1974 forenede universiteterne i Tokyo og Californien deres ressourcer. De udvekslede eksperter og gik i gang med at få problemet løst. I løbet af et år havde de udarbejdet et edb-program, som tog højde for de kendte tektoniske kræfter, stedlige seismiske målinger og geologiske enkeltheder ned til den mindste detalje, og kunne tilvejebringe jordbevægelses-accelerogram om virkningerne af et tænkt jordskælv på en given byggeplads. Ved hjælp af sådanne accelerogrammer kunne arkitekter og konstruktører nu tegne huse, som kunne modstå mulige specifikke trusler.
Samtidig hermed var man i færd med at udvikle mere avancerede rysteborde, så forsøgene kunne blive mere vellykkede. I 1971 konstruerede man en model på University of California i Berkeley, der på samme tid både kunne frembringe vandrette og lodrette bevægelser. Og i 1981 færdigbyggede japanerne et monstrum til 125 millioner dollars, som kunne gengive de største jordskælvsrystelser på basis af registrerede eller hypotetiske begivenheder og overføre dem til modelbygninger og virkelige bygningskomponenter med en vægt på op til 1000 t.
I takt med den forøgede viden om, hvad der sker med en bygning i forbindelse med et jordskælv, fremkom konstruktørerne nu med den ene sindrige forholdsregel efter den anden. De konstruerede en chok-absorberer eller forskydningsmur på størrelse med et hus og form af en blanding af trekantede stål eller betonkomponenter indeholdt i en rektangulær ramme. Når den udsættes for kraftige vandrette rystelser, vil en sådan mur ikke styrte sammen, men bøjes til et parallelogram, når komponenterne forskyder sig til siden inden for rammen. Ved komponenternes gnidninger mod hinanden absorberes enorme energimængder, som ellers ville have fået bygningen til at svaje. Et avanceret, japansk system med forskydningsmure blev brugt ved opførelsen af et 16 etagers hovedkvarter for et bygningsfirma i Los Angeles. Bygningen rystede under jordskælvet i 1971, men blev ikke ødelagt. I forbindelse med visse bygninger betjener bygningskonstruktørerne sig af computerstyrede kabelspændingssystemer, hvor kablerne, der løber igennem bygningen, konstant justeres af computere, så de kan modstå jordrystelser, som opfanges af måleapparater på stedet.
Jordskælv er ikke alene en trussel mod bygninger, men også over for samfærdsels- og kommunikationsmidlerne, som bybefolkningen er så afhængig af. Beskyttelsen af disse offentlige forbindelseslinjer har været genstand for stigende opmærksomhed siden 1960erne. Skader på disse livliner »er måske mindre relevant vedrørende tab af menneskeliv end ødelæggelsen af andre ting«, skrev Keizaburo Kubo fra Tokyos universitet i 1977, »men det vil føre til en frygtelig forvirring i en storby og øge muligheden for forskellige efterfølgende ødelæggelser«. Ødelagte vandledninger vil umuliggøre brandbekæmpelsen. Afbrudte telefonforbindelser forhindrer koordinationen af redningsarbejdet, og når broer og motorveje er blevet ødelagt eller blokeret, vil hjælpen ikke kunne nå frem i de ramte områder, og folk i fare kan ikke komme væk fra dem.
Allerede jordskælvet i Alaska i 1964 henledte opmærksomheden på denne problematik. Alene den omstændighed, at statens vigtigste elektriske generatorer var udstyret med jordskælvsaktiverede slukkekontakter, og at hovedgasledningerne automatisk blev lukket ved pludselige trykændringer i ødelagte ledninger, nedbragte antallet af ildebrande efter jordskælvet drastisk. I Californien har man gjort meget for at beskytte vandforsyningen, for at skabe adgang for reparatørerne og for at kunne skaffe alternative vandtilførsler, men systemets hovedledning er i alvorlig fare, fordi den krydser San Andreas-forkastningen fire steder. I Tokyo har japanerne oprettet et lager med 400.000 t drikkevand – til 10 dages forbrug – i underjordiske cisterner og jordskælvssikre magasiner i tilfælde af brud på hovedledningerne i forbindelse med et jordskælv. Man har bestræbt sig for at lægge offentlige ledningsanlæg ned i jorden, hvor virkningerne ved jordskælv er mindre.
Den japanske regering spiller også en direkte rolle med hensyn til at beskytte sin befolkning mod jordskælv hjemme såvel som på arbejdspladsen. I Tokyo udskiftes således tusindvis af træhuse hvert år med betonbygninger, og selv om højderestriktionerne i byen er blevet ophævet, har man skullet indhente godkendelse af tegninger til bygninger på over 45 m hos en særlig komite af jordskælvseksperter.
I 1978 vedtog det japanske parlament en lov til bekæmpelse af kraftige jord-skælv. Den repræsenterede den mest grundige, detaljerede, utroligt ambitiøse og omfattende jordskælvslovgivning, som nogen sinde var blevet gennemført. Omkostningerne beløber sig til mere end 3 milliarder dollars om året til forberedelse af stormløbet mod jordskælv i fremtiden, i særdeleshed det, der truer med at lægge Tokai i ruiner. En stor del af pengene anvendes til at udvide og forstærke evakueringsvejene og forstærke broer, havnefaciliteter og offentlige bygninger. I Tokyo har stadsmyndigheder bevilget yderligere 6,6 milliarder dollars til en 5-års kampagne om lignende forberedelser i storbyen.
En af lovens bestemmelser går ud på at lære befolkningen at forberede sig på et jordskælv, og hvad de skal gøre, når det kommer. I de truede områder er jordskælvsøvelser i skoler og kontorer lige så almindelige som brandøvelser. Klokker ringer, sirener hyler, og tusinder af skoleelever tager deres hovedbeskyttelse på og kryber ned under deres pulte eller afgår til de udpegede evakueringsområder. Alle områdets byer og landsbyer har en katastrofeplan, og mange mennesker er indrullerede i civilforsvarsgrupper. Brandvæsenet afholder uvarslede jordskælvsøvelser for deres medlemmer. Hvert år på den nationale mindedag for jordskælvet den 1. september 1923 deltager hele regionen i en fælles-øvelse.
Som følge af disse øvelser og en vedvarende strøm af brochurer, plakater, radioudsendelser og skrivelser er japanerne særdeles velforberedte. Mange husstande har lært sig førstehjælp og har ekstra madlagre og vand på flasker i deres boliger. De ligger inde med udstyr såsom ildslukkere, lommelygter, medicin, forbindinger og en transistorradio. Også private virksomheder har forberedt sig. Det store elektriske industriforetagende Matsushita afholder årlige øvelser for alle sine ansatte, og Toyota-fabrikkerne har altid ris og vand på flasker til rådighed for 20.000 arbejdere. På en bygning i Tokyo er der opstillet en række på 40 vandkanoner på taget til bekæmpelse af flammer. Over hele byen er der oplagret levnedsmidler, tæpper og sutteflasker. 121 parker og åbne arealer er udset til at være evakueringsområder, og vejene dertil er tydeligt markerede som sådan. De fleste af Tokyos 28.000 hyrevogne er udstyret med ildslukkere, som også kan findes i beholdere på fortovene rundt omkring i byen.
Effektiviteten af disse forberedelser afhænger af, om indbyggerne advares tilstrækkeligt om kommende jordskælv. Trods de ikke videre vellykkede verdensomspændende bestræbelser på jordskælvsprognoser er japanerne fulde af tillid til, at der vil være tilstrækkeligt med varsler, der kan advare dem før et stort jordskælv. De har udviklet et af verdens mest omfattende systemer til forudsigelse af jordskælv, så de har værdifulde timer eller dage at forberede sig i. Sideløbende med de periodiske målinger af jordskorpedeformationer, grundvandstanden og andre mulige varsler læses et netværk på 70 seismografer, især koncentreret i Tokai-regionen, løbende af Japans meteorologiske institut i Tokyo. Der arbejder teknikere døgnet rundt, og når de opdager noget mistænkeligt på de roterende tromler, iscenesætter de en detaljeret plan til bedømmelse af faren og sætter om nødvendigt alarmen i gang.
Over radioen kontakter den pågældende tekniker den ansvarlige seismolog for jordskælvsprognoser, som altid bærer en bipper på sig. Seismologen mødes så med prognoserådets øvrige fem medlemmer, så de i fællesskab kan vurdere det, der er sket. Hvis de mener, at et stort jordskælv er forestående, alarmerer de premierministeren. Regeringen træder sammen. Nyhedsmedierne informeres, og der udsendes et officielt varsel. Hele processen er beregnet til at tage godt to timer.
Advarslen kommer ud til offentligheden via de offentlige radio- og TV-stationer, højttalere på patruljevogne samt sirener og alarmklokker i alle truede områder. Politiet, brandvæsenet, militæret og Røde Kors-personellet tager straks til nogle forudbestemte poster for at udfylde deres plads i katastrofeplanen. På fabrikkerne vil arbejderne standse maskinerne, og på kontorerne vil man sikre møbler og kartoteker, før de enkelte indfinder sig på deres sikkerhedsposter i deres jordskælvsresistente bygninger. Husejerne skal lukke af for gas og el, tage deres jordskælvsudstyr og roligt begive sig til de udpegede tilflugts-steder.
