Jeg kan stærkt anbefale at læse denne artikel af Lars Henrik Aagaard i Berlingske Tidende den 8. december 2007.

Af Lars Henrik Aagaard,
Lørdag den 8. december 2007

Ganske umærkeligt bliver klodens landmasser æltet og formet i en sådan grad, at vor verden i løbet af millioner af år forandres til ukendelighed. Det er en storslået proces, som vil ændre klimaet og livsbetingelserne voldsomt for fremtidens planter og dyr og måske føre til dannelsen af ét eneste superkontinent.

Det knager og brager i jordskorpen. Det er umuligt at se med det blotte øje, men nær kanten af kontinenterne og ude midt på verdenshavene foregår der en proces så magtfuld, at den over millioner af år vil forandre vores kendte verden til ugenkendelighed.Det er en proces, som skubber nye bjergkæder op i højderne, som udraderer hele oceaner, og som flytter enorme landmasser fra polare egne til troperne. Og omvendt. Det er kontinentaldriften, vi snakker om – det forhold, at de store såkaldt tektoniske plader, som kontinenter og havbund hviler på, er på en evig vandring i slow motion mod, langs eller bort fra hinanden.Det er bevægelser, der foregår med ganske få centimeter om året, så over selv et helt menneskeliv er forandringerne noget nær umærkelige. Men skruer vi tiden 50, 100 eller 250 millioner år frem, vil en tidsrejsende ikke have en chance for at genkende den jordklode, hun vender tilbage til. Hun vil opdage, at der, hvor Middelhavet lå, står i stedet planetens mægtigste bjergkæde, De Mediterrane Bjerge. Hun vil opdage, at det, der engang var Australien, har klæbet sig fast til resterne af Sydøstasien, og hun vil med meget stor sandsynlighed slet ikke kunne finde Danmark, mens det, som vi engang kaldte for Den Skandinaviske Halvø, er skubbet op mod den nuværende isnende del af det nordvestlige Sibirien.Om en kvart milliard år er der tilmed en pæn stor sandsynlighed for, at stort set alle klodens landmasser vil klæbe sig til hinanden i ét vældigt superkontinent omgivet af et eneste verdenshav. Dette superkontinent har allerede fået et navn – Pangaea Proxima eller på dansk: Det Næste Pangæa. Sådan lyder i hvert fald det kvalificerede gæt fra en række geofysikere, der beskæftiger sig intenst med de tektoniske pladers fremtidige bevægelser.

Det er en udvikling, der bestemt ikke er uinteressant. Jo, måske nok egoistisk set for os som selvstændig art, for vi vil formentlig alligevel ikke være her længere om nogle tusinde eller i heldigste fald få millioner år. Men for klodens biologiske liv som sådan har det helt afgørende betydning, for i vid udstrækning bestemmer fordelingen af klodens landmasser, om man lever i et behageligt og livsbekræftende klima eller i et ekstremt klima, hvor risikoen for at uddø er overhængende. Tilmed er det en udvikling, som vi står aldeles magtesløse over for. Vi har ikke den ringeste mulighed for at påvirke de kolossale kræfter, der river og flår i Jordens skorpe.Hele ideen om, at Jordens landmasser flyder, blev født, netop fordi man opdagede det første Pangæa. Opdagelsen skyldtes oven i købet en mand, som kunne tale dansk, og som havde en stærk fascination af Grønland. Hans navn var Alfred Wegener, han var tysker og uddannet meteorolog, men i virkeligheden var det amatørgeologen og fossiljægeren i ham, der i 1912 fik ham til at udforme en fantastisk teori, som i hans egen levetid blev affærdiget som det rene nonsens, men som vi i dag kun kan beundre ham for at have udtænkt.Som flere andre før ham undrede han sig, når han kiggede på en globus. Det kan ikke være helt tilfældigt, at Afrikas vestkyst passer næsten som fod i hose ind i Sydamerikas østkyst, tænkte han. Men Wegener gik videre og undersøgte fossiler af stort set identiske dyr, som man havde fundet på begge sider af det mange tusind kilometer brede verdenshav.Til sidst – og det siges, at det var da han drømmende skuede ud over langsomt drivende isflager i en grønlandsk fjord – drog han den dristige slutning, at landmasserne flyder i en proces, som han kaldte for kontinentaldrift. Tilmed formulerede han den teori, at for 250 millioner år siden havde alle kontinenter hørt sammen i et superkontinent, som han døbte Pangæa, hvilket er græsk for »Alverden«.

I dag kan videnskaben på basis af talrige indicier, der også involverer moderne højteknologi, give Alfred Wegener ret i næsten alle hans teorier. Der har eksisteret et stort set sammenhængende superkontinent, kontinenter og havbund har drevet omkring siden Jordens ungdom, og de gør det stadig, hvilket man bl.a. kan dokumentere med satellitbaserede GPS-målere.F.eks. bliver Atlanterhavet til stadighed bredere. Nordamerika og Europa fjerner sig fra hinanden med ca. tre centimeter om året. Til gengæld bliver Middelhavet og Stillehavet konstant en smule snævrere, mens Australien ganske langsomt drejer om sig selv, mens kontinentet som sådan driver mod nord. Denne voldsomme drift af kontinenter og havbund skyldes to efterhånden ganske velbeskrevne processer, havbundsspredning og subduktion.Havbundsspredning foregår bl.a. ude i midten af Nordatlanten, hvor havbunden konstant bliver flået op i og omkring den vældige undersøiske bjergkæde, Den Midtatlantiske Højderyg. Mens Europa og Amerika rives bort fra hinanden, flyder lava jævnt og relativt stilfærdigt fra Jordens indre op af gabende sår, vulkaner, hvilket konstant skaber ny havbund. En undersøisk cementfabrik simpelthen.Men den nydannede skorpe skal også ned i Jorden igen, og det sker i områder med subduktion, det vil sige steder, hvor en overvejende oceanbaseret tektonisk plade glider ned under en overvejende landbaseret plade. Det er en proces, der bl.a. finder sted, hvor Nazcapladen under Stillehavet brager ind i det sydamerikanske kontinent, hvorved den løfter Andesbjergene op i højderne og udløser kraftige jordskælv. Processen finder også sted ud for Alaska, Japan og ikke mindst omkring Indonesien, der hærges af nogle af denne verdens kraftigste og mest ødelæggende jordskælv – for ikke at tale om eksplosive vulkanudbrud.En næsten tilsvarende situation har man på land, på grænsen mellem det nordlige Indien og verdens største bjergkæde, Himalaya. Indien hviler nemlig oven på en nordgående tektonisk plade, der med voldsom kraft braser direkte ind i den store eurasiske plade, hvorved Himalaya til stadighed løftes endnu længere op i de permanent snedækkede højder.

Forskere har stadig ikke til fulde afdækket, hvad der ligger bag de kraftige pladebevægelser. Men man mener, at de især skyldes såkaldte konvektionsstrømme under jordskorpen – det vil sige en evig bevægelse af helt eller delvist smeltede bjergarter, der hvirvler fra Jordens brændende indre og helt op nær overfladen, hvor de så at sige puffer til de ret hårde og køligere plader, som oceaner og landmasser hviler på.Videnskaben har efterhånden ganske godt styr på de jordiske forhold, da superkontinentet Pangæa var en realitet for en kvart milliard år siden. I det indre Pangæa var klimaet som et Rusland i anden potens, altså et ekstremt fastlandsklima med ubegribeligt kolde vintre og smeltende varme og tørre somre. Computermodeller viser, at 44 grader celsius slet ikke var en unormal sommertemperatur, og et svalende skydække med nedbør ville stort set aldrig forekomme, fordi skyerne ikke kunne drive så langt ind over land. Nærmere kysten var der næsten permanente oversvømmelser om foråret, når isen pludselig smeltede. Ja, faktisk var det eneste område med et mildt og tilpas regnfuldt klima efter alt at dømme reduceret til en mindre kystnær zone i den nordlige del af Pangæa.Meget tyder endog på, at selve eksistensen af det gamle superkontinent var en faktor i den største artsdød, der har fundet sted i Jordens historie, nemlig den, der forekom mod slutningen af den såkaldte permtid for 251 mio. år siden. Dengang forsvandt 19 ud af 20 dyre- og plantearter, sandsynligvis i en kombination af giftig, vedvarende og voldsom vulkanisme i det nuværende Sibirien og af selve den kendsgerning, at landmasserne var samlet i et eneste kontinent.

Superkontinentdannelse er efter alt at dømme en cyklisk begivenhed. En halv mia. år før Pangæa eksisterede superkontinentet Rodinia, en halv milliard år forinden var der formentlig et andet for længst udslettet superlandmasse, og om 250 millioner år vil Ameria, Afrika, Europa-Asien, Australien og Antarktis måske klæbe sig til hinanden igen.Processen er som sagt allerede godt i gang: Afrika er ved at udslette ikke bare Middelhavet, men også Sortehavet og Det Røde Hav – en tilintetgørelse, der ventes fuldbragt om mindre end 50 mio. år. Australien er på vej op mod Indonesien, Sydamerika driver langsomt mod nord, mens Storbritannien og Skandinavien driver mod nordøst og dermed op i permafrosten. Til gengæld ventes Atlanterhavet at fortsætte sin spredning mange millioner år ind i fremtiden, men om måske 100 mio. år vil dynamikken vende.Det venter i hvert fald en af verdens førende eksperter i kontinentdannelse, Christopher Scotese fra University of Texas. I tidsskriftet New Scientist forudser han, at havbundsspredningen i det centrale Atlanten vil erstattes af en subduktionszone ud for det østlige Centralamerika.»Det betyder, at havet vil lukke, og det vil lukke temmelig hurtigt,« siger han til det videnskabelige magasin.Dermed kan det næste Pangæa være en realitet om 250 mio. år, hvorved det jordiske liv vil få kamp til stregen af ikke bare et ekstremt klima, men også af voldsomme vejrbetingede naturkatastrofer.Klimaforskere forudser således, at et superkontinent kan udløse megamonsuner, der kan forårsage ekstrem nedbør i tropiske egne samt – og endnu værre – hyperkaner. Det er orkaner, der i både omfang og styrke vil være væsentlig større og dermed mere ødelæggende end de hvirvelstorme, der i dag gør et voldsomt indhug i bl.a. det sydøstlige USA og Bangladesh.Når en hyperkan ankommer, vil vinden hyle med 400 km/t, nedbør i metervis vil på få timer drukne alt og alle, og kystarealer på flere tusind kilometers længde vil blive revet op med rode.I forhold til den verden, vi kender og værdsætter, vil alt være forandret under det næste Pangæa. Jorden vil have et helt andet klima, helt andre bjergkæder, helt andre kystlinjer. Og lille Danmark vil for længst være blevet pulveriseret i den store kontinentale klippekværn. Vort gamle hjem i verdensrummet vil se ud som en fremmed planet.

Læs mere på: www.scotese.com