Han var biskop i kejser Diokletians regeringstid, som var præget af mange kristenforfølgelser og henrettelser. Da han fik at vide, at kristne i Pozzuoli var dødsdømt, tog han med det samme af sted til havnebyen vest for Napoli, hvor han forsøgte at få dem ud. Han blev i stedet selv dømt til døden, blev først kastet for løverne i arenaen, men de lagde sig på knæ for ham i stedet for at æde ham og slikkede hans tæer. Så satte man ham ind i en stor ovn for at stege ham. Men da man senere lukkede ovndøren op – sad han levende og uberørt derinde.

Til sidst huggede man hovedet af ham i det nærliggende vulkankrater Solfatara. Det var i året 305 e. Kr. En kristen kvinde samlede noget af hans blod op i en flaske – og det opbevares nu i domkirken i Napoli. Da ilden i ovnen ikke ville stege eller brænde ham – er han siden blevet skytshelgen mod vulkanens ild. Flasken med blodet er normalt fast og koldt, men ved særlige lejligheder bliver det flydende, når man beder til San Gennaro. Den gængse forklaring går ud på, at når præsterne holder glasset med blodet i hænderne, opvarmes det automatisk og flyder.