Hellige bjerge, højtliggende områder, der hæver sig tydeligt (mindst 200 m) over det omliggende terræn. I bjergkæder varierer formerne fra skarpe kamme med spidse tinder til afrundede rygge. Enkeltstående bjerge har ofte kuppel- eller kegleform eller findes som afgrænsede plateauer med plan overflade og stejle sider.

Bjerge dannes i de zoner på Jorden, hvor to lithosfæreplader bevæger sig mod hinanden (konvergenszoner), så dele af jordskorpen trykkes ned og deformeres. Derved forstyrres masseligevægten i jordskorpen, og en efterfølgende hævning (isostasi) vil tilstræbe at genoprette denne ligevægt. Derved kan sedimentlag, der oprindelig er dannet i havet og senere tektonisk foldet, hæves som foldebjerge. Udviklingen af foldebjerge tager flere mio. år. De højeste dannes, hvor to kontinenter kolliderer som fx i Himalaya. Foldernes hældning og rytmiske forløb med sadler (antiklinaler) og trug (synklinaler) afgør den videre landskabsdannelse.

Med tiden vil erosionens nedbrydende virkning omforme foldebjerge til mere eller mindre nedslidte foldebælter. Ved fornyet hævning og erosion dannes erosionsbjerge. I disse fremstår rester af det oprindelige højland som bjergmassiver med flade toppe på de højeste bjerge mellem dybt nedskårne dale. Fjeldkæderne i Norge og i de østgrønlandske kystområder er eksempler herpå. De er hævet omkring et nydannet spredningsocean (Atlanterhavet).

De tektoniske spændinger, der opstår ved en kontinent-kontinent kollision, kan forplante sig langt ind i pladerne og her udløse forskydninger langs forkastninger, så der opstår indsynkninger eller gravsænkninger som fx i Rhingraven eller brudbjerge som fx Erzgebirge, Harzen og de skånske horste, bl.a. Kullen.

Vulkaner er ofte skjold- eller kegleformede og dannes relativt hurtigt. De optræder som regel i konvergenszonerne langs de kontinentale riftzoner, som fx Kilimanjaro, eller i divergenszonerne, fx i Den Midtatlantiske Ryg.

I den religiøse kosmologi hører bjerge til den guddommelige sfære. Et bjerg forbinder himmel og jord; som en skyomkranset, urokkelig lokalitet, måske endda vulkansk, hører det til himlen, og bjerge er ofte blevet opfattet som himmelguders bolig, fx Olympos i det antikke Grækenland.

Det er en udbredt mytologisk forestilling, at der i urtiden fandtes et kosmisk bjerg i verdens midte, hvorigennem verdens akse mentes at gå. Et sådant bjerg lokaliseres til en konkret bjergtop og udtrykkes evt. symbolsk i bygningsværker som Borobudur på Java. Pyramider, tempeltårne (som babylonernes ziggurater) og gotiske kirkespir kan gengive menneskets himmellængsel.

Guderne opfattes ofte som tabu. I jødisk sammenhæng er det således kun Moses, der direkte kan møde Jahve på Sinai (2.Mos., 19,16f. og 20,18); herved er bjerget helliggjort, så blot det at berøre det vil medføre døden.
I religiøs praksis er bjerge ofte genstand for valfart, fx Fuji i Japan og Adam’s Peak på Sri Lanka; sidstnævnte er valfartsmål for hele fire religioner: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; muslimer, der mener, at Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradiset; hinduer, der knytter guden Shiva hertil, og indiske thomaskristne, der forbinder apostlen Thomas med pilgrimsfærden.