“Surtsey – 30 år efter” – har været trykt i Ingeniøren

Fredag 05. nov 1993 kl. 00:00

Af Karin Eriksson: Da den islandske ø Surtsey dukkede op af havet for tredive år siden, blev den erklæret naturreservat. Kun forskere og søfugle har siden haft adgang.

Tredive år er forsvindende kort tid på den geologiske tidsskala. Normalt beskrives geologiske begivenheder i et perspektiv på tusinder, millioner eller milliarder af år. Vulkanøen Surtsey er et eksempel på, at der også på kort tid kan ske utrolig meget. For øjnene af forskerne er nyt land bygget op og blevet omdannet. Noget er forsvundet igen.

PÅ PLETTEN Om morgenen den 14. november 1963 befandt en islandsk fiskerbåd sig ude på havet syd for Island. Da en af fiskerne kom op på dækket, så han en røgsøjle stige til vejrs midt ude på havet. Hans første tanke var, at en båd var i brand, Om morgenen den 14. november 1963 befandt en islandsk fiskerbåd sig ude på havet syd for Island. Da en af fiskerne kom op på dækket, så han en røgsøjle stige til vejrs midt ude på havet. Hans første tanke var, at en båd var i brand, men da de sejlede nærmere, forstod de, at de var vidner til noget ganske særligt – en ny ø blev født. For det var ikke bare røg, som steg op af havet, men også aske og lavabomber. I voldsomme eksplosioner blev vulkansk materiale slynget højt til vejrs.

Allerede få timer senere var de første geologer på stedet. De cirklede i flyvemaskine rundt om vulkanudbruddet, som for hver time blev voldsommere og voldsommere. Siden da er øen Surtsey, der dukkede op af havet næste dag, blev fulgt nøje af forskere fra hele verden.

Præcis hvornår vulkanudbruddet på havbunden begyndte, er ikke klarlagt.

Ingen geologiske instrumenter havde vist tegn på, at et vulkanudbrud var i anmarch. Men efterfølgende er det påvist, at der var svage skælv på havbunden en uges tid før. Og dagen før udbruddet havde målinger af havets temperatur vist en stigning fra 7 til 9,4 grader. Endnu et tegn var lugten af svovl, bemærket af folkene på Heimaeys sydkyst, 20 kilometer derfra, allerede et par dage før udbruddet.

VULKANER PÅ STRIBE

Sandsynligvis startede udbruddet på havbunden omkring den 8. november. I de følgende dage blev den del af øen, der ligger under havet, bygget op.

Havdybden omkring øen er 130 meter. Den 15. november stak øen 10 meter op over havoverfladen. Efter fire dage var højden 60 meter og længden 600 meter. Ved årsskiftet 1963/64 var højden vokset til 145 meter.

Udbruddet varede i næsten fire år, skiftevis fra to forskellige hovedkratere.

Surtseys fødsel indtraf på et tidspunkt, da det geologiske verdensbillede var under forvandling. Den såkaldte pladetektonik havde vundet gehør blandt stadigt flere forskere og et nyt syn på Jorden og dens skorpe var på vej.

Årsagerne til jordskælv og vulkanudbrud blev nu søgt og forklaret med de bevægelser, der foregår mellem de store plader, som jordskorpen består af.

Surtsey passer godt ind i den pladetektoniske teori. Atlanterhavet og dets bund vokser bestandig. Ved den midt-atlantiske højderyg, som løber fra nord til syd mellem Europa og USA, findes en pladegrænse. Her går pladerne fra hinanden og undersøiske vulkanudbrud bygger lavabjerge og ny havbund op. De aktive vulkaner stikker her og der op over vandet som på Azorerne.

Island selv ligger midt i denne vulkanske zone. Her kan man på land studere mange af de geologiske processer, som ellers sker dybt nede på havbunden.

Vestmanna-øerne,incl Surtsey, ligger umiddelbart i forlængelse af det mest vulkanske strøg på Island.

FORVANDLINGEN

Allerede inden Surtsey stak op af havet var kampen mellen bølgernes nedbrydende og vulkanernes opbyggende kræfter begyndt. Trods bølgernes stadige angreb voksede øen hurtigt.

I begyndelsen var øens form langstrakt, da vulkanudbruddet skete langs en sprække i havbunden. Lidt efter lidt skabte bølgerne en hesteskoform med en åbning, der tillod havvandet at fosse ind i kraterne. Når det kolde vand mødte den glødende lava, opstod eksplosioner, som er typiske for vulkanudbrud i havet. Disse voldsomme kræfter findelte det vulkanske materiale, så det blev til den sorte vulkan, der kaldes tefra. Præcis som den sorte vulkanaske, der blev dannet ti år senere ved vulkanudbruddet på Heimaey, da befolkningen sprøjtede vand på lavafronten for at beskytte byen.

Samtidig med, at vulkanerne var i gang, angreb bølgerne hele tiden øen.

Strande blev formet, skrænterne af tefra blev undermineret, slam løb i stride strømme.

Spørgsmålet var, hvordan det hele skulle ende. Hvis udbruddet holdt op inden den flydende lava væltede frem og lagde sig som et beskyttende lag over den løse luftbårne vulkanaske, så ville øen forsvinde. Øens beståen hang på, at hesteskoens åbning mod havet blev lukket, så vandet ikke længere kunne nå ind i kraterne. Lavaen ville så – i stedet for at eksplodere og blive til tefra – stige op i kraterne for siden at strømme ud over øen og forstærke og forstørre den.

ØEN TAGER FORM

Den fjerde april 1964 skete det, man havde håbet. En beskyttende væg af vulkansk aske blev bygget op og tørlagde kraterne. Den glødende lava samlede sig i kratermundingen og dannede en sø med en diameter på 20 meter. Den fjerde april 1964 skete det, man havde håbet. En beskyttende væg af vulkansk aske blev bygget op og tørlagde kraterne. Den glødende lava samlede sig i kratermundingen og dannede en sø med en diameter på 20 meter.

Snart flød lavastrømme ud over kraterranden. En ny fase i øens udvikling var begyndt.

I de følgende tre år fortsatte lavaen at strømme og forstørre øen. De to hovedkratere, Surtur I og Surtur II, afløste hinanden. Ind imellem var også andre, men mindre kratere, aktive. Lavaen strømmede både over jorden og i tunneller under jorden. Man kan i dag finde tomme lavatunneller som grotter og gange i det indre af Surtsey.

Da udbruddet standsede i juni 1967 havde øen en overflade på 2,8 kvadratkilometer. Den totale mængde materiale fra udbruddet anslås til 1,2 kubikkilometer. 65 procent af øen består af tefra, det sorte vulkansand.

Resten er lava af den slags, der kaldes basaltlava, som er den typiske lava fra undersøiske vulkaner.

TRE ØER FORSVINDER Hvis udviklingen var gået anderledes, havde Surtsey i dag haft tre naboøer, Surtla, Syrtlingur og Jólnir. Eller også havde Surtsey sammen med dem dannet én stor ø. Sådan gik det ikke. Ingen af de tre øer nåede så langt, Hvis udviklingen var gået anderledes, havde Surtsey i dag haft tre naboøer, Surtla, Syrtlingur og Jólnir. Eller også havde Surtsey sammen med dem dannet én stor ø. Sådan gik det ikke. Ingen af de tre øer nåede så langt, at kraterne blev tørlagt, så lava kunne dannes og stabilisere øerne.

Surtla blev aldrig til mere end en undervands-ø. Den blev faktisk først opdaget lige før den nåede havoverfladen. Det skete en måneds tid efter Surtseys udbrud og geologerne ventede på, at øen skulle dukke op. Men intet skete. Vulkanen var gået i sig selv igen. Det eneste resultat er en hundrede meter lang undervands-højderyg.

De to andre naboøer nåede lidt længere. Syrtlingur eksisterede som en tefra-ø i hele sommeren 1965 og nåede på sit højeste 70 meter over havet.

Midt i oktober 1965 stilnede vulkanudbruddet af og en uge efter havde efterårsstormene udslettet den synlige del af øen. Samme skæbne ramte Jólnir, der eksisterede fra den 28. december 1965 til den 31.oktober 1966.

SURTSEY SKRUMPER Selv om Surtseys kratere ikke mere er aktive, påvirkes øen stadig af Jordens indre. Vand, kombineret med den varme, som fortsat findes i kraterne, forvandler den løse tefra til den hårde bjergart palagonit. Selv om Surtseys kratere ikke mere er aktive, påvirkes øen stadig af Jordens indre. Vand, kombineret med den varme, som fortsat findes i kraterne, forvandler den løse tefra til den hårde bjergart palagonit.

Processen er gået hurtigt. En stor del af øen består i dag af palagonit.

Palagonit er almindelig på det islandske fastland. Geologerne har hidtil troet, at palagonit kun kunne dannes , når vulkaner var i udbrud under indlandsisen. Men erfaringerne fra Surtsey viser, at indlandsis ikke er et krav.

Den del af Surtseys strande, som bestod af løs tefra, er nu slidt ned af bølgerne. Øen er blevet mindre og har ændret form. Lavakysterne mod syd har klaret sig lidt bedre. Lavaskråningerne er blevet stejlere, idet bølgerne har løsnet store lavablokke, som er styrtet i havet.

Havstrømme og bølger bringer de store lavablokke mod odden på øens nordside. Den nordlige odde ændrer sig hele tiden. Også vinden tærer på øen. Tefra er blæst væk fra udsatte steder og har lagret sig i dyner, hvor der er mere stille. Heftig regn og sne, der smelter, har også sat sig spor i de løse aflejringer.

FORSKNINGS-RESERVAT Allerede på et tidligt tidspunkt stod det klart, at Surtsey havde stor videnskabelig værdi. Øen gav mulighed for at følge både de geologiske og biologiske processer på helt jomfrueligt område. Derfor blev Surtsey gjort Allerede på et tidligt tidspunkt stod det klart, at Surtsey havde stor videnskabelig værdi. Øen gav mulighed for at følge både de geologiske og biologiske processer på helt jomfrueligt område. Derfor blev Surtsey gjort til et reservat for forskningen og myndighederne iværksatte landingsforbud for alle andre end forskerne.

Ingen menneskeskabte indgreb må altså finde sted på øen. Intet, der kan forstyrre den geologiske og biologiske balance, må foregå. Alligevel blev der bygget en hytte, så forskerne kunne overnatte. Den blev bygget bag et beskyttende tefra-bjerg, men tefraen forsvandt og havet rykkede nærmere. Da bølgerne ramte hytten, blev den (efter tyve år) revet ned og en ny bygget oppe i lavamarken på et sted, der ligger i læ for vestenvinden.

OM TUSIND ÅR Ingen ved, hvordan det vil gå Surtsey i fremtiden. Vulkanen kan vågne op igen og gøre øen endnu større. Men så længe, den holder sig i ro, vil øen skrumpe. I de år, der er gået, har bølgerne arbejdet sig flere hundrede meter Ingen ved, hvordan det vil gå Surtsey i fremtiden. Vulkanen kan vågne op igen og gøre øen endnu større. Men så længe, den holder sig i ro, vil øen skrumpe. I de år, der er gået, har bølgerne arbejdet sig flere hundrede meter ind på øen.

Men tefra bliver til den hårde palagonit – som er mere hård end lavaen.

Det mest sandsynlige i det lange løb er nok, at også lavaen slides væk.

Tilbage vil stå nogle høje stejle klipper af palagonit. Nøjagtig som man kan se det på alle de andre øer i Vestmanna-ø-gruppen. Lige med undtagelse af Heimaey, som også har en ung – tyve år gammel – lavamark.

Og folk og fæ.

Det vil tage flere tusinde år før bølgerne har slidt al lavaen væk på Surtsey. I et længere perspektiv vil Surtsey – ligesom alle de andre Vestmanna-øer – forsvinde fra havets overflade. De eneste spor vil være små bjergkæder på havets bund.