Denne artikel er skrevet af bibliotekear Richard Juhre, Silkeborg.
Vulkanrekorder
Den mest himmelstræbende vulkan er Nevados Ojos del Salado i Andesbjergene på grænsen mellem Chile og Argentina. Den når op i en højde af 6.887 m over havets overflade, men selve vulkanen har kun en højde på ca. 2.000 m fordi basis ligger højt.
Langt større er skjoldvulkanerne på Hawaii. Eksempelvis når Mauna Loa kun en højde på 2.700 m over havoverfladen, men vulkanens basis er havbunden, hvorfor Mauna Loa er næsten ti gange højere end Nevados Ojos del Salado. Omfangsmæssigt er Mauna Loa verdens største vulkan med et landareal på 5.124 km². Vulkanens samlede volumen er 42.500 km³, hvoraf 84,2 % befinder sig under havoverfladen.
Nevados Ojos del Salado har ikke været i udbrud i historisk tid, og man ved ikke, hvornår den er skabt. Den højest ragende vulkan med et dokumenteret udbrud i historisk tid er Llullaillaco, der ligger kun 267 km fra førstnævnte. Llullaillaco når en højde af 6.739 m og har sidst været i udbrud i 1877.
Det mest voldsomme vulkanudbrud i historisk tid fandt sted i 1815. Vulkanen Tambora eksploderede, og udbruddet kostede direkte og indirekte 82.000 mennesker livet. Det vulkanske udslip var på 150 km³.
Verdens største vulkankrater er den 35 x 100 km store caldera (krater skabt ved vulkanens sammenstyrtning) Toba på Sumatra i Indonesien. Calderaen blev skabt for 74.000 år siden og har ikke efterfølgende været i udbrud. Jordens nordligst beliggende aktive vulkan på land er norske 2.277 høje Beerenberg på Jan Mayen. Den sydligst beliggende aktive vulkan er den 3.795 m høje Mount Erebus på Ross Island ved Antarktis.