Ordet vulkan kommer af navnet på øen Vulcano, nord for Sicilien, hvor det er en aktiv vulkan den dag i dag, med samme navn – eller fra navnet til den romerske ildgud, som ifølge romernes gudelære boede der.
Vulkaner er huller/åbninger (kratere) eller sprækker i jordskorpen, hvor igennem smeltede stenmasser, gasser eller bjergartsfragmenter (tefra, pyroklaster) bryder – eller har brudt – frem. De forekommer vanligvis på steder, hvor jordskorpen har svage punkter (f.eks. hot spots), ofte i områder med geologisk instabilitet, f.eks. langs kanterne af pladerne i jordskorpen.
Vulkaner er vigtige for mennesker, fordi de giver os uvurderlige informationer om jordens indre, men også fordi jord af vulkansk oprindelse er mere frodig og velegnet for dyrking. Kraftige vulkanudbrud kan imidlertid ødelægge store områder, og der kræves tilfredsstillende metoder for forudsigelse af vulkanudbrud, hvis store katastrofer skal undgås.
Man regner idag med at det er over 2500 aktive vulkaner på Jorden og enda flere påhavbunden.
Hvordan vulkaner dannes
Forskingen har ennu ikke helt klarlagt årsakene til at vulkaner dannes. Det ser ut som om den nedre delen av jordskorpen eller øvre delen av Jodkappen (astenosfæren) kan smelte på steder, specielt hvor kappen er mere varm eller i de områder, hvor dele af jordskorpen presses ned i kappen(dvs ved grensen mellem to litosfæreplader).
Det smeltede stenmateriale – som kalles magma – står under tryk, som formeres, når mere magma dannes, og da den har lavere tæthed end de omliggende bjergarter omkring, stiger den opad, ofte langs svake punkter i jordskorpen, som forkastninger og andre sprækker. Når magmaen stiger, smelter den vej selv og samles, sammen med gasser som er blevet frigjort fra de smeltede stenmasser, i magmakamre et par kilometer under jordoverfladen.
Bilde fra: U S Geologic Survey
Med tiden kan overtrykket i magmakammeret blive så stort, at en kanal sprænges gennom de over- liggende bjergarter, og et vulkanudbud begynder. Udstrømmende lava (som magmaen nu kalles) stivner til den typiske kegleform,eller til en udstrækt og relativt flad form, beroende på lavaens sammensættning og flydetræghed.
Norske vulkaner.
På Jan Mayen er der en aktiv vulkan, Beerenberg , og på Bouvetøya og Peter I’s Ø i Antarktis er der udslukte vulkaner knyttet til den Midtatlantiske rygg. På den nordlige del af Vest-Spitsbergen har der været vulkansk aktivitet i forholdsvis ny tid (efter sidste istid). Her ligger Sverrefjeldlet med bl.a. et ejendommelig vulkansk materiale med peridotittfragmenter som er ført med op fra jordens kappe.
Blant de yngste vulkanske dannelser udenfor kysten af Norge er en lavaplugg på soklen udenfor Kristiansund (ca. 55 millioner år gammel) og flere opptil 65 m høje topper med brud-stykkebjergarter som rejser sig over havbunden vest for Lista. De sidste kan være rester av ‘Skagerakvulkanene’ som gav stort tilskud af vulkansk aske til avlejringerne fra undre tertiær i Danmark(moleret).
På det norske fastland er der ingen vulkaner, men mange steder findes rigelig med vulkanske bjergarter dannet i tidligere tider. Der har været vulkansk virksomhed flere ganger i prekambrium
(med lavaer i Telemark, Trysil og Finnmark), kambrium-ordovicium (undersøisk lava omdannet til grønn skifer på Vestlandet og i Trøndelag m.m.), devon (lidt lava og vulkansk tuff i sandsten fra ydre Sogn) og perm (lavastrømme på flere tusinde meters tykkelse i Østlandsområdet)eller Oslofeltet. Denne aktivitet aftog imidlertid for så lang tid siden, at der ikke er fare for nye udbrud.
