”Et liv på vulkaner”

”Vulkaner er ikke til at spøge med…
men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har nemlig skabt den luft vi til daglig indånder…
Og det vand i verdenshavene..
Som vi heller ikke kan undvære…
Den livs – givende vulkanske jord er årsagen til, at der bor mennesker
Op ad mange farlige vulkaner i verden”….

Når man kører ad den gamle landevej ”Via Appia” i det sydlige Rom, kan man i det fjerne skimte en blålig pukkel mod himlen, et bjergmassiv, der som et muldvarpeskud er skudt op af jorden. Det er Albanerbjergene, en vulkansk lavapukkel, som de gamle romere hævdede, art ildguden Vulcanus i forhistorisk tid havde udformet. Hver gang han arbejde dernede i sin esse under vulkanerne, så røg og gnistrede det op igennem skorstenen til jordens overflade. Den gamle legende fortæller, at Vulcanus allerede som barn haltede, og han var en særling, som hans moder i græker tiden Hera – Zeus hustru – kastede ned fra gudernes bolig Olympen, fordi han allerhelst ville lege med ilden. Hos grækerne hed han Hefaistois – hos romerne Vulcanus.

Vulcanus blev derfor smedehåndværkets gud, og han har givet navnet til vulkan, som vi på godt gammelt dansk ville kalde et ildsprudende bjerg….

De gamle romere fortalte, at Vulcanus var en flittig og godmodig mand, med senet nakke og behåret bryst, sodet og smudsig at sit arbejde dernede i essen under vulkanerne, og det var ham, der ved sit smedehåndværk skabte våben, smykker og dekorationer til gudernes boliger….

Langs Roms sydlige udkant hæver sig en af de gamle aqædukter, romerske vandledninger – som de var så dygtige til at bygge. Aqædukterne bragte det livgivende vand fra Albanerbjergenes vulkankratere ind til den romerske hovedstad, og flere af dem bruges den dag i dag…
Intet liv uden vand og intet liv uden vulkaner…

Jo nærmere vi kommer mod Albanerbjergene – jo tydeligere ses det, at bjergmassivet er skudt op de underjordiske vulkanske kræfter – som muldvarpeskud, frembringende den mest frugtbare jord af lava, der tænkes kan, ophobet i lag ovenpå hinanden hver gang Vulcanus arbejde dernede i sin esse. I dag ved vi, at det nu ikke har meget med ild at gøre – de rødglødende smeltede lavamasser, der strømmer ud igennem en vulkans krater. Der er tale om smeltemasser, der lyser op i sifg selv, da den er rødglødende. Heraf navnet fra gamle dage: ”Ildsprudende bjerge”. Vanddampen er den vigtigste af de vulkanske gasser, der frigives i et vulkanudbrud, og den har igennem millioner af år været med til at danne vandet i verdenshavne og dannelsen af jordens atmosfære og luft……

Vulkanen er ikke kun ødelæggende, men ligeså livs givende, ja jeg vil sige, at hvis vi ikke havde vulkanerne, kunne intet levende liv eksistere på jorden. Luften vin indånder og vandet er vulkanernes gave til os…..

Dette glemmer vi, når vi taler om de frygtelige vulkanske kræfters ødelæggende effekt på vores
jordklode. Et menneskeliv er et kort sekund i en vulkans liv. Vulkanen har tid nok at tage af.
Vulkanen repræsenterer lige såvel som de store verdensreligioner kampen imellem det gode og det onde….
Disse tanker svirrer i mit hoved, da jeg nærmer mig Albanerbjergene, en halvanden times kørsel fra Rom….Jo nærmere jeg kommer – jo tydeligere tager bjerget form af en vulkan, som den nu skal se ud , nemlig en perfekt bjergkegle med den flade top, hvor kraterskålen går ned til Vulcanus` værksted. De første gange små børn tegner et bjerg lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. I dag har Vulcanus forladt sit værksted under kraterne i Albanerbjergene, for der hvor der normalt skulle komme røg – gnister og lava op, findes nu de mest fredfyldte krater søer med vand… Vulcanus har flyttet sin esse til vulkanerne sydpå i Italien til den sovende Vesuv – Etna og Stromboli. Måske har italienernes temperament noget at gøre med de livlige temperamentsfulde vulkaner……

På vejen op til toppen i dette gamle vulkanmassiv af størknet lava passerer jeg Genzano – blomster byen – kendt for Bournevilles ballet ”Blomsterfesten i Genzano”. De smukkeste have byer blev i sin tid anlagt her i den frugtbare lavajord. Et andet sted ligger ”Castel-Candolfo”, lige ud til kanten af det vandfyldte vulkankrater, og her har igennem århundreder Pavens sommerresidens ligget…..
Alle religioner handler om det samme, nemlig kampen imellem det gode og det onde. Måske er det et skæbnespil, at den Katolske kirkes overhoved har lagt den ene af sine residenser så nær ved indgangen til Djævelens værksted, lige såvel som man oppe på Island i ramme alvor påstod, at vulkanen Hekla var indgangen til Helvede, og Gud havde en aftale med Djævelen om, at indgangen skulle stå åben til skræk og advarsel for de mange syndige mennesker…..

Hver gang jeg står og kigger på de vandfyldte krater, Nemi – og Albanersøen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne dør til Jordens indre engang har været fyldt med rødglødende lava – og de første mennesker må have set det, da man har fundet mønter indkapslet i lava på stedet. Påen og samme tid mørkt og dystert, og dog, det mystiske har altid tiltrukket menneskene….

De vulkanske kræfter er skyld i livet på jorden, så vore kulturer har kunnet udvikles. Kultur betyder jo at opdyrke jorden, og rygmarven i alle verdenskulturer er religionerne. Når den går op i fugerne, går også kulturen op. Den ældste form for religionstilbedelse på jorden var ilden. Ilden som giver varme og holder de vilde dyr borte. Et menneske stikker en pind ind i en rygende klippespalte på den rumlende vulkans bjergside og bringer ilden som gave til mennesket. Herfra kommer offertilbedelsen…..

Mennesker, der lever i skyggen af de store vulkaner ved noget om naturen, som vi andre har glemt….