Videnskab.dk skriver:

18. september 2011 kl. 08:43

Nye udgravninger indikerer, at Vesuvs berømte udbrud, der begravede byerne Herculaneum og Pompeji i år 79 e.Kr., ikke fandt sted om sommeren, som man ellers har troet.
Emner: Antropologi, Arkæologi, Døden, Historie, Vulkaner
SendPDFPrint
Af: Umberto Pappalardo, Professor, Università degli Studi Suor Orsola Benincasa
Skelet af velhavende kvinde med bevarede finger- og armringe i guld, som fundet på stedet i begyndelsen af 1980’erne, hvor omkring 300 skeletter blev udgravet ved stranden og i bådhusene. (Foto: Umberto Pappalardo)

I 79 e.Kr. blev indbyggerne i Herculaneum overrasket af udbruddet fra den slumrende vulkan.

Vesuv-bjergets konturer havde siden sidste udbrud i slutningen af 600-tallet f.Kr. antaget blide former, der ikke virkede truende.

Det er i den forbindelse interessant, at geografen Strabon (ca. 64 f.Kr.-21 e.Kr.), der kort tid før havde set vulkanen Etna på Sicilien, var en af de få, der havde erkendt, at Vesuv netop var en vulkan:

»Over disse steder knejser bjerget Vesuv, der er omgivet af smukke marker, undtagen på toppen. Den er overvejende flad, helt nøgen og askegrå, og den fremviser porøse hulninger med sten, der er sodet på overfladen, som havde de været fortæret af ild, så at man skulle tro, at dette sted først havde brændt og havde haft kratere af ild, men var udslukt, da brændet var sluppet op.«
Den ødelæggende kraft

Pompeji, der ligger ca. 15 km fra krateret, blev begravet af et kun seks meter tykt lag, sammensat af lapilli, det vil sige pimpsten, og aske.

Men Herculaneum, der lå blot syv km væk, blev i stedet oversvømmet af hurtige og voldsomme glødende askeskyer, såkaldte pyroklastiske strømme, der stivnede i en højde på 20-25 m.

Disse strømme rev tagene af husene, væltede statuerne af deres baser og dræbte alle mennesker med deres voldsomhed ved kvælning og forbrændinger.

Det var en tragedie, der kan sammenlignes med udbruddet af Mont Pelée i Martinique i 1902, hvor kun to ud af 28.000 mennesker undslap døden.
Største samling af organisk materiale fra den romerske verden

Man kan få en idé om den kraft, der ramte befolkningen, ved at se på marmorstatuen af statholderen Marcus Nonius Balbus, der stod på pladsen foran Terme Suburbane (De suburbane Bade).

Statuen er fundet, afbrækket ved anklerne, omkring 15 m væk fra statuebasen. Hvis dette er tilfældet med statuer, hvad kan der så ikke være sket med mennesker!
Vugge fra Casa delle Gemma i Herculaneum. Huset er opkaldt efter en gemme, smykkesten, som man fandt ved udgravningen. I vuggen lå knoglerne af et spædbarn samt rester af tøj. (Foto: Wallace-Hadrill/HCP)

I Pompeji blev de organiske rester nedbrudt i askelaget og efterlod et aftryk. Derfor kan man ved udfyldning af hulrummet med hurtigtstørknende gips genskabe i hvert fald formen af møbler, mennesker, dyr, planterødder m.v.

I Herculaneum blev de derimod forseglet af det 20 m høje vulkanske lag, og derfor besidder vi her den største samling af organisk materiale fra den romerske verden: skeletter, møbler, tekstiler og lignende.
Overskygget af Pompeji

På trods af disse ekstraordinære fund har Herculaneum i verdens øjne stået i skyggen af Pompeji i de seneste årtier.

Det er sigende, at hvor der er to millioner besøgende om året i Pompeji, er der kun henved 300.000, der besøger Herculaneum.

Man kan forklare det med, at Pompeji er den største by med ca. 20.000 indbyggere, og at den er næsten helt udgravet, mens Herculaneum er mindre med et formodet indbyggertal på omkring 10.000, og blot en fjerdedel udgravet.

De seneste års udgravninger synes dog at have løst Herculaneum fra denne ’lillesøsterrolle’. Det skyldes helt særlige videnskabelige opdagelser, der nærmest blev gjort ved et uheld.

I led med planerne for den istandsættelse, der fulgte jordskælvet i 1980, besluttede man at dræne området foran Terme Suburbane, der lå permanent oversvømmet, fordi området ligger mindst tre meter under den nutidige havoverflade.

Man havde indtil disse udgravninger ment, at den gamle kystlinje gik op til 250 m fra badeanlægget i retning af den nuværende kystlinje, der befinder sig hele 400 m væk.
Den sensationelle opdagelse

I stedet fandt man lige foran badeanlægget ikke blot den antikke strand med sand og strandskaller, men også en anløbsbro udhugget i klippen.

Her lå også en række hvælvede rum med udsigt over havnen, i en arkitektur, der den dag i dag er typisk for kystbyerne i omegnen, som Torre del Greco, Torre Annunziata m.fl., og som fungerer som lagerplads for lokale fiskere.
Kort over Napoli-bugten med Herculaneum vest for og Pompeji på sydsiden af Vesuv.

Denne antagelse blev endelig bekræftet, da man fandt en lukket kurv bestående af forkullede strå. Her afslørede radiografi en lang snøre, omhyggeligt omviklet med fastgjorte fiskekroge, der var sat på kurvens inderside.

Man fandt også talrige skeletter spredt ud på strandbredden, mens dusinvis lå gemt i de hvælvede rum; bådhuse, der vendte ud mod havnen.

Der må være tale om folk, der var afskåret fra nogen anden flugtvej og derfor instinktivt forsøgte at forlade stedet ad søvejen, som Plinius d. Yngre (ca. 61-114 e.Kr.) beskriver det: »Der var ingen flugt, undtagen ad søvejen.«

Var man ikke allerede blevet kastet omkuld af den glødende askestrøm eller ens flugt blevet forhindret af de tilbagestrømmende tidevandsbølger, så døde man af kvælning, hvilket ses af, at størstedelen af skeletterne blev fundet med åben mund.
»Den sidste nat i verden«

Der har været gruopvækkende scener, som man fornemmer, når man læser, hvordan Plinius d. Yngre beskriver den panik, der greb indbyggerne i Misenum, en by, der lå et godt stykke væk fra den umiddelbare farezone:

»Man kunne høre jammer fra kvinderne, skrig fra børnene og råb fra mændene: nogle prøvede med deres stemmer at finde deres forældre, andre deres børn, andre deres koner, eller at genkende dem på stemmerne…

»Der var dem, der af frygt for døden bad om at måtte dø, og mange hævede deres arme mod guderne, mens endnu flere udlagde det sådan, at guderne ikke længere var til, og at dette var den sidste nat i verden.«

Op imod 40 mænd, kvinder, gamle, børn, slaver og rige lå hulter til bulter i et enkelt rum på havnen, der målte blot 4,5 x 3 m. På stranden blev der også fundet en romersk soldat i fuld udrustning.

Hans udrustning består af et bredt udsnit af våben af forskellig herkomst, blandt andet to sværd ved siden, sat i et bælte lavet af sølvplader, samt en pose, der indeholder en træhammer og to mejsler.

Bevægende er ligeledes fundet af en ung kvinde på omkring 25 år, der knuger sit spædbarn på syv måneder ind til sig. Nogle af de flygtende nåede kun at tage de smykker med, som de havde på sig, mens andre ligefrem bar små smykkeskrin.
Området foran Herculaneums nederste terrasse, hvor skeletterne blev fundet, var i oldtiden strand med sort vulkansk sand. Her ses området oversvømmet i 2000 som følge af nedbrud i vandpumperne. (Foto: Wallace-Hadrill/HCP)

Blandt kuriositeterne er en møntboks med kombinationslås, men der er også fundet signetringe, halskæder, armbånd, øreringe og amuletter.
En forfærdelig død

Indtil nu har man udgravet omkring 300 skeletter, hvilket er en enestående opdagelse for den fysiske antropologi, når man betænker, at romerne ellers på dette tidspunkt fortrinsvis brændte deres døde.

Her har man adgang til et bredt udsnit af en sund befolkning, der er død ved en naturkatastrofe og ikke af biologiske årsager.

De fleste kranier er eksploderet, og knoglerne er forkullede, hvilket viser, at de flygtende blev fejet op af en glødende sky på omkring 500 grader.

Den medførte en øjeblikkelig dehydrering og fik bogstavelig talt kroppens organer til at eksplodere. Det har været en forfærdelig død.
Forskellige sundhedstilstande

Skeletterne dokumenterer en generel god sundhedstilstand i befolkningen. Flere af dem er harmoniske og vidner om, at personerne hørte til de højere sociale lag, i og med at kroppene synes at være vokset uden stressfaktorer og gennem idræt.

Dette er for eksempel tilfældet med den såkaldte ’Pretty Lady’, en ung kvinde med en velproportioneret krop og et fint tandsæt. Omvendt har slaver og individer fra de laveste sociale lag været tvunget til at bære tunge byrder.

De har derfor været udsat for slitage ved det hårde arbejde, og de har ofte døjet med skæve rygsøjler og forkalkning af flere ryghvirvler, hvilket ses på nogle af skeletterne.

Man kan for eksempel genkende fiskere på de overudviklede arme og skuldre, der kommer af roning, og ved det slid på hjørnetænderne, der stammer fra, at de skulle holde nettet fast med tænderne, når det skulle klargøres.

Der er generelt meget lidt caries, hvilket skyldes, at romerne generelt brugte honning som sødemiddel, hvorimod rørsukker anvendtes i langt mindre grad.
Vesuvs sidste udbrud var i 1944, her fotograferet under de allieredes indflyvning over Italien. Udbruddet forseglede åbningen, og den karakteristiske røgsøjle forsvandt. Vulkanen er i dag under konstant overvågning.

Familiemæssige bånd afsløres eller antydes ofte af den kropsholdning og positur, de fundne skeletter har, såsom mænd, der omfavner deres hustruer, og mødre, der dækker deres børn med deres krop.

Det har dog ikke været muligt at foretage DNA-analyser, som kan bekræfte de familiære tilhørsforhold, fordi de høje temperaturer ved udbruddet har ødelagt knoglemarven.
Nye spor til at fastlægge dato

Som et sidste kuriosum hjælper fundene til nærmere at fastlægge datoen for selve udbruddet.

I 1984 fandt man et skelet i Herculaneum med rester af en pelshue. Til det kan lægges, at afstøbninger af de døde fra Pompeji viser, at folk bar stofrigt og tungt tøj.

Traditionelt angiver man i litteraturen datoen til 24. august år 79 e.Kr. Men i de antikke manuskripter og afskrifter af Plinius d. Yngres breve svinger datoen.

Datoen svinger mellem mere end 12 forskellige angivelser: mellem nonum kal(endas) septembres (24. august) til nonum kal(endas) decembres (23. november).

Faktisk er der blandt de fundne frugter både ferskner, rønnebær, æbler og granatæbler, hvilket kunne antyde en dato efter sommeren.

Samtidigt blev vinamforerne ikke fundet i kældrene, men i køkkenerne, netop fordi den første accelererede ældning skulle ske under varmepåvirkning, et tegn på at vinhøsten netop var afsluttet.

Der er derfor næppe nogen tvivl om, at udbruddet, der ødelagde Pompeji og Herculaneum i år 79 indtraf et sted i oktober, og ikke om sommeren i august.

NB: Vulkaneksperten er ikke enig i denne konklusion.