Vulkanøen Anak Krakatau havde inden det store udbrud i 1883 en højde af 813 meter over havets overflade. Efter det store eksplosive udbrud i august 1883 eksploderede det meste af øen væk indtil den 1. januar i 1927, hvor den nye vulkanø dannedes – nemlig Anak Krakatau, der betyder Krakataus barn.
Denne vulkan byggede sig selv op i sine egne udslyngede udbrudsprodukter af lava og aske til en højde af 338 meter, men kollapsede den 24. december i 2018 og er i dag kun ca. 110 meter over havets overflade. Omtrent 2 kvadratkilometer af vulkanøen skred i havet og dannede den tsunami, der er ansvarlig for alle de druknede mennesker langs Javas og Sumatras kyster i julen 2018.
Vulkanen omtales i gamle javanesiske folkesagn som et flere tusinde meter højt bjerg på øen, der i år 416 e. Kr. eksploderede væk i et stort udbrud. “Støjen var forfærdelig, og til sidst styrtede bjerget sammen og sank i dybet med enorme drøn. Indbyggerne druknede og blev skyllet væk sammen med deres ejendele”, fortæller legenderne bl.a. Kongernes Bog.
Hele den centrale del af vulkankeglen sank sammen og kun tre små rester af øen stod tilbage og stak op over havets overflade.
I løbet af de næste århundreder opbyggedes en ny vulkankegle i ruinerne af den forhenværende bortsprængte vulkan på omtrent 40 kvadratkilometer indtil 1680, hvor et nyt udbrud lagde det meste af øen øde.
I maj 1883 begyndte vulkanen igen at røre på sig og 26. august 1883 eksploderede den så igen med et dommedagsbrag, som verden aldrig før havde oplevet i nyere tid. I et telegram fra Jakarta til Singapore stod der: “Hvor bjerget Krakatau på øen engang har stået, der leger nu havets bølger”.
Så begyndte det hele forfra. Den vulkanske cyklus er tilbagevendende, en ny ø dukkede op i 1927 indtil vulkanens udbrud igen fik en del af den til at skride i havet i julen 2018.
Uddrag af Henning Andersen: “Øer født af ild”, der handler om mennesker og vulkaner i Indonesien.
Copyright: Henning Andersen
20764247.
