyeblikk, sa at dette hadde blitt gjort i tre lag – det flammende dypet, et lag av vann, og luften. Descartes, som erklærede, at Gud havde skabt jorden på et øjeblik, sagde, at dette var sket i tre lag – det flammende dybder, et lag af vand og luft. Vulkaner, sa han, ble dannet der stråler fra sola gjennomboret bakken. Vulkaner, sagde han, blev dannet hvor de stråler fra solen hullede jorden.
Vitenskapen slet med idéene om forbrenning av pyritt med vann, at berg var størknet asfalt, og med begrepet rundt at bergarter ble skapt fra vann ( Neptunisme ). Forskere kæmpede med ideer om forbrænding af pyrit med vand, blev klippen størknede asfalt, og konceptet omkring klipperne blev skabt af vand ( Neptunisme ). Alle vulkaner som var kjent på den tiden, lå nær vann, og herav fulgte at havets interaksjon med land ble brukt som forklaring på vulkansk aktivitet. Alle de vulkaner, der var kendt på det tidspunkt var i nærheden af vandet, og dermed kom havets interaktion med jorden blev brugt som en forklaring på vulkansk aktivitet.
Igennem den mørke middelalder har man kun vage forestillinger om den indre jordvarme og trykforhold i det indre af vor
jordklode. En saksisk læge, Georg Bauer eller Agricola, der levede i begyndelsen af 1500 – tallet, påstod, at den underjordiske ild fik bjerge til at brænde ved, at luftstrømmene inde i jorden pressedes sammen således, at der opstod ild og antændte brændbare stoffer.Giordano Bruno dristede sig til at sige, at der aldrig havde været en altomspændende syndflod. Han mente, at da mange vulkaner lå ved havet eller i nærheden heraf, måtte vulkanernes virksomhed skyldes vandets indvirkning på den indre jordvarme. Denne udtalelse kostede ham døden som kætter på bålet i år 1600 i Rom.
Jesuiten Kircher skrev i det 17. århundrede et værk om den underjordiske ild – flodernes og kildernes oprindelse. Fra en centralild trænger der brændende luft gennem spalter ud til arnestederne, der igen nærer vulkanerne på jordens overflade.
En franskmand, Telliamed, hævdede i 1716, at vulkaner vel måtte være et resultat af en slags forbrænding af olie og fedt fra dyr og fisk koncentreret på visse steder i de sedimenter, der var aflejret fra den bibelske syndflod.
En italiensk lærd, Antonio Lazaro Moro påstod, at alle landmasser vel måtte være slynget ud fra kratere på havbunden i jordens urhav. For at undgå døden på bålet, trak han i land ved at tilføje: ”Det må dog have behaget skaberen”…
Læren om urhavet forblev intakt indtil midt ind i det 18. århundrede, hvor en franskmand, Jean – Etienne Guettard, tilfældigt opdagede i 1751, at en sort sten ved vejen i Sydfrankrig jo lignede den type lava, som han havde set på de italienske vulkaner Vesuv og Etna. Kunne Vesuv eller Etna i Italien have spyet disse lavasten helt til Frankrig fra Italien. Det kunne ikke være tilfældet, og pludselig gik det op for ham, at der måtte have været vulkaner her på stedet, som engang havde udslynget dem. Hans argument var uangribeligt, og han kom til at starte den kølige strid mellem Vulkanisterne(Plutonisterne efter Underverdenens gud Pluto) og Neptunisterne(efter havguden Neptun). Neptunisterne påstod, at alt var skabt i havet, mens Plutonisterne hævdede, at bjergarterne var dannet i smeltet tilstand i jordens varme indre.
Striden fortsatte i årene fremover, men nu fremkom skotten James Hutton i 1785 med den konklusion, at ingen varmekilde på jordens overflade kunne smelte en stenmasse i sig selv. I vor jordklodes indre måtte der være en ”smeltet flydende masse, som var uændret af varmepåvirkning”. ”Jorden er en planet, hvis enorme indre varme holder dens overflade i en konstant bevægelsestilstand.Vulkaner bør betragtes som en slags åndehuller for jordens smelteovn – eller sagt på en anden måde som sikkerhedsventiler”. Helt forkert er nu det ikke, og James Hutton betragtes den dag i dag som den moderne geologis grundlægger, fordi han var den første til at opfatte jorden som et stadigt skiftende dynamisk system.
Jordskorpen er i konstant bevægelse selvom det foregår uendelig langsomt, og jorden anvender vulkanerne som sikkerhedsventiler for at kunne skaffe sig af med den overskudsvarme, som kræfterne i dens indre fremkalder.
Englænderen George Julius Scrope byggede i kølvandet videre på Huttons konklusion og han anerkendte, at vulkanbjerge må være opbygget af det udbrudsmateriale, som dynges op omkring udbrudsstedet, altså selve vulkanens krater.Desuden fremkom han med en ny og revolutionerende triumfkonklusion, nemlig at ”hovedkraften i et vulkanudbrud må være indestængte gasser, der kæmper for at komme ud fra en lavamasse og at vanddampen var den mest fremherskende af alle vulkanske gasser”. Han havde ved vulkanske udbrud set, at ud af alle de luftarter, der udsendtes af vulkanerne, var vanddampen den mest fremherskende. Hans teori var, at dybt inde i jorden måtte der befinde sig enorme mængder af vand i flydende tilstand opløst i de smeltede bjergarter. Dette vandrige magma pressedes opad igennem revner og sprækker i jordlagene, mens trykket faldt jo højere mod jordens overflade det bevægede sig, og til sidst udskiltes vandet af smeltemassen i dampskyerne. Man vidste godt, at vand udvider sig, når det omdannes til damp, men det var første gang man på en enkel forklarende måde fremkom med årsagen til, hvordan en vulkan fungerede og kom i udbrud.
