Den række af øer, der nærmest som en bro strækker sig fra Vest-Indien og hedder Antillerne, består af ca. 10 vulkaner, der alle må betegnes som sovende, og et par af dem mere eller mindre aktive.

Columbus kom til den nordlige del af øerne i 1493. Det ældst noterede udbrud var i 1690 på øen Guadeloupe I alt ligger her 17 vulkaner, og de fleste af vulkanerne her må betegnes som meget eksplosive.

F.eks. Mount Pelees udbrud på øen Martiniquic i 1902 udslettede den daværende hovedstad Saint Pierre med 29.000 indbyggere på 5 minutter med en såkaldt glødende askelavine eller pyroklastisk askesky – på fransk Nuee Ardente. En dansk kaptajn på sit skib Valkyrien nåede lige at redde sit skib og besætning, fordi han så det røg kraftigt oppe fra vulkanen, som mange ellers troede var ganske uskadelig, men ikke destomindre nåede kaptajnen lige ud af havnen, da vulkantoppen eksploderede og sendte en 900 grader varm hed askelavine ned over Saint Pierre og dræbte alle de 29.000 indbyggere.

I 1995 begyndte vulkanen Soufriere Hills på øen Montserrat at udsende gas og hvide askeskyer. Typisk for vulkaner med meget seje lavatyper kommer der ikke rødglødende lava ud, men damp- og gaseksplosioner fra vulkanens indre frigjorde sig fra lavaen nedenunder, og store askeskyer indhyllede snart det meste af øen. Herefter evakueredes byen Plymouth, hovedstaden, inden kraftige askelaviner oversvømmede den del af øen.

Hele vulkanø-kæden eller ø-rækken er dannet ved underskydning af Atlanterhavsbundpladen, der skubbes ind og ned under den Caribiske Havbundsplade. Herved dannes der først undersøiske vulkaner, hvilke der er flere af i området, for dernæst at opbygge disse vulkanøer med sure lavatyper. Ofte er lavaen så fyldt med kiselsyre og sej, at den presses i vejret som en prop i en vinflaske for til sidst at eksplodere, hvorefter de undvegne gasser som gloende gas – og askelaviner ruller nedad vulkanflankerne, hvilket vi netop har set på Montserrat og også Mount Pelee i 1902 var et tydeligt eksempel på. Indtil 1902 betragtede man askelaviner som et forholdsvis unormalt fænomen ved vulkudbrud. I dag ved vi, at de er normale ved sure lavatyper.

Vulkanerne har lange hvileperioder imellem deres udbrud, som regel fra 100 ja op til 500 – og 1000 år imellem. Øernes vulkaner overvåges af lokale vulkanobservatorier….