Kan vi forudse katastrofen?

DR

14-03-2005 12:55:55

Det sker sikkert inden 2032. Amerikanske geologer og seismologer har slået fast, at risikoen er 62% for at et Richterskala 6,7 eller kraftigere jordskælv rammer San Fransisco-området indenfor 30 år.

De amerikanske seismologer ved, at kraftige jordskælv kan ramme enhver del af det hurtigt voksende San Fransisco-område. Derfor understeger de hvor vigtigt det er, at alle forbereder sig på katastrofen.

Ingen metode til at forudse jordskælv.

Meteorologer kan forudsige orkaner og tornadoer med så stor præcision, at folk kan nå at forberede sig eller blive evkaueret. Men jordskælv rammer uden varsel.
Forskere fra Rusland, Japan og USA har arbejdet i lande, der ofte rammes af jordskælv, i håb om at ændre det faktum.

Naturen er for uforudsigelig.

Men indtil nu har ingen videnskabsfolk været i stand til at forudsige et jordskælv.

“Det kan vi ikke, nej,” svarer seismolog Tine Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. “Det er der ikke nogen, der succesfuldt har gjort. Der er mange der forsøger, men naturen er så utroligt uregelmæssig – du kan bare kigge på en potteplante og kigge på bladene og se, at de alle sammen er forskellige og sidder lidt forskelligt. Og sådan er undergrunden også. Den er fyldt med uregelmæssigheder, så man kan aldrig vide nøjagtigt hvor og hvornår der sker et jordskælv.”

Vidste du, at der verden over er en halv mio. jordskælv hvert år?

Vi må nøjes med risiko-faktorer.

“Man kan vide hvilke områder, der har forhøjet risiko for jordskælv,” fortsætter Tine Larsen. “Man kan også lave nogle mål for, hvor stor er risikoen i et bestemt område, hvor stort et jordskælv man forventer indenfor en periode på nogle årtier. Den type forudsigelser kan man lave. Men man kan ikke sige: I overmorgen kommer der et jordskælv på 7,2 i Los Angeles.”

Vi kommer aldrig til at forudsige jordsjælv
Desværre er der ikke noget der tyder på, at forskerne en dag ville være i stand til at forudsige jordskælv.

USGS-forsker med sin bærbare seismograf under Northridge-jordskælvets efterskælv. Stedet er foran resterne af California State University. (c)USGS

“Det tvivler jeg stærkt på,” fortæller Tine Larsen. “Hvis man tager en gren, og bøjer den, så vil den på et eller andet tidspunkt knække.

Men man kan ikke vide hvornår den knækker. Man kan heller ikke vide nøjagtigt hvor på grenen, den knækker. Man kan heller ikke vide, om den knækker i et “rent” knæk eller i nogle små knæk og barken hænger sammen, eller om det bliver noget lidt flosset noget. Det kan man ikke vide.
Så har man måske målt meget nøjagtigt, hvordan ens gren opførte sig, da man knækkede den. Men tager man en ny gren – og prøver at gentage eksperimentet – så opfører den nye gren sig ikke fuldstændigt ligesom den første gren. Der kan være små svagheder indeni og det er der også i Jordens plader. Små svagheder som vi ikke kender til.”

Jorden ryster konstant.

Langs Jordens aktive forkastningszoner kan seismologerne måle den seismiske aktivitet. Og jordskorpen rører hele tiden på sig.

Den seismistiske aktivitet kan i en periode stige eller falde. Men seismologerne kan ikke vide, om det blot være er del af en helt naurlig ændring – eller forvarslet om et altødelæggende jordskælv.

image_print