Vulkanen Sjivelutj spyr aske og støv ud i et 100.000 kvadratkilometer stort område er dækket af et ca. 8 cm tykt lag aske. Adskillige landsbyer er overdænget med støv og aske.
Herunder min artikel fra bogen: “Sagn og myter om vulkaner”.
Kamtjatkahalvøen i det østlige Rusland ved Stillehavet har 160 vulkaner, hvoraf de 30 betegnes som virksomme. Disse vulkaner tilhører den berømte ”ildring”, og det vil sige den kæde af vulkaner, der strækker sig rundt omkring hele Stillehavet. Vulkanerne er ret så eksplosive i deres udbrudsrytmer, da der er tale om såkaldte subduktionsvulkaner, og det vil igen sige underskydning af Stillehavspladen, der presses ind og ned under det russiske kontinent fra øst. Subduktion er et område, hvor to af jordskorpens plader mødes og presses imod hinanden, og den letteste – ofte oceaniske – presser sig ned i kappen under den anden kontinentale – altså underskydning. Derved sker der en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har en mere sejtflydende konsistens. Dette medfører, at denne opad stigende magma, er mere vandholdig, da det er en havbundsplade vil danne mere eksplosive vulkaner på jordens overflade, da den sejtflydende lavas konsistens bevirker, at gasserne har sværere ved at undslippe i vulkanernes udbrud.
I dag er Kamtjatkahalvøen mest beboet af russiske indvandrere, men de nuværende beboere af halvøens urbefolkning hævder, at ligesom jorden blev skabt af ild, blev også Kamtjatkahalvøen født af ild. Mundtligt havde de fra den ene generation til den næste fortalt om vulkanerne. Da Kamtjatkas vulkaner er ret så voldsomme i deres udbrud, var der hos befolkningen behov for en forklaring, så de kunne forstå de skrækkelige naturkræfter.
På Kamtjatka er der næsten altid en vulkan, der er i udbrud. Halvøens mytologiske historie handler om en konstant voldsom genfødsel af ild fra jordens indre..
De ældste beboere – urfolket – frygtede fra tidernes morgen vulkanerne. De troede på, at vulkanernes tinder var beboet af gomuler, såkaldte bjergånder, og når vulkanerne var i udbrud, var det på grund af gomulerne.
Gomulerne tog om natten på hvalfangst, hvor de vandrede fra bjergene og ud i havet, de spiddede hvalerne med deres spidse fingre og drog tilbage til bjerget. Her tændte de store bål for at riste deres fangst. Ilden og røgen i krateret kunne ses langt væk, det kogende hvalfedt løb ned ad bjergsiderne, jorden rystede og hvalbenene hvirvlede gennem luften. Når gomulerne havde spist hvalerne, gik bålene ud, og vulkanen blev atter tavs.
I den nordlige del af Kamtjatkahalvøen lever efterkommerne af ”Rensdyrfolket”, den oprindelige urbefolkning, der tilbad ravneguden Kutkh. Han var den første mand, menneskehedens ”frugtbare forfader”. Han kom flyvende hen over havet og tabte en fjer, der blev til Kamtjatka. Da han havde skabt landet skabte han menneskene og en kvinde, således at menneskene selv kunne fortsætte skabelsen. Hun var så smuk, så alle mænd blev dybt forelsket i hende, og de håbede alle sammen, at de hver og en kunne få hendes opmærksomhed.
Når mændene døde, blev de omdannet til bjerge, der forvandledes til vulkaner på grund af hjerterne i mændene, der stadig brændte af kærlighed til kvinden.
En anden legende beretter om, at bjergdæmonerne, der lever inde i vulkanerne, flyver ned fra bjergene til havet for at fange fisk og hvaler. Fangsten bringes til bjergtoppene, hvor de tilbereder og spiser deres fangst. Det er grunden til, at vulkanerne lyser op i nattens mørke. Ingen mennesker turde vove sig op på vulkanerne, fordi dæmonen kunne springe ud af bjerget og tilintetgøre dem.
Beboerne viste deres respekt overfor bjergdæmonerne inde i vulkanerne ved, at de ofrede kødstykker på skråningerne af vulkanerne og på denne måde undgå dæmonernes vredesudbrud.
Kamchatka har slemme vulkaner, men de ligger i forholdsvis ubeboede egne…
Bezymianny er en af de mest kendte og omtalte vulkaner på Kamchatkahalvøen. Den er 2869 met høj og havde i 1955 et meget kraftigt udbrud efter en hvileperiode på over 1000 år. 200 meter brede mudderfloder strømmede i maj 2007 ned igennem vulkanens kløfter og dale på skråningerne. Den 5. november strømmede nyt materiale ned gennem kløfterne – ca. 200.000 kubikmeter flød tre kilometer ned i oplandet. Denne vulkan har de seneste år været i udbrud med fem til seks måneders mellemrum. Det sidste udbrud var i oktober 2007.
Kliuchevskoi er den højeste – 4835 meter høj – og mest virksomme af Kamchatkahalvøens ca. 120 vulkaner, og den havde i 1990 et kraftigt udbrud. Siden Kamchatkahalvøen blev beboet i slutningen af 1600 – tallet, har man observeret udbrud med få års mellemrum i denne vulkan. 
Lige som jorden blev skabt af ild, blev også Kamchatkahalvøen også født af ild.
På Kamchatka er der aldrig blevet helt stille. Halvøens mythologiske historie handler om en konstant voldsom genfødsel.
De ældste beboere her – urfolket – frygtede fra tidernes morgen vulkanerne. De troede, at i vulkanerne boede gomulerne, en slags bjergånder.
Om natten gik gomulerne på hvalfangst i havet omkring Kamchatkahalvøen. De fanger hvalerne med deres store hænder og spidder dem på fingrene. Så tager de tilbage til vulkanerne, hvor de tænder store bål for at stege hvalerne. Ilden og røgen i vulkanerne kan ses langt væk, og kogende hvalfedt løber ned ad bjergsiderne som ildstrømme. Jorden skælver og ryster, mens hvalbenene hvirvler gennem luften. Når hvalerne er spist, dør bålene ud, og vulkanerne vender tilbage til sin knugende tavshed.
