Tekst: vulkanekspert Jørgen S. Aabech. Oversat fra norsk af Henning Andersen

Paricutin-vulkanen i Mexico er en af verdens nyeste vulkaner. Den ligger på 19.5N, 102.2V og rager 3170 meter op i vejret. Den skiller sig ud fra alle andre vulkaner, ved at vi mennesker kunne følge hele hændelsesforløbet da den opstod. Og det var en spændende begivenhed!

Paricutin, marts 1944. Fra Foshag and Gonzalez-Reyna (1956)
Det begyndte om eftermiddagen den 20. februar 1943, da en bonde i delstaten Michoacán gjorde klar til såning af marken. Midt i det hele åbnede der sig pludselig en 30 meter lang sprække i jorden. Så følte han pludselig, at det tordnede (og det tror jeg så gerne) og at træerne rystede, og da så han, at en del af jorden hævede sig 2 meter, og en slags røg eller fint askestøv begyndte at komme op fra sprækken med en høj, hvislende lyd. Samtidig blev luften fyldt af svovl-lugt.

“Da blev jeg bange”, sagde bonden senere (hvem ville ikke blive det. spørger jeg?), “og så prøvede jeg at løsne en af okserne fra ploven”.

Det, som der faktisk skete, var, at der under fødderne på bonden blev født en ny vulkan. Næste morgen, da han kom tilbage til området, var den nyfødte babyvulkan 10 meter høj, og fra toppen blev der kastet sten ud med stor kraft.

Hvad er det som sker på mine marker?
I løbet af denne dag voksede vulkanen 40 meter til. Om natten blev glødende bomber kastet mere end 300 meter op i mørket, og en slaggelignende masse af lava rullede ud over bondens marker.

Den videnskabelige verden var mindst lige så overrasket som den uheldige bonde over vulkanens pludselige tilsynekomst. Rigtignok er vulkanubrud hyppige rundt om i verden, men fødslen af en helt ny vulkan er en yderst sjældenhed. I Nordamerika er bare to nye vulkaner dukket op i historisk tid. En af dem var Jorullu i det vestlige Mexico bare 80 km sydøst for Paricutin, ca. 200 år tidligere – nemlig i 1759. Den anden var Paricutin, opkaldt efter den nærliggende landsby, som den kom til at ødelægge. Begge disse to ligger i et område, som er kendt for sine vulkaner. Det bliver kaldt “det Mexikanske vulkanbælte” – en region som strækker sig godt 1200 km fra øst til vest tværs over det sydlige Mexico.

Geologer har senere konstateret, at udbrud i vulkanbæltet har lagt fra sig et lag af vulkansk stenmasse, næsten 2.000 meter tykt, og dannet et helt plateau. I løbet af sommermånederne har de fugtige vinde fra Stillehavet gjort dette til et rigt landbrugsområde, og dette bælte er blevet en af de mest befolkede regioner i Mexico.

Selv om regionen i 1943 allerede bestod af tre af landets fire største byer: Mexico City, Puebla og Guadalajara, så var området rundt om Paricutin, ca 300 km vest for hovedstaden, et fremdeles stille og fredeligt område beboet af Tarascan-indianerne.

Det svagt bølgende landskab lå i et område, som næsten ikke havde været udsat for vulkansk aktivitet i historisk tid, og det var et af Mexicos skønneste. Selvom der lå flere hundrede gamle kratere rundt omkring i egnene, var det eneste udbrud, som mennesker kendte til, det som fandt sted, da Jorullo-vulkanen havde udbrud næsten 200 år tidligere. Tarascan-indianerne havde ingen legender om vulkanudbrud i deres historie.

Den 19. februar 1943, dagen før Paricutins fødsel, blev den fredelige landsby rystet af 300 jordskælv. Tre dage senere, den 22. februar, ankom den første af mange geologer, som nu kom til at våge over Paricutin og kortlægge konsekvenserne. Mange nye vulkanske fænomener og processer blev nogle gange tilintetgjort igen, næsten før de var nøjagtigt beskrevet – særlig under Paricutins første år med dens voldsomme vækst og forandringer. I 1943 voksede toppen på vulkanen til 350 meters højde – fire femtedele af dens endelige højde. Eksplosioner kunne høres over hele Michoacan-delstaten, og aske faldt ned så langt væk som i Mexico City. Næsten al vegetation i kilometers omkreds blev ødelagt.

I løbet af sommeren 1943, under vulkanens mest voldsomme periode, stod lavafontæner hele tiden mindst 30 meter over kraterets kant. Samme eftersommer opstod der en ny sprække på kanten af krateret, og lava blev igen sendt højt til himmels. Det følgende år ødelagde lavastrømmene de nærliggende landsbyer, men de fleste indbyggere havde reddet deres vigtigste ting og afgrøder på markerne, inden lavaen kom og begravde egnene.

Lavastrømmen fortsatte over årene med få afbrydelser, men så i februar 1952, næsten ni år efter Paricutins fødsel, kom en sidste voldsom krampetrækning. Nu var alle landsbyboere og bønder forlængst flyttet til andre steder med myndighetenes hjælp. Flere bønder drog bl.a. til Californien for at arbejde i landbruget som sæson-arbejdere.

Det er sjældent, at en vulkanolog får mulighed for at overvære fødselen, væksten og måske til slut en vulkans død. Paricutin gav dem en sådan anledning. Udbruddet, som skabte Paricutin, begyndte i 1943 og fortsatte til 1952. Det meste af den eksplosive aktivitet fandt sted i første del af året, da toppen voksede til 336 meter. Den fortsatte med at vokse de næste otte år men lagde kun 88 meter vulkansk materiale ovenpå. Lava begyndte at strømme ud på andendagen og fortsatte til slutningen af udbruddet. Lavastrømme dækkede over 25 kvadratkilometer, og nåede en volumen på 1,4 kubik-kilometer. Hyppigheden af udbruddene aftog gradvist indtil de sidste seks måneder, da voldsomme eksplosioner igen fandt sted. Ingen blev dræbt af lava eller aske, men tre mennesker blev dræpt af lynnedslag, som opstod under udbruddene.

“Mens en mand i Mexico i Mellemamerika pløjede sin mark med sine okser, blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Der lød mægtige drøn fra jorden, den slog revner og op af et hul strømmede først hede dampe, senere aske og sten og til sidst kom den rødglødende flydende stenmasse, lavaen. Som koghed asfalt flød stenmasserne henover jorden og ødelagde alt på sin vej”.

Sådan opstår en vulkan. Det er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

Hvad mange har vanskeligt ved at forstå er netop, at hvorfor og hvorledes mennesker fortsætter med at leve på vulkanernes skråninger og generation efter generation glemmer at ænse advarslerne om et kommende udbrud. Dog har vi mennesker opfundet atom – og brintbomben, som er i besiddelse af ligeså stærke og ødelæggende kræfter som en vulkan, og alligevel prøver vi på at leve videre sammen med den, fordi vi ikke har noget sted at flygte hen fra den. Dette er også sandheden for de mennesker, der bor på vulkanerne. Hver dag kigger de op på vulkanen for at se, om der kommer røg op…