Grimsvøtn ligger under Vatnajøkul, der dækker et areal på 8300 kvadratkilometer på Island og havde udbrud i 1996 (dannede et stort jøkelløb i sydlandet), som heldigvis er tyndt beboet af mennesker.

Nyt udbrud i Island startede lørdag den 21. maj 2011- kl. 18.00 lokal tid og denne gang fra vulkanen Grimsvøtn der isen der ligger i centrum af Islands største gletscher Vatnajøkul har længe rørt på sig og konstant blevet holdt under opsyn.

Den første dag 21. maj spyede vulkanen 20.000 tons aske ud pr. sekund i nogle timer helt på i 17 – 20 kilometers højde. Askeskyerne var dog af en anden beskaffenhed end den i fjor fra Eyjaqfjallajøkull(mere tung og større i det) og faldt derfor hurtigere til jorden selvom den af vinden hovedsagelig blev drevet i nordlig og vestligretning. Dette udbrud varede i 4 fulde døgn og var ti gange kraftigere end det udbrud i Eyjafjallajøkull i marts – april år 20120, der skabet flykaos over store dele af Europa, m en også fordi asken fra sidstnævnte var lettere – altså af en anden kemisk sammensætning.

I april 2010 var der askeskyer fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull med til at skabe store problemer for flytrafikken i Europa. I en uge var flyselskaber nødt til at aflyse afgange og ankomster i størstedelen af Europa.

Når smeltevand fra Islands største gletsjer, Vatnajökull, der breder sig hen over en række af landets vulkanske områder, kan være tegn ny geologisk aktivitet, udtalte talskvinde Gudrun Johannesdottir fra Islands civilbeskyttelsesdepartement.

Nogen gange sætter det gang i et udbrud, når vand springer ud af gletsjere, men ikke hver gang, siger Johannesdottir.

Det forrige sidste udbrud i Grimsvötn var i 2004.

Asken fra Grimsvøtn var som sagt af en anden beskaffenhed end det vi oplevede i fjor i Eyjafjallakøkull – nemlig mere primitiv i det – d.v.s. mindre fyldt med kisel – silicium.

Som sagt når et vulkanudbrud finder sted under en glescher vil der blive endnu kraftigere askeproduktionen i den smeltede lava, når smeltevandet fra ismasserne vælter ned i den rødglødende lava på ca. 1000 graders celsius.

Lidt flere fakta om vulkanudbruddet i Grímsvötn i Island….

Asken blev drevet med vinden i sydlig retning og få timer senere faldt der aske i mere end 50 kilometers afstand fra vulkanen over det nærmest beboede område.

Dette udbrud er bedømt til at være det voldsomste i Grimsvøtn i 140 år.

Grímsvötn tilhører den basaltiske vulkantype (Basalt er hovedlavatypen i de vulkanske oceanøer, f.eks. Island og Hawaiiøerne. Basalt består af små krystaller – mineralerne calciumrig plagioglas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Basaltlava er en basisk bjergart med 45 – 52 % SiO2(Kiselsyre) eller fattigt på Kiselsyre. Kisel eller Kiselsyre er en betegnelse for Siliciumdioxid. Man troede før, at SiO2 var en slags syre, men det er en metal-ilte).

Grimsvøtn og Hekla er de mest virksomme Af Islands ca. 30 vulkaner. Grimsvøtn ligger i midten af Vatnajøkullgletscheren, den største isbræ i Europa. Vulkanen består af en stor kratergryde – en såkaldt ”caldera” hvorfra der er dannet mange varme kilder.

Vulkankrateret er oftest fyldt med is og vand, hvilket giver eksplosioner i et udbrud, og lavaen med de opløste gasser i sig kommer ud igennem vulkanens udbrud og eksploderer som askekorn og slynges oftest højt til vejrs. Der er også ofte tale om såkaldte pludselige jøkelløb – smeltevandsfloder, der vælter ned over oplandet. I 1996 udtømte kraterskålen sig i et stort jøkelløb.

Seneste udbrud var i 2004 og udbrudsskyen har denne gang i 2011 været i 17 kilometers højde, men altså ikke engang så høj som Eyjafjallajøkullvulkanen i fjor, der skabte store problemer for flytrafikken i Europa, også fordi asken var finere fra Eyjafjallajøkulls udbrud i 2010, fordi vulkanens aske var af andesittype – mere fyldt med kisel.

En GPS-station på randen af Grimsvøtn – vulkanens krater har vist hævninger på få cm om året af vulkanflanken siden 2004, hvilket tyder på, at smeltet lava – magma bevæger sig inde I selve vulkanens indvendige kraterrørsystem.

Dette viser igen, at der er tale om tilførsel af smeltet magma(lava) til et forholdsvis fladt magmakammer(se mini-leksikon) nede fra den ”hot-spot” som Island ligger oven på og ligeså den spalte, hvor de to store kontinentalplader – den Amerikanske og den Euroasiske trækker sig fra hinanden med få cm om året.

Vigtigt:

Lidt om basaltlava

Ordet Basalt (af latin basaltes) – en forvranskning af det græske ”basanos” ”prøvesten” efter det egyptiske landskab Bashan, tæt finkornet vulkansk lavabjergart og en af de mest almindelige bjergarter på jordens overflade. Den opbygger oceanernes bund og store plateaubasalter på kontinenterne, bl.a. Deccanplateauet i Indien(det største på jorden med et overfladeareal på 512.000 kvadratkilometer) og i Østgrønland. Basalt er hovedlavatypen i de vulkanske oceanøer, f.eks. Island og Hawaiiøerne. Basalt består af små krystaller – mineralerne calciumrig plagioglas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Basaltlava er en basisk bjergart med 45 – 52 % SiO2(Kiselsyre) eller fattigt på Kiselsyre. Kisel eller Kiselsyre er en betegnelse for Siliciumdioxid. Man troede før, at SiO2 var en slags syre, men det er en metal-ilte.

Det er det fundamentale strukturelement i opbygningen af de mineraler, der udgør halvfems procent af jordskorpens mineraler, de såkaldte silikater. Silikater er igen en betegnelse for alle de mineraler, som indeholder grundstoffet Silicium som hovedbestanddel. De mest almindelige er: kvarts, feldspat, olivin, pyroxen, amfibol, granat og glimmermineraler. Størstedelen af alle jordens bjergarter inddeles i deres indhold af SiO2.

Hvis den størkner i revner i jorden dannes gange(dykes) af den finkornede bjergart diabas eller dolerit. Når basaltiske smeltemasser størkner i et magmakammer, dannes den grovkornede bjergart gabbro. Basalt, diabas og gabbro har samme kemiske sammensætning, men forskellig kornstørrelse som udtryk for forskellige størkningsforløb.

Basaltiske smelter opstår eller dannes ved opsmeltning af kappen under oceanryggene, riftzonerne eller under hot-spots. Sker det f.eks. ved kraftig opsmeltning under lavt tryk i ringe dybde(f.eks.i 15 – 35 kilometers dybde), som det er tilfældet under oceanryggene, dannes tholeiitiske basalter. Ved ringe grad af opsmeltning på stor dybde(f.eks. i 35 – 70 kilometers dybde), som det er tilfælde under øerne i oceanerne, dannes alkalibasalter.

Når basaltlava størkner dannes der ofte sekskantede søjler ved afkølingen, hvilket kan betragtes mange steder på jorden – også Etna på Sicilien.

Ca. 80 % af jordens vulkaner producerer basaltlava. Jo højere temperatur basaltlavaen har, desto lavere flydetræghed. – og lavaen strømmer hurtigere af sted. På Hawaii kalder man den for ”pahoehoe-lava”, d.v.s. reblava eller tovlava, idet overfladen ligner reb eller tove. Hvis basaltlavaen har en høj flydetræghed, desto langsommere flyder den, og der dannes ”aa-lava” eller bloklava, da overfladen har kantede og ru blokke. Den hedeste temperatur på jorden er målt i basaltvulkanen Kilauea på Hawaii med ca. 1500 graders Celsius.

Når hed basaltlava strømmer ud på havbunden, afkøler vandmasserne den så hurtigt, at der dannes pudeformede stenblokke fra få cm`s størrelse til flere meter. Det samme fænomen dannes under tykke ismasser.

Navnet basalt blev i år 77 e. Kr.f. brugt af Plinius den Ældre(der omkom ved Vesuvs udbrud over Pompeji to år senere), om tætte sorte sten anvendt til skulpturer, søjler o.s.v. I 1546 blev navnet indført i geologien af Georg Agricola for sorte bjergarter af vulkansk oprindelse.

Forskelligt syn på vulkanaktiviteten i Island

Vulkanologen Thorvaldur Thordarson udtalte i fjor til New Scientist. “Forskere sætter forøget seismisk aktivitet i Island sammen med flere vulkanudbrud.

F.eks. blev hovedstaden Reykjavik i maj 2008 rystet af et jordskælv med en usædvanlig høj richterstyrke på 6,1.

Forskningsresultater, som er baseret på data om lavaaflejringer, iskerner og historiske optegnelser, giver ret klar indikation i retning af, at den islandske vulkanisme kører i cyklusser.

Disse cykler ser ud til at høre snævert sammen med seismisk aktivitet, altså jordskælv, der
udløser spændinger i Islands mange forkastningszoner.

Cyklusserne kan være forbundet med pulser af magma, altså smeltede bjergarter, der presser sig på fra Jordens indre, og de kan udløses af gletsjerafsmeltning og geotermisk aktivitet.

Forskernes datasæt viser bl.a., at omkring Islands største gletsjer Vatnajökull er der mellem 6 og 11 vulkanudbrud i aktive perioder, der typisk har en længde på 40 år. De afløses så af mere passive 40-årige perioder, der maksimalt byder på tre udbrud.

Vatnajökull rummer bl.a. den særdeles aktive vulkan Grimsvötn, der senest nu er i udbrud og forinden i november 2004 og ved den lejlighed faktisk skabte mindre gener for europæisk flytrafik.

I den aktive fase er de enkelte udbrud tilmed ofte af en større styrke.

Det samme mønster ser også ud til at gøre sig gældende i andre regioner af Island, f.eks. omkring Eyjafjallajökull, der var i udbrud år 2010.

Den sidste halvdel af det 20.århundrede var ikke så præget af høj vulkanaktivitet i Island.

Thordarson mener, at Island nu er på vej ind i sin næste aktive fase med flere og voldsommere udbrud, og at vulkanaktiviteten vil kulminere mellem 2030 og 2040”

Dette er hans opfattelse.