Artikel om Mount Saint Helens og historien om den gamle mand og vulkanen.

Den 18. maj 1980 eksploderede vulkanen Saint Helens.

Gamle Harry Truman ville blive på sit bjerg.

Ned langs med Stillehavskysten, i staterne Washington – Californien – Oregon strækker en af de smukkeste bjergkæder sig, Rocky Mountains. Parallelt hermed ligger Cascadebjerkæden med 15 vulkaner, som må betragtes mere eller mindre aktive, og det er nogle grimme vulkaner – disse karle. Området har kun været beboet i 300 – 400 år, men gamle indianske sagn beretter om voldsomme udbrud. En af vulkanerne har en dansker endda lagt navn til, Peter Lassen, der fra Farum kom til Californien som nybygger i sin tid. Iøvrigt kom han ulykkeligt af dage, da han ville mægle imellem en indianer og en hvid tilflytter.

Fra Seattle kan man skimte to kæmpehøje snedækte majestætiske vulkankegler, Mount Rainer mod syd, og Mount Baker mod nord, begge aktive, men sovende vulkaner, der for mindre end 100 år siden har haft voldsomme udbrud. I starten af 1986 begyndte en række små jordskælv at ryste egnen omkring Mount Baker, ca. 100 kilometer fra Seattle. Amerikanerne var så småt begyndt at vente et udbrud, men ligeså brat holdt det op igen.

Millionbyen Seattle ligger i sikkerhed for lavastrømme, men er til gengæld udsat for askeregn. Cascadebjergenes vulkaner er som tidsinstillede bomber og alle et resultat af kontinentaslpladernes bevægelser. At de kan blive virksomme har vi talrige beviser for. De er en del af ”Ildringen”, den vulkanrække, der strækker sig rundt og langs med hele Stillehavskysten.

Cascadevulkanerne er for det meste stratovulkaner(d.v.s. lagdelte) de fleste opstået i tertiærtiden som skjoldvulkaner(d.v.s. med tyndtflydende basaltiske lavastrømme), men senere hen med mere tyktflydende og sure lavatyper.

På grund af risikoen for eksplosioner og udbrud i disse vulkaner oprettede U.S.A.`s regering permanente vulkanobservatorier bl.a. i Seattle og i Vancouver ved Oregon.

Gamle Harry og hans bjerg.

Den yngste af vulkanerne er Mount St. Helens, der eksploderede i maj 1980.
St. Helens var berømt i Amerika som Fujiyama i Japan. Man kaldte vulkanen Fujiyama, for bjerget lignede den japanske vulkan. Smuk og majestætisk i al sin vælde. Et næsten 3000 meter højt snedækt bjerg, beklædt med tætte nåleskove opad skråningerne og i omegnen.

På nordsiden ved vulkanens fod lå en af de yndigste skovsøer, man kunne tænke sig, Spirit-Lake(Åndssøen). Ifølge gamle indianske sagn holdt både gode og onde ånder til ved søen. Her ved Spirit Lake og Mount St. Helens boede den gamle Harry Trumann. Harrys hjem var hans slot, og ingen konge kunne ønske sig et skønnere sted at bo. Hans ”lodge” (skovhytte) lå her ved foden af den 3000 meter høje vulkan. Harry lejede værelser og skibe ud til de besøgende. Alt var såre godt. Det eneste problem i Harry Trumanns paradis var, at Mount St. Helens var en sovende vulkan, og den var ved at vågne til live igen efter mere end 120 års hvile.

I 1980 havde Harry Trumann boet ved foden af vulkanen i 54 år. Det var hans plads. Han købte den første lodge, som han byggede om og gjorde større. Her havde han boet med sine tre hustruer. Hans sidste hustru var død for kun 4 år siden. Han tilgav aldrig Gud for, at hun efter ca. 1 døgns sygdom var blevet taget fra ham. Alle Harrys ægteskaber var barnløse, men søskendebørn besøgte ham meget. Efter den sidste hustrus død trak Harry sig ind i sig selv. Han lejede ikke så meget mere værelser ud hverken til feriegæster eller campister. Han nøjedes med at holde skindet på næsen, som han sagde.

Flere gange var han blevet tilbudt op til en halv million dollars for at sælge lodgen, men det ville Harry slet ikke høre tale om. ”Hvor skulle jeg slå mig ned. Det vil tage livet af mig”, sagde han. I 1980 gik Harry i sit 84 – tyvende år.

Vulkanen vågner.

Den 20. marts 1980 skulle blive en skelsættende dag for ham. Klokken 15.45 om eftermiddagen rystede jorden for første gang i mange år. Harry kunne slet ikke forestille sig, at hans bjerg, som han talte til i ny og næ, og som han hævdede talte til ham engang imellem, skulle blive årsag til den kommende tids mere og mere hyppige jordrystelser.

Nu begyndte de besøgende at blive mere og mere væk fra Spirit-lake og egnen omkring St. Helens. Til gengæld kom nu geologer og vulkaneksperter til istedet. Harry trumann fik sig mange samtaler med dem. Han mente at være i sikkerhed i sit hjem ved søen. Skulle der komme lava ned ad bjerget ville en høj jordvold, der lå imellem vulkanens fod og lodgen beskytte ham. Kom der aske – og gasskyer, kunne han krybe ind i en lang tunnel i nærheden og opholde sig der til faren var drevet over, mente han.

Politi og militær udarbejdede en evakueringsplan, som blev offentliggjort i TV og presse. Kun rapportere og journalister fik lov til at besøge Harry i hans hjem for interwievs. På få dage var Harry Trumann en folkehelt i U.S.A. ”Jeg er den eneste heroppe i skoven ved bjerget”, sagde han. ”Jeg forlader ikke stedet her”.

Den 27. marts sprængte gasser et kraterhul i vulkanens top, hvorfra eksplosioner med mellemrum sendte askeskyer og sten højt til vejrs. Det nye krater var ca. 20 meter bredt. Mange steder var der opstået revner og sprækker på vulkanens skråninger. Sneen smeltede også på grund af den tiltagende varme i vulkanens undergrund.

Harry kunne ikke lide de mange jordrystelser. De bekymrede ham mere end selve vulkanen. ”En tidlig morgen blev jeg slynget ud af sengen kl. 5.00”, men med sine 16 huskatte og sin dejlige Lassiehund følte han sig tryg. Journalister tog billeder af ham, hvor han sad på verandaen med et whiskyglas i sin hånd. ”Harry var en mand, der elskede at være i centrum for opmærksomhed”, fortæller hans niece i en bog om sin onkel. ”Min onkel fortalte alle og enhver, at det kan godt være, at geologerne ved mere om, hvad der er indeni selve bjerget end jeg, men jeg kender bjerget bedre end dem. Jeg har boet her i over 50 år. Jeg taler med dette bjerg, og det taler til mig”, fortæller Shirley Rosen.

Endnu et krater åbnede sig i april på vulkanen, hvorfra gaseksplosioner sendte askeskyer til vejrs. Nu observerede vulkanologerne, at på nordsiden af bjerget svulmede en bule ud på selve bjergflanken. Den blev langsomt større og større. Et bevis på, at der samlede sig magma(glødende lava) indeni vulkanen på dette sted, men trykket var endnu ikke stærkt nok til en eksplosion.

Nu fik Harry Trumann besøg af journalister fra National Geographic Magazine. Han fortalte dem om de mange seneste døgns små jordrystelser og dyrenes uro. Han kaldte det et show. Til en forsamling på 40 rapportere fortalte han, at han var sikker på, at dette bjerg ikke ville gøre ham noget ondt.

En hel nation holdt i ånde.

Den 2. april skælvede jorden og bjerget med en styrke målt til næsten 5,0 på Richterskalaen. Lavaen pressede sig endnu højere op indeni vulkanen, og damp- og gaseksplosionerne blev stærkere. De næste par dage fulgte flere rystelser af nogenlunde samme styrke.

Nu begyndte Harry at få så meget post ind ad døren, at han dårligt nok kunne læse det altsammen. ”Det ender med, at jeg får så mange breve, så jeg bliver begravet i dynger af breve istedet for lava”, spøgte han. ”Jeg kunne ikke nå at læse det altsammen på et år”. Mange breve kom fra kvinder, der med spænding fulgte Harrys skæbne. En del af dem ville besøge ham, og en dame skrev: ”Jeg er en stærk kvinde. Dygtig til at ordne hus og hjem. Jeg kan blive dig en god kone”. Han svarede hende kort: ”Du bliver hvor du er”.

Mange skolebørn sendte Harry breve. Brevene kunne få ham til at græde. ”Disse breve kommer fra fremtidens amerikanere. Der er ikke et eneste eller bebrejdende eller dårligt brev imellem”, sluttede han. ”Skulle jeg dø imorgen, så har jeg fået alt, hvad jeg har haft lyst til”.

Nu fulgte en tid, hvor vulkanen blev mere rolig. Mindre jordrystelser mærkedes, og man begyndte at tale om, at bjerget nok faldt til ro igen. En avis skrev, at ”Ildbjerget”, som indianerne havde kaldt Mount St. Helens, sikkert ville falde i søvn igen.

Men i slutningen af april begyndte jordskælvene igen at blive hyppigere. Guvernør Dixy Lee Ray deklarerede, at den røde forbudte zone skulle udvides med 10 miles rundt om vulkanen. Fra den 7. maj begyndte stærkere eksplosioner at finde sted, mens jordskælvene tog til i styrke. Harry Trumann fik nu besøg flere gange om dagen af militær og politi, der skulle inspicere skovene.

Isen og sneen på vulkanens skråninger smeltede mere og mere. Vulkanologerne var sikre på, at det kun var et spørgsmål om tid, inden vulkanen ville eksplodere. Lørdag den 17. maj var Harry Trumann ved at vande sin græsplæne, da nogle forbipasserende i en patruljevogn hilste på ham. Det var sidste gang, man så ham i live.

Harry blev på sit bjerg.

Søndag morgen kl. 8.40 blev Harry Trumanns niece ringet op af sin søster: ”Skynd dig at åbne for nyhederne. Mount St. Helens er eksploderet for 10 minutter siden”. Shirley skyndte sig at åbne for fjernsynet.
Et jordskælv på 5,0(Ritcherskalaen), havde fået den bule af lava, der i længere tid havde hævet sig på bjergets nordflanke til at åbne sig. Resultatet var en enorm eksplosion og trykbølge, som i form af hede og gasrige askelaviner væltede sig nedover bjergsiderne. Selve eksplosionen udløste en energi af en 10 megaton atombombe, og braget kunnet høres 350 kilometer væk.

3 kubikkilometer af bjerget blev forvandlet til aske og slagger og ført 20 kilometer op i luften og drev med vindretningen østpå. I store dele af statem Washington – Idaho og Montana faldt flere centimetre tykke askelag. Sneen og isen på vulkanskråningerne, der var delvis smeltet blandede sig med asken og i form af store dybe mudderfloder og strømme opslugte det alt, hvad der lå i vejen af huse, biler, broer – og gjorde det hele til ukendelighed. ”Spiritsøen”, hvor Harry Trumanns hjem havde ligget – blev på sekunder forvandlet til en dampende mudderpøl.

Det var ikke lavastrømme, men aske, dynd og gasser, der forårsagede katastrofen. Over 70 mennesker blev meldt savnet efter eksplosionen. Nogle fandt man seneres forkullede og forbrændte til ukendelighed i deres biler og flere steder i nærheden af vulkanen.

Harry Trumann eller hans lodge har man aldrig fundet rester af. En uges tid efter katastrofen blev han officielt erklæret for omkommet. Den 14. juni afholdtes en mindegudstjeneste i Longwiev, hvor man rejste en sten med inskriptionen:

”HARRY TRUMANN

FØDT OKTOBER 20. 1896.

DØD MAJ 18. 1980.

EN MAND MED STOR TAPPERHED SOM IKKE KUNNE FORLADE SIT BJERG

Præsten sagde bl.a. ”Måske Harry ikke forstod Gud, hvilket måske ikke gjorde Gud så vred. Men måske Gud heller ikke forstod Harry. Harry var en mand, der kendte naturen. Han modarbejdede ikke naturen. Han respekterede den. Han var en skabning af den cyklus eller periode, som kun naturen kan blive. Hvorend Harry er nu, og hvis han kan se, hvad der foregår her nu, vil han sige: ”Begynd nu ikke at græde over mig. Jeg fik, hvad jeg ønskede. Gå og ha en god tid. Han døde med støvlerne på. Så ingen tårer for Harry Trumann.

MÅ HANS SJÆL LEVE VIDERE”

”Men jeg tror jeg kan se et smil på hans ansigt for han levede og døde på hans specielle plads, og alt han ville spørge Gud om for hans skyld er en plads i evigheden som Spirit – søen ved Mt. St. Helens”

”Harry Trumann 1896 – 1980”.

”Det er så afgjort en misforståelse. Nogle gør det meget svært for mig og loven og mange andre. Jeg har ingen interesse i at forlade stedet her. Jeg har ikke haft stærke grunde til det, og alle ved det. Nordsiden har ladet mig alene totalt. Jeg er her på nordøstsiden. Der er ingen sten, ingen aske, ingenting på min side. Jeg havde nogle, der spurgte mig, hvorfor jeg blev, hvad jeg gjorde heroppe. Dette er mit liv. Spirit – søen og Mount St. Helens – mit liv, venner. Jeg har levet her for 50 år – det er en del af mig. Dette bjerg og denne sø er del af Harry trumann, og det er en del af det”…

17. maj 1980.

Vulkanen Mt. St. Helens er aktiv som altid, men er nu faldet mere til ro. I 1982 deklarerede U.S.A.`s daværende præsident Reagan, at et 110.000 agre stort område udenom vulkanen skulle fredes som ”Mt. St. Helens National Vulkanpark”.

Copyright: Henning Andersen