Projekt.

Deleemne: Pompeji og Vesuv.

Skrevet af: Søren Nørregaard Clemmensen.

Napoli området den 24. august år 79.

Jeg valgte dette emne, fordi jeg engang så en god film om vulkaner (Volcano), og derfor blev jeg lidt interesseret i vulkaner. Da vi så fik overemnet: ”Spor”, valgte jeg, at jeg ville skrive om en vulkan, der har forsaget en katastrofe med spor efter sig, men jeg vidste ikke hvilken.

Så foreslog min mor, at jeg kunne skrive om Vesuv, da hun engang havde været i Italien og se den, og derfor valgte jeg dette emne.

Jeg har valgt, at mit projekt skal handle om den førhen begravede by: Pompeji og vulkanen der begravede den: Vesuv. Før år 79 var Pompeji en ganske normal romersk by, indtil et udbrud fra vulkanen Vesuv begravede den for samtidig at udødeliggøre den. Den blev udødeliggjort, da arkæologer begyndte at udgrave den, fordi alt i den tidligere normale by var utroligt velbevaret. Man kunne ligefrem se menneskene, der var blevet stivnet, da de vulkanske stoffer væltede ned over dem. Den kropsholdning, som aftrykkende af ligene blev fundet i var præcis den samme, som den var i deres livs sidste øjeblik.

I dette projekt vil jeg også forsøge, at forklare hvad fundet af Pompeji har betydet. Før man fandt de forskellige, tidligere hverdagsting, som man havde brugt i Pompeji frem til Vesuvs udbrud, vidste man nemlig ikke ret meget om datidens verdensherskere (romerne).

Pompeji var dog ikke den eneste by, der blev begravet under Vesuvs udbrud. Byen Herculaneum, der er en del mindre end Pompeji, blev også begravet, og den by har arkæologerne også fået udgravet (faktisk før man udgravede Pompeji), og der fandt man, også en del god information om romerne.

Jeg har bl.a. valgt, at mit deleemne skal handle om overstående, fordi jeg altid har været en lille smule interesseret i vulkaner, efter at jeg så filmen: ”Vulcano” i fjernsynet. Da vi så fik overemnet: ”Spor”, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om en vulkan, der havde sat sig nogle historiske spor, men jeg vidste ikke hvilken, da mit kendskab til vulkaner ikke var særlig stort. Da foreslog min mor, at jeg kunne skrive om vulkanen: Vesuv og byen: Pompeji, da hun engang havde været der. I starten syntes jeg ikke det lød som noget specielt, men da jeg fik den første bog om emnet åbnet, var jeg ikke langsom til at bestemme mig. Det hele virkede bare helt utroligt spændende, og det håber jeg også, at læseren af denne rapport vil synes efter gennemlæsning.

Napoli området den 24. august år 79.

Det var en ganske almindelig dag i den italienske by Pompeji. Der havde ganske vist været nogle jordrystelser, men der skulle mere til at forskrække byens befolkning, da der ofte forekom små rystelser i jorden i byer der lå nær middelhavet (pga. noget der hedder pladetektonik, som jeg vil forklare lidt om længere henne i rapporten). Alt åndede fred og ro, og ingen bekymrede sig om andet end deres daglige ting. Men det skulle senere vise sig at være en alvorlig fejl, for der var meget mere at bekymre sig om. Det var nemlig denne dag, hvor det som man dengang troede kun var et uskadeligt bjerg pludselig viste sig, at være end livsfarlig, ildsprudende vulkan der både kunne og ville dræbe alt omkring sig.

Og alt det der var omkring Vesuv var faktisk ret meget, for dengang ville menneskene (præcis ligesom i dag) gerne bo de steder, hvor der var en flot natur og frugtbar jord, og det var der i Napoli-området hvor Vesuv og Pompeji ligger, og det er der i øvrigt stadig den dag i dag. Dette er også grunden til, at mange mennesker stadig bor i området omkring Vesuv selvom, at de er klar over, at der altid er en lille risiko for et udbrud, der kan blive deres endeligt. De kan ganske simpelt ikke stå imod den flotte natur, som de bliver fristet med i Vesuv-området. Men nok om det.

Den 24. august kl. ca. 13:00 observerede et par af indbyggerne i Pompeji en usædvanlig røgsky, der befandt sig lige over det, man dengang troede var et bjerg (vulkanen Vesuv). Man vidste dengang ikke, at Vesuv var en vulkan, da den ikke havde været i udbrud i omkring 800 år.

I dag er man så sikre på, at klokken var ca. 13:00 pga. Plinius den Yngres beretning, som jeg nok skal komme nærmere ind på længere henne i denne rapport.

Da rygtet om røgsøjlen var blevet spredt over hele byen, begav et par mænd sig mod bjerget pga. nysgerrighed/dumdristighed for at finde ud af, hvor denne røgsky kom fra, og hvorfor den var der.

Det skulle dog senere vise sig, at det havde været langt klogere bare at flygte, men det vidste man jo ikke dengang. Jorden begyndte at skælve mere og mere, og til sidst gik Vesuv i udbrud. Det var et fåtal, som var hurtige nok i fatningen til at tage konsekvensen og flygte, mens de fleste indbyggere pga. frygt valgte at krybe sammen i deres huse. Dette udbrud var langt kraftigere end normale udbrud, da dette var et plinisk udbrud (forklaring på plinisk kommer i afsnittet, hvor jeg interviewer en vulkanolog).

Af dem der flygtede, var det dog også kun de hurtigste og de smarteste, der overlevede. Man skulle være meget hurtig pga., at lavaen kom væltende meget hurtigt, men man skulle også være smart nok til hele tiden at vælge den bedste vej (den vej hvor lavaen ville have sværest ved at skylle igennem). Der er mange måder at blive dræbt af en vulkan på. Den mest kendte måde er selvfølgelig, at den ufatteligt varme lava(magma) skyller hen over en og ganske simpelt brænder en (ligesom man ofte ser i tegneserier), men det var ikke tilfældet med Vesuvs ofre i år 79. De blev dræbt på den oftest forekomne måde, nemlig af de store nedfald af pimpsten (en sten der dannes i en vulkan, når dens gas slipper ud, og når det er sket, bliver stenen skudt højt op pga. det høje lufttryk i en vulkan og så gør den meget ondt at få i hovedet), og aske der ganske simpelt begravede dem. Der er dog også en teori blandt nogle arkæologer om, at nogle blev dræbt, af det der kaldes en pyroklastisk strøm, som er en bølge af giftig gas. Men der er ingen, der med sikkerhed kan sige, at den ene teori var årsagen til popeijanernes død og derved udelukke den anden. Det er selvfølgelig også en chance for, at nogen kan være blevet dræbt af den pyroklastiske strøm, mens andre kan være dræbt af pimpstenene og asken. Ingen ved det helt sikkert.

Før det altødelæggende udbrud i år 79 var der en række advarsler for, at et vulkanudbrud ville komme. Disse advarsler blev dog ignoreret, da man intet vidste om vulkaner. Selvfølgelig kunne man dengang ikke vide, at det var en vulkan, der forsagede de jordrystelser man havde, men havde der ligget en vulkan omkring en storby den dag i dag ville vort hypermoderne teknologiske udstyr have alarmeret os, så vi kunne nå at komme væk, hvis det da i så fald havde alarmeret os i god nok tid. Men det havde de som før sagt jo ikke dengang, men alligevel fik de nogle advarsler, som kunne have gjort dem opmærksomme på problemet, hvis deres viden om vulkaner havde været lidt bedre. Herunder har jeg skrevet de tegn, der kom før udbruddet.

Disse jordrystelser bekymrede ingen sig om. De var jo så normale. Hvad man dog ikke vidste, var at grunden til disse jordrystelser, var det utrolig høje lufttryk, der befandt sig nede i Vesuv.

Der var et jordskælv, som var langt mere alvorligt end de andre, og selvom det skete 17 år før udbruddet i år 79, var det et lille vink om, at der ville ske et udbrud. 17 år før Pompejis endeligt var der nemlig et jordskælv, der var utroligt kraftigt og kostede mange liv. Arkæologer mener faktisk, at dette jordskælv havde samme styrke, som det jordskælv der i 1989 hærgede San Francisco, og San Franciscojordskælvet havde en styrke, der blev målt til ca. 6,3 på Richter skalaen, hvilket er meget kraftigt. Rekorden for jordskælv er 8,6 på Richter skalaen.

De materielle skader som jordskælvet havde forårsaget, var man ikke engang helt færdige med at udbedre, før Pompeji blev begravet i aske, pimpsten og andre vulkanske stoffer.

Dengang da jordskælvene kom, havde det pompejanske folk ingen anden forklaring på dem, end at det måtte være guderne, der viste deres vrede. Og det kender vi danskere jo for i vikingetiden, da man troede på Odin, Tor og alle de andre aser/guder, var man jo også fuldstændig sikre på, at tordenvejret stammede fra Tor, der svingede sin hammer.

Romerne var et meget moderne folk. Det siges, at de var de første i verden, der fik vandhaner til deres huse, og når man havde det i resten af Italien, havde det pompejanske folk det naturligvis også. Dagen hvor det frygtelige udbrud skete, holdt vandet pludselig op med at strømme ud fra hanerne. Det tog nogen som en straf fra guderne, mens andre mente, at man bare skulle finde en ny kilde at koble vandrørene til, da den gamle måtte være udtømt. Det nåede man dog ikke, før udbruddet kom. Grunden til at vandet forsvandt, var at der var blevet så utroligt varmt i undergrunden, at rørene smeltede, eller blev brændt op, af de flammer der raserede i undergrunden, før trykket i vulkanen blev højt nok til at skyde dem ud.

I dag ved vi, at fugle i hundrede- ja måske endda i tusindvis, havde forladt området omkring Vesuv før det store udbrud. Det ved vi pga. fortællinger fra den tid, som jeg nedenunder vil forklare lidt om.

Efter ornitologiske undersøgelser mener de førende ornitologer (folk der har studeret fugle), at fugle har en slags sjette sans, der kan fornemme, hvis en naturkatastrofe er ved at opstå. Og ifølge en af de øjenvidne beretninger havde det ikke været til at opspore så meget om en enkelt fri fugl i dagene før udbruddet.

Personligt har jeg normalt lidt svært ved at tro på den slags ting med sjette sanser osv., men det kunne jo sagtens være, og alle og enhver er jo klar over, at dyr har evner, som mennesker ikke har og omvendt for dens sags skyld.

Selvom at chancerne for at overleve et vulkanudbrud som det Vesuv havde for næsten 2000 år siden er minimale, var der dog nogen, der nåede at komme i sikkerhed. Blandt disse var den 17 årige Plinius den Yngre, der efter sin død blev verdenskendt, pga. nogle breve han sendte til sin ven Tacitus, der var historiker. Disse breve handlede om Plinius den Yngres onkel, der hed Plinius (kaldet Plinius den ældre), der omkom pga. sin nysgerrighed over den røgsøjle, der stod op fra Vesuv før udbruddet. Brevene handler selvfølgelig også om selve udbruddet.

Da man endelig fandt ud af, at et vulkanudbrud ventede, kom en af Plinius den Ældres kammerater i vanskeligheder, og så prøvede Plinius den ældre at redde ham. Dette redningsforsøg mislykkedes dog samtidig med, at det kostede Plinius den Ældre livet. Der var også en romersk skoledreng ved navn Lucius, der undslap vulkanens farer, og der er fundet et brev, som han sendte til sin fætter.

En romersk digter der ifølge hans egne fortællinger oplevede udbruddet på passende afstand har skrevet dette:

Tænk hvor vidunderligt, når engang de hærgede agre grønnes på ny. Mon da folket vil tro, at her ligger begravede byer og svundne slægtled dybt under mulde(muldet), og at havet trak sig tilbage fra den smilende kyst. Stedse dog truer dens top og varsler død og fordærv påny.

Her har jeg lavet en forkortet version af det første af Plinius den Yngres breve, samt korte referater af Plinius den Yngres andet brev og det brev som Lucius skrev.

Brev 1 af Plinius den yngre:

”Kære Tacitus. Du beder mig fortælle om min onkels død for at kunne berette om den for eftertiden. Det siger jeg dig tak for, for jeg er klar over, at hans død kan vente et udødeligt ry, hvis den bliver fortalt af dig.

Min onkel befandt sig i misenum og førte personlig kommando over flåden. Den 24. august ved et-tiden om eftermiddagen fortalte min moder ham om en sky, der var usædvanlig både i størrelse og udseende. Onkel havde netop ligget i solen og derpå taget et koldt bad – fået lidt at spise og var nu i gang med sine studier. Han bad om sine sandaler og gik op på et sted, hvorfra han kunne iagttage naturfænomenet.

Der rejste sig en sky, men når man betragtede en på lang afstand var det umuligt at afgøre, fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide at den kom fra Vesuv. Skyen mindede i facon mest om en pinje (et pinjetræ), idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom med grene.

Som den lærde mand min onkel var, fandt han at han måtte undersøge fænomenet på nærmere hold.

Lige da han var på vej ud af døren, modtog han et skriftligt budskab fra en veninde der frygtede for hendes liv pga. at jorden skælvede om aldrig før. Da ændrede min onkel straks planer. Da han kom røgskyen nærmere, faldt asken fra røgskyen og temperaturen blev varmere og varmere. En i hans besætning foreslog at de skulle vende om men da svarede min onkel blot: ”Lykken står den kække bi”.

Da han havde fået veninden om bord viste der sig pludselig flammer på Vesuv.

Senere døde min onkel af de nedfaldende pimpsten og asken.

Min moder og jeg var på dette tidspunkt i sikkerhed og jeg har fået denne beretning af en ven af min onkel der nåede at undslippe Vesuvs vrede. Men det kommer jo slet ikke sagen ved da du kun har udtrykt ønske om at høre om min onkels død. Nu må du selv plukke og finde ud af hvad der skal beskrives i historiebøgerne. Husk: ”Et er at skrive til en ven, et andet er at skrive til hele verden”.

Venlig hilsen Caius Plinius.”

Dette var det første brev. Selv denne forkortede form er meget lang, men jeg synes at det giver et meget godt indtryk, af usikkerheden der herskede denne dag. Det andet brev handler om Plinius den Yngre og hans mors flugt fra de vulkanske stoffer. Flere gange var det nær gået galt, men Plinius den Yngre havde både den kløgt, der skulle til samtidig med, at han også var meget hurtig og heldig.

I Lucius’ brev til hans fætter skrev Lucius om udbruddet, og om hvordan hans bekendte døde som fluer omkring ham, mens kun dele af hans nærmeste bekendtskabskreds overlevede. Det er meget spændende, men det har ikke lige så meget med den overordnede ulykke at gøre, som Plinius den Yngres første brev har, men han fortæller dog et par meget chokerende/interessante ting i brevet.

Bl.a. andet beskriver han, hvordan al asken på ingen tid dalede ned på jorden og dannede et lag på en højde, der svarer til ca. 5 m. Han berettede også om de kraftige jordrystelser, der ødelagde en masse, og som også kostede mange menneskeliv.

Udgravningsarbejdet.

Året er 1592, og arkitekten Domenico Fontanas arbejdere var i færd med at grave en vandtunnel. Mens disse arbejdere var i færd med deres arbejde, stødte man på nogle underlige bygninger. De så meget velbevarede ud, selvom man sagtens kunne se på måden, de var bygget på, at de var meget gamle. Arbejderne fortalte deres chef Domenico Fontana om fundet, men da de havde travlt, beordrede han sine arbejdere til ikke at tænke mere over det, så de kunne fortsætte med tunnelgravningen. Han fortalte dog om, hvad hans arbejdere havde fortalt ham om, men disse rygter blev hurtigt glemt, og det der senere skulle vise sig at være Pompeji var på dette tidspunkt noget man kunne sammenligne med et sagn. Alle havde hørt historien om den begravede by, alle vidste at noget lignende denne historie engang var sket, men alle var ret så sikre på at ruinerne fra byen var rådnet op. Derfor var der ikke ret mange der brugte ret lang tid på at tænke over disse mystiske gamle huse.

I 1689 fandt man en sten med inskriptionen ”Pompeia”, men dette blev også ignoreret og hurtigt glemt.

I 1748 hørte den spanske arkæolog Don Rocco de Alcubierre rygter om de sære huse, som nogle arbejdere mange år forinden havde fundet, og her fik han mistanke om, at de måske kunne høre til en af de byer, der blev begravet ved et voldsomt vulkanudbrud i år 79. I april 1748 startede Alcubierre udgravning. Han havde fået tilladelse til arbejdet af de italienske statsoverhoveder, og satte straks sine arbejdere i gang. Der blev ikke arbejdet så forsigtigt, som vi i dag tit ser det fra arkæologiske udgravninger, da det jo ikke var sikkert, at der overhovedet var en by, og hvis der ikke var nogen by, ville det jo være dumt at spilde al for lang tid på at forsøge at finde den. Så arbejderne blev udstyret med en hakke i størrelse XL, og så begyndte man ellers bare. Der var ikke den store systematik i udgravningen, så man arbejdede bare derudaf. Man kom dog ud på et sidespor, hvad Pompeji angår, da man pludselig fandt byen Herculaneum, der var blevet begravet af det samme vulkanudbrud som Pompeji. Da man havde udgravet Herculaneum, (det tog ikke mange år, fordi Herculaneum er meget mindre end Pompeji) genoptog man så udgravningen af Pompeji. Man var ikke klar over, at det var Pompeji, og i mange år var alle der havde med udgravningerne at gøre, ganske sikre på, at det blot var den lille by ”Stabiae”, man var ved at udgrave. I 1763 finder man dog flere ting (f.eks. et gravsted og et byskilt) med navnet Pompeji på, hvilket fastslår byens identitet.

Det var dog selvfølgelig ikke kun hvilket navn byen, man havde udgravet, havde der var interessant. Faktisk var navnet det, som man var allermindst interesseret i. Det der virkelig var interessant var, at finde ud af hvordan fortidens folk levede. I Italien vidste man dengang nemlig ikke ret meget om romertiden, og det var jo et uhyre interessant emne for enhver italiener at høre om, ligesom vi danskere jo også elsker, at høre om hvordan vore forfædre (vikingerne) tog ud på togter og røvede alt hvad de kunne få fat på. At italienerne engang havde været verdensherskere. Dette gjorde interessen for udgravningerne virkelig stor, og folk kom rejsende fra nær og fjern for at iagttage udgravningerne. Bl.a. var den tyske oldtidsforsker Johann Joachim Winkelmann i 1762 på besøg i udgravningerne, og han skrev meget begejstrede breve til sine venner om disse byer. Endelig kunne man få noget mere information om, hvordan datidens verdensherskere levede. Selvfølgelig havde man i Rom Coloseum, men det kunne jo ikke måle sig med en hel by fra den tid. Pompeji var utroligt velbevaret, da man fandt den pga., at asken har ligget så beskyttende, at Pompeji næsten ikke har kunnet komme i kontakt med ilten, og når man ikke kommer kontakt med ilt, forrådner man næsten ikke. Derfor tog det næsten ingen tid, at restaurere den og allerede i 1700-tallet tjente Italien godt på den, fordi den lokkede så mange turister til.

En af de ting der var så fantastisk ved fundet af Pompeji var, at man kunne se, hvordan hver eneste lille detalje af menneskene havde set ud i dets sidste øjeblik. Da man fandt dem, var kroppene jo næsten rådnet op, selvom ilttilførslen til ligene var så lille, at det helt sikkert har taget meget lang tid for ligene at rådne. Det man gjorde hver gang man fandt et hulrum i al asken var, at man lavede et lille hul, så man kunne hælde noget gips ind i hullet. Når gipsen så var tørret, fjernede man forsigtigt al den forstenede aske, der omgav den, og når dette arbejde var gjort, havde man en fantastisk model, af hvordan liget havde set ud i dets sidste millisekund. Hvert eneste lille ansigtstræk var med, og en arkæolog der havde haft en del med dette arbejde at gøre, udtalte at man nærmest kunne fornemme den skræk, som mennesket havde haft i dets sidste øjeblik ved at kigge på disse gipsafstøbninger.

Tænk bare på hvis vi her i Hobro en dag blev ofre for sådan en ulykke. Det ville selvfølgelig være frygteligt, men det er da fantastisk at tænke på, at i så fald ville vi måske blive fundet om ca. 2000 år, og så ville man kunne genskabe vort sidste øjeblik.

Det er ikke kun i Italien, at man har haft glæde af fundet af Pompeji. Faktisk er de fleste af de slotte, som man byggede i 1700-tallet kraftigt inspirerede af Pompeji, og den berømte Rococco kunst bærer også stærkt præg af noget af det, man fandt i Pompeji.

Den dag i dag er man dog endnu ikke helt færdige med at udgrave Pompeji. Faktisk mangler man ca. en ottendedel, og jeg har snakket med en vulkanolog, som fortale mig, at udgravningsarbejdet gik meget langsomt (med små skeer), og man regnede ikke med at kunne finde mere af værdi i byen, så han troede aldrig, at man blev helt færdige med udgravningen. Hans gæt var ganske enkelt, at det ville blive alt for uinteressant i længden.

Sådan levede man i Pompeji.

Et af de spørgsmål der optog italienerne allermest, da de fandt ud af, at en by havde ligget begravet i så mange år var: ”Hvordan levede vore forfædre?”. Dette spørgsmål er naturligvis interessant, for alle ved jo, hvordan italienerne går op i prestige og hvis de så kunne fortælle verden, at deres forfædre romerne ikke bare havde meget magt, men også var meget civiliserede, ville dette jo være meget dejligt. Og så ville det jo heller ikke gøre noget, hvis man kunne lære lidt af det gamle samfund.

Og romerne havde faktisk et meget civiliseret samfund. Som før nævnt var de højst sandsynligt det første folk på kloden, der havde rent vand, og det udnyttede de også på bedste vis. Dengang havde man nemlig svømmebassiner, næsten magen til dem som vi har i dag. Disse bassiner var dog kun for mænd, da man havde samme holdning til kvinder, som man havde alle andre steder på Jorden på dette tidspunkt. Kvinder havde ganske enkelt næsten ingen rettigheder, medmindre de var gift med en af byens absolutte spidser. De romerske bade blev brugt midt på dagen, når solen stod højest, for der var det alt for varmt til at arbejde. De kvinder der var gift med en af byens højtstående mænd fik lov til at benytte badene, og til dem havde man lavet nogle isolerede svømmebassiner, så mænd og kvinder badede hver for sig.

Dette var dog på ingen måde den eneste mulighed, som det pompejanske folk havde for at slappe af. Man havde nemlig både amfiteatre (hvor gladiatorer kæmpede), bowlingbaner og så havde man selvfølgelig også nogle små, hyggelige restauranter, hvor man kunne hygge sig med en romersk specialitet i middagspausen.

Når den så stod på arbejde igen, vendte mændene tilbage til Forum. Forum var det sted, hvor al byens administration, politik, religion og handel foregik. Pompejis forum er det forum i hele Italien, der er bedst bevaret, og det var da også dette sted, der gav os ubestridt mest at vide om, hvordan man levede dengang (hvilke mønter man brugte, køkkenredskaber osv.).

Omkring forum fandtes også alle byens vigtigste bygninger. F.eks. lå der i forum det, som man dengang kaldte en Eumachia. En Eumachia var det, der i dag svarer til en børs, og ifølge flere arkæologer var en Eumachia det første spæde bud på, hvad der senere skulle blive til den børs, som vi kender i dag. I Eumachiaen kunne rige købmænd investere i værdipapirer på lokale produkter som vin og olivenolie. Hvis der så blev købt meget olivenolie, steg kursen på olivenolie, mens kursen faldt, hvis der ikke blev handlet meget.

Billede af forum efter rekonstuktion.

Pompeji var en stor handelsby, men det var ikke kun handelsmænd, der tjente godt i fortidens Pompeji. Der fandtes også mange håndværkere, der var ganske godt kørende, men selvom de var håndværkere, gjorde de dog ikke det helt hårde arbejde selv. Det havde de slaver til, og selv helt jævne folk havde mindst en slave.

En ting som var meget almindeligt i romertiden var jo at tage med en romersk hær i krig. Det gjorde man også med jævne mellemrum, og det fik enkeltpersonen, der gik i krig faktisk en hel del ud af. Når man indtog en landsby eller lignende, var det jo ikke alle, man dræbte, så nogen blev taget til fange af den romerske hær. Når man så kom hjem til Italien igen, blev disse fanger delt rundhåndet ud til dem, der havde støttet den romerske hær. Af dem blev de tidligere fanger brugt som slaver, hvilket var fuldstændigt legalt dengang. Som slaver blev man sat til alt det, som ingen andre gad lave f.eks. oprydning, madlavning og rengøring.

En af de vigtigste personer fra romertiden blev kaldt en duumvirer. En duumvirer var det, man i dag kalder en borgmester, altså en der bestemmer i byen. Han havde dengang en meget større magt, end en nutidig borgmester har, og man kan sige, at han næsten herskede i det, man kalder enevælde. Han kunne altså stort set bestemme alt. Ville han lave en lov om, at hver borger skulle komme med et stykke mad til ham en gang om dagen, gjorde han det bare.

Men han skulle alligevel passe på ikke at blive alt for upopulær i byen, for man har fundet dokumenter, hvoraf det fremgår, at en borgmester er blevet myrdet pga., at borgerne mente, at han styrede byen i tyranni.

I romertiden havde man også mange guder, som man ofte tilbad. Man havde præster, der kunne tolke signaler fra guderne (ved at se på et slagtet dyrs indvolde), og dette gjorde de for at finde ud af, hvordan guderne ville have menneskene til at opføre sig fra dag til dag. Mange af de navne som guderne blev kaldt, kender man også i dag, da man har brugt et par af navnene til at opkalde planeterne i vores solsystem efter.

Et par af guderne er nævnt her:

Jupiter: Jupiter var guden for jagt.

Juno: Juno var visdomsgud.

Venus: Venus var kvindernes gud (derfor siger man, at kvinder er fra Venus)

Mars: Mars var mændenes gud (Derfor siger man, at mænd er fra Mars)

Dette var et par af de romerske guder, men der var mange flere, da romerne var meget overtroiske.

De brugte bl.a. lykkeamuletter, ofringer, og så havde de en slags alter til at stå i deres eget hus, som de bad til.

Alle disse ting ved man pga. de fantastiske fund, som arkæologerne gjorde, da man fandt Pompeji.

Vesuvs andre udbrud.

Nu ved læseren efterhånden at en del om Vesuvs udbrud i 79. Dette var et stort udbrud, der kostede mange menneskeliv, men hvad jeg endnu ikke har fortalt er, at Vesuv har haft rigtigt mange andre udbrud end det i år 79. Efter udbruddet i år 79 begyndte Vesuv at vokse sig højere og højere pga., at alle de vulkanske stoffer lagde sig på toppen af vulkanen. Den blev til det, der hedder en keglevulkan (en kegleformet vulkan).

Arkæologer og vulkanologer har undersøgt aske- og lavalagene på Vesuv, og de undersøgelser viste hvilke år, der har været udbrud, og hvor kraftige disse udbrud har været. Det første skal man være arkæolog for, at kunne se, mens man kan se, hvor kraftige udbruddene har været ved at kigge på tykkelsen af lagene. Det kræver dog også en rimelig baggrundsviden at kunne se det, men det er dog ikke muligt at sige helt præcist, hvornår udbruddet skete og hvor kraftfuldt det var, ved hjælp af disse to metoder. Hvis man vil have det præcise årstal, er man nødt til at begynde at bladre i historiebøgerne.

Herunder har jeg skrevet, hvornår Vesuv har været i udbrud, og så har jeg givet dem point efter, hvor kraftige de efter al sandsynlighed har været (skala 1-5).

Ca. 800 år f.kr.: Dette udbrud har været umuligt at finde ud af noget om, da det skete så langt tilbage i historien. Man ved blot at det var der pga. historiebøger.

År 79 e.kr.: 5 Points (meget kraftfuldt).

År 203 e.kr: 1 Point (Ikke særligt kraftfuld) Det er meget normalt for vulkaner, at store udbrud (som det i 79) bliver fulgt op af mange små, ligesom det er sket her, og hvis læseren kigger længere ned i dette afsnit, vil personen se, at det er ca. det samme mønster, der hele tiden går igen.

År 472 e.kr: 2 Points (lidt mere kraftfuldt end sidst). Vulkanen bliver mere og mere kraftfuld, indtil der kommer et stort udbrud.

År 512: 4 Points. Dette udbrud var rent faktisk godt for Italien, da goterne havde invaderet landet, men da de så udbruddet, blev de så skræmte, at de valgte at trække sig ud af landet igen.

År 685: 1 Point. Man er ikke sikker på at dette udbrud virkelig var der.

År 787: 1 Point. Dette udbrud er man heller ikke sikker på.

År 1037, år 1306 og år 1500: Disse udbrud ved man kun lidt om. Forskerne fandt ikke noget nævneværdigt om disse udbrud, da de udforskede Vesuvs aske, men der er fundet få linjer om dem i historiebøgerne.

År 1631: 5 Points Her var man så småt begyndt at opfinde apparater, der kunne forudsige vulkanudbrud, men dette udbrud kom så pludseligt, at apparaterne ikke nåede at opfange noget tegn på udbrud. Ikke siden år 79 er en befolkning blevet så overraskede over et udbrud fra en vulkan, og dette år kostede Vesuv tusindvis af liv. Her var dog også kommet enkelte små jordrystelser (advarsler) inden udbruddet, som dog var blevet ignoreret.

I de næste par år kom der mange små udbrud men intet nævneværdigt.

1944: 2 Points. Det nyeste udbrud til dato. Men bare rolig. Der kommer flere.

Vesuv den dag i dag.

Når man ser på Vesuv den dag i dag, er det svært at forestille sig at den ca. 1200 høje vulkan har stået bag så frygtelige ødelæggelser som den har gjort. Vesuv er nemlig utroligt smuk og frodig og det samme kan siges om området omkring den. Vesuvområdet siges at være blandt Italiens allersmukkeste steder. Det vrimler med mennesker, vinmarker og fritvoksende blomster samt flotte fugle, der boltrer sig i al denne herlighed.

Det er svært at forstå Vesuv, faktisk kan gå i udbrud hvert øjeblik, det skal være, og man får også svært ved, at forstå hvorfor så mange mennesker tør slå sig ned på et sted, hvor de på næsten ingen tid kan blive begravet af lava, aske og pimpsten. Forklaringen på dette er selvfølgelig det varme klima og den flotte natur. Der er også mange, der tager chancen, fordi de vil score en hurtig sum penge, og det kan man også let gøre i Vesuv-området ved f.eks. vindyrkning. Det skal dog også siges, at italienerne pr. natur er et meget afslappet folk, og mange har det sådan, at hvis Vesuv skulle gå i udbrud, så har man da haft det dejligt indtil dette.

Disse ting får ganske enkelt folk til at tage chancen og satse på, at det næste vulkanudbrud ikke kommer i deres tid. Alle og enhver der bor omkring Vesuv ved, at det næste udbrud kommer, men ingen ved hvornår. Det sidste udbrud der kom fra Vesuv (i 1944), var ikke særligt kraftigt, men det øger bare, faren for, at det næste udbrud der kommer, bliver meget kraftigt, faktisk er rigtig stor. Grunden til dette har jeg forklaret i kapitlet om Vesuvs andre udbrud, som man kan finde på side 7. Ingen kan præcist vide, hvornår næste udbrud kommer, og det kan komme både nu eller om hundrede år. En ting er sikkert. Et udbrud vil komme, og det vil dræbe alt, hvad det kan få fat i, og kun få ved, hvor meget det rent faktisk er.

Jeg ved dette pga., at jeg har læst mig til det, og jeg studsede godt nok lige en gang over det, da jeg læste det. Når Vesuv kommer i udbrud næste gang, er man i fare, hvis ikke man er over 40km.væk fra den. Man har ikke særlig lang tid til at komme så langt væk, hvis man kun bor en eller to km væk fra Vesuv, da lava, aske og pimpsten kan bevæge sig utroligt hurtigt (med vinden), så når Vesuv går i udbrud, og hvis man på dette tidspunkt kun er en km fra den, skal man være meget heldig for at kunne slippe væk. Faktisk er man så godt som død i sådan et tilfælde.

Jeg har længere henne i denne rapport lavet et interview med en vulkanolog, der har skrevet nogle bøger om Vesuv, og der vil han give sit bud på hvornår Vesuvs næste udbrud finder sted, og hvor stort det bliver.

Så er der kun en ting tilbage der lyder lidt underligt, og det er:

Hvordan kan det være, at der så forholdsmæssigt hurtigt blev et flot planteliv i Vesuv-området igen efter udbruddet i 1944 (der var flot planteliv efter bare ca. 5 år)?

Dette spørgsmål er dog ikke specielt svært at svare på. Sagen er nemlig den, at de stoffer der kommer ud af en vulkan under et udbrud er ekstremt god gødning. Der findes simpelt hen så mange mineraler, der er gode for planter, i vulkanske stoffer at der på ingen tid genskabes en meget flot natur, og her snakker vi ikke kun planter. Vi snakker både planter dyr og mennesker, for kommer der planter, kommer der dyr.

Så sent som den 10. december 2003 blev der afholdt et meget vigtigt møde om Vesuv. Chefen for det observationscenter der har til opgave at holde øje med Vesuvs udvikling og advare befolkningen i området i god tid, hvis et udbrud skulle komme fortalte, at Vesuv ifølge deres målinger er endnu mere farlig, end den var, da den kom med sit ondskabsfulde udbrud i 1631.

På mødet blev de forskellige evakueringsplaner taget op til overvejelse, og flere af dem blev fundet alt for dårlige.

Apparater som man bruger til at forudsige vulkanudbrud med hedder scenografer. Disse apparater kan man dog ikke stole 100 % på fordi at når en vulkan går i udbrud kan udbrudsprocessen gå utroligt hurtigt. Det de gør, er at de måler de jordrystelser som vulkanen forsager og når disse jordrystelser bliver kraftige nok alarmerer den dem der har til opgave at holde øje med dem.

Tænk på hvor meget tid man skal bruge på at observere sådan en vulkan.

Hele tiden er der en lille risiko for et udbrud, og hvis man vælger at slappe af i så meget som to sekunder, er der en lille risiko for, at det vil koste mange menneskeliv, og hvis nu man har lagt en genial flugtplan, der kun indeholder en enkelt fejl, kan det også koste mange liv.

Hele tiden skal man være på vagt, da man aldrig vil kunne måle helt præcist på en vulkan, hvornår den går i udbrud og den dag den så går i udbrud, er det bare med at få alarmeret alle og alt omkring vulkanen og forsøge at få alle mennesker bragt i sikkerhed. Dette er virkelig et stort ansvar at tage på sig, men det må også være meget sjovt.

Hvad er en vulkan?

Alle ved da hvad en vulkan er, gør de ikke? Nej kan jeg med sikkerhed svare på dette spørgsmål. Det er selvfølgelig rigtigt nok, at ethvert barn er klar over, at en vulkan er en slags bjerg, der kan sprøjte med lava, men det er overhovedet ikke det samme som præcist, at vide hvad en vulkan er.

Lava (ikke fra Vesuv)

Sandheden om en vulkan er, at den (ligesom et bjerg) er skabt, pga. det man kalder pladetektonik. Det der menes med pladetektonik er, at vores planet Jorden er opdelt i plader, som er årsagen til vores bjerge og vulkaner. Når to ”plader” støder sammen, skabes der nogle forhøjninger omkring stedet, hvor de to plader er stødt mod hinanden. Det vi kalder bjerge og vulkaner. Alle de bjerge og vulkaner der ligger i middelhavsområdet, er blevet til, pga. at Europa og Afrika engang for længe siden stødte mod hinanden, og dermed skabte disse bjerge og vulkaner. Alle bjerge og vulkaner verden over er skabt af pladetektonik.

Men hvorfor er det så lige, at der er nogen der bliver til bjerge, mens andre bliver vulkaner? Jo det er nemlig fordi, at mens nogle plader bare bliver skubbet sammen over en normal undergrund for at danne bjerge, støder andre plader sammen i området, hvor undergrunden indeholder en masse eksplosive gasser (f.eks. uranium og thorium). Hvis der er eksplosive gasser i undergrunden, dannes der et utroligt højt tryk, da eksplosive gasser er frygteligt varme (op til 800 Celsius grader), og da varme stiger op ad, bliver toppen af vulkanen skudt af, når trykket bliver højt nok, og så går vulkanen i udbrud. Sådan dannes en vulkan.

Interview med vulkanolog.

Da jeg søgte på vulkaner på nettet, fandt jeg en hjemmeside, der tilhørte vulkanologen Henning P. B. Andersen. Han har skrevet tre bøger om Vesuv, og på hans hjemmeside stod der, at skoleelever var velkomne til at ringe eller e-maile til ham, hvis der var noget, de var i tvivl om. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville prøve at få et interview med ham til min rapport, så jeg prøvede at skrive til ham og bede om at få et telefoninterview, og han gav mig lov til at ringe onsdag formiddag. Jeg havde forberedt nogle spørgsmål, og han virkede simpelt hen til at vide alt om vulkaner, da han svarede på dem, så det var helt perfekt.

Her har jeg skrevet mine spørgsmål, samt de svar han gav mig. Nogle de oplysninger jeg fik ud af interviewet, har jeg også brugt andre steder i denne rapport.

Er dele af Pompeji stadig begravet eller har man fået gravet hele byen ud?
”Nej det har man ikke. En ottendedel af Pompeji er stadig begravet, men man arbejder lige så stille på at få gravet lidt i det. Man mener dog ikke, at man vil kunne finde noget af betydning, da man før har udgravet et kvarter, der ligner det, som man endnu ikke har udgravet. Personligt tror jeg aldrig, man får alt det sidste med, da jeg regner med, at man mister interessen lidt hen af vejen, og i virkeligheden er der ikke noget at finde i dette kvarter.”

Hvad har opdagelsen Pompeji betydet for dagligdagen i dag (både i Italien og resten af Verden)?
”For italienerne har det ikke betydet alverden udover, at man har tjent gode penge på turister, der kommer for at se Pompeji. Men for resten af Europa har opdagelsen faktisk betydet en hel masse, og det har den fordi, at mange af de smukke slotte som man byggede rundt omkring i Europa, er blevet inspireret af Pompeji. Uden Pompeji havde slottene aldrig fået det utroligt flotte udseende, som de har i dag. Også Roccoco kunsten bærer stort præg af at kunstneren er blevet inspireret af Pompeji.”

Hvordan kan man vide, at det lige præcis var den 24. august år 79. e.kr., at udbruddet fandt sted? (var det Plinius den Yngres breve?)
”Det kan man heller ikke vide fuldstændigt sikkert, og der er da også nogle, der mener, at det først fandt sted i november år 79. Personligt vælger jeg dog, at tro på at det var den 24. august år 79, for det skrev Plinius den Yngre i sit brev til sin ven Tacitus, og det er også den tro langt de fleste, der ved noget om episoden vælger.”

Er et plinisk udbrud bare et udbrud, der er meget større end de andre?
”Ja det kan man godt sige, men når der er et plinisk udbrud, kommer der også giftgasser ud fra vulkanen, og de er meget farlige, da de kan bevæge sig med hele 800km pr. minut. Dog ikke over et så stort areal. Pliniske udbrud fik deres navn efter Plinius den Yngre, der var den første som beskrev disse denne udbrudstype, og et plinisk vulkanudbrud er den farligste naturkatastrofe, der findes.”

Hvordan virker en seismograf (et apparat som man bruger til at forudsige vulkanudbrud)?
”Den måler jordrystelserne i jorden, og så omregner den disse rystelser til, hvor farligt et udbrud bliver på en skala fra et til ti. Man kan dog ikke være 100 % sikre på, at sådan en scenograf virker hver gang.”

Kan man være helt sikker på, at der ikke ligger en vulkan neden under en af nutidens storbyer, som lige pludselig eksploderer, og så begraver en hel storby?
”Nej det kan man faktisk ikke være helt sikker på. Faktisk ligger der en underjordisk vulkan 19 km under Napoli. Denne vulkan er større end Gardasøen, og den kan eksplodere, hvert øjeblik det skal være, ligesom alle andre vulkaner kan. Dette fandt man først ud af i år 2001.”

Hvad betyder ordet pyroklastisk, som jeg er stødt på et par gange i nogle bøger?
”Når et vulkanudbrud er pyroklastisk, indeholder det en stor mængde af giftige gasser, der er livsfarlige. Pyroklasme dannes næsten altid i pliniske udbrud, og det er pyroklasmen, der gør de pliniske udbrud så ekstremt farlige.”

Hvorfor bliver en vulkan til en vulkan og et bjerg til et bjerg (jeg ved at det har noget med pladetektonik at gøre men hvad er det helt præcist der gør at en vulkan bliver til en vulkan)?
”Det afgøres af undergrunden. Hvis der er eksplosive gasser i den (f.eks. uranium eller thorium), bliver det til en vulkan, da disse gasser udvikler et stort tryk, der ”skyder” toppen af. ”

Hvornår regner du med, at det næste udbrud fra Vesuv kommer?
”Ingen kan vide det helt præcist, men jeg har lavet nogle beregninger, der viser at der er en god chance for, at der kommer et altødelæggende udbrud i år 2020.

Tidslinje:

Den tidslinje jeg her har lavet, indeholder ikke alt om Pompejis historie, da jeg jo i et af de tidligere afsnit, har beskrevet alle de udbrud der gennem tiden har været. Der står dog en del vigtige oplysninger i den.

År 1000 f.kr.: Etruskerne fra Lilleasien (Tyrkiet) slår sig ned i Vesuvområdet (byerne Toscana og Napoli). Dette vil sige, at det folkefærd der blev dræbt under det store udbrud i år 79 e.kr., oprindeligt var tyrkere.

År 800 f.kr.: Det første udbrud fra vulkanen Vesuv som man kender til i dag.

År 550 f.kr.: Første tegn på Pompeji. Her ved man altså at Pompeji eksisterer. Det kan sagtens passe, at Pompeji har eksisteret i længere tid, men de ældste fund man har gjort i området stammer fra denne tid.

År 510 f.kr.: Romerne begynder at erobre resten af verden.

År 62 e.kr.: Et stort jordskælv ødelægger mange bygninger i Pompeji.

År 79, den 24. august e.kr: Vesuvs store udbrud der begravede Pompeji og flere andre byer i næsten 2000 år.

År 104 e.kr.: Plinius den Yngre beretter sin ven Tacitus om Pompejis ødelæggelse, så Tacitus kan bruge disse oplysninger til den historiebog som han er ved at skrive.

År 1592 e.kr.: Domenico Fontana, en arkitekt fra Rom, finder ruinerne af Pompeji, under arbejdet med at grave en tunnel til vandforsyning. Han vidste dog ikke at det var Pompeji, og gjorde derfor ikke mere ved det.

År 1631 e.kr.: Dette år havde Vesuv et af sine allerkraftigste udbrud til dato. Dette udbrud var plinisk og pyroklastisk og dræbte flere tunsind mennesker, samtidig med at det gjorde endnu flere hjemløse.

År 1689 e.kr.: En sten med inskriptionen ”Pompeji” bliver fundet omkring det sted, hvor byen lå begravet, men ingen tænker videre over det.

År 1748.: Man har fundet ud af at der ligger en begravet by under al jorden/asken. Ingen ved hvilken by det er men en arkæolog ved navn Don Rocco de Alcubierre får tilladelse til at udgrave det der senere viste sig at være Pompeji.

1763 e.kr.: Et gravsted med navnet Pompeji fastslår den begravede bys identitet.

1860 e.kr.: Italien bliver til det land, som det er i dag, og der iværksættes systematiske udgravninger under ledelse af arkæologen Guiseppe Fiorelli.

1924 e.kr.: Arkæologen Amedeo Maiuri overtager udgravningerne af Pompeji og arbejder der til år 1961. Meget af det vi i dag ved om Pompeji, ved vi pga. hans arbejde.

Konklusion:

Som jeg i et par af kapitlerne har skrevet, er Vesuvs udbrud i år 79 en ulykke, der virkelig har sat sine spor. Fundet af den begravede og velbevarede by har givet stor viden om det romerske folk og deres hverdag. Desuden er mange slotte og flot kunst inspireret af fund i Pompeji, og en mange mennesker er blevet fascineret af emnet vulkaner. Dette er hvad Vesuvs udbrud og fundet af Pompeji har ført med sig, og derfor kan man virkelig sige, at det passer til overemnet.

Nu er jeg så færdig med min rapport, som både har været sjov, spændende men også af og til lidt irriterende at skrive. Jeg synes, at jeg har lært rigtig meget om emnet, men Pompeji og Vesuv er ikke de eneste punkter, som jeg er blevet klogere på. Det jeg synes har været allervigtigst er nok, at jeg er blevet meget bedre til at arbejde selvstændigt, end jeg før har været. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg havde langt sværere ved selvstændigt arbejde, da vi i 8. klasse lavede projekt.

En af grundene til at jeg har været så disciplineret, hvad angår mit arbejde er selvfølgelig, at mit underemne har været langt mere spændende, end jeg havde forestillet mig. Der er selvfølelig nogle ting i underemnet, der har været sjovere at skrive om end andre, men samlet set har dette projekt været en rigtig positiv oplevelse.

Så er der også lige en anden grund til, at dette projekt har været spændende at arbejde med, og denne grund er, at der har været en god mulighed for at arbejde meget tværfagligt. I mit projekt har jeg nemlig både haft brug for fysik, geografi, samfundsfag og så selvfølgelig dansk.

Uden at rose mig selv alt for meget kan jeg sige, at jeg er meget tilfreds med det arbejde jeg har lavet, og jeg synes, at min disponering af tid har passet perfekt.

Kildeliste:

Disse bøger har jeg brugt til at finde oplysninger til mit projekt:

På sporet af Pompeji. Forfatter: Giovanni Caseli.

Pompeji, da byen blev begravet. Forfattere: Melanie og Christopher Rich

Historien omkring Vesuv. Forfatter: Palle Nielsen

Romerne og Pompeji. Forfatter: Philip Steele.

Vesuv: En meget farlig vulkan. Forfatter: Henning P. B. Andersen.

Den begravede by, Pompeji. Forfatter: Elizabeth Lyding Will.

I skyggen af: Vesuv. Forfatter: Sara C. Bisel.

Og så har jeg brugt disse internetsider:

www.vulkanolog.dk

www.faktalink.dk

www.norreg.dk/geografi

Jeg har også lavet et telefoninterview med:

Henning P. B. Andersen.

 

 

---