Vulkan fortsætter

 

Kilde: Ritzau

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at vulkanudbruddet på den spanske ferieø La Palma stopper.

Det oplyser det lokale beredskab søndag – syv uger efter udbruddets start.

Vulkanen gik i udbrud 19. september for første gang i 50 år. Siden da har den spyet med røg, aske og næsten 1300 grader varm lava. Den har ødelagt over 2700 bygninger på den nordvestlige kanarieø.

Ifølge Carmen Lopez, der er talsperson for beredskabsorganisationen Pevolca, er der ingen data, der indikerer, at vulkanen snart falder til ro.

Antallet af jordskælv i området er dog faldet en smule på det seneste. Det samme er mængden af svovldioxid i luften. Mængden af svovldioxid er en typisk indikator på, hvor stærkt udbruddet er.

En stor sort røgsky kunne søndag ses stige op fra den vulkanen.

Skyen blev båret mod sydvest af vinden og dermed ud over vandet. Det betød, at både biltrafik og lufttrafik ikke blev påvirket af røgen.

Folk med skrøbeligt helbred er søndag dog blevet opfordret til at forlade deres hjem, hvis de har mulighed for det.

I alt er cirka 7000 personer nu blevet evakueret i forbindelse med udbruddet.

Lavaen fra vulkanen har dannet en lille form for halvø ved La Palmas kyst. Halvøen er på næsten 40 hektar – 0,4 kvadratkilometer.

/ritzau/dpa

image_print