Copyright: Lars Bo Nielsen

26/08/2001 KL. 01:00

Ferie på vulkaner

Det er varmt, ulovligt og livsfarligt. Men nogle kan bare ikke lade være: De sniger sig helt tæt på vulkaner i udbrud. Belønningen er en nærmest ubeskrivelig flot naturoplevelse.

TILFØJ TIL LÆSELISTE

AF LARS BO NIELSEN

»Dér hvor det damper, er lavaen. Dér, til højre for højspændingsmasten, er krateret, som du vil kunne se lyse op i orange farver i nat.«

Englænderen peger på vulkanen og forklarer videre. Jeg har glemt alt om en søvnløs nat på et sæde i et meget overfyldt tog fra Rom. Endelig er jeg blevet installeret på en campingplads i Nicolosi, den truede by ved foden af den sicilianske vulkan Etna.

Jeg gnider igen mine øjne fri for fin aske, som stammer fra røg fra et af de øverste kratre. Asken regner stille og roligt ned over os og farver teltene grå. Min livsdrøm om at se rigtige udbrud og glødende lava står foran sin opfyldelse.

På campingpladsen har ca. 30 rygsæksrejsende fra hele Europa lejret sig sammen med pladsens almindelige italienske gæster. Ryksækfolket har som jeg kun ét i hovedet: Komme tæt på udbruddene, som alle har læst om eller set på TV. Kort er fremme, og det eneste, der tales om, er, hvad der sker på Etna og om ruter til det afspærrede område – samt især om hvordan man kommer udenom, uden at blive taget af politiet.

Om aftenen går jeg op mod den nærmeste afspærring fem km væk. Mange andre har fundet vej, og jeg løber på det nærmeste op ad vejen. Det ser ud, som om der er en lang bilkø op ad bjerget at dømme ud fra mængden af baglygter – indtil det går op for mig, at køen ikke bevæger sig. ”Køen” viser sig at være lavafloden, der meget langsomt flyder ned af bjerget, men det ligner en lang bilkø bagfra.

Som narko

»Vulkaner er som narko. Man vil hele tiden have mere,« mener englænderen, og han har ret. Næste dag skal det være. Jeg får samlet en gruppe, og vi angriber det afspærrede område østfra for at nå en nedre sprække, hvor lavafloden stammer fra, og hvor der er udbrud.

Efter en times forsøg på at finde en bagvej udenom afspærringen giver vi op. Stien går gennem skov, og træernes blade er fyldt med aske, der ved den mindste berøring drysser ned over os og vores svedige tøj. Vi sniger os i stedet tæt forbi afspærringen, og pludselig er der 10 km uafspærret vej mellem os og krateret. Hver gang, der kommer en politibil, let genkendelig på de blå blink, gemmer vi os i grøften og løber på denne måde ingen risiko, men vi får hilst på Etnas mange torne.

Det er midnat, da vi når frem. Vejen spærres af en ny, kunstig jordvold, og lige bagved flyder lavaen. Det er som at åbne døren til en sauna, en hed, fugtig og tung sulfurfyldt luft slår os i møde.

Man kan komme helt tæt på, lavaen flyder langsommere end sirup og flyder ikke opad jordvolde. Man skal bare passe på ikke at glide ned på lavaen, som er glødende varm. Lavaen er askemørk, men gennem utallige sprækker titter en orangerød farve os i møde. Lyden af lavafloden, der langsomt flyder af sted, lyder som trækul, der gnubbes mod hinanden, en sær, tør, raslende og klagende lyd.

En fotograf siger, vi skal gå op ad en lille høj for at se mere. Oppe på toppen har vel 15 andre lejret sig. Udsigten er fantastisk, lavafloden flyder fra kratret næsten lodret og lyser glødende orange. Ved kraterkanten er der en gang imellem kraftige udbrud, hvor glødende sten slynges højt til vejrs. Flot og farligt, men afstanden virker sikker nok. Det ligner fyrværkeri når det sker, og det lyder også sådan. Udbruddene er alt andet end stilfærdige, men dybt, dybt betagende!

Stromboli

Dagen efter bladrer jeg i en rejsefører fra en af de andre vulkanfreaks på campingpladsen. Det viser sig, at øen Stromboli nord for Sicilien har en vulkan, som ofte er i udbrud.

Stromboli er en lille, men smuk og populær ø, med mange italienske turister. Der er to byer og en vulkan i midten, og der er vel 10 km hele vejen rundt. Turisterne kommer mest for at bade eller dykke, transporten varetages af en sværm af flyvebåde, eller også sejler de selv dertil.

»Forbudt at gå op på vulkanen uden guide,« står der ved ankomsten til øen.

Da ingen har tænkt sig at håndhæve forbuddet, starter vi opstigningen alene. 900 m opad i 30 graders fugtig varme med fuld oppakning inkluderet et minimum på fire liter vand pr. person.

Stien er nem at følge, men jeg har over 20 kg oppakning, og for hvert fodspor drypper sveden ned fra hagen. Opstigningen er hård. Det tager fire timer at nå op. Vulkaner er ikke som norske fjelde, man går mest i jord eller værre; på porøse lavasten, som er nemme at skære sig på, hvis man falder. Faktisk minder opstigningen mest af alt om at gå opad en bunke nøgen jord. To skridt opad og ét tilbage!

Fra toppen kan man se krateret ovenfra, og efterhånden som mørket falder på, kan man igen se det orange lys. Der er fire kratere, der opfører sig vidt forskelligt. Ved to af dem kan man se orange flammer, det tredje er skjult, og det sidste går i rigtigt udbrud hvert kvarter.

Nogle gange blæser vinden vores vej, så folk hoster af sulfurdampene, og udbruddene skjules af skyer. Andre gange bærer vinden væk, og så har vi det mest fantastiske udsyn til udbruddene.

Lige inden udbruddene kommer der to lyde: Én, som når man slår på en stor tom gryde, og én, som når åbner for et stort gaskomfur uden at antænde gassen.

Bang! Og så sprøjter det op med glødende sten – nærmest som et springvand.

Jeg er ikke helt tryg, især ikke da et udbrud slynger glødende sten over 100 m op og derved op i vores højde. Men der sker intet, og natten igennem kan vi dele udsynet til et storslået natursceneri med mange andre, der også overnatter på bjergets top.

Det ene udbrud er flottere end det andet. En af mine livsdrømme er opfyldt!

Anbefaling af vulkaneksperten.dk:

Gennem Morgenavisen Jyllands-Posten, som bragte flere artikler om Etna, kontaktede jeg Henning, som var blevet refereret i avisen.

Henning stillede uden omsvøb sin store viden om emnet til rådighed for mig, og hjalp mig endda med adresser på et vulkanologisk institut i Catania, den største by tæt på Etna.

Da jeg endelig kom til Catania(med tog, lufthavnen var lukket på grund af askenedfald), fandt jeg aldrig vulkanologerne, da instituttet var lukket. Men efter Hennings anbefaling fandt jeg en campingplads tæt ved Etna. Her mødte jeg andre amatørvulkanfreaks, og vi vandrede på vulkanen selvom området ved udbruddene var afspærret, kom så tæt på lavastrømmen så der kun var få meter til den, og vi så udbrud om natten.

Min rejse førte mig senere til Stromboli, en vulkanø med en noget overset vulkan, som stort set har udbrud hvert 20. minut, hvilket er meget usædvanligt for en vulkan. Vi besteg vulkanen og overnattede på toppen, hvor vi overværede festfyrværkeriet om natten med springende glødende lavastenblokke. Ikke ufarligt, men meget smukt.

Jeg anede ikke, at den vulkan eksisterede, men igen kan jeg takke Henning for hans store og personlige hjælp til mig for, at jeg på så kort tid fik et livsønske opfyldt, at se udbrud tæt på. I øvrigt endte min oplevelse med, at jeg solgte en artikel til Jyllands-Posten om min tur.

Jeg kan anbefale Henning til alle, både folk som vil rejse med ham som rejseleder, men også hvis man bare ønsker at få en vulkansnak. Henning brænder for emnet og han er en levende, hjertelig fortæller, som det er en fornøjelse at høre på. Det er ikke tilfældigt, at det er ham, som du hører i radioavisen, hvis der fortælles om nye udbrud.

Lars Bo Nielsen