Af Paul Bergsøe” i ”Vor Viden 1951.
”Som regel kan man komme af vejen, før en vulkan begynder at blive voldsom. Det begynder med en luftudvikling, der bliver så stærk, at den river den underliggende flydende lava med op. Man kan tænke på en Apollinarisflaske. Her spiller det en rolle, hvordan proppen tages af. Man kan linde lidt på proppen, så luften får tid til at skille sig ud fra vandet og undvige, og man kan lade proppen springe, så man får både luft og vand ud af flasken.
De fleste vulkaner har også en lavaprop, der består af størknede udbrudsmaterialer fra sidste udbrud. Den kan sidde så løst i krateret, at luften langsomt kan sive ud i det fri, og den kan slutte så tæt så luftarterne ikke kan komme bort. Den flydende lava nede i vulkanens indre findes under et uhyre tryk og opløser ligefrem de mange luftarter, der ikke kan slippe bort ad anden vej. Sprænges nu proppen i krateret, fordi trykket bliver for stort, vil lavaen drives ud med voldsom kraft, og de opløste luftarter vil udskilles øjeblikkelig. Herved forstøves lavaen og danner pimpsten, som ikke er andet end lava, der i smeltet tilstand er blæst op af luft og derefter størknet.
Når lavaen endelig flyder ud som en strøm, er den en kogende vælling, der stadig udskiller luftarter.
Støvet fra en vulkan kan af vinden bæres milevidt bort, og så optræder det som vulkansk aske, der kan ødelægge vegetationen og forgifte planter og dyr, navnlig når vulkanen har indeholdt forbindelser af fluor.
Flere gange har et vulkanudbrud givet anledning til nogle af de forfærdeligste naturkatastrofer, der nogensinde er overgået mennesker. Det er altid når der sker noget ekstraordinært, hvorved udbruddet får en eksplosiv karakter. Det kan f.eks. hænde, at en vulkan åbner sig under havet, dampudviklingen kan i så fald rejse en flodbølge(kaldt tsunami), der vandrer tusinder af kilometer til den træffer en kyst, hvor den brydes og skyller langt op i landet.
Men også en landvulkan kan, når forholdene er ugunstige og udbruddet er eksplosionsagtigt, anrette store tab af menneskeliv. Hele kraterkeglen kan pludselig sprænges bort, og så kan den smeltede lava forstøves på een gang. Det glødende lavastøv kan indeholde gasarter, der giver sig til at ”undvige inde i støvet” og trods sin høje temperatur kan denne blanding af støv og gasarter være tungere end luften. Den vil derfor ikke kastes til vejrs, men vil rulle som en lavaine ned ad bjerget og hen ad jorden, hvor adskillelsen af støv og luft så fortsættes.
NB: Historien om dette er både rigtigt og forkert, men i 1950-erne vidste vi ikke endnu så meget om disse såkaldte askelaviners forløb, som faktisk er ret så almindelige ved eksplosive vulkanudbrud med kiselsyrerige lavatyper(SiO2).(Se mit minileksikon).
I 1902 fik vulkanen Mount Pelee på øen Martinique et sådant udbrud. Hovedstaden St. Pierre blev ramt af de ”udskilte giftige” luftarter. Alle 30.000 indbyggere omkom, Bagefter brændte byen og blev tilsidst dækket af et hvidt askelag.
Det lykkedes de fleste mennesker at flygte fra Vesuvs store udbrud i år 79 e. Kr.f., da Pompeji, Herculaneum og Stabiæ blev dækket af uhyre askelag, men det ser ud til, at der lidt senere er kommet en gas og askesky, som har dræbt de tilbageblevne, 2000 ialt.
NB Den senere aske – og gassky, som der omtales er en af de brændende overophedede laviner bestående af aske og pimpsten – båret af gasserne, som Vesuv sendte nedover flankerne og ud i oplandet i sit berømte udbrud i Oldtiden.
