Jorden er en planet i solsystemet. Ved målinger af radioaktive stoffers nedfald har man beregnet, at jorden har bestået i 4,6 milliarder år. De ældste bevarede bjergarter er over 3 og ½ milliard år gamle. Jordens kerne er efter målinger fra jordrystelsers forplantning fra oprindelsesstedet og ind til kernen bedømt til at være fast og består hovedsageligt af jern og nikkel. Uden om kernen befinder der sig en flydende ydre jordkerne omgivet af en tyk jordkappe, som har en dybde af 2900 kilometer. Kappen består af kiselsyre – magnesium og jern – kalcium – aluminium og svovl. Uden om kappen befinder sig et blødt lag – sima – som er sammensat af af de samme stoffer som den mørke lavabjergart basalt. Silicium, ilt, aluminium, kalcium, magneium og jern er her de mest almindelige. Sima er ca. fra 5 – 25 kilometer tykt.

På simaet hviler kontinenter og oceaner. Oceanernes bunde består under de sedimentære lag af det basaltiske lag sima, mens kontinenterne består af det granitiske lag sisal. Jorden har en gennemgennemsnitsradius på 6365 kilometer.

Jorden har ikke altid haft det nuværende forhold mellem hav og land. Ved undersøgelser af radioaktive stoffers nedfald har man opdaget, at forandringerne har været større i visse perioder end i andre. Vi kalder sådanne perioder for orogene eller bjergkædedannelsesperioder.

Bevægelserne, som er årssag til bjergkæderne udløser også både jordskælv og vulkanudbrud, som igen er et resultat af vor jordklodes urolige indre. Der åbner sig ved jordskælv revner, som lava og gasarter trænger op igennem. Jordens vulkaner ligger i de egne, hvor bjergkæderne dannes, og de vulkanske bjergarter består i sær af kiselsyre – samt aluminium, kalium, natrium, kalcium, magneium og jern i skiftende prpportioner. Ilten vejer mest, næsten 50 %. De dannes ved størkning af de smeltede stenmasser. Granit, syenit, diorit og gabbro dannes ved magmastørkning i betydelige dybder under jordens overflade. Rhyolit, trakyt, andesit og basalt dannes af lava, der stivner og afkøler på jordens overflade.