“Hør mig en ulykke svæver over denne stad. Flygt mens det endnu er tid. Du ved, at jeg bor på det bjerg, hvor under efter et gammelt sagn en ild endnu skal brænde, og i min hule er der en dyb afgrund, Hele natten igennem følte jeg tydeligt, hvorledes klippen bævede og skælvede. Da besteg jeg bjergets top, og i denne top så jeg en uhyre fordybning, som jeg aldrig før har set, og hvorfra en tågeagtig røg hvirvlede i vejret, men dampen var dræbende, jeg snappede efter vejret, mit hoved svimlede, og jeg var nær død. Jeg tog mit guld og mine urter og forlod det sted, hvor jeg havde boet så mange år, for jeg tænkte på den spådom, som siger: “Når bjerget åbner sig, vil staden falde…
Så sandt du lever, har jeg den faste overbevisning, at det jordskælv, der for 16 rystede denne stad i sin grundvold, kun var en forløber for en endnu skrækkeligere skæbne. Lad dig advare og flygt”….

Uddrag af Bulwer Lyttons roman: “Pompejis sidste dage”.

Spåkonen sagde rallende og hæst: “Løb – løb for livet. Alle Pompejis åer er tøet ud. Alle fuglene er fløjet deres vej. Rotterne er løbet væk og havet er kogende varmt og jorden ryster og taler. Enden er nær. Når denne dag er forbi vil alt være forsvundet”.