von Humboldt, Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander, 1769-1859, tysk naturvidenskabsmand og forskningsrejsende og sammen med Carl Ritter grundlægger af den moderne geografi; bror til Wilhelm von Humboldt. Efter at Humboldt i Berlin og Göttingen havde nået tidens højeste uddannelsesniveau i matematik, teknologi, botanik og geologi, indledte han 1790 et langt rejseliv med en tur gennem Belgien, Holland, England og Frankrig sammen med Georg Forster (1754-94), som var botaniker på James Cooks 2. jordomsejling. 1799-1804 foretog Humboldt sin første store rejse, Sydamerikarejsen, der gjorde ham berømt. Sammen med botanikeren A. Bonpland (1773-1858) rejste han gennem Venezuela, besejlede Orinoco og Rio Negro og besøgte Cuba. Derefter rejste han tilbage til fastlandet og krydsede dette ad Magdalenafloden og ved bestigning af Andesbjergene med ophold i Quito undervejs til Stillehavskysten. Hjemrejsen gik via Philadelphia og Bordeaux og sluttede i Paris, hvor han bosatte sig. Observationerne fra rejsen udkom 1811-25 i Voyage aux régions équinoxiales du nouveau continent i 30 bind.
Efter at være flyttet til Berlin i 1827 holdt Humboldt dér de 61 berømte forelæsninger, der senere blev indarbejdet i hovedværket Kosmos (1845-62). 1829 begyndte Humboldt sin anden store rejse, denne gang til Ural og Centralasien over Sverdlovsk og Tobolsk til Dzungariet og Mongoliet. Hjemturen gik ad Irtysj til Semipalatinsk, Omsk og Astrakhan; derfra over Det Kaspiske Hav og til Sankt Petersborg. I alt tilbagelagdes 18000 km. Resultatet blev Humboldts andet storværk Fragments de géologie et de climatologie asiatique (1831).

Betydningen af Humboldts indsats var uhyre stor i samtiden. Ganske vist gjorde han ingen egentlige geografiske nyopdagelser, men på baggrund af sin beherskelse af naturvidenskaberne satte han en ny standard for præcis naturbeskrivelse, der både brugtes videnskabeligt og som opslagsværk vedrørende praktiske udnyttelsesmuligheder. Dertil formulerede han megen ny erkendelse. Typisk nøjedes han ikke med at beskrive vegetationen ved de dengang gængse floralister; han beskrev vegetationens ændring med bjergenes højdezoner og vulkanerne i sammenhæng med deres formodede dannelseshistorie etc. Denne beskrivelse af en lovmæssighed, hvori detaljen indgår meningsfyldt, har paralleller i tidens tyske kulturhistorie. Samtidig er hans beskrivelser af landskaber og natur sproglige mesterværker.

Tilsammen betød dette, at Humboldt ledte geografien, især den fysiske geografi, ind i nye, frugtbare baner. Også i dansk geografi har hans virke sat sig dybe spor, tydeligst hos E. Løffler og M. Vahl, hvis opdeling i klima- og plantebælter klart er inspireret af Humboldt.