16. januar 2005

Den tyske meteorolog og grønlandsfarer, Alfred Wegener udtænkte i 1912 geologiens pendant til Darwins evolutionslære – teorien om de flydende kontinenter. Selv om idéen i dag er skolelærdom blev den først rigtig accepteret sidste i 1960’erne – længe efter Wegeners død.
Af Rasmus Kragh Jakobsen

Den forfærdelige tsunami i Sydøstasien, der er den største naturkatastrofe i en menneskealder, opstod hvor to kontinentalplader mødes. Men hvordan ved vi egentlig, at jordskorpen flyder rundt som kæmpemæssige plader, at bjergkæder som Himalaya er krusninger på pladerne og at pladerne forsvinder ned i Jordens indre i dybe undersøiske grave? Hvor kommer den viden fra og har man altid troet det?
For at starte med det sidste, nej. Selv om det i dag er barnelærdom i folkeskolen blev teorien om de flydende kontinenter faktisk først accepteret i 1960’erne. Indtil da var teorien så kontroversiel, at geologistuderende risikerede at dumpe, hvis de kom ind på modellen til eksamen. Få år senere dumpede de, hvis ikke de kunne den på fingerspidserne.

At Jorden skulle være et gigant puzzlespil af flydende gigantbrikker lyder som en helt uhørt påstand, men ser man på verdenskortet er det virkelig påfaldende, hvor fint Afrika og Sydamerika passer ind i hinanden. Præcis dette slog den unge tyske videnskabsmand Alfred Wegener, som en juledag i 1911 begejstret skrev til kæresten Else Köppen:
»Min nabo i værelset ved siden af, dr. Take, har fået Andrees store “Handelsatlas” til jul. Vi har beundret de pragtfulde kort i timevis. Derved er der faldet mig en tanke ind. Se selv engang på verdenskortet: Passer Sydamerikas østkyst ikke nøje til Afrikas vestkyst, som om de tidligere havde hængt sammen?
Det stemmer endnu bedre, hvis man betragter Atlanterhavets dybdekort og ikke de nutidige kontinentrande, men sammenligner fastlandssoklernes grænser i dybhavet. Den tanke må jeg følge op…«
Wegener var ikke den første til at se den påfaldende sammenhæng, allerede midt i 1800-tallet er det nævnt, men dengang var religionens billede af en syndflod stadig dominerende og tanken var blot et kuriosum.
Idéen om flydende kontinenter, der i dag kaldes geologiens svar på Darwins evolutionsteori, ville imidlertid ikke slippe sit tag i Alfred Wegener. Han kastede sig over geologers ældre værker, hvor han stødte på mange fund af fossile dyr og planter, der på samme tid havde levet i Afrika og Brasilien, Europa og Nordamerika samt Indien og Madagaskar. Dyr som marsvin og snegle, der umuligt kunne have krydset oceanerne gav Wegener den idé, at alle kontinenterne hang sammen for 300 mio. år siden i et stort superkontinent, han døbte Pangea. Desuden vidste Wegener, at der var betydelig forskel på observationer fra hhv. 1823 og 1872 af beliggenheden af den nordøstgrønlandske ø Sabine. Han havde selv være med som meteorolog på den store Danmarks Ekspedition (1906-08) til Nordøstgrønland og tænkte, at observationerne måske ikke skyldtes fejl, men at øen virkelig havde flyttet sig.
Allerede den 6. januar 1912 fremlagde Alfred Wegener sin idé på et møde i Frankfurt am Main.
Modtagelsen var meget negativ, men Wegener lod sig ikke anfægte af kritikken og offentliggjorde senere samme år en videnskabelig artikel om sin hypotese.
Han arbejdede herefter på en større afhandling om Urkontinentet, men Første Verdenskrig kom i vejen og bogen »The Origin of Continents and Oceans« udkom først i 1915. På grund af krigen gik der yderligere nogle år indtil anden udgave i 1920 før geologerne rigtig fik øje på den kætterske idé. De fleste gjorde sig store anstrengelser for at modsige og nedgøre modellen, der væltede hele datidens geologiske fundament. Fossilfundene blev forklaret med landbroer, som tidligere havde forbundet kontinenterne og snart dækkede disse landfaste forbindelser havene på kort over urtiden. Meget belejligt var alle broerne forsvundet på uforklarlig vis i mellemtiden.
Det bidrog heller ikke til stemningen, at Wegener var uddannet astronom, forskede i meteorologi og havde kæmpet på den forkerte side under krigen. Kritikken haglede ned over Wegener.
For eksempel sagde Dr. R.T. Chamberlain, Chicago University at »Wegeners teori er af løsrevne slags, der tager sig store friheder med vores klode og er mindre bundet af ubekvemme og grimme fakta end de fleste rivaliserende teorier.« På et møde i Manchester måtte den senere så berømte fysikprofessor W.L. Bragg læse Wegeners foredrag op, da Wegener selv var blevet syg og ikke kunne møde frem. Bragg blev chokeret over de tilstedeværende geologers reaktioner og fortalte siden kollegaen Runcorn, at skønt han kendte udtrykket »fråde om munden«, havde han aldrig før været vidne fænomenet.
Modstanderne hæftede sig især ved Wegeners idé om, at centrifugalkraften fra Jordens rotation samt Solens og Månens tyngdetræk fik kontinenterne til at pløje sig gennem Jordens skorpe som en sneplov. En videnskabsmand beregnede, at Jordens rotation ville stoppe indenfor et år, hvis Månens og Solens træk var så stort som Wegener foreslog. Siden har det vist sig, at Wegener også kraftigt overvurderede kontinenternes drift således at Amerika og Europa skiltes med 2,5 meter om året, hvilket er ca. 100 gange hurtigere end det man i dag har målt.

Men der var nogle få støtter i blandt. Den sydafrikanske geolog Alexander Du Toit vidste, at istidslinjer i både Sydamerika og Sydafrika passede med et sammenhængende kontinent. På begge kontinenter har ismasserne under en tidlig istid trukket dybe ar i overfladen og når Du Toit sammenlignede sporene på de to kontinenter kunne han se, at de fortsætter direkte fra det ene kontinent til det næste.
Den schweiziske geolog Émile Argand var også en god støtte. Han studerede bjergformationer i Alperne og mente at foldningerne passede med Wegeners idéer. Netop samtidens billede af bjergkædernes dannelse (orogenese) var meget problematisk. Geologerne forestillede sig, at Jorden ved sin dannelse var blød, rund og varm som en kvinde, men med tiden var afkølet på overfladen, som stivnede og skrumpede, så der opstod sprækker og folder, hvilket menneskene så som bjergkæder. Imidlertid vidste man allerede dengang, at bjergkædernes alder var forskellig og f.eks. Uralbjergene er mange hundrede millioner år ældre end bjerge som Alperne. I Wegeners model opstod bjergkæderne løbende, når de drivende kontinenter mødte modstand, som pressede pladerne sammen og skabte krøller.
I 1929 foreslog geologen, Arthur Holmes, der var en af de første eksperter i radioaktivitet og blev berømt for sine bestemmelser af Jordens alder, at kontinenternes bevægelse kunne drives af indre varmeveksling. Holmes idé var at strømme af varme i Jordens kappe drev bevægelse af varm klippemasse fra de indre lag ud mod det køligere ydre på samme måde som varmt vand stiger mod overfladen og koldt vand synker til bunds. Disse kræfter anslog Holmes ville være stærke nok til at skabe nye bunde under oceanerne, der samtidig ville kunne flække og presse kontinentplader fra hinanden. Men ingen tog notits af Holmes’ idé og omkring 1930 var Wegeners model så godt som uddebateret og aflivet.

Der skulle en krig til, hvor man udviklede nye avancerede dybdemålingsteknologier, som gjorde kortlægning af oceanerne muligt. Under Atlanterhavet fandt man overraskende en enorm nordsydgående undersøisk bjergkæde med toppe op mod 3 km høje og en udstrækning på over 2.000 km øst-vest. Jo mere man kortlagde mod syd des længere viste bjergene at strække sig blot for at fortsætte syd om Afrika op i Det Indiske Ocean og videre ned under Australien for så igen at bøje mod nord helt op til Alaska. En kæmpe bjergkæde udstrakt over 75.000 km.
I Atlanterhavet afslørede bjergene en række mærkelige forhold. For det første viste en dyb spalte sig at løbe midt ned igennem bjergkæden, så man fik fornemmelsen af, at Jorden var ved at sprække sin skal og vælte ud. Desuden var havbunden meget ung – ingen steder over 175 mio. år – og målinger viste at spalten var det varmeste område. Disse observationer fik Harry Hess og R. Deitz til i 1961 og 62 at offentliggøre hypoteser, der var stort set de samme som Holmes idé 30 år tidligere, men nu med langt mere evidens bag. De sagde, at den midtatlantiske spalte simpelthen var udgangspunktet for nye bjerge. Her presses varm magma op og spredes ud til begge sider, hvilket igen er hemmeligheden bag hvorfor kontinenterne presses fra hinanden.
De fik yderligere støtte af et mystisk faktum om Jordens magnetiske pol – den vender fra tid til anden. Spor efter dette ses af de magnetiske felter i bjergarterne. Når nyt materiale aflejres vender de små magnetiske jernkorn sig efter feltet og på den måde ‘husker’ klippen den pol, der var da den skabtes. Det passede fuldstændig med det billede man så på oceanbunden, hvor parallelle streger af modsat magnetiske egenskaber strækker sig på langs af spalten. Ydermere er mønstret fuldstændig spejlvendt på hver side af spalten og Europas magnetiske kort passer med Nordamerikas som havde man taget et papir og flået det midt over.
Langsomt bliver idéen accepteret og ved slutningen af 1960’erne opstår ordet pladetektonik, hvor kernen er Wegeners gamle idé.

I dag mener geologerne, at jordskorpen består af 8-12 store plader og ca. 20 små, der alle bevæger sig i forskellige retninger i hver deres tempo. Kigger man langt frem i tiden og forudsætter at kontinentalpladerne fortsætter deres nuværende bevægelse kan den pladetektoniske model f.eks. forudsige, at Atlanterhavet fortsat vil udvide sig og med tiden blive større end Stillehavet og at Afrika vil mase sig nordpå og til sidst klemme den sidste dråbe ud af Middelhavet. Det er begivenheder om millioner af år, men processerne foregår nu og pladetektonikken giver også vores bedste forklaring på hvordan tsunamien i Sydøstasien opstod.
»Den store Eurasiske plade som også vi selv bor på maste sig ind under en lille splint af en plade kaldet Burmapladen,« forklarer Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum.
»Den lille plade har så siddet fast og river sig pludselig løs anden juledag og vi får jordskælvet og Burmapladen rejser sig pludselig 10 meter ind over den indiske plade og løfter vandmasserne lodret op over en 1.200 km lang strækning.«
Til trods for den pladetektoniske model nu er på fast grund er der stadig mange spørgsmål såsom hvad det præcis er der bevæger plader, hvordan varmen dannes indeni Jorden og hvordan Jorden ser ud indeni.

Som historien om Wegener viser, har nye idéer svært ved at vinde indpas og helt op i 1980’erne var der stadig modstandere af den pladetektoniske model selv om de blev færre og færre. Som den berømte fysiker Max Planck har sagt: »En ny videnskabelig sandhed sejrer ikke ved at overbevise dens modstandere og få dem til at se lyset, men snarere fordi dens modstandere til sidst dør og en ny generation vokser op med den.«
Wegener selv nåede ikke at se sin idé sejre. Han omkom i 1930 under et tragisk redningsforsøg på en ekspedition i nordvest Grønland 1 eller 2 dage efter sin 50 års fødselsdag.

* Artiklen er til dels baseret på »Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter« af Mogens Rud, 1997, Christian Ejlers Forlag.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk

a