I 1841 var kong Ferdinand 2. ophavsmand til grundlæggelsen af det Vulkanologiske Observatorium på Vesuv. Man besluttede at anlægge det på et fremspring på Monte Somma, hvor lavastrømme ikke skulle kunne nå det. Den solide stenbygning, som var færdig i 1845, indeholdt forskellige videnskabelige instrumenter – såsom en seismograf, et bibliotek og en konferencesal og var beboelse for den ansvarshavende direktør. Endelig – ikke at forglemme – havde man fra observatoriet et bredt udsyn mod Vesuvs krater, ca. 3 km derfra. Men de kongelige interesser i projektet svandt hen, indtil 1850, da bjerget igen fik udbrud med ødelæggende effekt. Fordi dets specielle beliggenhed beskyttede det mod lavastrømme, blev det nu besluttet for alvor at gøre brug af det. En kendt forsker, Luigi Palmieri, blev direktør i 1856, og de næste 16 år besteg han regelmæssigt bjerget og følte det på pulsen med opstillede instrumenter – bl.a en seismograf.

Palmieri blev en berømt italiensk helt, og observatoriet et monument for hans tapperhed. I marts 1872 åbnede Vesuv sin flanke – og lavastrømme fossede ned over bjergsiden – og stråler af gasser steg mod himlen. Palmieris instrumenter begyndte at registrere stor aktivitet inden i bjerget, men han blev på sin post indtil den 25. April. I seks dage var han oppe på bjerget ved at kvæles i de skadelige gasser, men lejlighedsvis gik han udenfor for at studere de halvstørknede lavastrømme nedenfor observatoriet. I Napoli havde man også følt sig truet, men blev beroliget, fordi man i kikkerter havde set Palmieris skikkelse oppe ved observatoriet. Når han kunne overleve på det flammende bjerg – måtte byen på længere afstand også kunne!

Vesuvs udbrud i 1906.

Observatoriet var blevet beskadiget under aske- og slaggeregnen – men blev repareret og Vesuv faldt efter denne kraftanstrengelse fuldstændig til ro. Så fredelig blev vulkanen, at Thomas Cook grundlagde en jernbane omkring Vesuv, og en funicular – tandhjulsjernbane – til hovedkrateret på toppen. Her kunne man stå og kikke ned i gabet på en af verdens mest berømte vulkaner. Altid stod der en dampsky i vejret fra det gloende dyb i krateret. Gamle postkort fra Napoli omkring århundredskiftet viser vulkanens berømte røgfane. – Dette udseende havde Vesuv frem til det meget stærke udbrud fandt sted i 1906. Hårrejsende rapporter blev sendt ned fra observatoriet, som i 1872, der blev omringet af nedadflydende glødende lavastrømme.

Rapporter var Frank Perret, søn af en amerikansk videnskabsmand, som dengang lige var begyndt at studere og samarbejde med Raffaele Matteuci, bosiddende vulkanolog på Observatoriet. De notater, som Perret gengiver, viser den fare og det drama, man kan komme i. Faktisk kan disse beretninger også tåle sammenligning med Plinius den Yngres breve om det store udbrud i oldtiden og Hamiltons i 1700-tallet.

Under den første udbrudsfase, som så småt begyndte i foråret i 1905, var langt mindre ødelæggende end året efter i 1906, men der hændte flere dramatiske episoder.
Bl.a. var en lille dreng, Giovanni Olivieri, kravlet op på en højtstående klippe ikke langt fra Observatoriet.

Pludselig så drengen sig omringet af glødende lava, der hurtigt væltede nedad skråningen. Hørende drengens råb for hjælp kaldte Matteuci på en Vesuvguide, der kendte stier og lavamarker, Pasquale Pacifico, og de to mænd skyndte sig henover den tynde skorpe af lava, der var begyndt at blive kold på overfladen, for at redde den letsindige dreng. Neden under var lavaen smeltet og rødglødende. Matteucci har senere beskrevet denne redningsepisode.

”Det må minde om tynde isflager ovenpå vandet. Men hvor forskellig og hvor uendelig mere forfærdelig er betingelserne ikke, når der i stedet for at være vand neden under er flydende ild. Varmen var dræbende. Med fugtige klæder beskyttede vi vore ansigter – og med støvler, der brændte, forrev vi vore hænder og vort tøj begyndte at ryge – men vi kom tværs over skorpen – greb den rystende dreng. Vi tog ham ikke i vore arme, men fordelte vægten ved, at vi gik foran hinanden og på denne måde frelste vi ham”.

Som udbruddet fortsatte og nærmede sig sit klimaks i 1906, blev observatoriet flere gange udsat for stærk fare, dels ved jordrystelser, dels ved salver af sten, der haglede nedover bygningen, gasser, der gjorde det svært at trække vejret. Perret skrev: ”Inden i huset var det vanskeligt at gå midt igennem et værelse uden forsigtigt at lade sin hånd følge væggen”.

Perret gik udenfor. Der kom en summende, kogende lyd fra vulkanen, alting vibrerede. Landsbyerne på nordøstsiden af bjerget blev begravet af aske. Jernbanen og funicularen var ødelagt. Trods dette, tildels på grund af dels positionen og robustheden, blev Observatoriet stående, beboeligt og brugeligt. Matteucci, Perret og 6 brave italienske politifolk -soldater blev på posten og gjorde hyppige ekspeditioner omkring den urolige vulkan. Videnskabsmænd efter ordre for at følge vulkanens opførsel, men også for at sende rapporter til de nærliggende beboede byer og egne. Da det store udbrud begyndte, havde 30.000 mennesker samlet sig i Napolis domkirke for at bede til den hellige Januarius.

Busten af martyren blev i procession båret igennem byens gader. Processionen havde ingen mærkbare effekt på vulkanen, men helgenens popularitet tog til, fordi mændene oppe i Observatoriet overlevede. Både Matteucci og Perret sendte rapporter ned om forbløffende fænomener. Elektriske vinde, regn af mudder, som Perret forestillede sig var dannet af aske højt oppe i luften og som i den kolde luft faldt til jorden som mudderargtige hagl. I et andet tilfælde var Perret vågnet op fra sin søvn og hørte en mærkelig sireneagtig summende lyd i sit øre. Det skyldtes den harmoniske vibration, der kommer, når magma bevæger sig. Få dage senere tiltog Vesuvs udbrud.

En anden redningsepisode indtraf den 18. april 1906. I en pause under den ellers kvælende askeregn, hvor Perret og Matteuci var gået udenfor bygningen, så de at en gruppe mænd, kvinder og børn var ved at søge tilflugt i en gammel barak oppe på vulkanflanken – ikke langt fra Observatoriet. Som før drog Perret, Matteuci og soldaterne af sted mod den gamle træbarak. Bygningen var ikke langt fra dem, da askeskyerne igen sænkede sig, og denne gang værre end før. Gasser gjorde det svært at ånde, skriver Perret, og asken dannede et mørke som var absolut. Intet kompas kunne anvendes fordi det ikke kunne ses. Og yderligere blæste en barsk vind aske rundt, og læberne begyndte at bløde. Da de nåede frem til barakken, fandt de en skræmt gruppe af arme mennesker sammenklumpet indendørs, som forsøgte at holde døren lukket mod askeregnen og gasserne. I nærmest panik var de søgt op i huset under en spadseretur og troede de var i dækning her.

Vesuv udtømte ikke sig selv indtil slutningen af april 1906. Toppen af vulkanen blev synlig – det vat det kraftigste udbrud siden 1631. Napoli, Pompeji og andre byer blev sparet, men et antal landsbyer var begravet i aske. 150 mennesker omkom i en kirke i San Giuseppe, da taget styrtede ned under askelagets vægt. Store områder med vinmarker og opdyrket land – i alt ca. 78.000 ha var ødelagt af lava og aske. Bjerget selv havde mistet 722 fod af kraterranden og selve krateret var 1.000 fod dybere. Så dybt, at bunden dårligt kunne ses. Laviner af løst askemateriale rutsjede ned i kraterbunden, så bunden hævedes af det nedfaldende materiale. Direktøren for Observatoriet, Matteucci, døde i 1909. Han skrev:

”Jeg elsker mit bjerg, jeg er gift med hende for altid, mine få venner siger, at hendes åndedrag vil angribe mig og få mit fattige liv til at forgå”.

Og sådan gik det. Års indånding af Vesuvs gasser havde ødelagt hans helbred og til sidst fik en alvorlig lungebetændelse bugt med ham.

Beretning af Sven Lange(Frem 1920):

Da Sven Lange som opholdt sig i Napoli om morgenen den 5. April 1906 åbnede sine vinduesskodder, så han til sin store forundring, at alt uden for var gråt. Balkonen var dækket med et fint lag af gråsort vulkansk aske, og i parken lige over for, hvor mange træer netop havde klædt sig i lysegrønt, stod de nu i hængende løv, tunge, ubevægelige, gustne af farve. Det så sært ud. Og endnu mere fremmedartet virkede Vesuv. Op fra krateret væltede røgen i tætte, sorte masser isprængt rødgule glimt; den spredte sig ud over byen og bugten som en uhyre vifte af blåsorte, metalfarvede skyer og opløste sig i en art tåge af den rødbrune farve, som fabriksrøg har. Der faldt stadig aske, men den var næsten usynlig; man gniggede med øjnene, og det knaste let mellem tænderne. Det hele var ikke noget videre, en ejendommelig dyster stemning, en påmindelse; menneske, husk, at du er støv! Og gadedrengene skrev kåde udbrud i askelaget, og grønthandlerne forhøjede deres priser, og man morede sig over, at man ved middagsbordet fandt aske på bunden af suppetallerkenen.

Det var sidste gang, at Vesuv viste sig i al sin pragt; hen ad aftenen indhyllede den sig i dampgasser, og i de følgende dage kom bjerget ikke til syne, – men snart lod vulkanen høre fra sig.
Først var det knitrende, smældende lyde, som fjerne artillerisalver, og folk spidsede øren og stirrede uroligt op mod de mørke dampgasser, der indhyllede bjerget; skulle det virkelig blive alvor? Så fulgte med lange mellemrum dumpe drøn, en hul buldren, der lød, som kom den fra kanoner, det kunne ikke være spøg længere. Og gennem den hede, tunge luft, der blev mere og mere kvælende, faldt den sortegrå aske og blev ved med at falde, dag og nat indhyllende alt i et tæt slør gennem hvilket solen ikke kunne trænge. Samtidig fyldtes atmosfæren af en underlig lugt, en blanding af jern og svovl, der pressede for brystet og jog uhyggelige anelser gennem folk – man var nu for alvor opskæmt.
Og byen skiftede langsomt udseende. Dens livlige farver udviskedes lidt efter lidt under askeregnen. Gaderne blev sorte, parkerne med deres palmer, deres magnolier og cypresser, deres funklende blomsterbede og lysegrønne græsplæner, alt blev gråt og gustent. Ubønhørligt lagde den sig som et liglagen over den hele by.
Bladene begyndte at udsende ekstraudgaver, der reves bort af nervøse hænder. Man læste om de voksende rædsler der oppe på bjerget, om mennesker, der dræbtes af stenregn eller knustes under de sammenstyrtede huse eller kvaltes af vulkanens giftige dunster. Man læste om de glødende lavastrømme, der med forfærdelig hast væltede ned af bjerget og truede hele egnen med undergang. Og man samledes om de kæmpemæssige plakater på murene, hvori magistraten i alle tonearter formanede til ro og forsikrede, at der ingen fare var for byen. Men alt bidrog kun til at forøge uroen.
Hvad var det da egentlig, der skete?

I april året før (1905) var Vesuv, som den gang var 1335 m høj, begyndt at vise forøget virksomhed. Eksplosionerne i det 80 m dybe krater blev hyppigere, og om boccaen (åbningen) i kraterbunden dannede der sig af udslynget aske og lavastumper en lille kegle eller top. Den voksede hurtigt, og midt i maj ragede den en 15 m op over kraterranden. Den 25. – 27. Maj kom der en række stærke eksplosioner, som kunde høres i alle landsbyerne på Vesuvs skråninger, de bevirkede, at der udslyngedes vældige dampgasser og en regn af glødende aske og lavastumper. De ophørte om aftenen d. 27. Maj samtidig med. At der dannede sig en bocca i ydersiden mod NV. Af den store vulkankegle i en højde af 1245 m få timer efter åbnede der sig to andre boccaer i en højde af 1180 m vest for den første og nærmere ved den øverste station på tovbanen. Ud af boccaerne(åbningerne) kom der lava, som flød ned af bjergsiden i to strømme, der fra Napoli om natten så ud som to ildlinier, der løb ned ad skråningen på den store vulkankegle. Ved dennes fod, o. 800 m over havet, standsede lavaen, men snart skød en strøm sig videre. Hen imod Monte Somma og derefter i sydvestlig retning, og en anden tyndtflydende strøm løb hen imod den elektriske bane. Men så syntes det ikke at blive til mere, det så ud til, at bjerget vilde falde til ro. – Men det samlede bare kræfter til et vældigt udbrud.

Onsdagen d. 4. April 1906 brød der lava frem, denne gang på sydøstsiden af bjerget i en højde af 1160 m over havet; om eftermiddagen nåede de mægtige dampmasser, der slyngedes ud af krateret, op til 2½ km o. H. Den 5, og 6. April åbnede der sig nye boccaer i højder af 800 og 600 m o. H. Og lavastrømmene fra disse tog retning mod SSØ, mod landsbyen Boscotrecase. Natten før palmesøndag (mellem den 7. Og 8. April) skete der to uhyre eksplosioner i bjerget, så at hele krateret sprængtes bort og Vesuvs højde formindskedes til 1223 m SV. – Man får en forestilling om katastrofens omfang ved, at det omtrent var lige så meget som himmelbjerget, der sprængtes bort.

Enorme dampmasser slyngedes ca. 15 km op i luften, aske og lavastykker og stumperne af kraterranden fulgte med, og en ødelæggende askeregn faldt over egnen nord og øst for Vesuv. Det gik navnlig ud over byerne Somma Vesuviana, Ottajano og San Giuseppe. Asken dækkede dem med et lag, der sine steder nåede en tykkelse af 1 1/4m. Dens vægt bragte mange huse til at styrte sammen. I San Giuseppe styrtede kirken sammen, så at over hundrede mennesker, der hørte på messen i den, omkom. En bocca til åbnede sig og gav lavastrømmen ny kraft, den strømmede gennem Boscotrecase, ødelagde alt på sin vej, og rykkede derpå frem mod byen Torre Annunciata ved havet med en hastighed af 1 km i timen. Den gik over banelinien, men lykkeligvis standsede den 30 m høje lavastrøm dog palmesøndag 500 m fra byen ved kirkegården. Dagen efter gik vinden om og førte askeregnen mod sydvest. Den 10. April faldt der 5 cm aske i Napoli, så at en torvehal styrtede sammen. Endnu den 20. April var askeskyen over 10 km høj. Asken nåede endog over til Montenegro.

Man har beregnet, at der under udbruddet strømmede over 10 millioner kubikmeter lava ud, som dækker qt areal af 3 millioner kvadratmeter. Den anrettede skade ansloges til 60 mill. Lire (43 mill. Guldkroner). Dette er i al korthed de tørre fakta om Vesuvs store udbrud 1906, men en forestilling om, hvad et sådant udbrud vil sige, og hvad det medfører af rædsel og skræk, af død og ødelæggelse, får man bedst gennem øjenvidners fortællinger.

En italiensk forfatterinde beretter:
“Natten til palmesøndag skete de frygtelige eksplosioner. Det var som himmel og jord stod i flammer, og verden skulle gå under. Alt rystede og skælvede, det drønede, som om tusinder af kanoner blev affyret på en gang. Ilden mod himlen var højere end selve bjerget. Masser af glødende sten slyngedes op af krateret og faldt som en ildregn ned over vulkanen. I siksak krydsede lynene hverandre, bulder og drøn fulgte slag i slag. Jorden skælvede, og dampene og flammerne fra de glødende lavastrømme steg højt i vejret. Når bulderet et øjeblik standsede, hørtes stormklokkernes klemten fra kirkerne. Uafladelig strømmede menneskemasserne af sted på landevejen Maria Rossaria, det hellige Madonnabillede fra kirken i Valle di Pompeji, blev båret i procession mod bjerget. Sangen og bønnerne blandede sig med buldret fra vulkanen. Jeg kom ind i skarerne. Længe travede jeg af sted med en gammel fårehyrde ved hånden, vi støttede hinanden og bad sammen, og vi standsede ikke, før vi stod mellem de tusinder af mennesker ved kirken i Torre Annunziata.”

“Alt var forvirring, råb og skrig, – og nærmere og nærmere kom den mægtige lavastrøm. Vi så husene i Boscotrecase stå i brand midt i lavastrømmen. På de flade tage stod mennesker – ulykkelige mødre rakte deres små børn mod himlen, inden de sank i flammerne. Heste, køer, æsler, får og geder kom styrtende mellem de flygtende, mange blev såret og nedtrampet af de rædselsslagne dyr. Den gamle hyrde og jeg var blevet skilt i forvirringen, og ene vandrede jeg nu videre. Jeg så en mand stå fortvivlet på muren omkring den vinmark, som tilhørte ham, han knyttede hænderne mod den glødende strøm, som langsomt nærmede sig hans ejendom. Da den nåede lige til muren, og alt syntes tabt, kastede han sine nøgler i ildhavet og råbte. ”Hellige Madonna, tager du alt, hvad jeg ejer, så tag nøglerne med”. Da skete det forunderlige. Den mægtige lavastrøm bøjede af og fortsatte sin vej uden at ødelægge vinmarken. Så gik jeg tilbage til kirken, hvor Santa Anna var båret ud. Omkring hende lå tusinder af knælende mennesker. Det var så højtideligt, da præsterne i deres hvide klæder gik foran med korset og strakte hænderne ud mod den glødende lavastrøm. Da så jeg underet ske. Strømmen bøjede af ved kirkegårdsmuren og standsede lidt efter. Alle knælede og takkede Santa Anna og Madonna for den store nåde”.

“Jeg søgte tilflugt i et hotel i Pompeji. Ud på natten kom der en mængde flygtninge. Alle, som kendte det mindste til ejeren, tyede dertil og fyldte både salonen og læseværelset. Det komiske følger ofte med store ulykker. En gammel kone, en ren mumie, ville ikke sidde andre steder end på klaveret. Hver gang jeg satte en stol til hende, puffede hun den bort. Den gamle doktor og hans kone fra Torre Annunziata sad der, hver med sin bylt på skødet. Han havde reddet nogle gamle klæder og en høne, han havde en hovedpude og en tang til at trække tænder ud med. Hen ad morgenstunden lagde hønen kaglende et æg i papirkurven. En anden kone sad med sin lille sorte gris på skødet, – ingen syntes, at der var noget mærkeligt i, at grisen var med i hotellets salon.”

Rose Bruhn fortæller: “Jeg kom med det første tog, som efter katastrofen skulle gå til Pompeji. Ved Torre Annunziata standsede toget, og snart efter stod jeg ved kirken, der, hvor lavastrømmen var standset. Her var det, at miraklet skete, og Santa Anna hørte folkets bønner og dæmpede bjergets vrede. Hvem der endnu tvivler kan komme og se. Ved siden af den sorte lava, hvorfra blålige dampe stiger mod himlen, står kirken fri og frank midt på kirkegården, hvor roserne blomster og vinen slynger sig op ad kirkegårdsmuren.
Jeg kravler over lavastrømmen, som her ikke er så bred. Det brænder gennem støvlesålerne, og fingrene svides lidt, når jeg snubler. Jeg går hen til soldaterne, som bevogter en jernbanebro, hvorunder lavastrømmen er gået, lidt derfra går en anden strøm mod Pompeji, – men den er standset og ligger nu størknet foran den. Når soldaterne fortæller dette, truer mængden. Hvem tør krænke helgenerne og sige, at det er menneskeværk. Evviva Santa Anna! Hun hørte folkets bønner, da hun blev båret mod den glødende strøm.”

“Lidt derfra er lavastrømmen gået over jernbanen og hovedlandevejen. En lang omvej må jeg køre for at nå til Boscotrecase, som er gennemskåret og halvvejs ødelagt af den brede lavastrøm. Ude i den ligger omstyrtede huse i et kaos. Enkelte står næsten urørt, de er løftet af den glødende strøm og ført videre. Jeg går over den sorte stenmasse hen til et sted, hvor blålig røg vælter frem. Det er som at stirre ind i en mægtig ovn. Det røde dyb gløder mig i møde, og heden er uudholdelig. Lidt derfra er der et hus, hvis indre er fyldt af sorte slagger, mange mennesker skal være omkommet her og ligger begravet i lavaen. Også her er strømmen standset ved kirken. Kirken selv er rigtignok blevet en ruin, men San Gennaro har dog frelst byen fra fuldstændig ødelæggelse, da hans billede blev ført mod strømmen. Evviva San Gennaro råbes der af de hundreder kvinder og børn, som knæler foran helgenbilledet uden for kirken”.

“Ved den sammenstyrtede kirke i byen San Giuseppe havde infanteriet slået lejr. Præsten havde midt under ildregnen samlet en 120 mennesker derinde under bøn til byens skytshelgen. Så styrtede taget ned og dræbte dem alle. Kun præsten, som stod under alterhvælvingen, undgik døden. Jeg så ligene blive gravet ud og den vanvittige mængde styrte sig over dem. For stankens skyld måtte de begraves hurtigt muligt. Kister var der naturligvis ikke tale om. Indhyllet i hvide lagener førtes de straks til kirkegården, hvor store fælles grave ventede dem.”

Forfatteren Stephan Hansen skriver i en artikel fra 1906:

“Vi ankom til Napoli den 10. April om morgenen. Hele byen lå i røg og damp, asken regnede ned, så solen formørkedes, og støvlaget lå på byens gader og husenes tage. Mennesker for forvirrede omkring, alle havde travlt og talte råbende højt om ulykken, der truede. Kirkedørene stod åbne, de hvinede derinde, og store skarer strømmede ud og ind under skrig og larm, mens de råbte Madonnas navn. Kvinderne rev og sled i deres hår, mens de råbte, enkelte borede neglede i deres kinder så blodet flød – alle råbte og hvinede de: ”Madonna Mia – Mamma Mia.” Fra kirken drog de i processioner med kors, helgenbilleder og relikvier. Store skarer tændte vokslys og sluttede sig til, mens askeregnen farvede deres klæder grå og gule.

“Skrig og støj og bønner blandedes på gaden med skældende røster, der forbandede ulykken, der truede, samt ham, som havde sendt den over deres hoveder. – Aldrig har jeg tvivlet om, hvad ordet ”panik” indeholdt, dog først nu havde jeg en levende illustration. Toget som skulle føre os ud til de ødelagte byer (Pompeji og Herculanum) var omtrent tomt, og på banegården hylede nyankomne flygtninge os i møde, at det ville være en dårskab at tage derud. Asken forhindrede togenes gang, og dertil var det umuligt at ånde. Vi kørte dog af sted med den bane, der i en ring fører omkring Vesuv, men allerede en mil udenfor byen sad vi fast i aske, toget kunne ikke køre videre, og på en damper, der ad søvejen førte flygtninge til sikre egne ved Castellamare, indskibede vi os og tog vejen mod Pompeji, hvor alt var trygt, og man kunne iagttage vulkanen uden fare.”

“Vi indlogerede os på et hotel i nærheden af Pompeji og talte bl.a. med en norsk geologi-professor, som fortalte, at han langsomt fulgte en lavastrøms bevægelser, så den stivne, så den smeltes af nye fremrullende masser og sådan hele vejen nedad bjerget – hele vejen i en time havde han til fods ledsaget den flydende strøms bevægelser. Når der dog er kommet mennesker af dage, er det udelukkende panikkens skyld. En familie vi så installeret i en jernbanekupe så forgrædte og ulykkelige ud. Da vi skulle høre grunden, viste det sig, at de i sidste øjeblik havde glemt en fem års pige i deres bolig, da de så huset styrte sammen under den fremvæltende glødende lavastrøm uden at kunne hjælpe. En kirke står halvt ødelagt i den samme by. Lavastrømmen er standset midt for hovedalteret. Beboerne så straks heri et tegn fra himlen.”

“Antallet af de døde og overblikket over den ganske katastrofe kan man endnu ikke overskue. Udgravningsarbejdet er begyndt, militærkorps er udsendt med hakker og spader. Flygtningene begynder at vende tilbage, nogle til ødelagte huse og haver, andre til udplyndrede boliger, for Napolis forbryderverden havde straks benyttet lejligheden til rov og plyndring.”