“At stå på toppen af en vulkan er som at føle kontrasten imellem vildskab og fred mellem både de ødelæggende og skabende kræfter. Kort og godt kampen imellem det onde og det gode – det samme tema som i de store verdensreligioner. Vulkanerne udgylper jordens hjerteblod. Hvis den indre jordvarme uddøde, ville jorden blive en øde og gold planet som månen. Så vulkanerne er skyld i, at alt liv på jorden kan eksistere”.

“Vulkaner er ikke til at spøge med; men de er heller ikke til at undvære. Vulkaner har nemlig skabt den jord vi lever på: den livgivende ilt i Jordens atmosfære (50% af jordskorpen består af ilt eller oxygen i fast form); og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene (90% af al vulkansk gas er vanddamp), som vi heller ikke kan leve foruden. Så uden vulkaner intet liv på jorden – Hurra for dem!”

1. Vesuv – den ikke udslukte

Når man står på toppen af Vesuvs 1200 meter høje aske og slaggekegle, er det ikke uden en vis respekt for det dybe tillukkede hul, der mest af alt ligner et tilstoppet kloakrør, hvad det til en vis grad også er. Men alligevel gyser det i én, når man tænker på de rædsler, som folk her i de sidste godt og vel 3500 år har lidt stærkeste kræfter, der er tale om. Vesuv – den ikke udslukte – har gang på gang ligget hen i længere hvileperioder for at overraske befolkningen. Menneskene gang på gang. Det ryger svagt ud fra revner og sprækker – somme tider mere, somme tider mindre – som et momento for os mennesker om, at det er naturens glemmer faren på grund af den frugtbare og billige jord, som lokker folk til at bygge højere og højere op ad vulkanskråningen. Nu er der jo ikke sket noget så længe – så det går vel alt sammen i menneskenes levetid, og dog trøster folk sig i dag med, at man på vulkanobservatoriet i Napoli med 40 ansatte døgnet rundt følger vulkanens vejrtrækning. Med op til tre ugers forvarsel kan et udbrud i dag i Vesuv forvarsles, og det er nødvendigt med verdens tættest beboede egn med i alt ca. tre millioner mennesker indenfor en radius af 40 kilometer fra krateret. Hvor mange gange jeg har stået på toppen af Vesuv med eller uden rejsegruppe – helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg stod der første gang i 1965.

2. Etna

På Sicilien knejser Europas ca. 3300 meter høje vulkan. I pressen får Etna ofte æren for at være Europas mest aktive vulkan, hvilket den ikke er. Det er dens lillesøster Stromboli, der ligger i havet nord for Sicilien, som er konstant aktiv med fire mindre udbrud i timen. Første gang jeg stod på toppen af Etna var i 1972, og det glemmer jeg aldrig. Det var før man anlagde den svævebane, som vulkanen nu gang på gang elsker at brænde ned med sine lavafloder. I tæt tåge og dis nærmede jeg mig hovedkrateret med en lokal vulkanolog fra Catanias Observatorium. Pludselig stod vi på kanten og kiggede ned i det bundløse sorte hul fyldt med svovldampe, og gang på gang måtte vi hoste for at kunne trække vejret. Pludselig blev røgskyerne mørkerøde i farven, og vi kunne se en rød lavasø godt 500 meter nede, hvor igennem gaseksplosioner slyngede slagger og sten i vejret. Sicilianerne elsker deres vulkan. Hver morgen når vinbonden står op, kigger han mod vulkanen for at se, om det er hvid eller sort røg, der kommer op. Skulle lavastrømmen nærme sig hans hus sætter han en flaske rødvin og et par vinglas for at byde lavaen velkommen. Når ildfloden er størknet går han op med et stykke kridt for at afmærke det landområde, der tilhører ham, for om ca. 150 år bliver det hans oldebarn, der kommer til at opdyrke den frugtbare jord. Bosætte sig andre steder? Aldrig!

3. Stromboli

Jeg havde fået fri en weekend fra rejselederjobbet i Taormina på Sicilien og sejlede de dengang 5-6 timer ud til Stromboli, der ligger i den Lipariske ø-gruppe midt i mellem det italienske fastland og Sicilien. I dag er det forbudt at bestige Stromboli uden lokal guide, da for mange har mistet livet – senest 19 på én gang for få år siden, men for mig var fristelsen dengang for stor. Værtsparret på mit logi havde advaret mig om ikke at kravle ned i krateret. Kl. 04.00 besteg jeg vulkanen med en madpakke og en flaske vin, og efter to timer stod jeg på toppen af bjerget – og så solen stå op. Hvilken åbenbaring. Mutters alene med havet omkring øen så langt mit øje kunne skimte. Mit hjerte bankede af ophidselse, da jeg ca. 300 meter fra mig nede i bunden af den grydeformede kraterdal kunne se tre mindre krateråbninger, der konstant udstødte sorte røgskyer. Pludselig lød der dybe drøn, og der slyngedes glødende stenslagger flere hundrede meter op i luften fra de tre kraterhuller, men heldigvis for kun at trille ned igen. Dog et stykke nede var der en afsats – ca. 50 meter fra hvor jeg stod på kraterkanten. Der ville jeg ned for at hente et par flotte nydannede sorte lavasten. Med plasticposen gik jeg forsigtigt ned ad den stejle sti ad kraterets inderside og fik da samlet en sten i posen, men samtidig mærkede jeg, at luften pludselig blev meget varm. Jeg havde nu ætsende svovldampe omkring mig, og da jeg ikke havde taget mig i agt for, at der hvert kvarter kom udbrud, hørte jeg pludselig den underjordiske brusen, da gaseksplosionerne igen slyngede glødende sten til vejrs fra de tre huller i bunden af krateret. Lige med ét følte jeg mig svimmel og tænkte bare på at komme op fra afsatsen igen. Det var som om jorden åbnede sig og ville opsluge mig i ét nu. Aldrig har jeg kravlet og klatret så hurtigt i mit liv. Stenene haglede ned et stykke fra mig og varmen var ulidelig. Jeg kom op på kanten og satte mig udmattet og begyndte at gnave løs af min madpakke og drikke vin. Denne oplevelse på Stromboli glemmer jeg selvfølgelig aldrig.

4. Vulcano – vulkanernes fader

Vulcano besøgte jeg første gang i 1967 på en endagstur fra Sicilien. Det var dengang en ø med kun få indbyggere. I dag bor der over 1000 mennesker, der alle er beskæftiget med fiskeri og job på den nærliggende ø, Lipari, med de store pimstensbrud (surt, størknet lavaskum, der bruges til pudsemiddel), hvorfra der foregår en livlig eksport ud af Italien. Vulkanen er ca. 350 meter høj og har et kæmpekrater med en solid prop i bunden, der lukker af for magmaet neden under – indtil en skønne dag gastrykket bliver for stærkt i smeltemassen. Dengang var øen såvel som i dag et eldorado for vulkan-entusiaster. Vulcano har lagt navn til ordet vulkan, da romernes smedegud, Vulcanus, havde sin faste bolig hernede. Når han smedede gnistrede og røg det op igennem vulkanens krater, og han kunne finde på at gå på vandring under de andre vulkaner så de gik i udbrud. Vulcanus var en gammel krumrygget mand, skægget og sortsvedet, og han var gift med skønhedens og kærlighedens gudinde, Venus. Et dejligt mudderbad kan man få ved vulkanens fod i et stort åbent bassin fyldt med næsten kogende mudder. Sort, men til gengæld fri for rynker bagefter. Ved siden af bassinet kan man se og hilse på en moderne statue af Vulcanus – vulkanernes fader.

5. Hekla – Islands dronningevulkan eller “frøken Hekkenfeldt”

Navnet Hekla kommer af hætte, fordi der altid hænger en sky over Heklas top. Ligesom vi mennesker tager en hue på om vinteren. “Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig, du smukke kvinde. Din ild, du gemmer i dit dyb, indtil en skønne dag måske”. Sådan tænkte jeg, da jeg første gang så Hekla på en solrig sensommeraften i 1974 på en køretur ud fra Reykjavik. Jeg husker, da jeg var en lille dreng, at min faster fortalte mig om et stort ildsprudlende bjerg, der lå oppe på Island, som kunne spy glødende sten så store som huse mange kilometer i vejret og giftige askeskyer, der kvalte alt liv og afgrøde. At stå på toppen af Heklas 1500 meter høje snedækte vulkankegle er som at opnå noget større end en sejr. Man får lyst til på samme tid både at le og græde. Således er Hekla, ildens vældige tempel. Når Hekla har sine store eksplosive udbrud dannes der op til 80.000 kubikmeter aske pr. sekund. I middelalderen betragtedes Hekla som nedgangen til helvede, og Gud havde en aftale med Djævelen om, at Heklas indgang skulle være åben, og man skulle kunne høre de fordømte og syndige menneskers jamren og skrigen dernede i vulkanens flammende Helvede. At gå ad Hekkenfeldt til betyder at gå til Hekla.

6. Krakatau

På toppen af vulkanøen Anak Krakatau, dvs. Krakataus barn, ude i midten af Sundastrædet mellem Sumatra og Java, føler man livets genfødsel efter den voldsommeste vulkaneksplosion i nyere historisk tid (1883). Langsomt og sikkert vinder livet over døden, når planterne skyder i vejret i den frugtbare vulkanske jord, der er så næringsrig og livgivende, og mere ved Ækvator end andre steder pga. det varme klima. Jeg har tit tænkt, at hvor er det i grunden rigtigt, at mennesker, der lever omkring vulkanerne ved mere om naturen end vi andre. De lever i nuet. Ingen kender dagen før solen går ned eller før værtshuset har lukket. Psykologer siger, at vi mennesker kan leve med en fælles truende fare, som f.eks. en eksplosiv vulkan. Menneskene må tage konsekvenserne af at leve med de stærke naturkræfter. Hverken askestøvet, der nåede Danmark samme år eller de få, der reddede livet, har kunnet fortælle os om den ufattelige gru, som de druknende mennesker må have oplevet i deres sidste minutter. Måske nogle holdt hinanden i hånden i dødens øjeblik og mindedes et gammelt indonesisk kærlighedsvers: “Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede hår”. Krakataus eksplosion i 1883 havde den samme energi, som affyringen af hele Anden Verdenskrigs samlede ammunition på én gang inklusiv de to atombomber i Japan. Den kæmpemæssige kunstige havbølge (tsunami) på 35-40 meter skyllede ind over alle de omgivende kyster og druknede mindst 40.000 mennesker, og alligevel er den gamle undersøiske vulkan nu i sin nye opbygningsfase og i dag ca. 250 meter over havets overflade. Det tætbeboede vest-Java blev hurtigt affolket af frygt for den buldrende vulkan, så alle vilde dyr og planter dannede herefter den mest vidunderlige vilde jungle på Javas sydvestkyst – nemlig Ujung Kulon. Det er en jungle på størrelse med Sjælland, og på plænen foran det eneste – heldigvis – hotel har jeg ofte betragtet abernes leg på græsset. Dyrene og junglen kan takke den uhyggelige vulkan 40 kilometer derfra for sin eksistens netop på dette sted. At Krakatau vil eksplodere igen er helt sikkert, men ind imellem har naturen sin egen forunderlige evne til at genskabe livet. I ruinerne af den gamle bortsprængte vulkan, er der nu dannet en ny: Anak, der betyder barn på indonesisk.

7. Bromo

På den østlige del af Java ligger vulkanen Bromo – faktisk en mindre vulkan i bunden af en kæmpemæssig kratergryde – det som vi kalder for en ’caldera’, dvs. kraterindsynkning. Kl. 03.00 aser vi op til toppen af den store kraterrand for at nyde den guddommelige solopgang, som langsomt skifter farve fra hvid, gul og rød med klipperne i baggrunden. Dybt nede i den brede dalsænkning hæver sig tre mindre vulkankegler, hvoraf Bromo er den ene, og konstant stiger der hvide dampskyer til vejrs. Man føler blodet risle igennem ens krop og fornemmer, at man kun er et lille sandkorn i den mægtige vilde natur. Vi mennesker kan ikke kontrollere naturen, og derfor måtte der mange steder ofres til vulkan-guden, og nogle steder ofrede man før i tiden børn til vulkanen. Legenden fortæller, at et helligt kongepar ikke kunne få børn. Da bad de til Ildens Gud. Til sidst lovede Guden at opfylde deres bøn, hvis de til gengæld ville ofre deres sidste barn. Parret fik nu et barn hvert år indtil de havde 25 børn, men de var ikke meget for at holde deres løfte. Da de forsøgte at flygte med alle deres børn, blev de pludselig indhentet af en mørk tåge, og deres yngste barn blev opslugt af en ny vulkan, Bromo. Fra vulkanens indre lød en stemme til forældrene: “Vend hjem med fred. Jeres yngste søn er nu blevet til en vulkan, Bromo, der betyder ild”. Indtil for ca. 100 år siden ofrede den lokale hindubefolkning ved vulkanen én gang om året et barn til Bromo ved at kaste det ned i krateret. Nu nøjes man heldigvis med høns og riskager.

8. Batur på Bali

På Bali ligger der to store vulkaner, hvoraf Batur er den mest virksomme. Legenden fortæller, at en kæmpe, Kebo Iwa, engang i fortiden havde gravet en dyb brønd til menneskene, fordi de ville bygge et stort hus til ham, og da han engang imellem slugte en af dem som et ekstra måltid mad, fik de den list at binde ham og kaste ham ned i det dybe brøndhul en dag. Det er nu vulkanen Batur, og når jorden ryster, er det fordi uhyret vil ud derindefra eller spyr ild og flammer, fordi han trækker vejret i vrede. Batur ligger som Bromo i bunden af en stor forhistorisk, bortsprængt vulkan, der, som Krakatau og så godt som alle vulkaner, bygger sig op på samme måde, men kun for at bortsprænge sig selv igen på et tidspunkt. Altså kort og godt: vulkaner bygger op – skaber og ødelægger igen. Solopgangen fra toppen er vidunderlig såvel som fra Bromo på Java. Her kan man koge æg adskillige steder i den bare vulkanjord – nærmest askekorn, hvor det ryger lidt hist og her. Ilden varmer jo op derinde fra. Kebo Iwa trækker vejret.

9. Kilauea på Hawaii

Mark Twain skrev i sin tid, at Vesuv var en barnevulkan i forhold til Kilaueas kratergryde. Når man står på toppen af denne enorme vulkans flade top, så synes man, at det må være et meget dybt åbent sår i jordens skorpe, hvad det i virkeligheden også er. Her bor vulkanernes gudinde Pelee, der var datter af Himlen og Jorden. Som lille pige syntes gudinden, at hendes mors ildsted var det sjoveste at lege i som barn. Nu er hun en smuk voksen kvinde, der viser sin vrede ved at koge over med hurtigt løbende lavastrømme, der kan true byer og beboede egne. Så må der ofres til hende. I gamle dage kastedes en smuk ung kvinde – “jomfru skulle hun være” – ned i den glødende lavagryde, hvis vulkanen buldrede og truede for meget. I dag nøjes man heldigvis med gin-flasker. Det var kristne missionærer, der forbød menneskeofringer til vulkangudinden. Madame Pelee kan blive meget vred, for man har her målt den højeste temperatur i lavastrømme på vores jordklode. Helt op til 1500 graders celsius. Det er ret almindeligt, at turister samler lavasten op som souvenir og tager med hjem. Jeg vovede mig ned i gudindens bolig ad de stier og smalle veje, hvor advarselsskiltene markerer, at man skal holde sig til vejen og ikke gå væk fra stierne. Der er op til 100 fod dybe spalter og sprækker under de løse størknede lavaflager eller tynde skorper. Et fald kan nemt betyde døden. “Sørg for at holde Dem og Deres børn under kontrol”, står der videre på vejskiltet. I hotel “Volcano House” oppe på kraterranden havde jeg i en glasmontre set de farverige mineralsten fra madame Pelees hjem i krateret. Samtidig havde man i en anden montre udstillet en del breve, der var skrevet af turister fra hele verden om de ulykker, der var hændt dem efter at de var kommet hjem med sten fra madame Pelees bolig. En japaner var udsat for den ene ulykke efter den anden. En indoneser skrev, at familien blev udsat for de mest uforståelige sygdomsanfald og dødsulykker. Et amerikansk ægtepar blev udsat for den ene ægtefælles død. Alle havde de så godt som returneret stenene fra vulkankrateret i Kilauea. Flere breve fortalte, at nu holdt ulykkerne pludselig op igen. Hvorfor? På Hawaii siger et gammel sagn, at hvis du fjerner sten fra Madame Pelees hjem, der skabte øerne, så rammer alverdens ulykker dig. Jeg havde denne eftermiddag samlet en halv plasticpose af flotte lavasten, som jeg ville have med hjem. Nogle af dem ville jeg give til Geologisk Museum i København, som jeg plejer. Senere samme aften inden jeg skulle flyve tilbage fra Hawaii, tog jeg plasticposen med stenene, gik hen til kraterkanten og kastede det hele ned i dybet.

10. Santorin – Atlantis eller hvad?

At stå på den græske vulkanø Santorins kæmpemæssige vandfyldte kraterrand giver én et uhyggeligt bevis på, hvad en vulkan kan præstere af ulykker. Vi ved i dag, at det store brag fandt sted år 1645 f.Kr. og ikke omkring 1250 f.Kr. efter datering af askelagene. En historie lig Pompeji blot 1600 år tidligere og meget voldsommere – ingen overlevede. Atlantismyten siges at stamme herfra i forbindelse med den minoiske kulturs undergang på Kreta, hvilket i dag diskuteres. En del af Kreta er blevet ødelagt. Der er ingen tvivl herom. En flodbølge på godt 50-60 meters højde, der med høj fart væltede ind over Kretas beboede kyster må have startet det dødsstød, som senere fik kulturen til at forsvinde. Aske såvel som pimpsten spredtes i stratosfæren over hele den østlige del af Middelhavet. Dog kan det ikke være samtidigt med Exodus (Moses’ udgang fra Egypten), som mange har hævdet, idet der er et par hundrede års forskel. Atlantis kan de i hvert fald godt holde op med at lede efter. Vi finder det aldrig. Det er Bibelens syndflodsberetning, der gentager sig i alle verdensreligionerne og kampen mellem det rene og urene, det syndige og ikke-syndige. I dag er Santorin et yndet turistmål og besøges af mange gæster fra hele verden, og ude i midten af den gamle bortsprængte vulkan er nu en ny vulkan ved at bygge sig op langsomt men sikkert. Igennem 2500 år er der fra havbunden på samme måde som i Krakataus tilfælde atter opstået en ny aktiv vulkanø. Øens indbyggere lever roligt og i pragtfuld harmoni med denne vilde og smukke natur. Det levende vinder over det døde.