De Canariske Øer består af 7 større og mindre øer, hvoraf Cran Canaria er den ældste rent geologisk. Den er dannet ved vulkansk virksomhed for 16 millioner år siden. Senere dannedes øerne Tenerife, Gomera, El Hierre, La Palma, Fuerteventura og Lanzarote. Dybt nede på bunden af Atlanterhavet åbnedes nogle sprækker, hvorfra lava begyndte at flyde ud. Gentagne udbrud opbyggede vulkankegler først som undersøiske vulkaner og sidenhen over havets overflade og herved dannedes øerne. I 1963 opstod der en ny vulkanø oppe syd for Island og en anden ved Azorerne i 1957. Vulkanaktiviteten er i allerhøjeste grad vedvarende og dannelsen af øerne hænger sammen med Kontinentalpladernes bevægelser, hvor vi har den Amerikanske Plade og den Afrikanske Plades bevægelser væk fra hinanden med nogle få centimeter om året. Disse pladebevægelser danner mulighed for, at magma fra jordens varme indre trænger op og danner vulkanøer, hvoraf Island – Canarieøerne, Kap Verde, Azorerne, Madeira, Ascension, St. Helena og Tristan da Cunha er de kendteste. De seneste udbrud fandt sted på La Palma i 1971, altså hvor et nyt udbrud nu er i gang i vulkanen Cumbre Vieja.
En anden årsag til, at der dannes vulkaner og de er så aktive skyldes, at hele denne øgruppe samtidig ligger ovenpå et såkaldt “hot-spot” og det vil sige et stationært varmeområde, hvor der pumpes magma(lava) op fra dybere dele af Jordens Kappe. Eksempelvis ligger Island på et større “hot-spot” og ligesom Hawaii-øerne i Stillehavet også befinder sig ovenpå et “hot-spot”. Varmekilden – Hotspottet – bliver på samme sted, mens kontinentalpladerne ovenover flytter sig, men forskellen fra de mere aktive vulkaner i Island og så de Canariske Øers vulkaner er, at der under Island er en mere konstant opstigning af magma, hvilket medfører, at der er vulkanudbrud i Island med kun ca. 4 – 5 års mellemrum mens vulkanerne på de Canariske Øer ofte har længere hvileperioder imellem deres udbrud, fordi varmekilden varmetilførselen under øerne er mere uregelmæssig og dermed sker vulkanudbruddene her med længere intervaller.
Øen La Palma eller på spansk “La Isla Bonita” betyder den skønne ø og “Ildens datter”. I det indre af denne ø findes det store vulkankrater “La Taburiente”, der er et 2000 meter højt bjergplateau, som er dannet af vulkanske udbrudsprodukter. Krateret kaldes også “Calderaen”, et spansk ord for kraterindsynkning eller kedel, og dette vulkankrater har navngivet det vulkanologiske ord “Caldera” til alle vulkaner med en sådan enorm indsynkning i toppen. Selve calderaen dannes ved, at voldsomme udstrømninger af lava i et vulkanudbrud tømmer vulkanens indre smeltekammer ud i et udbrud således, at vulkankeglen ovenover synker ind og danner en stor fordybning.
Det betyder ikke, at vulkanen ikke kan komme i udbrud igen, men ofte sker det, at nye kratere åbner sig både inden og udenfor calderaen på vulkanflanken eller i nærheden, og fra disse kratere sker udbruddene i fremtiden. Dette er sket før på La Palma.
I de sidste 1000 år er der forekommet udbrud på den sydlige del af øen. Den 22. oktober i 1971 begyndte jorden at ryste og den 27. oktober åbnedes et krater ved Teneguiaklippen ved havet. Teneguia er et gammelt Gunanchenavn for klippe, og herfra slyngedes aske og lava ud og lavastrømme flød ud i havet. De nærliggende beboelser blev evakueret i tide. Mange turister strømmede til for at betragte dette naturfænomen.
Men ikke alle udbrud er forekommet lige uskadelige. I 1646, 1712 og 1949 væltede lavastrømme nedover veje og landsbyer og ødelagde mangt og meget, men heldigvis nåede de fleste indbyggere at komme væk i tide og kun få omkom. På Tenerife fandt det seneste udbrud sted i 1909 og på Lanzarote var der voldsomme udbrud i årene 1730 – 36 og igen i 1824, som fordrev store dele af beboerne til Amerika.
Copyright: vulkaneksperten.dk – Henning Andersen. Tlf. 20764247.
