Denne artikel bragt i “Alt om historie” maj 2006.

I en mørk eftermiddagstime den 29. november 1883 samledes københavnerne på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for at diskutere et uforklarligt, blodrødligt skær, “luftsyn”, som oplyste hele den sydvestlige himmel. Solnedgangen kunne det ikke være i den retning, så det måtte vel stamme fra en eller anden storbrand. Næste dag kunne Berlingske Tidende meddele, at fænomenet også var observeret i Berlin. Den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times, hvor en engelsk meteorolog satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det store vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før. På Trinidad var solen blå og på Ceylon grøn. Nogle dage senere blev lidt af støvet samlet op i England og præsenteret i Royal Society, som året efter etablerede Krakatoa-rådet, hvis opgave var at indsamle viden om de naturfænomener fra mødereferater i hele verden, og det blev til en 500 sider lang rapport med information om eftervirkningerne af Krakatoas udbrud. Vulkanøens beliggenhed i Indonesien på den mest befærdede handelsrute af skibe gjorde, at den blev observeret i alle skibskaptajners logbøger. Kemiske undersøgelser af det fine lavastøv, som slyngedes helt op i stratosfæren, viste, at de udslyngede askepartikler ikke var den form for aske, som vi kender, men itusprængte små glasagtige lavastykker, som slyngedes ud i eksplosionerne fra krateret.

Senere konkluderedes, at det ikke var støvet, men små syredråber af svovldioxidgasser, der bevægede sig rundt på kloden og fik temperaturen til at falde med en halv grad. Lysfænomenerne i atmosfæren blev også portrætteret i olie-pastel farverige solnedgangsmotiver og for første gang i en tid med sort/hvide motiver. Man havde allerede fra begyndelsen af 1800-tallet haft anelse om, at vulkansk virksomhed blev drevet af den samme kraft, nemlig opløste vandgasser i magma, og at vand udvider sig, når det omdannes til damp på grund af varme og tryk. Dette var også en forklaring på, hvordan en vulkan fungerede, og nu blev dette yderligere bekræftet.

Krakatoa skubbede vulkanforskningen ind i en ny æra. Vulkanen vågner Ingen så, da Krakatoa sprang i luften, og kun to mennesker vides med sikkerhed at have set bare et glimt af den store tsunami – bølge på vej fra eksplosionsstedet. I mange kilometers omkreds havde vulkanens askesky indhyllet land og hav i mørke, og de omkomne så formentlig intet, før vandmasserne brølede ind over dem. I 200 år havde man intet mærket til vulkanen, da den 20 maj 1883 begyndte at røre på sig og sendte en dampsøjle 17 km i vejret. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. Indoneserne hentede tømmer på øen. Fra et forbisejlende skib målte man dampsøjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede “en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas”. Vulkansk aske dryssede ned i mange kilometers omkreds. I Jakarta, 170 km fra vulkanen, kunne eksplosionerne høres som artilleri-ild.

På daværende tidspunkt var man ikke særlig foruroliget over udbruddet. Vulkanudbrud er jo så almindelige i Indonesien. En del indonesere ængstedes. De hviskede, at det måtte være bjergdæmonen Orang Aljeh, der var på spil igen og var vred på hollænderne, men ingen turde sige noget konkret. Indtil nu var Krakatoa blevet anset for at være udslukt. Det forrige udbrud havde fundet sted i 1680 og så vidt vides, havde det ikke været særlig kraftigt. Bragene fra den fjerne vulkan blev imidlertid stærkere, og jorden rystede, så vinduer og døre klirrede og klaprede…

En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet. Skibet nærmede sig den ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten (lavaskum) og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere. Redningsbåde blev sat i vandet. Forsigtigt nærmede man sig den dirrende vulkanø, lagde til og gik i land. En af deltagerne, en ung geolog, Schuurman, fortalte bagefter: “Jeg nærmest kravlede fremad i hælene på de modigste, eller skal vi sige de dumdristigste. Vi havde ikke andet fodfæste end den bløde aske, vi sank ned i. Vi så nøgne, afbrændte træstammer rundt omkring. Det så ud, som om grenene var flået af i en voldsom ildstorm eller glødende hvirvelvind. Jo højere vi kom op, desto hedere blev luften og ligeså jorden under vore fødder. Vi nåede kanten af det store krater netop som en dampkaskade rejste sig med øredøvende hvæsen. En af vore mænd affyrede sit gevær. Det lød som når man åbner en flaske champagne under en banket sammenlignet med drønene omkring os.”

De konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatoa, med et tværsnit på godt en kilometer! Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af. Vulkanen bliver voldsommere I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs.

Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august. Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere, end de forrige besøgende havde bemærket. De lå på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan, midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen, og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter over havets overflade…

Natten til den 26. august havde næsten ingen lukket et øje i Jakarta på grund af de atmosfæriske forstyrrelser og jordrystelser, som stadig blev stærkere. Det var, som om der var forbindelse mellem de atmosfæriske og de underjordiske vulkanske kræfter. Næste morgen blev eksplosionsbragene fra vulkanen endnu stærkere. Samme morgen lå kaptajn Watson med sit skib 16 km syd for Krakatoa og skrev i sin logbog: “Eksplosionerne indtraf med få sekunders mellemrum og lød som stærk artilleriild. Himlen var dækket af en umådelig tyk, sort sky, hvorfra det lynede næsten konstant. Ved 17-tiden faldt der pludselig en regn af pimpsten på dækket. Selv om det var stormvejr, var luften kvælende af svovlstank. Ankeret kom varmt op fra 60 meters dybde, og der var mange elektriske udladninger.” Om eftermiddagen stod en søjle af aske og pimpsten 26 km op i himlen (nogle kilder siger 80 km!), og sten og støv fra den buldrende vulkan regnede ned over et område på 150 km i alle retninger som fra et skytæppe og forandrede dag til nat.

Vulkanen eksploderer hen på natten til den 27. august, mandag morgen, indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java og Sumatra, der lå nærmest vulkanen. Kl. 5.30 morgen indtraf en voldsom eksplosion, kl. 6.44 endnu en, og kl. 10.02 den tredje og største, verden havde oplevet i århundreder. En gigantisk eksplosion sprængte det meste af øen i stumper og stykker. Enorme skyer af sten og aske steg 80 kilometer til vejrs i en søjle af røg og ild samtidig med, at vulkanens fundament brød sammen og sank ned i det udtømte magmakammer. Det nedfaldende udbrudsmateriale faldt på havet, som tårnede sig op i over 35-40 meter høje tsunamibølger og satte kurs i alle retninger mod de omkringliggende kyster. Eksplosionsbraget vækkede sovende mennesker i Australien 4000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5000 km væk, som fra Oslo til ned i Sahara eller 1/12 – del af jordens overflade. Lufttrykbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. I første runde var dens hastighed 1140 km i timen og ved den femte 1081. Endnu en eksplosion, men svagere, fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatoa forsvundet, og havets bølger fossede ind over resterne af den bortsprængte vulkan. Kun nogle få rester af krater-randens yderside stod tilbage, hvoraf den største Rakata nu lignede en gennemskåret stejl klippe som om den var hugget igennem af en kæmpemæssig økse.

Det var tsunamien, den 35-40 m høje dræberbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02, og som med en fart på 550 km i timen fejede ind over de nærliggende kyster, druknede 36.417 mennesker og udslettede 165 landsbyer. Bølgen registreredes Jorden rundt af tidevandsmålere. I Sydafrika (8000 km borte) steg vandet 14-15 timer senere fra 40-60 cm, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter, men dens højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for strædet. I Jakarta steg vandstanden således “kun” et par meter, men nok til, at byens lavest liggende kvarterer blev oversvømmet og mange omkom. På strækningen fra Javas nordvestlige hjørne til Jakarta mistede “1794 indonesere og 546 kinesere” livet. Fra den lille by Tjilagon var den unge embedsmand Abell tidligt om morgenen redet af sted mod Merak. Næppe havde han nået byen, før han så den kolossale tsunami på højde med en kokospalme vælte frem fra havet i mørket. Han styrtede op på den nærmeste høj og reddede livet, men da han så sig tilbage, lå hele kyststrækningen druknet under tsunamien. Efter 4 timers ophold på højen i bælgmørke kunne han søge hjem. Han var den ene af de to, der havde set bølgen, før den kom. Af alle de omkomne i Merak blev der kun fundet et eneste lig. Jernbanesporene var revet op og krøllet sammen som bånd, og det viste sig, at vandstanden havde været 30 m over normalt. Fra Tjaringin, 35 km sydligere er beretningerne kortfattede, men dramatiske. Søndag aften havde en mindre bølge revet mange huse væk og væltet “palitah”-erne (lamperne) i flere andre, så der var gået ild i husene. Natten gik med at slukke ilden.Ved 6,30-tiden var vejinspektør Gaston redet 4 km mod nord til Tjerita. Da han næsten var hjemme igen, så han langt ude over havet – han var den anden af de to, der så den enorme tsunamis-bølge nærme sig. Med sporerne i siden på sin hest galopperede han det sidste stykke og fik blæst så megen alarm, at 150 indonesere reddede sig op på højen bag byen. Blandt de omkomne var regenten “patihen” og hans familie, i alt 55 personer. Hans lig blev senere fundet – uden hoved. Byens gamle skatteopkræver nægtede at flygte; han blev siddende på den kasse, han nu havde haft ansvaret for i 48 år, lige til bølgen kom. Alene i Tjaringin omkom der 1880 og i hele distriktet ca. 12.000.” På Javas sydvestspids, ved indsejlingen til Sunda-strædet, stod der et fyrtårn på en 40 m høj klippe. Søndag noterede fyrmesteren i sin journal: “Kl. 2.30: Himlen formørket nordpå. Kl. 6.00: Mørkt overalt. Kl. 7.00: Vinden i øst. Kl. 7.50: Stærke jordstød. Kl. 10.00: Heftigt uvejr til 4 morgen.” Og videre mandag: Kl. 4.30: Våd aske, regn, storm, vinden i sydøst. Kl. 5.30: Vinden i vest. Kl. 6.30: Dagen kommer ikke. Vi lader fyret brænde. Kl. 7.00: Vinden i nord. Kl. 7.45: Slukker fyret for at skifte væger. Kl. 8.00: Voldsom storm, himlen helt dækket, vejret endnu dårligere. Kl. 9.00: Komplet mørke. Kl. 11.00: Vældige detonationer, døre og vinduer springer op. Kl. 11.10: Lynaflederen knuses, lynet springer ind i tårnet, sårer de fire af vore straffefanger, som havde jernhalsbånd, og svider dem ned ad ryggen, fortsætter gennem gulvet, op ad trappen igen til lygterummet, så ud. Kl. 1.30: Vejret lidt bedre, stadig mørke, vinden svagere. Kl. 4.00: Vinden i sydøst”.

Alene disse skiftende vindretninger siger noget om, hvilke bevægelser i atmosfæren vulkaneksplosionerne førte med sig. På Sumatra-siden af Sunda-strædet var ofrenes antal kun lidt over halvdelen af Javas, men ødelæggelserne var lige så store. Dagen efter katastrofen sejlede en damper så tæt på, som den kunne komme. Kaptajnen noterede: “Overalt var den samme grå farve fremherskende. Landsbyer og træer var forsvundet. Vi kunne end ikke se ruiner; bølgerne havde fortæret og slugt indbyggerne, deres hjem og deres plantager. Det var i sandhed en dommedagscene”. I et telegram fra Jakarta til Singapore hed det: “Hvor bjerget Krakatoa engang havde stået, der leger nu havets bølger”. Krakatoa udspyede ca. 46 kubikkilometer materiale i form af udbrudsprodukter – nok til at dække Manhattan med et 70 meter tykt lag.

Krakatoa er en stratovulkan, d.v.s. bygget op lagvis af udbrudsprodukter fra vulkanens krater. De smeltede stenmasser under Krakatoa er sejtflydende og fyldt af opløste gasser, der forsøger at slippe ud. Til sidst kan vulkanrørets prop ikke længere modstå trykket. Det gasrige magma “bobler” over på samme måde, som hvis man trækker en flaske champagne op, og den indespærrede champagne skummer ud. Gasserne undviger og river dele af magmaet med sig som skumsprøjt, der størkner gennem luften og danner skyer af aske, som sendes mange kilometre op i luften. I udbrudsfasen strømmer det mindre gasrige magma nederst i magmakammeret op gennem vulkanrøret, og på et tidspunkt er gaseksplosionerne ikke længere i stand til at sende materialet op i så stor en højde. Askesøjlen af udbrudsprodukter kollapser og ruller ned ad vulkanflanken som askelaviner med en temperatur på op til 800 grader celsius og med en fart af flere hundrede kilometre i timen. Vulkanen kollapser og synker ned i det efterhånden udtømte magmakammer og danner en caldera, (kedelformet kraterindsynkning), hvor havvandet trænger ind, som det netop sker i Krakatoas tilfælde. I leksika kan vi læse, at eksplosionen skyldtes havets indtrængen i kraterets glødende lava og de deraf følgende dampeksplosioner. Nye undersøgelser af det udslyngede pimpstensmateriale fra 1883-eksplosionen viser, at det ikke var havvandet, som var årsagen til de store eksplosioner. Analyser af udbrudsmaterialerne fortæller, at der også har været tilført nyt magma nede fra jordens indre sidst i under udbrudsforløbet, og resultatet af denne magmablanding ses i afslutningsfasen af Krakatoas udbrud, ved den ekstremt kraftige og gasrige eksplosivitet. Krakatoa ligger ikke kun på en underskydningszone, hvor den Indo-Australske lithosfæreplade (lithosfære = stiv) ved varmeopstrømninger i jordens indre bevæger sig ind under den Euroaiske med nogle få cm om året, men også på dybere brudlinjer, som baner vej for opstigende magma nedefra. Der sker en opsmeltning af materialet i underskydningszonen ved den opstrømmende varme i jordens indre, og resultatet bliver, at der dannes ny sejtflydende magma med højt kiselsyreindhold (d.v.s. ilt – silicium), og denne magmablanding med det resterende magma i kammeret under vulkanen, giver ekstremt voldsom gaseksplosivitet, som netop Krakatoa også viste. Resultatet bliver, at de vulkaner, som dannes oven over på jordens overflade bliver mere eksplosive, hvilket Krakatoa og adskillige af vulkanerne i Indonesien er så tydelige eksempler på.

I 1928 stak den “genfødte” vulkan sit dampende hoved op af havet på det samme sted, hvor den “gamle” vulkanø havde ligget. Gennem sprækker i jordskorpen står den i forbindelse med det magmakammer, der skabte dens forgænger. Øen er lidt efter lidt blevet bygget op af det materiale, der slynges ud gennem dens krater, og den vokser for hvert udbrud. Nu er toppen 300 m over havets overflade, og med 300 m ned til havbunden er der altså dannet en 600 m høj vulkankegle i løbet af 123 år. I dag er vulkanforskernes udfordring ikke kun at forstå vulkaner, som i 1883, men at forudsige deres udbrud. Det farlige ved eksplosive vulkaner er, at bedst som man tror udbruddet er overstået, brager det løs igen. Man holder nøje øje med magmaets surhed (flydetræghed).”Imellem udbruddene ændrer den smeltede lava sammensætning under vulkanen og bliver mere sur (tyk). Jo mere gryn der er i havregrød – desto mere træg bliver den. Vulkanens hals blokeres til sidst, men damp- og gastrykket stiger nedenunder i magmakammeret. Der vil igen komme et eksplosivt udbrud som i 1883, og den vulkanologiske cyklus gentager sig. Ny magma tilføres nedefra, således at vulkanen atter på et tidspunkt vil gentage sin eksplosivitet.

Navnet Krakatoa stammer måske fra det gamle sanskrit ord karkata, der betyder “krabbe”, hvilket kan være inspireret af den krabbelignende atol, der er dannet langs vulkanens calderarand. Andre vil vide, at en forbisejlende skibskaptajn engang spurgte en indoneser: “Hvad hedder den der klippeø?” “Kaga tau” (Det ved jeg ikke), lød svaret, og dermed havde øen fået sit navn, Krakatoa.

Det nedfaldende udbrudsmateriale sætter havets bølger i voldsomme bevægelser, der forplanter sig som flodbølger, de såkaldte tsunamier. I dette tilfælde var tsunamibølgerne dobbelt så høje som ved det undersøiske jordskælv i år 2004, der skabte den store katastrofe i det Indiske Ocean, og det var også denne tsunami, der slog folk ihjel i forbindelse med vulkanens udbrud og ikke selve vulkanens udbrudsprodukter. Som der har været flere forklaringer på, hvorfor vulkanen sprang i luften, har der også været flere teorier om, hvad årsagen var til den enorme tsunami, der rejste sig i kølvandet af den store eksplosion kl. 10.02. Nogle mente, at eksplosionen var den direkte årsag, mens andre påstod, at tsunamien opstod, da krateret styrtede sammen – eller at tsunamien opstod ved nedfaldet af udbrudsprodukter på havets overflade ved kollaps af askesøjlen. Denne sidste konklusion er i dag den gængse opfattelse. Som en indonesisk vulkanolog i Bandung sagde til mig: “En af de gode ting hollænderne gjorde i de 350 år de opholdt sig i Indonesien var, at de grundlagde vores første vulkanologiske målestationer, og de forsøgte at forstå vulkanismens baggrund. I dag er vores fornemste opgave mere at kunne forudsige udbruddene og således kunne evakuere de ofte tæt beboede frugtbare egne ved vulkanerne, og det er lykkedes en hel del gange i de sidste 50 år”.

“I en mørk eftermiddagstime den 29. november 1883 samledes københavnerne på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for at diskutere et uforklarligt, blodrødligt skær, ”luftsyn”som oplyste hele den sydvestlige himmel.
Solnedgangen kunne det ikke være i den retning, så det måtte vel stamme fra en eller anden storbrand.
Næste dag kunne Berlingske Tidende meddele, at fænomenet også var observeret i Berlin. Den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times , hvor en engelsk meteorolog “satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det store vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før. På Trinidad var solen blå og på Ceylon grøn. Nogle dage senere blev lidt af støvet samlet op i England og præsenteret i Royal Society, som året efter etablerede Krakatoa-rådet, hvis opgave var at indsamle viden om de naturfænomener fra mødereferater i hele verden, og det blev til en 500 sider lang rapport med information om eftervirkningerne af Krakatoas udbrud.
Vulkanøens beliggenhed i Indonesien på den mest befærdede handelsrute af skibe gjorde, at den blev observeret i alle skibskaptajners logbøger.
Kemiske undersøgelser af det fine lavastøv, som slyngedes helt op i stratosfæren, viste, at de udslyngede askepartikler ikke var den form for aske, som vi kender, men itusprængte små glasagtige lavastykker, som slyngedes ud i eksplosionerne fra krateret. Senere konkluderedes, at det ikke kun var støvet alene, men små syredråber af svovldioxidgasser, der bevægede sig rundt på kloden og fik temperaturen til at falde med en halv grad. Lysfænomenerne i atmosfæren blev også portrætteret i olie-pastel farverige solnedgangsmotiver og for første gang i en tid med sort – hvide motiver.
Man havde allerede fra begyndelsen af 1800-tallet haft anelse om, at vulkansk virksomhed blev drevet af den samme kraft, nemlig opløste vandgasser i magma, og at vand udvider sig, når det omdannes til damp på grund af varme og tryk. Dette var også en forklaring på, hvordan en vulkan fungerede, og nu blev dette yderligere bekræftet.
Krakatoa skubbede vulkanforskningen ind i en ny æra.

Vulkanen vågner

Ingen så, da Krakatoa sprang i luften, og kun to mennesker vides med sikkerhed at have set bare et glimt af den store tsunami – bølge på vej fra eksplosionsstedet.
I mange kilometers omkreds havde vulkanens askesky indhyllet land og hav i mørke, og de omkomne så formentlig intet, før vandmasserne brølede ind over dem.
I 200 år havde man intet mærket til vulkanen, da den 20 maj 1883 begyndte at røre på sig og sendte en dampsøjle 17 km i vejret. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. Indoneserne hentede tømmer på øen.
Fra et forbisejlende skib målte man dampsøjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede “en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas”. Vulkansk aske dryssede ned i mange kilometers omkreds. I Jakarta, 170 km fra vulkanen, kunne eksplosionerne høres som artilleriild. På daværende tidspunkt var man ikke særlig foruroliget over udbruddet. Vulkanudbrud er jo så almindelige i Indonesien.
En del indonesere ængstedes.De hviskede, at det måtte være bjergdæmonen Orang Aljeh, der var på spil igen, men ingen turde sige noget konkret. Indtil nu var Krakatoa blevet anset for at være udslukt. Det forrige udbrud havde fundet sted i 1680 og så vidt vides, havde det ikke været særlig kraftigt.
Bragene fra den fjerne vulkan blev imidlertid stærkere, og jorden rystede, så vinduer og døre klirrede og klaprede…

Landgang på øen

En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet.
Skibet nærmede sig den ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten(lavaskum) og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere.
Redningsbåde blev sat i vandet. Forsigtigt nærmede man sig den dirrende vulkanø, lagde til og gik i land. En af deltagerne, grubeingeniør Schuurman, fortalte bagefter:
“Jeg nærmest kravlede fremad i hælene på de modigste, eller skal vi sige de dumdristigste. Vi havde ikke andet fodfæste end den bløde aske, vi sank ned i. Vi så nøgne, afbrændte træstammer rundt omkring. Det så ud, som om grenene var flået af i en voldsom ildstorm eller glødende hvirvelvind. Jo højere vi kom op, desto hedere blev luften og ligeså jorden under vore fødder. Vi nåede kanten af det store krater netop som en dampkaskade rejste sig med øredøvende hvæsen. En af vore mænd affyrede sit gevær. Det lød som når man åbner en flaske champagne under en banket sammenlignet med drønene omkring os.”
De konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatoa, med et tværsnit på godt en kilometer!
Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af.

Vulkanen bliver voldsommere

I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs. Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august. Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere, end de forrige besøgende havde bemærket. De lå på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan, midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen, og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter over havets overflade…
Natten til den 26. august havde næsten ingen lukket et øje i Jakarta på grund af de atmosfæriske forstyrrelser og jordrystelser, som stadig blev stærkere. Det var, som om der var forbindelse mellem de atmosfæriske og de underjordiske vulkanske kræfter.
Næste morgen blev eksplosionsbragene fra vulkanen endnu stærkere. Samme morgen lå kaptajn Watson med sit skib 16 km syd for Krakatoa og skrev i sin logbog: “Eksplosionerne indtraf med få sekunders mellemrum og lød som stærk artilleriild. Himlen var dækket af en umådelig tyk, sort sky, hvorfra det lynede næsten konstant. Ved 17-tiden faldt der pludselig en regn af pimpsten på dækket. Selv om det var stormvejr, var luften kvælende af svovlstank. Ankeret kom varmt op fra 60 meters dybde, og der var mange elektriske udladninger.”
Om eftermiddagen stod en søjle af aske og pimpsten 26 km op i himlen (nogle kilder siger 80 km!), og sten og støv fra den buldrende vulkan regnede ned over et område på 150 km i alle retninger som fra et skytæppe og forandrede dag til nat.

Vulkanen eksploderer

Hen på natten til den 27. august, mandag morgen, indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java og Sumatra, der lå nærmest vulkanen.
Kl. 5.30 morgen indtraf en voldsom eksplosion, kl. 6.44 endnu en, og kl. 10.02 den tredje og den største, verden havde oplevet i århundreder. En gigantisk eksplosion sprængte det meste af øen i stumper og stykker.Enorme skyer af sten og aske steg 80 kilometer til vejrs i en søjle af af røg og ild samtidig med, at vulkanens fundament brød sammen og sank ned i det udtømte magmakammer. Det nedfaldende udbrudsmateriale faldt på havet, som tårnede sig op i over 35 – 40 meter høje tsunamibølger og satte kurs i alle retninger mod de omkringliggende kyster.
Eksplosionsbraget vækkede sovende mennesker i Australien 4000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5000 km væk, som fra Oslo til ned i Sahara eller 1/12 – del af jordens overflade. Lufttrykbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. I første runde var dens hastighed 1140 km i timen og ved den femte 1081.
Endnu en eksplosion, men svagere, fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatoa forsvundet, og havets bølger fossede ind over resterne af den bortsprængte vulkan. Kun nogle få rester af krater-randens yderside stod tilbage, hvoraf den største Rakata nu lignede en gennemskåret stejl klippe som om den var hugget igennem af en kæmpemæssig økse.

De overlevende beretter

Det var tsunamien, den 35-40 m høje dræberbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02, og som med en fart på 550 km i timen fejede ind over de nærliggende kyster, druknede 36.417 mennesker og udslettede 165 landsbyer.
Bølgen registreredes Jorden rundt af tidevandsmålere. I Sydafrika (8000 km borte) steg vandet 14-15 timer senere fra 40-60 cm, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter, men dens højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for strædet. I Jakarta steg vandstanden således “kun” et par meter, men nok til, at byens lavest liggende kvarterer blev oversvømmet og mange omkom. På strækningen fra Javas nordvestlige hjørne til Jakarta mistede “1794 indonesere og 546 kinesere” livet.
Fra den lille by Tjilagon var den unge embedsmand Abell tidligt om morgenen redet af sted mod Merak. Næppe havde han nået byen, før han så den kolossale tsunami på højde med en kokospalme vælte frem fra havet i mørket. Han styrtede op på den nærmeste høj og reddede livet, men da han så sig tilbage, lå hele kyststrækningen druknet under tsunamien. Efter 4 timers ophold på højen i bælgmørke kunne han søge hjem. Han var den ene af de to, der havde set bølgen, før den kom. Af alle de omkomne i Merak blev der kun fundet et eneste lig. Jernbanesporene var revet op og krøllet sammen som bånd, og det viste sig, at vandstanden havde været 30 m over normalt.
Fra Tjaringin, 35 km sydligere er beretningerne kortfattede, men dramatiske. Søndag aften havde en mindre bølge revet mange huse væk og væltet “palitah”erne (lamperne) i flere andre, så der var gået ild i husene. Natten gik med at slukke ilden.Ved 6,30-tiden var vejinspektør Gaston redet 4 km mod nord til Tjerita. Da han næsten var hjemme igen, så han langt ude over havet – han var den anden af de to, der så den enorme tsunamis-bølge nærme sig.Med sporerne i siden på sin hest galopperede han det sidste stykke og fik blæst så megen alarm, at 150 indonesere reddede sig op på højen bag byen. Blandt de omkomne var regenten “patihen” og hans familie, i alt 55 personer. Hans lig blev senere fundet – uden hoved.
Byens gamle skatteopkræver nægtede at flygte; han blev siddende på den kasse, han nu havde haft ansvaret for i 48 år, lige til bølgen kom. Alene i Tjaringin omkom der 1880 og i hele distriktet ca. 12.000.”
På Javas sydvestspids, ved indsejlingen til Sunda-strædet, stod der et fyrtårn på en 40 m høj klippe. Søndag noterede fyrmesteren i sin journal:
“Kl. 2.30: Himlen formørket nordpå. Kl. 6.00: Mørkt overalt. Kl. 7.00: Vinden i øst. Kl. 7.50: Stærke jordstød. Kl. 10.00: Heftigt uvejr til 4 morgen.” Og videre mandag:
Kl. 4.30: Våd aske, regn, storm, vinden i sydøst. Kl. 5.30: Vinden i vest. Kl. 6.30: Dagen kommer ikke. Vi lader fyret brænde. Kl. 7.00: Vinden i nord. Kl. 7.45: Slukker fyret for at skifte væger. Kl. 8.00: Voldsom storm, himlen helt dækket, vejret endnu dårligere. Kl. 9.00: Komplet mørke. Kl. 11.00: Vældige detonationer, døre og vinduer springer op. Kl. 11.10: Lynaflederen knuses, lynet springer ind i tårnet, sårer de 4 af vore straffefanger, som havde jernhalsbånd, og svider dem ned ad ryggen, fortsætter gennem gulvet, op ad trappen igen til lygterummet, så ud. Kl. 1.30: Vejret lidt bedre, stadig mørke, vinden svagere. Kl. 4.00: Vinden i sydøst.”Alene disse skiftende vindretninger siger noget om, hvilke bevægelser i atmosfæren vulkaneksplosionerne førte med sig.
På Sumatra-siden af Sunda-strædet var ofrenes antal kun lidt over halvdelen af Javas, men ødelæggelserne var lige så store.
Dagen efter katastrofen sejlede en damper så tæt på, som den kunne komme. Kaptajnen noterede: “Overalt var den samme grå farve fremherskende. Landsbyer og træer var forsvundet. Vi kunne end ikke se ruiner; bølgerne havde fortæret og slugt indbyggerne, deres hjem og deres plantager. Det var i sandhed en dommedagscene.” I et telegram fra Jakarta til Singapore hed det: ”Hvor bjerget Krakatoa engang havde stået, der leger nu havets bølger”.
Krakatoa udspyede ca. 46 kubikkilometer klippemateriale i form af udbrudsprodukter – nok til at dække Manhattan med et 70 meter tykt lag.

Derfor eksploderede Krakatau

Krakatau er en stratovulkan ,d.v.s. bygget op i lag af løse udbrudsprodukter og størknede lavastrømme. De smeltede stenmasser under Krakatau er sejtflydende og fyldt af opløste gasser, der forsøger at slippe ud. Til sidst kan vulkanrørets prop ikke længere modstå trykket. Det gasrige magma “bobler” over på samme måde, som hvis man trækker en flaske champagne op, og den indespærrede champagne strømmer ud. Gasserne undviger og river dele af magmaet med sig som skumsprøjt, der størkner undervejs gennem luften og danner skyer af aske, som sendes mange kilometre i vejret. Sidst i udbrudsfasen strømmer det mindst gasrige magma fra magmakammeret op gennem vulkanrøret, og på et tidspunkt er gaseksplosionerne ikke længere i stand til at sende materialet op i så stor højde. Askesøjlen af udbrudsprodukter over vulkanen kollapser og ruller ned ad vulkanflanken som askelaviner med en temperatur op til 800 grader celsius og en fart af flere hundrede kilometre i timen.
Vulkankeglen kollapser og synker ned i det udtømte magmakammer, hvorved der dannes en caldera,(spansk ord forkedelformet kraterindsynkning) i hulrummet. Der opstår tit en sø i calderaindsynkningen eller havvandet kan trænger ind, som det skete i Krakatoas tilfælde.
I leksika kan man læse, at Krakatoas eksplosion skyldtes havets indtrængen i kraterets glødende lava og den deraf følgende dampudvikling.
Ny forskning har stillet spørgsmålstegn ved, om indtrængende havvand i Krakatoas tilfælde var årsag til den kraftige eksplosion.
Undersøgelser af det udslyngede udbrudsmateriale fortæller, at det ekstremt kraftige udbrud har tømt magmakammeret, men at der også var tale om tilførsel af nyt magma nede fra jordens kappe i selve udbrudsforløbet – en dødelig cocktailblanding – og resultatet af denne coktailblanding resulterede i den kraftige eksplosivitet i den sidste fase af vulkanens udbrud.
Krakatoa ligger ikke kun på en underskydningszone, hvor den indo-australske lithosfæreplade(lithosfære = stive), der grundet varmeopstrømninger fra jordens kappe bevæger sig ind under den euroaiske med nogle få cm om året, men også på dybere brudlinjer, som i perioder baner vej for opstigende nyt magma nedefra. Der sker en delvis opsmeltning af materialet i underskydningszonen ved den opstrømmende varme i jordens indre, og resultatet bliver, at der dannes sejtflydende magma med højt kiselsyreindhold. (Kiselsyre er en benævnelse for SIO2 , et grundstof, som sammen med ilt udgør hovedbestanddelen af jordskorpen) og et større indhold af vanddamp, og som følge heraf opstår der mere sejtflydende lava her – end ved den lava, som strømmer ud igennem de vulkaner, der dannes langs spredningszonerne i midten af oceanerne, hvilket igen bevirker, at de opløste gasser i smeltemassen i en underskydningszone har sværere ved at undvige. Smeltemasserne i magmakamrene – krudtkamrene – under vulkanerne i en underskydningszone er altså mere sure og tyktflydende, og der opbygges derfor et større damp- og gastryk, hvilket ses så tydeligt i tilfældet med Krakatoa og vulkanerne i Indonesien…..

Ringen sluttet

I 1928 stak den “genfødte” vulkan sit dampende hoved op af havet på det samme sted, hvor den “gamle” vulkanø havde ligget. Gennem sprækker i jordskorpen står den i forbindelse med det magmakammer, der skabte dens forgænger. Øen er lidt efter lidt blevet bygget op af det materiale, der slynges ud gennem dens krater, og den vokser for hvert udbrud. Nu er toppen 300 m over havets overflade, og med 300 m ned til havbunden er der altså dannet en 600 m høj vulkankegle i løbet af 123 år.
I dag er vulkanforskernes udfordring ikke kun at forstå vulkaner, men at forudsige deres udbrud.Man holder nøje øje med magmaets viskositet(flydetræghed) Anak Krakatoa.”Imellem udbruddene ændrer den smeltede lava sammensætning under vulkanen og bliver mere sur(tyk).Jo mere gryn der er i havregrød – desto mere desto mere tyk bliver den.Vulkanens hals blokeres, og damp- og gastrykket stiger.Der vil igen komme et eksplosivt udbrud som i 1883, og den vulkanologiske cyklus gentager sig.
Navnet Krakatoa stammer måske fra det gamle sanskrit ord karkata, der betyder “krabbe”, hvilket kan være inspireret af den krabbelignende atol, der er dannet langs vulkanens calderarand. Andre vil vide, at en forbisejlende skibskaptajn engang spurgte en indoneser:”Hvad hedder den der klippeø?”
”Kagatau” (Det ved jeg ikke), lød svaret, og dermed havde øen fået sit navn, Krakatoa.