Tekst: Jørgen S. Aabech. Oversat fra norsk af Henning Andersen

Fra artikel på BBC’s Sci/Tech, onsdag 4. oktober 2000
En vulkan i Atlanterhavet som kollapser, kan udløse en enorm tsunamibølge, som efter kort tid ville oversvømme de Caribiske øer og meget af USAs østkyster. Dr. Simon Day, ved Benfield Greig Hazard Research Centre på University College London, England, tror at en af siderne på Cumbre Vieja bjergryggen på La Palma i Canarieøgruppen, er ustabil – og kan skride ud i havet.

Under udbruddet i 1949 fra San Juan-vulkanen på La Palma, opstod der en sprække på flere kilometers længde, og den ser ud til at fortsætte under jorden og bjergmassivet. Langs hele denne sprække kan bjergmassivet skride ud i havet, fra Puerto Naos til Punta de Fuencaliente og frigive mere end 200 kubikkilometer materiale efter beregningerne (oktober 1997).

Schweiziske forskere, som har lavet modeller af et skred på La Palma, siger, at en halv milliard tons sten, som skrider i vandet på een gang, ville danne en tidevandsbølge på 650 meters højde, og den ville sprede sig udover hele Atlanterhavet i høj hastighed. Bølgen ville naturligvis mindskes på sin vej over Atlanten, men ville fortsat være mellem 40 og 50 meter høj, når den ramte kysten af Amerika. En sådan bølge ville skabe kaos i Nord-Amerika indtil 20 kilometer ind over land.

Dette ville naturligvis ikke bare berøre beboerne på selve La Palma, men også beboere på den anden siden af havet – beboere som aldrig før i deres liv ville have hørt om La Palma overhovedet.

Som følge af en rapport, som nylig blev publiseret i the Journal of Volcanology and Geothermal Research, har Londons Geologiske Selskab skrevet til en minister i England, for at gøre ham opmærksom på farerne, som ville fremkaldes af en enorm mega-tsunamibølge i Atlanterhavet. Videnskaben har kendt til de ødelæggende kræfter ved tsunamier – enorme havbølger – i mange århundreder. Så sent som i 1998 blev over 2.000 mennesker dræbt af en stor bølge som traf kysten af Papua New Guinea. Den blev udløst af et jordskælv ude i havet, men forskere tror, at langt større bølger vil kunne fremkaldes af gigantiske skred på land. En af de største bølger, som man har registreret i historien, oplevedes i Alaska i 1958, og blev udløst af en tårnhøj klippe i Letuya-bugten. Bølgen var højere end nogen skyskraber på jorden, og væltede trærne i op til 500 meters højde over havets overflade.

Geologiske studier har fundet beviser for enorme skred andre steder, f.eks. på Hawaii, Kap Verde-øerne og på Reunion i det Indiske Ocean. For nylig er der også fremlagt en rapport fra Italien om et historisk skred fra Stromboli-vulkanen.

Når det gælder vulkanen på La Palma har man konstateret, at der er flere kratere, hvorfra et udbrud ville kunne komme. Det er også tænkeligt, at vand, som er fanget mellem lagene i selve bjergmassivet, ville kunne frembringe et så stort tryk med det resultat, at hele bjergryggen ville kunne skride ned under et fremtidigt udbrud.

En tsunamis – havbølge på 650 meters højde, ville have en bølgelængde på mellom 30 og 40 km, vælte vestover og krydse hele Atlanterhavet med en hastighed på 720 km i timen. Man forsikrer dog om, at man ikke tror, at en sådan katastrofe vil indtræffe før om nogle årtier.

Der kan komme op til fem flere udbrud fra Cumbre Vieja før vestsiden kollapser, bliver der sagt. Måske også 10 eller 20 – vi ved det kort og godt slet ikke. Men hvis jeg boede i Miami eller New York og hørte, at Cumbre Vieja havde udbrud, ville jeg følge godt med på de næste nyhedssendinger.

Det skal dog siges, at når man taler om, at bjergmassivet kan skride ud i havet, så snakker man om geologiske tidsperioder – og de er lidt længere end måneder og år. Sydvestsiden af øen skrider ikke ud sådan uden videre. Før det sker, så må vulkanen få et nyt udbrud, og midt i sprækken. Desuden bliver den vulkanske aktivitet nu målt med seismiske instrumenter, og enhver åbning af sprækken bliver nøjagtigt målt. De sidste fire år har den ikke bevæget sig så meget som en centimeter. Så der er ingen grund til at sprede panik – hverken på den ene eller anden side af Atlanterhavet.

——————————————————————————–

Følgende er et uddrag fra en artikel i The Independent, 24/6 1996
Tsunamier kan også opstå, når store landmasser skrider ud i havet. Det har ikke været set i historisk tid, men videnskaben har nu identificeret La Palma som en mulig risiko.

“Der er en fare for, at den side af vulkanen, som vender mod vest, kan skride ud i Atlanterhavet”, siger Professor Bill McGuire ved The Centre of Volcanic Research i Cheltenham, som for nylig var med på en ekspediton til La Palma. “Det kan bogstavelig talt ske i løbet af de næste uger eller måneder eller år”, siger han. “Men ligeså gerne om 100 år eller længere ud i fremtiden. Øen er meget ustabil, og dette er noget, som kan ske meget snart”.

La Palma er ikke bare den stejleste ø i verden, men har også været den mest vulkansk aktive ø på Canarieøerne i løbet af de sidste 500 år. Der har været to udbrud på øen i dette århundrede alene – det sidste var i 1971.

Selve vulkanerne er som så ikke særlig farlige. La Palma-lavaen bevæger sig så langsomt, at de fleste mennesker let kan løbe fra den, så der ikke er nogen grund til ængstelse for de mange turister som besøger øen. Den virkelige fare ligger i den mulighed, at et udbrud kan få hele den uholdbare vulkanbjergryg gennem øen til at kollapse.

Problemet begyndte med et udbrud i 1949, da adskillige kubikkilometer stenmasser skred nogle få meter mod havet. Der åbnede sig også en to kilometer lang sprække, som let kan ses idag. Der er ikke bare frygt for, at et fremtidigt udbrud vil føre til, at bjergryggen skrider igen, men næste gang det sker, vil skredet ikke standse op, før det har nået havet. Hvis det sker (eller måske skulle man hellere sige hvornår det sker?), vil en tsunami-bølge i kølvandet blive katastrofal.

“Der har været tre sådanne kollapser i øens historie”, siger Juan Carlos Carracedo fra The Spanish National Research Council. Ikke bare landskabet har “ar” efter disse katastrofer, men undervandsfotografier viser bjergtoppene på de gamle vulkaner langt ude i havet. “Faren for en ny kollaps er overhængende. Den eneste måde at gardere sig mod skader, er at studere omstændigt nok”.

Ved at overvåge ændringene i formen på bjergskråningerne, håber teamet på ikke bare at opdage om vestsiden kollapser på grund af bevægelserne under jorden, men også at kunne forudsige, om den sovende vulkan begynder at blive rastløs igen. Før et udbrud, hæver vulkaner altid flankerne lidt i vejret og buler ud. Denne optrængning af de smeltede masser kan være usynlige for det menneskelige øje. Kun ved at overvåge tilstanden af bjerggrunden med meget følsomme instrumenter, kan små ændringer opdages.

Sent på året 1994, satte videnskabsmænd et netværk af stationer op på bjergskråningerne og målte med stor nøjagtighed afstanden imellem dem. Efter et og et halvt år kom de tilbage for at måle netværket igen. Hvis afstanden mellem stationerne var blevet større i løbet af denne periode, ville det betyde, at bjergsiden begyndte at skride eller at grunden var sunket på grund af, at flydende lava bevægede sig under vulkanen.

For øjeblikket viser resultatene, at der ikke har været nogle bevægelser. Mens resten af os kan trække vejret lettet, er målingene meget værdifulde for videnskaben, da det giver dem et holdepunkt og viser, hvordan vulkanen opfører sig under normale forhold. Skulle fremtidige målinger og studier åbenbare, at vulkanen har ændret sig fra dagens status, så er muligheden for, at Amerikas kyst kommer til at blive oversvømmet mere en frygtelig virkelighed end et muligt fremtidsperspektiv.

NB: Tilføjes til denne artikel skal, at disse forskninger er blevet fornyet efter år 2000, og vi oplevede jo tsunamien i det Indiske Ocean i 2004. (Henning Andersen, 2007)