En isoleret smeltemasse under en vulkan. Sådan et magmakammer kan variere i størrelse og ligge i både den øvre og den nedre del af jordskorpen eller i Jordens kappe. Magmakamrene kan dannes på flere måder, men altid i forbindelse med opstrømning af smeltemasser fra dybet ved kontinentalpladernes bevægelser. Når omgivelsernes massefylde er lig med eller mindre end magmaets, standses opdriften, og der dannes et magmakammer, hvori der på grund af temperaturforskelle opstår strømninger. Da omgivelserne er koldere end magmaet og de langsomt faldende temperaturer, begynder smelten at størkne, hvorved der udskilles krystaller af mineralerne, som får gastrykket til at stige i restsmelten. I den øverste del af magmakammeret dannes gasbobler, der nedsætter magmaets vægt, og et udbrud kan begynde. Dæklaget gennembrydes ved det øgede gastryk og det lavere tryk ovenfra medfører, at gasserne frigøres som ved en slags sodavandseffekt.

Man ved, at der f.eks. under hele Napolibugten i 12-14 kilometers dybde befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer, der dækker et område med en omkreds på ca. 450 kvadratkilometer. Det svarer til et areal som Lolland og Falster tilsammen. Dette magmakammer fylder periodevis Vesuvs ovenover liggende magmakammer. Andre steder befinder magmakamrene sig i flere hundrede kilometers dybde alt afhængigt af plade- og kontinentalbevægelserne enten fra eller imod hinanden.

Det ser ud til, at vulkáner i deres ungdom udsender flydende lava og bliver mere eksplosive i deres alderdom.

Gas- og kiselindholdet er afgørende for en vulkans udbrudsnatur. Når vulkanrøret er åbent siver den gasrige lava opad og begynder at danne bobler, der nedsætter den smeltede lavas vægt, og den flyder ud fra vulkanen. Omvendt, hvis kraterrøret er tilstoppet af klipper opbygges der et enormt tryk under denne forhindring. Udbruddet indledes med en eksplosion, hvorefter udbruddet går igang. Hvis en vulkan har et langt indvendigt rørsystem, skydes der enorme søjler af aske og gasser højt til vejrs ofte helt op i stratosfæren.

Et magmakammer er altså reservoirer, hvor magma opsamles og størkner. De opstår ved, at magma lettere bevæger sig ud til siden end opad under opstigningen pga. massefyldeforskelle eller andre fysiske forhold, fx opsprækkede bjergarter. Magmakamres størrelse og form kan bestemmes ved hjælp af geofysiske målinger. De er ofte åbne: opad ved at være fødekamre for vulkaner, nedad ved at få tilført nyt magma, som evt. kan være årsag dels til nye vulkanudbrud eller til magmakomplekser opbygget af flere suiter af bjergarter, dels til blanding af magmaer.