intrusion, (af lat. intrusio, af intrudere ‘trænge ind i’), geologisk betegnelse for den proces, at magmaer trænger ind i, intruderer, nogle allerede eksisterende bjergarter, og for de legemer af magmabjergarter, som dannes ved denne proces.

Magmaer vil oftest have en lavere massefylde end jordskorpens bjergarter og derfor bevæge sig gennem sprækker, langs lagplaner i sedimenter og geologiske diskontinuitetsflader som fx forkastninger og diskordanser. Magmaer kan også bevæge sig opad som diapirer, idet sidestenen skubbes til side eller fortrænges, ved at brudstykker af de overliggende bjergarter løsnes og synker ned i magmaet. Denne proces kaldes stoping.

Intrusive legemer inddeles efter deres relationer til de omgivende bjergarter i konkordante og diskordante intrusioner og underinddeles evt. efter størrelse.

De konkordante legemer inddeles i sills, laccolither, fakolither og lopolither. Sills dannes ved, at et tyndtflydende magma, oftest af basaltisk sammensætning, trænger ind langs lagplanerne i en sedimentpakke. Et eksempel er Whin Sill i det nordøstlige England, der er op til 80 m tyk og har en udbredelse på mere end 1000 km2. Laccolither dannes, hvor sejtflydende magmaer, oftest af rhyolitisk eller trachytisk sammensætning, trænger ind langs en sedimentær laggrænse. Det presser de overliggende lag op, men størkner, før det når at trænge langt ud til siden. Resultatet bliver linseformede legemer, der har en flad bund og en opad konveks øvre grænse. De kan blive nogle hundrede meter tykke og op til nogle få kilometer i diameter. Fakolither er konforme intrusioner, der er dannet ved størkning af magma i folders ombøjningszoner. Lopolither er enorme legemer af basiske og ultramafiske bjergarter som fx Bushveld-komplekset i Sydafrika, der er op til 11 km tykt og op til 500 km i diameter. Disse meget store masser af tunge magmabjergarter udøver en kraftig belastning af jordskorpebjergarterne, der bliver trykket nedad under den centrale del af intrusionen, hvilket resulterer i, at denne får form som en flad skål, der er konkav opad og konveks nedad. Nogle lopolither anses nu for at være nærmere tragtformede, dvs. at de flade strukturer nedad går over i magmaets tilførselskanal.

De diskordante intrusioner skærer strukturerne i sidestenen og inddeles i dykes, stocks og batholither.

Dykes dannes, hvor magma størkner i sprækker i jordskorpens bjergarter. Det er planare legemer, der varierer i tykkelse fra nogle centimeter til nogle kilometer, og som kan nå længder af mere end 100 km. De fleste dykes består af basalt (diabas), men de fleste typer af magmabjergarter kan findes som dykes. Dykes er som regel lineære intrusioner, men der kendes også ringdykes, dvs. ringformede dykes, der findes omkring magmatiske centre og hælder udad, og keglegange (eng. cone sheets), der er kegleformede med spidsen vendende nedad.

Stocks og batholither er magmalegemer, der oftest har cirkulære eller ellipsoidale omrids. Stocks har arealer mindre end 100 km2; batholither er større end 100 km2. Stocks er intrusioner, der er dannet i tilførselskanaler til vulkaner, i magmakamre under vulkaner eller er størknet i lukkede magmakamre. De har oftest skarpe kontakter mod de omliggende bjergarter, der kan være kontaktmetamorfoseret i en zone omkring intrusionen, en såkaldt aureole. Alle typer af plutoniske magmabjergarter findes i stocks. Batholither findes i de centrale dele af jordens orogene bælter, fx i Andesbjergene og Rocky Mountains, og de er opbygget af et stort antal fladtliggende intrusioner. De består især af granit og granodiorit.