Ordet “tsunami” er efterhånden et glemt ord for mange af os. Indtil 26. december i 2004. Sandheden er jo den, at vi mennesker lever “desværre” kun i ca. 100 år, og faktisk skete det også nytårsaften år 2002 i Middelhavet, da vulkanøen Stromboli sendte en tsunami på 6 meter ind over Syditaliens kyster. Mirakuløst omkom ingen. Var det sket om sommeren, hvor mange lå på stranden, havde situationen nok været en anden.
Næste trussel i det Nordatlantiske område er Canarieøerne, hvor pludseligt opståede revner og sprækker på vulkanøen La Palma – grundet forskydninger i undergrunden ved det senste udbrud i 1949 – ved et lidt kraftigere jordskælv ville kunne få halvdelen af øen til at synke i havet og derved danne tsunamis-bølger, som ville overskylle Englands, Frankrigs og Nordamerikas kyster. Det ved de pågældende regeringer godt, og man har varslingssystemer, når det sker. Sker det f.eks. kl. 2.00 om natten, registreres bevægelserne til de seismologiske stationer rundt omkring, og man kører med politisirener ned langs de lavest beliggende byer ved havet for at vække folk og få dem ud og op i højere områder hurtigst muligt.
Nu er der bare det, at De Canariske Øer ligger tættere på Afrikas nordvestkyst end Amerika, Portugal og Spanien. Når jordskælvet eller forskydningen sker på havbunden, og hvis den er stor nok, ses selve bevægelsen ikke lige oven over på havets overflade med det samme. Den kan “bare” være fra 30 til 50 cm høj, men bevæge sig med en fart af op til 800 kilometer i timen.
Den 1. april i 1946 omkom mange mennesker på Hawaii, inden man rigtigt fik oprettet et “tsunami-center”, hvorfra og hvortil alle bevægelser i havbunden kan registreres i hele Stillehavsregionen. Den samme gentagne historie. Vi mennesker glemmer efter 2 år, og der skal altid ske noget større, før myndighederne vågner op. Vi ved i dag, at mindst 40 tsunamier har ramt Hawaii-øerne inden for de seneste 200 år. i 1960 omkom 2000 mennesker alene ved en tsunami efter voldsomme jordskælv i Chile på havbunden udenfor kysten, og dræberbølgen tværede sig henover Stillehavet og druknede ca. 2000 mennesker.
Selve ordet “tsunami” betyder havnebølge og ikke hav – eller flodbølge, som mange oftest tænker sig. Det er et japansk ord, fordi det var egentlig japanerne, som var de første til at benævne den slags “kunstigt opståede flodbølger” som opstår i havbunden oftest i forbindelse med jordskælv, men også vulkaner, som koger med lava og eksplosioner under havets overflade eller pludselige nedskridninger af enorme mængder stejle bjerskrænter ved havets stejle kyster. Vi kalder dem i dag også for dræberbølger, hvilket måske var mere på sin plads. Vi skal såmænd ikke så forfærdelig mange hundrede år tilbage i tiden, inden man ligesom markerede sig dem, og det er kun få sekunder i rent geologisk tidsregning. Japanerne bemærkede sig i 1896 efter en stor tsunami, at der i smalle bjergslugter med byer, som ligger med havne ned til kysten, at bølgerne her hobede sig enormt højt op, hvilket har sine naturlige årsager, da der ikke er plads nok til, at bølgen kan udvide sig. Over 22.000 mennesker druknede.
Herefter var navnet “tsunamis” opstået, og Japan er så vant til dels tsunamier, men også jordskælv og vulkaner, at de betragter disse naturfænomener som regnvejr for os. Vi ved nu efter undersøgelser, at igennem de sidste 2000 år er Japan ca. hver anden generation ramt af sådanne dræberbølger – eller rettere en med 50 års mellemrum. I 1933 døde 3000, og man har efterhånden anlagt diger de mest udsatte steder, og man tvangsafholder en gang om året tsunamiøvelser, som foregår ved, at alle – lige fra skolebørn og voksne – omgående skal bevæge sig ad anlagte flugtruter opad til højere områder, når der tudes med advarselssirener ud over land og by. Man aflukker lynhurtigt de normalt åbne døre i beskyttelsesdæmningerne ned mod kysten og tager benene på nakken. Helt uden ofre er det vel ikke muligt, men man kan nedsætte risikoen – ligesom vi i dag kan i de ofte alt for tæt beboede vulkanske områder.
I 1983 dræbte et jordskælv ved Kurillerne nord for Japan fire mennesker, men tsumanien, som jordskælvet dannede, druknede 230 mennesker 8 minutter senere, fordi skælvet skete tæt på kysten inden man kunne varsko befolkningen. Derfor har man nu de mest udsatte steder i Japan anlagt disse beskyttelsesdæmninger.
Man er nu ved at beregne risikozoner i 1., 2. og 3. grad i de lande, som vi ved vil kunne rammes af tsunami fremover. Det skal trykkes i telefonbøgerne lige som jordskælvszonerne i Californiens telefonbøger. Tsunamien 26. december i fjor, som gik ud over Indien, Thailand og Indonesien, fik os alle op på mærkerne. Her følte vi naturens stærke kræfter, som er stærkere end alle menneskelige magter. Når den var så enorm, skyldes det en ekstra kraftig forskydning af kontinentalsprækken på havbunden over 1200 kilometer, og dele af Sumatra blev hævet og flyttet 28 meter. Det er unormalt meget. De opbyggede spændinger grundet varmeopstrømninger fra jordens indre udløste trykket. Denne begivenhed er meget beskrevet, og i skrivende stund vil jeg gerne understrege, at det absolut ligesåvel kan ske i Atlanterhavet – ja mange steder, hvor vor kære jordklodes indre kræfter er virksomme.
Udfor Norges vestkyst skred pludseligt for ca. 3000 år siden enorme mængder af kysten ned mod Atlanterhavets bund og dannede tsunamibølger, som har overskyllet Skotland, Island og Færøerne og rydddet mange bopladser. Vi kan læse det ved mudderlag med tørvelag oven og under ved Kulstof 14-metoden. Det som er sket før vil ske igen.
For 165.000 år siden skred halvdelen af vulkanøen Tenerife i havet og dannnede enorme “mega-tsunamier”, som overskyllede kontinenterne på begge sider, og for 65 millioner år siden har meteornedslaget i Mexico – den så godt som bekræftet teori – også dannet enorme tsunamier, som druknede det meste af kloden – er beregnet med en energi af 1 milliard Hiroshimatombomber og med 300 meter høje bølger. Heldigvis går der millioner af år imellem disse enorme katastrofer – ligesåvel som “super-nova” vulkanudbrud, som kan udslette alt liv på kloden. Det seneste var i Lake Toba for 74.000 år siden, hvor visse forskerere mener, at kun 1000 mennesker overlevede. Hvis de var omkommet, var vi her nok ikke i dag.
I 1883 druknede alene næsten 40.000 mennesker, da vulkanøen Krakatau i Indonesien eksploderede, og havvandet fossede ind i den glødende kratergryde, og sådan kan man blive ved. Santorin for 3645 år siden sendte tsunamibølger ind over hele den østlige del af Middelhavet. I Lissabon i 1755 ved det store jordskælv, hvor ligeså mange druknede som ved selve jordskælvet. Med få års mellemrum rammer mindre tsunamier kystlinjer et eller andet sted på vores jordklode, og så må vi ikke glemme, at det hele skyldes de indre kræfter, som stammer fra jordklodens varme. Den jordvarme, som vi ikke kan undvære, fordi ellers ville jorden være en død planet som månen, men det er en helt anden historie, men desværre skyld i kontinenternes bevægelser, og de jordskælv og vulkaner på havbunden, som skaber “dræberbølgerne”… Her til sidst vil jeg gerne sige, at vi menesker føler os ofte tiltrukket af havet, og måske skal man have oplevet en tsunami for at få mere respekt for det blå uskyldige havvand.
Måske har nogle i deres sidste minutter af livet tænkt på dette gamle indonesiske kærlighedsvers:
“Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede hår”.
Kun en tåbe frygter ikke havet.
