Rummet er et farligt sted, fyldt med dødbringende stråling og meteoroider. Alligevel er vores blå planet tilsyneladende i stand til at flyve gennem denne galaktiske ´skydeban´ forholdsvis uskadt. Hvorfor? Fordi Jorden er beskyttet af et forbløffende ´panser´ – et kraftigt magnetfeldt og en specielt konstrueret atmosfære.

Jordens magnetfeldt stammer fra klodens dybe indre og rækker langt ud i rummet, hvor det danner et usynligt skjold der kaldes magnetosfæren (se billedet foroven). Dette skjold beskytter os, så den kosmiske stråling ikke rammer os med fuld styrke, og skærmer os mod farer fra solen. Blandt disse farer er solvinden, som er en konstant støm af elektrisk ladede partikler, soludbrud eller flares, som på få minutter frigiver energi svarende til energien i milliarder af brintbomber; og koronale masseudkastninger, hvor flere milliarder tons stof fra Solens korona slynges ud i rummet. Både soludbrud og masseudkastninger forårsager kraftigt lysende polarlys (se billedet forneden), et farverigt lysfænomen, som kan ses i den øvre atmosfære nær Jordens magnetiske poler.

Jordens atmosfære er også med til at beskytte vores klode. Stratosfæren, et ydre lag af atmosfæren, indeholder ozon, der er dannet af ilt. Ozon absorberer op til 99 procent af den ultraviolette (UV) stråling fra Solen. Ozonlaget er altså med til at beskytte mange former for liv, herunder mennesker og plankton, mod farlig stråling. Intressant nok er mængden af ozon i stratosfæren ikke konstant, men direkte propotional med den ultraviolette strålings intensitet. Hvilket gør ozonlaget til et dynamisk og effektivt skjold.

Atmosfæren beskytter os også mod et dagligt bombardement af milioner af meteoroider, som kommer ned i Jordens atmosfære, kaldes meteorer og danner et lysende spor.

Jordens skjolde blokerer dog ikke for stråling, som er en nødvendighed for liv, herunder varmestråling og synligt lys. Atmosfæren er desuden med til at fordele varmen på jorden, og om natten virker den som et tæppe der holder igen på varmen.

Jordens atmosfære og magnetfeldt er meterligt designede fænomener, som man endnu ikke ikke forstår fuldt ud. Det samme kan siges om om et andet fænomen på vores klode, nemlig den store mængde vand i flydende form.

Livets væske

Vand er en gåde. Det er både simpelt og komplekst. Hvert vandmolekyle består af blot tre atomer – to brintatomer og et iltatom. Alligevel forstår forskerne stadig ikke fuldt ud den måde vandmolekylerne opfører sig på. Vi ved dog alle at vand er en betingelse for liv. I alt levende udgør vand cirka 80 procent (vægtprocent). Lad os se på blot fem egenskaber ved den fantastiske væske.

Vand kan optage en masse varme uden at dets temperatur stiger væsentligt, og er på den måde med til at regulere klimaet.

Vand udvider sig når det fryser til is, med det resultat, at isen stiger op til vandoverfladen, og danner et isolerende lag. Hvis vand ligesom andre væsker fik en større vægtfylde når den frøs, ville vandet i søer, floder og have fryse nedefra, og alt ville til sidst blive begravet i is!

Vand er meget transparent, og det gør at organismer, der er afhængige af lys, kan overleve på store dybder.

Vand har en overfladespænding, som får dets overflade til at virke som en elastisk membran. Det bevirker at insekter kan bevæge sig på vandet i en sø, og at vand kan danne dråber. Det bidrager også til hårrørsvirkningen, som gør at vand kan stige op i selv de højeste træer.
Vand er det bedste opløsningsmiddel man kender. Ilt, kuldioksid, salt, mineraler og mage andre vigtige stoffer, kan alle opløses i vand.
Nødvendig for Jordens ´klimaanlæg´

Havene dækker cirka 70 procent af jordoverfladen og spiller derfor en fremtrædende rolle i forbindels med reguleringen af klimaet på Jorden. Der er et tæt samspil mellem havene og atmosfæren, idet der sker en konstant udveksling af varme, vand, gasser og bevægelse (mellem vind og bælger). Havene og atmosfæren er også fælles om at transportere varme fra troperne til polerne, og på den måde regulere temperaturen på Jorden. En forudsætning for de fleste organismers overlevelse er, at temperaturerne holder sig inden for det område, hvor vand stadig er flydende. “Det lader til, at Jordens har ramt helt rigtigt,” siger bogen: Rare Earth -Why Complex Life Is Uncommon in the Universe.

Men Jorden er selvfølgelig en virkning, ikke en årsag. Var årsagen ´tilfældig´ eller er den forårsaget af en vis Skaber?