Black smokers, (eng. ‘sorte rygere’), skorstenslignende dannelser på havbunden, hvorigennem der strømmer sort “røg” af varmt vand med opslæmmede partikler af metalsulfider, fx pyrit (svovlkis), chalcopyrit (kobberkis) og sphalerit (zinkblende) samt anhydrit og baryt. Desuden indeholder “røgen” mangan, som forbliver opløst og derfor spredes ud over havbunden, hvor det indgår i mangannoduler. Skorstenene består, foruden af sulfider, af anhydrit og baryt. Når sulfidmineralerne udfældes i sprækker under havbundens overflade, dannes white smokers (‘hvide rygere’). Den hvide farve skyldes, at det opslæmmede materiale her kun består af anhydrit og baryt. Sulfider fra black smokers er ustabile i havbundens iltrige miljø og bevares kun, når de hurtigt dækkes af sedimenter; ellers omdannes de til jernoxider og jernhydroxider. Mange vigtige malmforekomster, der udnyttes eller har været udnyttet, er oprindelig dannet som black smokers på en havbund, der senere er blevet hævet, så de i dag findes på land, som fx kobberforekomsterne på Cypern. I nogle dybe dele af Det Røde Hav findes metalslam, der er dannet på samme måde som black smokers.
Omkring black og white smokers findes et unikt biologisk samfund, som i stedet for solenergi er baseret på kemisk energi fra bl.a. svovl, se hydrotermiske væld.
Kilde: Dansk Nationalleksikon