NATURKATASTROFER: Uden vulkaner og jordskælv ville Jorden være lige så død som Månen

Dramatiske tv-billeder af røg og aske har i den forløbne uge blandet sig med lange reportager om strandede flypassagerer, der forståeligt nok har været fyldt med frustration over den vrede islandske vulkan Eyjafjallajökull.

I vores teknologiske tidsalder er vi ikke mere vant til, at der stadig er situationer, hvor naturen er den stærkeste.

Men dybest set bør vi glæde os over asken fra Island. Det er jo et tegn på, at vores planet er geologisk levende.

Da jeg tilbage i 1980’erne læste geologi ved Københavns Universitet yndede en af vores lærere, Erik Schou Jensen, jævnligt at sige, at der var nu ikke noget så livsbekræftende som et godt vulkanudbrud.

Erik Schou Jensen omkom desværre for et par år siden, da han var rejseleder for en gruppe geologiinteresserede turister i Grønland, så man kan ikke ringe til ham og få hans bemærkning uddybet.

Men det er heller ikke nødvendigt. For jeg husker stadig hans svar, når han blev spurgt om, hvorfor vulkaner – og for den sags skyld også jordskælv – var så livsbekræftende.

Uden vulkaner og jordskælv ville Jorden være geologisk død. Ligesom Månen. Og der ville være lige så meget liv på Jorden, som der er på Månen – nemlig ingenting.

Naturkatastrofer som vulkaner og jordskælv kan være dødelige for dem, som er så uheldige at blive ramt af dem. Men dybest set er et vulkanudbrud ingen katastrofe, men en forudsætning for, at vi i det hele taget er her.

En vulkan i udbrud er et frygtindgydende syn. Enorme røgskyer blander sig med aske og lava, der bobler op fra Jordens indre og langsomt flyder ned af bjergsiderne.

Røgen er fyldt med gasser og vanddampe. Siden en klump støv og sten i verdensrummet for 4,6 milliarder år siden fortættede sig og dermed blev til Jorden, har millioner af vulkanudbrud på den måde i bogstaveligste forstand bragt oceaner af vand op til overfladen.

Det regner med gødning

Hvis vi ser bort fra det vand, der er kommet til os fra frossent is i kometerne, kommer vandet i verdenshavene og i vores søer og vandløb dybest set fra vulkanerne.

Og når det regner med aske og drypper med lava, regner det i virkeligheden med gødning. Vulkaner bringer næringsrige mineraler op fra Jordens indre, hver gang de er i udbrud.

Områder med mange vulkaner hører derfor til de frodigste på Jorden.

Hvis man eksempelvis rejser i Afrika, er det påfaldende at se de frodige landsbrugsjorde i Østafrikas Rift Valley, hvor en familie kan leve af et lille landbrug, der er på størrelse med et par fodboldbaner.

Men når man kommer på afstand fra Rift Valley, er jorden så udvasket og næringsfattig, at nomadedrift og svedjelandbrug ofte har været den eneste mulighed for at udnytte jorden.

Indtil befolkningseksplosionen i moderne tid har der derfor været så få mennesker, at hovedparten af Østafrika har været overladt til savannen og dermed til dyrene.

Til dagligt tænker vi næppe på det, men vi lever alle på en plade. Her til lands lever vi på den eurasiasiske plade, som støt og roligt driver mod øst med en fart af tre cm om året.

Lever på en plade

På den anden side af Atlanterhavet lever de på den amerikanske plade, som bevæger sig mod vest med en hastighed på to centimeter om året.

Det lyder ikke af meget, men det betyder at afstanden mellem Europa og Nordamerika hvert år øges med fem centimeter.

Tomrummet mellem Europa og Nordamerika fyldes ud med lava – eller rettere med magma, som er det helt korrekte ord for den smeltede stenmasse, der ligger nede i dybet under vulkanerne.

Og der er masser af vulkaner mellem Europa og Nordamerika. Midt ned gennem Atlanterhavet fra nord til syd strækker Den midtatlantiske Højderyg sig med utallige undersøiske vulkaner, for højderyggen er i virkeligheden en spredningszone, der markerer grænsen mellem de to plader.

Et enkelt sted kommer Den midtatlantiske Højderyg op over havets overflade. Det er på Island. Her kan vi se, hvad der sker i havets dyb langs med den atlantiske spredningszone, hvor der med jævne mellemrum vælter op med smeltet magma.

Hele Island er opbygget af vulkaner, og da spredningszonen går midt ned gennem Island, ligger den vestlige del af Island på den amerikanske plade, mens den østlige del af Island ligger på den europæiske plade.

I løbet af gennemsnitligt 20 år, bliver Island derfor én meter bredere i øst-vestlig retning. Bevægelserne sker ikke jævnt, men i ryk. Gennem gentagne jordskælv og vulkanudbrud.

Eyjafjallajökull er derfor blot en af mange islandske vulkaner, og der er adskillige vulkaner på Island, der gennem historien har haft langt større udbrud, end det vi har oplevet lige nu. Eyjafjallajökull har eksempelvis et fælles magmakammer med sin storesøster, vulkanen Katla, der har et krater med en diameter på 10 kilometer, mens Eyjafjallajökull-vulkanens krater kun har en diameter på 500 meter.

Katla har gennem historien haft store udbrud med 40 til 80 års mellemrum, men der har ikke været nogle større udbrud siden 1918 – kun en advarende rumlen. Måske kommer udbruddet i morgen – eller måske først om yderligere 100 år. Selv om bevægelser i magmakammeret og små jordskælv ofte kan advare om at et stort udbrud er forestående, kan man dybest set ikke forudsige, hvornår en vulkan springer, eller hvor voldsomt udbruddet bliver.

I det sydlige Island ligger også vulkanen Hekla, der historisk set er meget aktiv, men som ikke har haft noget større udbrud siden 1947, hvor en askesøjle på 27 kilometer rejste sig over Heklas krater. Udbruddet stoppede først i april året efter.

Da Island historisk set har hørt til Danmark gennem næsten 600 år, var kendskabet til Island og øens mange vulkaner tidligere ganske stort herhjemme. Hekla er således på dansk blevet afledt til Hekkenfeldt, og når vi beder folk om at skride af Hekkenfeldt til, beder vi dem altså i virkeligheden om at skrubbe af til Heklas øde og ildelugtende vulkanske bjergsider.

I den gamle danske folketro var Hekkenfeldt og dermed nutidens Hekla et ondt sted, hvor hekse fra hele Norden holdt møder med Fanden selv.

Hvis man ser på et verdenskort over vulkaner og jordskælv er der et påfaldende sammentræf. I områder med mange vulkaner, sker der også mange jordskælv.

Vulkaner og jordskælv er nemlig nært forbundne. Både jordskælv og vulkanudbrud sker som regel der, hvor jordens plader støder sammen, for pladerne er hele tiden i bevægelse.

For at forstå hvad der sker, kan man sammenligne Jordens indre med en varm kop kaffe. Når man hælder et lille skvæt kold mælk ned i kaffen, kan man se, hvordan mælken bevæger sig rundt i kaffen.

Det er temperaturforskellene mellem den kolde mælk og den varme kaffe, der får mælken til at bevæge sig, selv om vi ikke rører rundt i kaffen.

På samme måde er der bevægelser i Jordens flydende indre, hvor der også er store temperaturforskelle. Bevægelserne som følge af temperaturforskellene kaldes for konvektion.

Selve Jordens indre er fast som følge af det voldsomme tryk. Men ellers er Jordens varme indre hele tiden i bevægelse. Det sker i en helt anden målestik end i en kop kaffe, for Jorden er opdelt i en række konvektionsceller, der strækker sig 3000 kilometer ned i dybet og som driver Jordens plader rundt i en evig bevægelse.

Nogle steder glider de bort fra hinanden, som man ser det ved Island og Den midtatlantiske Højderyg. Andre steder glider de langs med hinanden, som det eksempelvis er tilfældet i Californien. Og så er der de mest dramatiske steder, hvor de rammer ind i hinanden. Eksempelvis i Himalaya. Hele Himalaya-bjergkæden er nemlig blevet skabt ved at den indiske plade er kommet drivende fra syd og er stødt ind i den asiatiske plade.

Det er store kræfter, der slippes løs ved de store vulkanudbrud og større jordskælv. Her kan der frigøres lige så meget energi, som hvis man springer op mod 20.000 atombomber.

Kanarieøerne er vulkanske

Hist og her kan man rundt om på kloden finde store vulkaner, selv om der ikke nogle plader, der støder sammen. De ligger typisk ved det, som geologerne kalder for et hot spot. Her er der – om man så må sige – åbent ned til Jordens indre, og derfor kan en stor vulkan rejse sig over det omgivende landskab og spy om sig med ild, aske og lava.

Sådanne hot spots kan ligge på det samme sted i millioner af år, men da Jordens plader jo er i bevægelse, flyder pladerne hen over det enkelte hot spots. På den måde dannes der en hel række vulkanske øer, som har den sammen oprindelse.

Galapagos-øerne, Hawaii og De Kanariske Øer er således dannet på denne måde. Ved de kanariske øer ligger de ældste øer længst med øst. Fuerteventura og Lanzarote er i dag golde og sandede, men engang har de været så frodige som de nyeste øer, bl.a. La Gomera og La Hierro, der ligger længst mod vest.

Mange nordjyder har på en ferierejse til Tenerife besøgt øens indre og dermed bjerget Teide, som faktisk er verdens tredjestørste vulkan, der senest har været i udbrud i 1909.

Så det er ikke kun på Island, at man kan møde vulkanernes vrede og kilometerhøje askeskyer, der for en stund kan ødelægge ferieplanerne og minde os om, at trods alt vores nymodens teknologi er naturens kræfter stadig de største.