1

Vulkanen Wolf i udbrud på Galagaposøerne.

 

Vulkanen Wolf på en af Galagaposøerne er gået i udbrud for første gang siden 2015 og en lavastrøm med en længde på15 kilometer ved at flyde ud i havet.

Wolf-vulkanen er en af de seks aktive vulkaner på Galápagosøerne, der ligger ved ækvator i Stillehavet.

Galagaposøerne består af  7 aktive skjoldvulkaner, som er opbygget fra havbunden og lige rækker toppene op over havets overflade.

Øerne er kendte for deres rige og utrolige dyreliv – på trods af de relativt golde vulkanøer. Øen, hvor vulkanen Wolf ligger, er hjemsted for den sjældne lyserøde leguan, men heldigvis ser det ud til, at ingen lyserøde leguaner var i udbrudsområdet, hvilket er en fantastisk nyhed!

Jorden forandres hele tiden. De tektoniske plader flytter sig, og nye, små øer af lava dannes og dukker op af det dybe blå hav. Man kan egentlig sige, at et verdensatlas holder derfor ikke stik ret længe ad gangen.

Det er især ved vulkanske øgrupper som Galápagosøerne, at der sker mange ændringer.

Jordens overflade består af tektoniske plader, der forskubber sig. Under Galápagosøerne bevæger Stillehavets havbundsplade sig med mellem 5 og 9 centimeter om året.

Men der, hvor øgruppen for alvor skiller sig ud, er ved at være et af de områder, hvor den vulkanske aktivitet er størst. Dette gør, at der nu og da dukker en helt ny ø frem. De bliver skabt af udbrudsmateriale i form af lava og aske fra det indre af jorden.

I Jordens indre findes der en lang række grundstoffer som eksempelvis uran, thorium og kalium og når disse grundstoffer sønderdeles, dannes der energi, som igen udvikler sig til varme.

Det er disse varme strømbevægelser, som smelter og danner de glødende bjergartsmasser i form af magma, der strømmer ud igennem vulkanerne på jordens overflade i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser.

Galápagosøerne ligger midt på Stillehavspladen og ville normalvis være undtaget den vulkanske aktivitet, der sker, hvor de tektoniske plader mødes, d.v.s trækker sig enten fra hinanden eller støder imod hinanden.

Men som ved Hawaii og Island, så ligger Galápagos desuden ovenpå et såkaldt ”hot spot”, hvor aktiviteten af de varme strømbevægelser under Jordens skorpe er mere konstant og voldsom. De varme strømninger kommer her fra den nedre del af Jordens kappe og fører flydende magma med sig, hvilket igen danner vulkaner oven over på jordens overflade.

Ved mange vulkanudbrud flyder lava ud igennem vulkanøens krateråbning og aflejres, så vulkanøen vokser sig større lidt efter lidt.

Normalt opbygges vulkaner som bjergformede kegler og kan tage forskellige former, blandt andet den klassiske stratovulkan, d.v.s. lagdelt og bestående af skiftevis lava og aske, der stikker op som en kegle i landskabet.

Man Galapagosøernes vulkaner er såkaldte skjoldvulkaner, der har mere tyndtflydende lava og i stedet for at opbygge en stor kegle, vil lavaen flyde ud og danne flade kupler, så vulkanen får en form, der fører tankerne hen på skjoldet hos de kendte kæmpeskildpadder på Galápagosøerne.

Som sagt er Galapagosøernes vulkaner opbygget over et såkaldt ”hot-spot”, et varmeområde i Jordens kappe, hvor en varm strøm bringer magma (lava) mere konstant til vejrs på samme måde som er tilfældet med Island og Hawaii-øgruppen og til dels de Kanariske Øer og Azorerne også. Altså ”hotspotvulkanisme” bringer magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe.  

De højeste temperaturgrader i lava, der er flydt ud igennem en ”hotspotvulkan” er målt i hotspotvulkanen Kilauea på Hawaii med 1500 graders Celsius.

Man kan sige, at en hotspot ikke tilhører grænserne af de store tektoniske plader – udover Island, fordi Island ligger udover på en hotspot også på kanten af to tektoniske plader – nemlig den Ameriokanske og den Euroasiske.

Geologer har konkluderet, at der befinder sig mellem 40 og 50 hotspots rundt om på kloden med Hawaii, Island, Galapagos, Reunion og Yellowstone som nogle af de mest aktive for tiden.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at havbundspladen, der er den tungeste tvinges ned i dybet og dykker ned under kontinentalpladen, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, der hælder ind under kontinentet. Det var en jugoslav, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod der jordskælv som følge af bevægelser i brudområderne, altså der, hvor skorpen gned imod hinanden. Den dermed frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er også medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige opad imod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra oceanbundpladen og fra kontinentpladen og er derfor mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Derfor opbygges der et overtryk i disse magmabeholdere eller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner, d.v.s. underskydning eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte afstedkommer calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og store askestrømme eller glødende askelaviner.

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma, der nærer ø-buevulkanerne.

Inden på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opad strømmende varme magmamateriale. Tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet og Galagaposøerne , der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, der opbygger store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

Forskelliges steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i enorme områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden og flere hundrede tusinde kvadratkilometer områder har sådanne lavaudbrud fundet sted fra tid til anden. F.eks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. som f.eks. den Øst – Afrikanske gravsænkning er nye åbninger, hvor kontinentet eller pladen er ved at gå i stykker og trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og danner vulkaner i bunden af dalen.

Risici ved at besøge en aktiv vulkan
Sikkerhed kan ikke garanteres, når du besøger en aktiv vulkan. Udbrud kan ske når som helst uden varsel. En beslutning om at bestige en vulkan, der bryder ud, bør baseres på en analyse af fordele og risici. At se et udbrud er en af de største seværdigheder i naturen, men udfordringen skal accepteres med sund fornuft og viden om risiciene.

www.vulkaneksperten.dk

Henning Andersen.

Tlf. 20764247

e-mail: info@vulkaneksperten.dk