Den nyeste viden om vulkaner skal gøres mere tilgængelig for jordklodens befolkning med det henblik på udvikling af metoder og apparatur til at registrere processerne under vulkanerne. Det er vigtigt for at undersøge, om en vulkan vil gå i udbrud og hvornår den vil gøre det. Når dette er sagt, skal det siges, at det ikke kun drejer sig om de største vulkanudbrud, som påvirker vores klima og kan udslette det meste af livet på jorden – de såkaldte superudbrud – men også vulkaner, der er tæt beboede af mennesker.

Mange menneskers eksistens er afhængig af overvågning af de farligste vulkaner, som er et meget vanskeligt arbejde. Fejlvurderinger kan få uoverskuelige konsekvenser. Specelt Vesuv, hvor millionbyen Napoli kun ligger i få kilometers afstand fra denne eksplosive vulkan og de Flegreiske Marker ligger vest for millionbyen, et område, hvor der for 35.000 år siden skete giganske vulkanudbrud, som udspyede omtrent 80 kubikkilometer vulkanske udbrudsprodukter og dannede et stort krater – en caldera – på ca. 12 kilometer i diameter. Vulkanen Pinatubo på Filippinerne udsendte i 1991 ca. 8 kubikkilometer materiale i forhold hertil. Siden har der været et mindre udbrud i de Flegreiske Marker bl.a. i 1538, hvor en ny vulkan dannedes, men vulkanaktiviteten er kun sovende, og vi ved, at der i ca. 4 kilometers dybde under jordens overflade ligger et magmakammer med smeltede stenmasser, som kan komme i udbrud igen.

I perioder har jordens overflade hævet og sænket sig, og i 1982 – 1984 hævede den sig 180 centimeter ved mange små jordrystelser, hvilket normalt er bevis på den glødende lavas bevægelser udner jordens overflade. Jordoverfladen sænkede sig igen, men der skete intet vulkanudbrud, og det konkluderes i dag, at de tilbagevendende hævninger og sænkninger af jordoverfladen skyldes opvarmning af underjordiske grundvandsreservoirer lige over magmakammeret, imellem jordeoverflade og den smeltede stenmasse i 4 kilometers dybde. Når vand bliver opvarmet, udvides det, og det hæver trykket i vandførende jordlag.

Magmaet eller den smeltede lava i dybet ligger og samler energi til et udbrud på et tidspunkt, og man frygter den dag, hvor jordoverfladen igen vil hæve sig, når smelten stiger opad fra dybet. Napoliområdets vulkaner er derfor nogle af de mest overvågede i hele verden, og man har evakueringsplanerne i skuffen og sættes i gang, når varslerne om et vulkanudbrud kommer. Problemet er bare, at man er nødt til at vente med at sætte en evakuering igang indtil man er 110% sikker på, at der vil ske noget. Den totale kaos-og panikstemning vil dog også opstå, hvis man venter med at evakuere indtil det er for sent, og folk vil flygte i blinde. Det er meget nødvendigt, at en evakuering først sættes igang, når det er helt sikkert, at der vil ske noget, men også i så god tid, at evakueringen kan ske forholdsvis roligt og stille.

Fejlvurderinger har haft uoverskuelige konsekvenser. I 1976 evakuerede man over 76.000 mennesker fra vulkanen La Soufriere på den franske ø Guadeloupe, en af de små Antiller i Caribien.Vulkanen gav varsler fra sig, men der kom ingen eksplosion, hvilket fik enorme økonomiske konsekvanser. I over tre måneder var befolkningen indkvarteret andre steder. Det blev en lærestreg ved overvågningsvurdering af verdens vulkaner. Året i forvejen tiltog jordskælvsaktiviteten under vulkanen La Soufriere og fortsatte de næste måneder. Da vulkanen på en anden af øerne, Mt. Pelee på Martinique er af samme type som La Soufriere, frygtede man, at en tilsvarede katastrofe ville kunne ramme beboerne på Guadeloupe i 1976. I 1902 eksploderede Mt. Pelee på Martinique og dræbte over 29.000 indbyggere på få sekunder ved glødende askelaviner. Frankrigs præsident Giscard D`Estaing besøgte Guadeloupe og forlangte, at befolkningen skulle beskyttes. Flere vulkaneksperter, bl.a. den nu afdøde Haroun Tazieff fra Frankrig og Robert Brousse, konkluderede efter at have undersøgt vulkanen, at der ikke var tale om et ”rigtigt” vulkanudbrud. Det var ikke smeltet magma(lava), som pressedes op gennem krateret, men et såkaldt ”freatisk udbrud”, d.v.s. på græsk brønd, hvor gasserne, som fusede ud igennem vulkanens krater, kun var kogende grundvand.

Årsagen var, at grundvandet sivede ned i sprækker og revner i de varme bjergarter, som lå ovenover og omkring den smeltede magma i få kilometers dybde under vulkanen. Vandet begyndte at koge i samme øjeblik, hvor det mødte de hede bjergarter, og da vand udvider sig eksplosivt, når det omdannes til damp, var det hovedårsagen til de mange jordrystelser og eksplosioner i krateret. Tazieff og Brousse udtalte, at der ikke var tale om et ”rigtigt” udbrud, da der bl.a. ikke var svovl i de udstrømmende gasser, som hovedsageligt bestod af vanddampen. De forlod stedet, men jordrystelser og eksplosionerne i krateret fortsatte, og sten på 100 kilo blev slynget ud fra krateret, og man troede at nu kom magmaet(lavaen) nok snart ud. Der var dog stadigvæk ikke ændringer i de gasser, som kom ud af vulkanen. Ingen svovl eller anden tegn på magma i vulkanens kraterrør. Dette blev forklaret ved, at der nok kunne være lagt en slags låg ovenpå magmaet af de oven over liggende bjergarter, som nok forhindrede de opløste gasser i den underliggende magma i at undslippe.

Hvis magmaet blev ved at presse sig på, ville der sikkert komme en enorm eksplosion, og man ville ikke kunne nå at redde befolkningen på øen, tænkte man og Brousse blev nu tilkaldt, og han mente, at disse stadier lignede de hændelser, som skete på Mt. Pelee i 1902, der kostede over 29.000 mennesker livet. De 76.000 mennesker evakueredes, og de mange evakuerede øboere frygtede, at deres huse og sukkerrørsafgrøder skulle blive ødelagt. Jordrystelserne og dampeksplosionerne i vulkanen fortsatte uden noget udbrud. Ved undersøgelserne af udbrudsprodukterne viste det sig, at de bestod af pulveriserede bjerarter, ikke nydannet vulkansk materiale, og det betød igen, at magmaet ikke var brudt igennem eller lå parat til at eksplodere. Ikke destomindre observeredes nu svovlforbindelser i gasserne, så ingen turde afvise, at et udbrud var nært forestående. Fra andre af områdets vulkaner vidste man, at årelange perioder med freatisk virksomhed i en vulkan var gået forud for et større vulkanudbrud.

Ikke destomindre skete der intet, og befolkningen vendte begejstret tilbage til deres hjem på Guadeloupe i december 1976. I Paris afholdte vulkanologerne diskussionsmøder, og man konkluderede, at det overvågningsudstyr eller apparatur man havde sat op på stedet, ikke var godt nok til at vise, om magmaet var på vej op igennem vulkanen. At et udbrud i La Soufriere udeblev, kunne også forklares ved, at magmaet i dybet fandt lettere veje ud i sprækker og revner nede i jordskorpen og tabte energi. Den freatiske aktivitet i la Sourfriere ophørte i 1977, et bevis på, at magmaet ikke længere havde kontakt med grundvandet.

Denne ydmygende fiasko overfor naturkræfterne blev ikke alene en lærestreg, men måske også årsagen til, at 25.000 mennesker mistede livet i Columbia i 1985, da vulkanen Nevado del Ruiz gik i udbrud, og myndighederne af frygt for at gentage fiaskoen, udskød den endelige beslutning om at evakuere befolkningen i byen Amero.
En mudderstrøm – en såkaldt lahar – bestående af smeltet sne og is blandes med aske og vulkanske udbrudsprodukter og oversvømmede en novemberaften byen Amero med de fleste af dens indbyggere, som druknede.

Ydmygelsen blev dog overvundet, da vulkanen Soufriere Hills i 1996 på naboøen Montserrat – 90 kilometer nord for Guadeloupe – gik i udbrud efter et tilsvarende ”freatisk forspil”, der meget lignede det, som skete på Guadeloupe i 1976. Her evakueredes indbyggerne også, bl.a. fordi nu havde man mere opdateret udstyrsapparatur, så man reddede 15.000 mennesker, inden hovedstaden Plymouth blev udslettet ved hede askelaviner og tykke lag af vulkanske udbrudsprodukter.

Tsunamikatastrofen i Sydøstasien viste os, at geologiske katastrofer på få minutter kan blive årsag til ødelæggelser og død for mennesker i udsatte områder. Det hele hænger sammen med de pladeforskydninger og bevægelser, som er gentagelse på gentagelse i hele jordens geologiske historie. Sant Andreasforkastningen i Californien, vulkaner som Mt. Pelee og Vesuv overvåges konstant, men faktisk er der også tale om helt andre og uventeder steder på kloden, hvor den slags hændelser kan ske. Specielt vulkaner, der har været “inaktive” i århundreder – måske årtusinder – kan vågne til live igen med enorme kræfter, hvilket Vesuv i år 79 med den “klassiske Pompejikatastrofe” var så tydeligt et bevis på.

Vi ved meget nyt om vulkaner, men ikke nok. Det er dog nemmere at forudsige et udbrud i dag end at konkluderede hvornår det er forbi…