Hvert år er der rundt regnet 60 vulkaner, som har udbrud, men med meget forskellig aktivitet. Hvordan måler vulkanologer så hvor stort et udbrud er? Der er ikke noget enkelt særpræg, som afgør størrelsen, men opstillingen nedenfor – Vulkansk Eksplosivitets Indeks, eller VEI – er baseret på en række forskellige fakta, der kan observeres under et udbrud.
VEI-skalaen er en benævnelse for den mængde materiale af aske og lava, som udslynges af en vulkan i udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7.
Det største, kendte volumen i historisk tid var ved udbruddet af Tambora, Indonesien i 1815, hvor man mente, at det samlede volumen var på 150 km3. Dette er ved senere beregninger anslået til mellem 30 og 100 km3. I forhistorisk tid er der forekommet udbrud på flere tusind km3 – 1 km3 = 1 milliard m3 !
Hvis der er meget aske og løse udbrudsprodukter er volumen større end ved et udbrud af kompakt magma. Den almindelige mængde ved større udbrud er ofte mellem 10 og 30 km3, og ved mindre udbrud gerne nogle millioner kubikmeter (m3).
Supervulkaner slynger som regel over 1000 kubik-kilometer askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 8 og opefter. Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på Jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele U.S.A. plus klimaændringer på hele Jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen.
Dertil kommer at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi bør dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på Jorden under mere konstant opsyn, og det er nødvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.
Alarmberedskabskoder
De fleste lande opererer med fire faser:
GRØN: Rolig
GUL: Øget aktivitet, usikker udvikling
ORANGE: Udbrud igang eller kan komme når som helst
RØD: Udbrud igang/eksplosioner forventes
Nogle lande bruger nummerering fra 0 til 5, hvor 5 svarer til RØD