Vulkanen Agung fortsætter med at rumle og ryste…
NB: “Det er vigtigt at understrege, at vulkanen er ikke rigtigt gået i udbrud endnu”..
En talsmand for Indonesiens katastrofeberedskab på Bali oplyste tirsdag, at over 57.000 mennesker nu har forladt området nær ved vulkanen.
Rystelserne fra bjerget tager til, og det ses som indikation på, at magma(flydende lava) fortsætter med at bevæge sig op i mod overfladen. Et udbrud kan dermed være nært forestående, oplyser talsmand Sutopo Purwo Nugroho.
“Risikoen for et udbrud er meget høj, men vi kan ikke være sikre på, hvornår det vil ske”, udtaler han ifølge AP.
Der blev mandag registreret over 560 mindre jordskælv nær vulkanen.
Hovedparten af disse mindre jordskælv var ikke særlig dybe , og det betyder igen, at smeltet magma er i bevægelse under vulkanen.
Folk flygter af frygt for et nyt stort udbrud fra vulkanen Agung, der sidst var i udbrud i 1963, hvor mere end 1000 mennesker omkom, da Agung spyede aske og lava ud.
Evakueringen af folk fra landsbyer nær ved vulkanen begyndte op til weekenden. Beredskabsniveauet på øen blev samtidig hævet til det højeste. Lørdag havde omkring 10.000 personer forladt området. Siden da er antallet af personer, der søger i sikker afstand af vulkanen, løbende gået op.
Myndighederne har ifølge nyhedsbureauet Reuters advaret turister og beboere mod at campere eller tage på vandreture i en radius af ni kilometer fra krateret.
Et udbrud ville eventuelt kunne medføre lukning af den internationale lufthavn i provinshovedstaden Denpasar.
Sker det, vil mange turister strande på øen, der har tæt på fire millioner indbyggere.
Myndighederne oplyste mandag, at hundredtusindvis af ansigtsmasker vil blive delt ud på Bali som led i regeringens humanitære indsats. Den inkluderer også udlevering af tusindvis af madrasser og tæpper.
Agung ligger omkring 75 kilometer fra turistbyen Kuta og Sanur. Vulkanen har rumlet siden august.
Dette er seneste bulletin.
Se også artikel “Vulkan i udbrud i eksplosivt ørige” udgivet af Morgenavisen Jyllands-Posten og Henning Andersen i 2014.