Om Kamtjatkas aktive vulkaner med mere

Af O.A. Girina

Vulkanologisk og Seismologisk Institut, Videnskabernes Akademi, Russisk Fjernøsten.
Dansk oversættelse:
Thomas Køhler

Copyright.

Kamtjatka er et af Jordens helt enestående steder. Her kan man studere vulkansk aktivitet af en enhver art, som forekommer i de forskellige tektoniske zoner af Jorden. På Kamtjatka er der forekommet og forekommer der udbrud af hawaiansk, stromboliansk, merapisk, volcano, plineansk og peleansk art. Der findes alle eksisterende vulkaniske formationer: calderaer, stratovulkaner, skjoldvulkaner, sprækkevulkaner og lavadomer (ved ekstrusion). Der er over 7100 vulkaner, som er dannet inden for de sidste 2-2,5 millioner år, heraf 30 aktive. Nu for tiden regner man de vulkaner for aktive, ”hvor der er konstateret og dateret mindst et udbrud inden for de sidste 3000-3500 år” ( Melekestvev m.fl., 2001, s. 195). Hovedparten af de aktive vulkaner er koncentreret i de østlige og centrale dele af Kamtjtka. Af de mange vulkaner på Den centrale Højderyg er det kun vulkanerne Itjinskij og Khangarskij, der er aktive.
Itjinskij-vulkanen (3621 m) – er en af de største vulkaner på Kamtjatka og det højeste bjerg på Den centrale Højderyg. Vulkanformationen består af et komplekst massiv. Det kan forekomme eksplosive og eksplosivt-effusive vulkanudbrud, som ligner de islandske vulkaners udbrud. Det seneste udbrud fandt sted omkring for 300-400 år siden.
Khangarskij-vulkanen (2000 m) Vulkanens krater har en størrelse på 2 x 3 km som er fyldt op af sø på 150 meters dybde. Vulkanens sidste udbrud fandt sted for omkring 400 år siden.
Den nordlige gruppe
Enestående i enhver henseende er den nordlige vulkangruppe, indeholdende Kljutjevskaja-gruppen af vulkaner og den nordligste aktive vulkan er Sjivelutj. F. Gjulemar, en berømt jordomrejser fra 1800-tallet, som havde set både alperne, andesbjergene og vulkanerne i Japan og Italien, skrev, at Kljutjevskaja-vulkangruppen både var mere storslået og mere fuldkomne i skønhed end vulkanerne Kotopakhi, Etna og Fuji. Alle forskere, der kommer til Kamtjatka, er enige i hans begejstrede bedømmelse.
Kljutjevskaja-vulkangruppen befinder sig i Centralkamtjatkas sænkning. På det omfattende vulkanske bjergplateau, som rejser sig til 1000-1500 meter over havets overflade, ligger 13 stratovulkaner fra 3000 til 4800 meter: Krestovskij, Kamen, Bezymjanyj, Ploskij Tolbatjik, Ostrij Tolbatjik, Ovalnaja Zimina, Ostraja Zimina, Gornyj Zub, Bolsjaja Udina, Malaja Udina. Herudover er arealformationer udbredt, lavaplateuaer, slagge- og lavamonogeniske formationer. Det samlede omfang af kvartære vulkanitter udgør efter forskellige bedømmelser 5000 km3, og f.eks. har alle kvartære vulkanitter i Japan et lignende omfang. Fire af vulkanerne i Kljutjevskaja-gruppen er aktive. Kljutjevskaja, Bezymjannyj, Ploskij Tolbatjik, Usjkovskij. I den nordlige gruppe af vulkaner, ud over Kljutjevskaja-gruppen og Sjivelutj, indgår vulkanerne Zaretjneyj og Khartjinskij.
Kljutjevskaja-vulkanen (4750 m) – er den højeste vulkan i Europa og Asien, og en af de mest aktive vulkaner i verden – den producerer årligt 60 millioner ton affald, hvilket udgør 2,5% af det klippemateriale, som udsendes af samtlige 850 vulkaner på land i verden. Vulkanen er en klassisk stratovulkan med et krater på 700 meter i diameter på toppen. Fra 1900 til 2012 har der været 36 udbrud fra vulkanens top, fra 1900 til 1989 17 sideudbrud. Det seneste udbrud fra toppen varede i mere end et år fra september 2009 til november 2010. I krateret opstod der en kegle af slagger og lava, og vulkanens højde steg til 4800 meter.
Vulkanen Bezymjannyj (2900 m) – er en af Kamtjatkas mest aktive vulkaner. 22. oktober 1955 vågnede vulkanen efter tusindårig ro, og den 30. marts 1956 skete der et katastrofalt udbrud med 3 km3 vulkansk affald. I eksplosionskrateret, som opstod ved katastrofen, er der siden 1956 udvokset en lavekegle, der stadig vokser. Siden 1977 har der været fast tilbagevendende, kraftige udbrud med askeskyer op til 15 km over havets overflade og en udbredelse på op til 5000 km en eller to gange årligt. I perioden 1977 til 2011 er der sket 41 eksplosive udbrud. Det seneste forekom 13. april 2011.
Vulkanen Ploskij Tolbatjik (3085 m) – består af en stump kegle med en caldera på toppen med en diameter på 5 kilometer. I den vestlige del af vulkanformationen findes der en lille sammenstyrtet caldera, der er 1,8 km i diameter, 450 m dyb og blev dannet i 1975. Før 1975 fandtes der på toppen af vulkanen i en kraterbrønd, der var 200 m i diameter, en lavasø, og på kraterranden kunne man se ”Pelees tårer” – glastråde af særligt flydende lava, der udslynges under udbrud, men også plagioklaslapilli – sammenvoksninger af mineralet plagioklas. Man kan finde lapilli den dag i dag. Vulkanens udbrud minder om hawaianske udbrud.
Der støder et område op til vulkanerne Ostrij Tolbatjik og Ploskij Tolbatjik, der kaldes Tolbatjik-dalen, som strækker sig med en bredde på 20 km og 45 kilometers dybde frem til den gamle vulkan Nikolka. Her er der talrige kegler af slagger og af lava og slagger, der stikker frem af sprækken på den nordøstlige udstrækning. Sletter af lava af hawaiansk type, overdrysset med aske og slagger, danner her et perfekt månelandskab. Det er ikke for ingenting, at det var her, at man testede de russiske måne- og marsbiler. På kraterranden af keglerne på Det nordlige Brud, som opstod ved udbruddet i 1975, er der stadig temperaturer på over 300-400 grader, og på keglerne her har de russiske vulkanologer opdaget 24 nye mineraler (tolbatjit, pijnit, sofit m.fl.).
Vulkanen Usjkovskij (3943 m) er en ellipseformet, stump kegle med en caldera på toppen på 4,5 x 5,5 km, fyldt med is med et omfang på cirka 5 km3. I den sydlige del af calderaen befinder der sig to sammenvoksede kegler med mofette-aktivitet. Vulkanens sidste udbrud fandt sted i 1890. Vulkanens udbrud minder om de islandske vulkaners udbrud.
Vulkanen Sjivelutj (3823 m, lavakeglen er på 2500 m) – er en af de mest aktive af Kamtjatkas vulkaner. I 1964 fandt der et katastrofalt udbrud sted med en sky af vulkansk affald på 1,5 kvm til følge. I 1980 inde i det eksplosive krater fra 1964 begyndte der at opstå en lavakuppel, som fortsat vokser i dag. Fra 1980 til 2011 skete der 6 paroxysmale eksplosive udbrud, under hvilke askeskyerne steg til 15-20 km over havets overflade og strakte sig 2500 km hovedsageligt mod vest fra vulkanen. Det sidste kraftige udbrud fandt sted 27.-28. oktober 2010.
Vulkanen Kizimen (2485 m) – er en kegleformet stratovulkan, på hvis nordøstside 300 meter under toppen der befinder sig et stort område med fumaroler. 9. december 2010 begyndte der et udbrud efter 81 års ro, og udbruddet fortsætter den dag i dag. Fra december 2010 og til maj 2011 er der forekommet askeskyer på op til 10 km over havets overflade og dannelse af pyroklastiske udstrømninger. Fra 23.-25. januar 2011 og frem til nu er lavastrømmen fortsat med en lavafront på 100 meters højde.
Vulkanen Vysokij (2153 m) kegleformet vulkan med et vældigt krater på toppen. Vulkanen var i udbrud sidste gang for 2000 år siden.
Vulkanen Komarova (2070 m) er en ung stratovulkan, som ligger på den vestlige side af calderaen i den midterste del af Gamtjenskij-højderyggen.
Vulkanen Gamtjen (2576 m) Komplekst vulkansk massiv, som består af fire stratovulkaner. På den syd-østlige side af vulkanen Sydlige Gamtjen ligger den aktive stratovulkan Baranij med et krater med en diameter på 500 meter og en dybde på 200 meter.
Vulkanen Kronotskij (3528 m) Vulkanen har en helt perfekt kegleform. Dens seneste, mindre freatiske udbrud fandt sted i februar 1923.
Vulkanen Krasjeninnikova (1856 m) To sammensmeltede keglevulkaner befinder sig i calderaen med en diameter på 9 km. Det sidste udbrud fandt sted for 400 år siden.
Vulkanen Kikhpinytj (1552 m) Et komplekst massiv, som består af kvartære vulkanske konstruktioner, af hvilke keglen Savitja er aktive, med et krater med en diameter på 70 meter og en dybde på 30 meter. Det sidste udbrud fandt sted for 600 år siden.
Vulkanen Taunsjii (2353 m) Stratovulkan, som har et krater i toppen på 1,5 km i diameter, hvor der er en ekstrusionskuppel. Vulkanen havde et kraftigt udbrud for 2400 år siden.
Vulkanen Malyj Semjatjik (1560 m) er en vulkansk højderyg, som består af tre tæt beliggende stratovulkaner, af hvilke den sydvestlige kegle er en aktiv vulkan med en termisk sø på 860 meter i diameter i Troitskij-krateret. Det seneste udbrud fandt sted i 1804.
Vulkanen Karymskij (1486 m) – er en af de mest aktive vulkaner på Kamtjatka. Den meget regelmæssige keglevulkan med et krater på toppen ligger i den centrale del af calderaen med en diameter på 5 km. Der er foregået et begrænset eksplosivt udbrud siden 1996 frem til nu.
Vulkanen Zjupanovskij (2958 m) Den vulkanske højderyg er dannet af fire sammenvoksede kegler fra stratovulkaner med kratere i toppen og fumarole-områder. Det seneste udbrud fandt sted i 1956-1957.
Nord og øst for Avatjinskij-bugten
De fire aktive vulkaner, som ligger mod nord og øst for Avatjinskij-bugten og dermed nord og øst for byen Petropavlovsk-Kamtjatskij, kaldes ”de hjemlige (nære o.a.) vulkaner”. Alle ses de i klart vejr fra byen. I Avatjinskij-gruppen, som ligger nord for Avatjinskij-bugten, indgår vulkanerne: Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag, Kupolnij m.fl. I vinter- og forårsæsonen anlægges der op til vulkanen Avatjinskij den såkaldte ”Helbredets Skiløjpe”, som mange af byens indbyggere elsker. Hele familier tager ud på skiløjpen, og mange vandrere og bjergbestigere kommer ad den vej frem til vulkanens fod, hvorfra de fortsætter op til dens krater. På bjergpasset mellem vulkanerne Avatjinskij og Korjakskij ligger der flere hytter, hvorfra vandrere og bjergbestigere tager op på vulkanen på alle tider af året. Kamtjatkas mest erfarne bjergbestigere har flere gange foretaget ”femvulkaners tour” – og følgelig besteget Kozelskij, Avatjinskij, Korjakskij, Arik, Aag – nogle gange med udgangspunkt fra Kozelskij, andre gange fra Aag.
Vulkanen Korjakskij (3456 m) – en stratovulkan, hvis krater på 45 x 90 meter befinder sig i den vestlige del af toppen. På nordvestskråningen af vulkanen i 3000-3100 meters højde befinder der sig en sprække, i hvilken hovedparten af vulkanens fumaroler er koncentreret. Det seneste udbrud af begrænset styrke fandt sted 22. december 2008 til den 30. august 2009 – og askeskyen rejste sig til over 5, 5 km over havets overflade og strakte sig 700 km fra vulkanen. Der blev konstateret aske i luften ved byerne Petropavlovsk og Elizovo, og lufthavnen i Elizovo måtte lukkes flere gange i den forbindelse.
Vulkanen Avatjinskij (2751 m) Aktiv vulkan af Somma-Vesuv-typen. Inde i sommaen , der er 4 km i diameter, dannet ved et katastrofalt vulkanudbrud for omkring 30 000 år siden, befinder der sig en regelmæssig keglevulkan på omkring 500 meter. Keglen begyndte at tage form for cirka 4000 år siden. Vulkanens krater blev fyldt med lava ved udbruddet i 1991. Vulkanen var senest i aktivitet i 2001, hvorved der opstod en sprække i lavaproppen.
Syd for Avatjinskij-bugten befinder vulkanerne Gorelyj og Mutnovskij sig.
Vulkanen Gorelyj (1829 m). I den centrale del af calderaen på 13 x 12 km finder vi den moderne vulkanformation, i form af en højderyg i vest-nordvestlig retning. Hoveddelen af vulkanen består af tre sammenvoksede kegler, og derudover er der på toppen 10 kratere, beliggende på hinanden. På yderskråningerne af vulkanen kan tælles omkring 40 sidesprækker. Seneste udbrud fandt sted i 1986. Fra juni 2010 op til nu har der været aktivitet i vulkanen. På skillevæggen, som skiller det varme syrevand fra det kolde ferskvand, er der på varmtvandssøens side i foråret 2010 opstået en ny mægtig fumarole, hvis gas har nået en temperatur på 800-900 grader. I efteråret 2010 forsvandt den varme sø, begge kratere blev dækket af sne, men fumarolen er fortsat aktiv.
Vulkanen Mutnovskij (2323 m) udgøres af en kompleks formation, bestående af fire stumpe mindre toppede calderaer af stratovulkaner. Det aktive krater, der er på 440 x 100 meter, er skåret ind i den vestlige rand af vulkanens hovedkrater. Fumarolernes gasser kommer op på en temperatur på 580 grader. For nogle år siden fandt den russisk forsker M. Zelenskij ved fumarolernes sublimation i det aktive krater et nyt mineral, som han gav navnet tazevit, til ære for den berømte franske vulkanolog Haroun Tazieff. Den seneste aktivitet i vulkanen kunne iagttages i 2007 – ved et freatisk udbrud i det aktive krater blev der dannet et eksplosionskrater på 200 meter i diameter. Asken derfra kunne findes 5 km fra vulkanen. I Mutnovskijs caldera foregår der aktive postmagmatiske og hydrotermiske processer. Bunden af fumaroleområdet ligger på 1450 meters højde over havets overfalde ved en sø, som har ligget i krateret siden 1950’erne. Gasdampe af høj temperatur (150-180 grader) står ud fra de hævede dele på periferien af reposen. Fumarolernes udmundinger er indlejret med svovl. Ind i mellem vokser finurlige svovltårne ud over dem. På sænkede steder fyldt med grundvand omdannes fumarolerne til kogende mudderhuller. Nogle gange er de skjult af kuppelformede hvælvinger af svovl. Disse områder er farlige, eftersom svovlskorpen er tynd og sprød. I lavere beliggende områder er det udbredt med åbne mudderhuller med en diameter på op til 6 m. Fra nogle af dem udgår der fontæner af mudder og vand på 1-2 m.

Mod syd

Længere mod syd, kan man se følgende aktive vulkaner:
Vulkanen Opala (2475 m). Stratovulkan, som ligger i den nordlige del af calderaen med en størrelse på 13 x 15 km. Det seneste udbrud fandt sted for 300 år siden.
Vulkanen Khodynka (2090 m) Stratovulkan, hvis seneste udbrud fra det centrale krater fandt sted for 2000-2500 år siden.
Vulkanen Ksudatj (1079 m) Stor vulkan, som er dannet ved kraftige eksplosive calderadannende udbrud. I den nordlige del af den nuværende caldera der er 9 km i diameter findes keglen Stjubel med en diameter på 2 km, dannet for 1400 år siden. Ved det seneste vulkanudbrud i 1907 var omfanget af udkastet vulkansk affald på omkring 0,3 km3. Da lagde der sig et groft vulkansk støvlag på 2-3 centimeter i byen Petropavlovsk-Kamtjatskij (155 km fra vulkanen).
Vulkanen Zjeltovskij (1953 m). Stratovulkan af typen Somma-Vesuv med en krater i toppen på 500 x 800 m fyldt med lavakupler. I den vestlige del af den største kuppel kan der iagttages fumaroleaktivitet. Seneste udbrud skete i 1923.
Vulkanen Ilinskij (1578 m) Stratovulkan af typen Somma-Vesuv. Dens nuværende kegle voksede frem i calderaen til en diameter på omkring 4 km. Det seneste kraftige udbrud var i 1901.
Vulkanen Dikij Greben (1079 m) – er den kraftigste ekstrusionsformation i Kurillernes og Kamtjatkas område. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1600 år siden.
Vulkanen Kosjelevskij (1812 m) Er et vulkansk massiv bestående af fem store formationer med et aktivt krater på Den centrale Stratovulkan. Dens seneste udbrud fandt sted omkring 1690.
Vulkanen Kambalnyj (2156 m) Stratovulkan, hvis top er kronet med et krater på 800 x 400 m. Der er kraftig fumaroleaktivitet på den vestlige skråning af vulkanen. Sidste udbrud fandt sted i 1769.

Andre af Kamtjatkas perler

Ud over de aktive vulkaner er der blandt Kamtjatkas perler en række hydrotermiske systemer, blandt hvilke Gejserdalen og Uzon-calderaen særligt udmærker sig. De ligger i Kronotskij Naturparken, som er et af Ruslands statslige fredede områder.
Gejserdalen Egentlige gejsere findes her på Jorden i Island, New Zealand, Nordamerika (Yellowstone) og på Kamtjatka. I Gejserdalen, som er 4 km i udstrækning, var der indtil 2007 mere end 40 gejsere, der hver havde sit eget karakteristiske udbrudsmønster. For eksempel så man ved udbrud af Kæmpen en søjle af vand hæve sig op til 30 meter og damp derfra på 200-300 meters afstand. Pauserne mellem Kæmpens udbrud var på mellem 3-11 timer. Den største gejser, Grotten, kom i udbrud sjældent – 1-2 gange om året, men udspyede på en gang op til 60 t vand. Derudover var der mange termiske reposer og vandfald på skråningerne af dalen. 3. juni 2007 skete der et jordskred, og der dannedes en opdæmmet sø. En del af gejserne blev begravet under afbrækkede klippestykker og fyldt op med vandet fra søen. Men naturen er ved at genoprette sig selv. Gradvist skylles jordvolden bort, og de kendte gejsere kommer i aktivitet igen, eller nye dannes. Selv om Gejserdalen har forandret sig, har den ikke mistet sin charme og fortsætter med at virke overraskende på alle, der besøger den.
Uzon-calderaen har en størrelse på 9 x 12 km med en flad bund, der er hævet 700 meter over havets overflade, og blev dannet for omkring 40.000 år siden. I begyndelsen var den fyldt op af en sø. I vore dage optager vandet en mindre del af calderaen. Her finder man floden Sjumnoj, som udmunder i floden Gejzernaja. I den nordlige del af calderaen går en 5 km lang og 200-500 m tynd stribe med termiske områder med kogende kilder, stråler af damp og gas, mudderhuller, mindre muddervulkaner. Her er 12 termiske søer og mere end 1000 termiske kilder.

Litteraturliste:
Vulkany i geotermy Kamtjatki. Peteropavlovsk-Kamtjatskij. 1974. s. 224.
Dejstvujusjtjie vulkany Kamtjatki. V 2-kh tomakh. M.:Nauka. 1991.
I.V. Melekestvev, O.A. Brajtseva, V.V.Ponomareva. Novyj podkhod k opredeleniju nojatija ”dejstvujusjtjij vulkan”//Geodinamika i vulkanizm Kurilo-Kamtjatskoj ostrovoduzjnoij sistemy. Peteropavlovsk-Kamtjatskij.2001. S. 191-203.
O.B. Seljanin. K vulkanam Mutnovskij i Gorelyj (vulkanologitjeskij i turistitjeskij putevoditel). Petropavlovsk-Kamtjatskij. 2009. S. 106.

Ordforklaring:
Ekstrusion – modsat intrusion, udstødning fra vulkanen, hvorved den vokser udefra.
Effusive – udflydende
Mofette – kulsyreudstrømning
Paroxysmale – anfaldsvis
Pyroklastiske – glødelavine
Freatisk – vulkanudbrud, hvor magma kommer i kontakt med vann og derved danner damp.
Fumarole – udstrømningssted
Sublimation – faseovergang direkte fra fast form til gas.

Kære Henning
Her er artiklen

Copyright: Direktør Thomas Køhler
Direktør

image_print