Om kataklysme

En “kataklysme” er ifølge ordbogen en voldsom omvæltning, en naturkatastrofe, en syndflod. Og det er sådan én, de går og venter på på den diminutive caribiske ø Montserrat.
Kun lidt større end Ærø har denne britiske kronkoloni indtil for nylig været helt ignoreret af verdensoffentligheden.
Da medierne tidligere i sommer fandt anledning til at introducere Montserrat på den nyhedsmæssige dagsorden, måtte det således ske med oplysninger om, at dette var øen, hvor reggae-musikeren Bob Marley indspillede sine hits. Måske lige den oplysning, der skulle til for at initiere cremen af britisk rockmusik til i forrige måned at afholde en stor soldaritetskoncert i London til fordel for Montserrat.

Den kataklysmiske hændelse, der i disse uger truer øen og dens indbyggere, er et altødelæggende udbrud fra vulkanen Soufriere Hills. Placeret på øens sydspids har den 900 meter høje vulkan været i voldsom aktivitet siden juni, og der ventes nu med bekymring på en kulmination.

Den mulige kataklysme på Montserrat har i sine mest vidtgående presse-varianter omfattet henvisninger til “dommedagsbraget”, da den indonesiske vulkanø Krakatau i 1883 faldt sammen efter en række mindre eksplosioner.
Da vulkanen kollapsede, strømmede havvandet ind i dens glødende indre og udløste en gigantisk dampeksplosion, der sendte 18 kubikkilometer bjerg i form af sten, støv og aske op i atmosfæren, hvor det holdt sig svævende i årevis og påvirkede det globale klima. Flodbølger så høje som Rundetårn oversvømmede hundreder af byer og dræbte 36.000 mennesker.

Lagt øde

At dette scenarie ikke er uden relevans for Montserrat fremgår af, at øen Martinique, der ligger bare 200 kilometer syd for Montserrat, blev ramt af en tilsvarende, ødelæggende eksplosion to årtier efter Krakatau-katastrofen, i maj 1902.

Ved den lejlighed eksploderede vulkanen Mont Pelé og sendte en glødende skum af gas, aske og lava henover den lille ø. På tre minutter var alt dækket af det vulkanske skum og øens befolkning på 28.000 mennesker – pånær to – udslettet.

Det er den skæbne, de 4.000 tilbageværende indbyggere på Montserrat frygter. Og det er også årsagen til, at der nu er gået politisk strid i sagen mellem beboerne og den britiske regering.
Den britiske regering tilbyder en økonomisk kompensation på ca. 25.000 kr. en gang for alle til hver af de beboere, som nu opgiver deres hidtidige tilværelse og deres land for at flytte til en anden af de karibiske øer.

De, som i stedet vil bosætte sig i
England, kan få rejsen betalt, få arbejdstilladelse og få lov til at søge socialbistand, boligstøtte og lignende på lige fod med andre britter.

Det er en hjælp så beskeden, at det de seneste dage har fået vrede indbyggere til at samles foran den britiske guvernør Frank Savages kontor. Med slag på bongo-trommer har de krævet guvernørens afgang og truet med at løsrive Montserrat fra det britiske kolonirige.
Monterrat-indbyggernes problem er naturligvis, at der meget snart kan vise sig ikke at være noget som helst at erklære selvstændigt.

Hovedstaden væk

Soufriere-vulkanen begyndte at røre på sig allerede for to år siden efter fire århundreders tavshed, og siden da er omkring 7.000 af den oprindelige befolkning på 11.000 flygtet fra øen, hovedsagelig for at flytte til naboøer som Antigua.

Det er imidlertid først i sommer, at aktiviteterne i vulkanens indre er blevet direkte truende for hele øen. 19 mennesker mistede i juni livet ved et udbrud, som begravede syv landsbyer og hovedstaden Plymouth i aske. Siden er de 4.000 tilbageværende indbyggere rykket stadig længere mod nord til det, der endnu kaldes ‘den sikre zone’. Nu betragtes det imidlertid af mange sagkyndige alene som et spørgsmål om tid, hvornår også de må flygte.

Afgørende bliver det, om Soufriere undergår “den kataklysmiske hændelse” eller ej. Vulkanens udvikling kan gå to veje. I det mindst dramatiske scenarie vil lavaen flyde relativt roligt fra vulkanen og i et behersket tempo begrave dele af øen samt skabe nyt land, hvor lavastrømmen løber ud i havet. Det er en proces, der kan sammenlinges med den måde, hvorpå tandpasta klemmes ud af en tube. Den vulkanske aktivitet på Island er af denne karakter.

Propperne springer

Det dramatiske, kataklysmiske scenarie rummer derimod en gigantisk eksplosion, hvor trykket fra de glødende stenmasser i vulkanens magmakammer udløses på én gang – som når proppen ryger af en flaske champagne, og skummet sprøjter til alle sider.
Afgørende for udfaldet er, om de gasser, som dannes i vulkanen, har mulighed for at sive gennem magmaen og ud i omgivelserne. I så fald er der håb om, at trykstigningen i magmakammeret ikke bliver så voldsom, at proppen i Soufrieres top sprænges af.

Hvis magmaen imidlertid er så tyktflydende, at gasserne ikke kan samle sig i bobler og langsomt boble sig frem til overfladen, så stiger trykket indtil vulkanens bristepunkt.
“Magma-massen vokser hurtigere end nogensinde. Der er en meget stor materiale-masse, som nærmer sig en meget ustabil tilstand,” sagde chefforsker Steven Sparks ved Montserrats Volcano Observatory i sidste uge.

Han og hans kolleger er af den opfattelse, at eksplosionen vil komme – spørgsmålet er alene hvornår og hvor voldsomt. Ifølge Sparks er der omkring én procents chance for, at vulkanen går til grunde i en “pyroklastisk bølge”, dvs. i en så voldsom eksplosion, at det hvidglødende skum af aske, lava og gas opstår og på minutter kvæler øen.

“Det vil være meget hurtigere, meget tykkere og meget mere dødbringende, end noget vi nogensinde har set på Montserrat,” sagde Steven Sparks forleden til dagbladet The Guardian og drog sammenligner med katastrofen på Martinique i 1902.

Denne verdens vulkan-forskere har stadig store vanskeligheder med at varsle udfaldet af en given vulkans aktivitet. Det er nemlig ikke sådan lige til at stikke en sonde ind i en aktiv vulkans magmakammer for at måle gasindhold og gastryk. Måleudstyret har det med at smelte under de omstændigheder.

Lige så vanskeligt er det indtil videre at forebygge, at en vulkan ender i en kataklysmisk eksplosion. Der har i årevis været overvejelser om at tage trykket af en vulkan i udbrud for at hindre proppen i at ryge af. Det skulle ske ved at bore sig tæt ind til en gren af magmakammeret og ved hjælp af en sprængladning åbne en kontrolleret passage til omgivelserne, så trykket kunne lettes.

“Det er vi meget langt fra at kunne. Det er en tænkelig mulighed, men vores viden er slet ikke tilstrækkelig,” sagde Steven Sparks sidste år. Desværre for indbyggerne på Montserrat er det stadig situationen. jsn