1

Vesuvs udbrud 1944

Forfatteren Curzio Malaparte skriver om udbruddet i sin bog: “Det dyrebare skind”, København 1950:

“Ildregnen”

Himlen brast mod øst i et mægtigt sår; den blødte, og blodet farvede havet rødt. Horisonten styrtede sammen i en afgrund af ild. Rystet af voldsomme kramper skjalv jorden, husene rokkede i deres grundvolde, og man hørte allerede den dumpe lyd af nedstyrtende katastrofer.
Uhyggelige drøn bragede i luften, det lød, som brækkede og knustes knogler. Over al tumulten, over al gråd, over alle skrig fra menneskestruber, mens folk famlede sig som blinde gennem gaderne, hævede sig et enormt brøl, der syntes at sprænge rummet.

Vesuv hylede i natten, mens den spyede blod og ild. Man havde ikke siden Herculanum og Pompejis levende begravelse i deres kiste af aske og lapilli – de vulkanske sten – hørt et så forfærdende brøl stige mod himlen. Et enormt ildtræ skød højt op i luften fra vulkanens gab. Det var en umådelig stor pragtfuld søjle af røg ag flammer, som udspydes i firmamentet, til den nåede de blege stjerner.

På Vesuvs skrænter strømmede lavafloder ned mod landsbyerne, der gemte sig mellem grønne vinhaver. Det blodrøde lys af glødende lava var så klart, at man over et vældigt område af bjerge og sletter, som kom inden for lysets rækkevidde, så alle enkeltheder hårdt optrukne.
Skovene, floderne, husene, engene, agrene og stierne stod klare og skarpe, som man aldrig ser den ved dagens lys, og der var endnu længe til solopgang.

Man så Agerolas bjerge og Avellions tinder dukke pludseligt frem og blotte deres hemmeligheder i grønne enge og store skove. Trods afstanden mellem Vesuv og Monte di Dio, fra hvis top vi stumme af rædsel betragtede dette fantastiske skue og lod vort blik glide over landskabet, der få øjeblikke tidligere havde ligget fredeligt i måneskinnet, så vi, som gennem et stærkt forstørrelsesglas, mænd, kvinder og dyr på flugt gennem vinhaver, over marker og ind i skove eller flakkende hid og did i landsbyer, hvis mure allerede slikkedes af flammerne.

Havet så endnu frygteligere ud end landet. Så langt blikket rakte, var det kun en hård, død skorpe dækket af huller som enorme kopar, men under denne døde skal anede man presset af enorme kræfter, en fortsat vildskab, som kunne havet når som helst rejse sig fra sine afgrundes dyb, sprænges sin skildpaddeskal og føre krig mod landet, til dets bundløse had slukkedes.

Ud for Portici, Torre del Greco, Torre Annunziata og Castelamre så man fartøjer skynde sig bort fra den farlige kyst, drevet frem af desperate roere, thi vinden, der blæste stærkt over landet, stoppede brat, når den nåede havet, og faldt som en død fugl fra himlen. Andre både kom fra Sorrento, Meta og Capri for at bringe hjælp til kystens ulykkelige byer, der omkredsedes af flammernes vildskab.

Strømme af dynd drev dovent ned ad Monte Sommas skrænter, rullede sig afsted som sorte slanger og flød sammen. Hvor disse dyndstrømme mødte lavaen, opstod høje purpurtåger under frygtelig hvislen, der i vore øren lød, som kastede man glødende jern i vand.
En kolossal sort sky, der lignede farvesækken i en kæmpeblæksprutte og var fyldt med aske og glødende Aflapilli, rev sig langsomt løs fra Vesuvs top og blev af blæsten, der heldigvis for Napoli var nordvestlig, drevet afsted i retning af Castellamare di stabia.

Spektaklet, denne sorte, stenfyldte sky lavede, mens den rullede gennem rummet, mindede om larmen af en stenfyldt kærre, som kører på en hullet vej. Nu og da spredtes en syndflod af lipilli fra en revne i skyen over land og hav. Disse lapilli faldt på jorden eller havskorpen med ganske samme lyd, som når en stenlæsset kærre kipper sin last af. Når de vulkanske sten ramte jorden eller havets hårde skorpe, rejstes rødlige støvskyer, der spredte sig over himlen og skjulte stjernerne. Vesuv brølede i sit røde mulm, og en fortvivlet jammer steg op fra byen.
Jeg greb fat i Jacks arm, og jeg kunne mærke, at han skjalv. Med farveløst ansigt betragtede han dette infernalske og rædselsfulde drama. Angst og undren blandede sig i hans blik.
”Kom med!” sagde jeg og trak ham i armen.

Vi gik i retning af Piazza Reale gennem Vicolo di Santa Marian Egiziaca. Murene i denne smøge ramtes af en rystelse, der virkede så blindende på os, at vi syntes af famle os frem med lukkede øjne. Nøgne mennesker lænede sig ud fra vinduerne, svingede med armene, udstødte høje skrig og jamren, råbte på hverandre og på dem, der med bøjede hoveder flygtede gennem gaderne under gråd og skrigen uden at sagtne deres vilde jag.

Fra alle sider kom elendige og desperate mennesker i laser eller helt nøgne løbende med fakler og kerter til madonnaerne og helgenerne i de små tabernakler, andre knælede midt på gaden og anråbte højlydt den hellige jomfru og San Gennaro om hjælp, mens de slog sig for brystet, rev sig i håret eller flåede ansigterne med neglekrads og græd ubehersket.

Ganske som et helgenbillede eller det svage skær af en kerte ved et tabernakel på gaden i en farlig fortvivlet situation pludselig i ens hjerte kan vække mindet om en tro, man længe har forsømt, genvække håbet, angeren, frygten og tilliden til en længe glemt eller fornægtet Gud, og som mennesket, der glemte gud, kan standse bevæget mediterende foran helgenbilledet med bankende hjerte og grebet af en ny, varm hengivenhed, på samme måde standsede Jack pludselig foran et tabernakel, holdt hænderne for ansigtet og råbte:
”oh Lord! Oh my Lord!”
Fra tabernakel besvaredes hans råb af fugles spæde pip. Vi hørte basken af små vinger og lyd af en skræmt fugl i sin rede. Jack veg forskrækket nogle skridt tilbage.
”Frygt ikke, Jack,” sagde jeg og greb ham i armen. ”Det er Madonnas fugle.”
I krigens år havde alle i Napolis små fattige fugle, så snart sirenerne varslede bombeangreb, søgt tilflugt i gadehjørnernes tabernakel. Der var gråspurve og svaler med pjuskede fjer og blanke, runde øjne under hvide låg. Trykket tæt mod hverandre skjulte de sig der som i en rede og dukkede sig skælvende mellem skærsildens figurer af voks og papir machè.
”Tror du, jeg skræmte dem?” spurgte Jack dæmpet.
Vi listede videre på tåspidserne for ikke at gøre Madonnas småfugle forskrækket.

Næsten nøgne oldinge med magre og fremstående gule skinneben gik støttet til murene med deres hvide hår strittende af angst og blæstens rusk. Mens de gik, stammede de halve og meningsløse ord, der i mine øren lød som latin. Måske var det hedensk-magiske besværgelsesformularer og forbandelser, måske kristne opfordringer til at angre, til åbent at skrifte alle synder og berede sig til døden.

Flokke af kvinder med fortrukne ansigter løb tæt opsluttede som krigere i færd med at storme en fæstning. Mens de løb, råbte de til menneskerne, der gestikulerede og græd i åbne vinduer. De råbte skidne skældsord og trusler, mens de opfordrede dem til at angre alle fælles gemenheder, thi nu var dommens dag omsider kommet, da Guds fortørnelse ikke ville spare kvinder eller oldinge eller børn. Menneskene i vinduerne svarede på disse trusler og skældsord med langtrukken jammer, med de skrækkeligste fornærmelser og svovlende forbandelser, og som ekko lød fra gadens mylder skrig og stønnen, mens knyttede næver hævedes truende mod himlen.

Fra Piazza Reale fortsatte vi mod Santa Teresella degli spagnoli. Jo nærmere vi kom Via Toledo, des tættere blev stimmelen, des oftere så vi udslag af rædsel, vildskab og desperat religiøsitet hos den forrykte og truende menneskemasse.
I nærheden af Piazza della Carrette ud for et bordel, der var kendt for at have negerklientel, hylede og larmede en flok tøjlesløse furier, mens de prøvede at sprænge indgangsdøren, som glædespigerne i største hast havde låst. Mængden trængte ind i huset, og da den atter kom ud, slæbte den nøgne skøger ved hårene med sig sammen med blødende og fuldstændige kuede negre, som synet af den brændende himmel, skyen med lapilli over havet og Vesuv svøbt i sit grufulde liglagen havde gjort modløse og forsvarsløse som skræmte børn.

Foruden bordellerne blev bagerier og slagterforretninger stormet. Pøbelen blandede som altid sin blinde rædsel med minder om generationers sult og had. Bag den fantastiske vildskab lå dog ikke sulten, men en målløs angst, et socialt raseri, hævnlyst og had til sig selv og alle andre. Pøbelen opfattede som altid denne hjemsøgelse som en guddommelig straf. Den så i Vesuvs rasen Madonnas, alle helgeners og de kristne, olympiske guders vrede over menneskenes synder, fordærvelse og lastefuldhed.

Inderst inde bevægedes Jack og jeg ved af de samme følelser som Napolis horder, da vi stod over for denne umenneskelige hjemsøgelse. Vi følte os ikke alene knyttet til hinanden af venskab, af hengivenhed eller medfølelse med de sejrende og de slagne, men også af fælles angst og fælles skam.

Jack blev ydmyg og dybt forfærdet over for denne naturkatastrofe. Som det gik ham, gik det alle disse amerikanske soldater, der kort forinden havde været selvsikre og hovmodige af deres værd som frie mennesker, men nu flygtede rundt uden mål og med i byens horder, masede sig vej med skuldre og næver og afslørede deres åndelige rådløshed i deres forvirrede gestus og uordentlige påklædning. Nogle løb tavse afsted med udtryksløse ansigter, andre gik stønnende med en arm holdt for øjnene, nogle larmede i kampgale bander, andre gik ensomme og olme i natten, men de vendte sig alle om nu og da, som havde de et kobbel gale hunde i hælene.

I smøgelabyrinten, der sænker sig fra Via Toledo mod Chiaia blev tumulten for hvert skridt, vi tog, mere kompakt og mere vild. Fra byens fjerneste kvarterer strømmede indbyggerne mod disse områder, der fra ældgammel tid regnes for hellige i Napoli, til de trænges på Piazza Reale, om I Tribunali ved Machio Angioino og foran domkirken, der gemmer dråber af San Gennaros undergørende blod. Der var tumulterne vældigt glammende kobbel.

De amerikanske soldater, som var blandet med denne horde, som slæbtes hid og did af den, som blev væltet og slået ligesom i Dantes helvedesuvejr, syntes også grebet af en ældgammel rædsel og besættelse. Deres ansigter var sølede af sved og aske, deres uniformer flået i laser. Også de var fornedrelsens børn og slet ikke længere fri mænd. De var ikke hovmodige sejrherrer, men elendige og slagne ofre for naturens blinde raseri. De var brændt til aske dybt i deres sjæle af den ild, der opåd himmel og jord.

Af og til rumlede det buldrende grumt i jorden indvolde, mens gaden dirrede under vore fødder, og husene vaklede. En dyb og grov stemme steg gurglende op fra brønde og kloakrør. Springvandene udstrålede svovlholdige eller kogende kaskader. Den underjordiske lyd, denne dybe røst, dette kogende dynd uddrev den fattige pøbel, som i krigens onde år for at komme i dækning under bombardementerne af angioino, der blev gravet under byen af Napolis første indbyggere, hvad enten de nu var grækere, fønikere eller pelasker, disse mystiske stammer, der dukkede op fra havet. En sådan uddrivelse af underverdenens beboere ved påsketid er malende skildret i Boccacios novelle om Andreuccio da Perugia.

Denne ”opstandelse”, der virkede særlig grum, fordi den indtraf under påsken, skildre lasede mennesker, som stiger op fra gravens dyb, og begivenheden har altid været varsel om overhængende fare. Det, der ikke lykkedes for sulten, koleraen eller jordskælvene, der ifølge ældgammel overlevering kan ødelægge byens palæer og skumle kælderboliger, men skåner grotterne og de sorte gange, der er gravet under Napoli, lykkedes for de kogende dyndstrømme. Den grusomme Vesuv uddrev med ond fryd de ulykkelige af deres underjordiske boliger, som man driver rotter ud af en kloak.

Disse bander af lyssky larver, som sølede af det kogende slam alle vegne dukkede op fra underverdenen, skabte en frygtelig og fantastisk spændende tumult under deres drift gennem byen, til indbyggernes raseri og delirier under forfølgelsen ebbede ud ved havets rand. Det var, som om de skræmte mennesker satte deres lid til, at havet kunne redde dem fra fortvivlelse og truende død.

Da menneskemængden nåede havet, hvorfra man uhindret kunne se den skrækkeligt flammende vulkan, lavastrømme, der snoede sig ned ad den skrænter, og brændende landsbyer (ildskæret fra disse brande nåede helt til Capri, der syntes at flakke i horisonten; lige til Cilentos snedækkede bjergtinder), faldt den på knæ. Ved synet af havet, der lå overtrukket med et skind, plettet gult og grønt som et ækelt krybdyrs ham, påkaldte knælende skarer himlens nådige hjælp, de hylede som vilde dyr og udslyngede rystende forbandelser. Mange kastede sig i havet i forrykt tro på, at dets flade kunne bære dem, og de druknede ynkeligt under den oprevne pøbels rå eder og smæderåb.

Efter at vi længe havde strejfet om, kom vi ud på den store plads, som dominerede af det vældige slot Maschio Angioino og åbner sig mod havnen. Lige ud for os så vi Vesuv svøbt i sine flammers purpurkappe.
Mængden, der stimede på denne plads, havde fladt lysende ansigter med skarpe, sorte skygger, som på et fotografi taget med brug af magniumsbombe. Flere og flere horder søgte mod havet. De myldrede ud af mange smøger, der fra alle retninger åbner sig mod pladsen. De gik med øjnene rettet mod den sorte skymasse, der fyldt af glødende lapilli rullede gennem rummet ude over havet, mod de glødende sten, der fløj gennem den skidne luft som hvislende kometer. Rædsomme skrig gjaldede over pladsen.

Ved dens ene begrænsning rev og sled en flok amerikanske soldater i det solide jerngitter, som spærrede adgangen til havnen. Skibenes sirener kaldte på hjælp med lange, jamrende hyl. På broer og langs kajmurene samlede marinens væbnede vagtmandskab sig hurtigt i kampformationer. Det kom til desperate slagsmål på kajen og ved landgangene mellem marinerne og panikslagne soldater, der overfaldt skibene for der at finde frelse fra Vesuvs rasen. Helt fortabte tumlede amerikanske, engelske, polske, franske og kulørte, rædde og hjælpeløse soldater enkeltvis om i menneskemyldret. Negre, der var næsten nøgne, som havde denne tætpakkede menneskemasse vakt deres urskovsvaner, optrådte med spilede røde næsebord og runde, hvide, udstående øjne i sorte ansigter midt i opløbene omgivet af skøger, som enten var halvnøgne eller svøbt i deres typiske bordelkjoler af gul, grøn eller skarlagenrød silke. Det gryede ad dag. Himlen blegnede svagt i retning ag Capri og over Sorrentos skobklædte højder. Ilden fra Vesuv tabte noget af sin infernalske glans syntes her og der bristet i gennemsigtigt grønlige stimer, mens flammerne fik skær af rosa og lignede blomsterblade, der duvede i blæsten. Efterhånden som natmulmet veg for gryets usikre lysnen, syntes de glødende lavastrømme at slukkes, de blev matte og lignede mere og mere sorte slanger. De var som glødende jern, der kølner på ambolten, mens det dækkes af sorte skæl, hvor imellem der nu og da kommer døende glimt af blå og grønne funker.

Bag Sorrento steg lidt efter lidt en rosa plet op over hele pladen. Menneskemængden strakte armene mod den opgående sol råbte: ”O sole! O sole!” som var det første gang, solen nogen sinde stod op over Napoli, og som altid går i denne by efter rædsler, død og tårer, omskabte solen, da den viste sig efter en endeløs angstens nat, al rædsel og stønnen til fest og glæde. Hist og her lød håndklap, man hørte de første glade stemmer, de første muntre sange og disse knappe, gutturale skrig moduleret til en melodisk rytme, som udtrykker den primitive angst, glæde eller elskov, og hvori napolitanerne på dyrevis, det vil sige forunderlig naivt og uskyldigt, udtrykker deres fryd, deres dybe undren og den lykkelige, skælvende ængstelse, der altid, både hos dyr og mennesker, ledsager genfunden glæde og genvakt livslyst.

Flokke af børn styrtede rundt mellem menneskenes stimmel, fra sted til sted og stedse råbende: ”è fornuta! é fornuta! Det er forbi!” De voksne gentog råbet: ”é fortuna! É fortuna!” thi solens tilsynekomst narrer altid napolitanerne ved at give dem en falsk forvisning eller dog et håb om, at nu er det forbi med alle ulykker og lidelser – hvad enten de voldes af krig eller vulkanske eruptioner.

Som ved et trylleslag, hørtes fra alle sider bissekræmmernes råb og falbyden af helgenbilleder, rosenkranse, amuletter, undergørende knoglestumper, postkort med billeder af Vesuvs sidste udbrud og statuetter af Sen Gennaro, der med hævet hånd standser vulkanens lavastrømme ved Napolis byport.
Pludselig lød motorbrummen højt oppe fra himmelrummet, og alle så efter lydkilden.
En eskadrille amerikanske jagere var lettet fra flyvepladsen ved Capodichino og jog i rasende fart rundt over den enorme sorte sky, ”blæksækken”, der var fyldt med glødende lapilli, og som af blæsten blev drevet langsomt i retning af Castettamare. Efter nogle øjeblikke hørte man masingeværernes knalden, og det så ud, som standsede skyen for at gøre front mod sine angribere.
De amerikanske jagere prøvede at sprænge skyen med byger fra deres maskinskyts og fremskynde skybruddet af de glødende sten, så det faldt over bugten mellem Vesuv og Castellamare. Derved håbede de på at redde denne by fra total ødelæggelse. Det var en så desperat farlig indsats, at menneskemængden betragtede den med tilbageholdt åndedræt.

Ud af de flænger, maskingeværernes skudbyger rev i skyens side, styrtregnede en mængde lapilli mod havet, fra hvis overflade de rejste høje opspøjt af rødt vand og grønne damptræer. Det susede af glødende askekometer, og man så underskønne ildroser vifte i blæsten. Men den ukuelige sky drev videre for nordenvinden og nærmede sig ubønhørligt Castellamare.
Pludselig jog en af de amerikanske maskiner som en sølvskinnende falk med tordnende kraft og fart ind i skyens side, flængede den og trængte ind i den gennem flængen. Maskinen sprængtes med hvinende brag inde midt i skyen, der åbnede sig som en kolosal sort rose og styrtede i havet.

Solen stod endnu højt på himlen. Luften blev stedse mere tæt og trykkende; et gråt slør trak over himlen og over Vesuvs forside stivnede en blodrød tåge med grønne, glimtende sår. Torden buldrede i det fjerne fra horisontens blåsorte mur, der stribedes af gule lyn.
Gaderne omkring de allieredes stabskvater var så tæt pakkede med mennesker, at vi måtte kæmpe os frem. De havde stillet sig talrigt op omkring stabskvaterets bygninger, hvor de i tavshed ventede et tegn på, at der endnu var håb. Men nyhederne fra de hjemsøgte områder lød værre og værre fra time til time. Landsbyerne omkring Salerno var knust under et skybrud af lapilli. En voldsom askeregn var i mange timer faldet over Capri og truede med at begrave alt mellem Pompeji og Castellamare.

Hen på eftermiddagen bad generalen Jack Hamilton om at køre en rekognoceringstur til Pompejis omegn. Hvor faren var størst. Autostradaen var dækket af et askelag, hvori vor jeeps hjul smuttede runde med en slikkende lyd, som kørte vi på glat silke. En underlig stilhed rugede i luften og blev kun nu og da afbrudt af rumlende brøl fra Vesuv. Jeg overraskedes ved forskellen mellem menneskehordernes stimen og larmen og dyrenes fuldkomne ro herude. De stod urokkelige under askeregnen og så sig om med dumme, undrende øjne.
Nu og da kørte vi gennem skyer af svovldampe. Kolonner af amerikanske lastbiler masede sig langsomt frem ad autostraden med fødevarer, klæder og medikamenter til Vesuvs ulykkelige beboere. Grønne tåger drev over markerne. Efter at vi havde passeret Herculaneum, piskede hed slam os i ansigtet. Lige under os brummede Vesuv, der udspyede kaskader af glødende sten. De faldt rundt om os med en skarp hvislen. Lidt før vi nåede Torre del Greco, overraskedes vi af en byge Lapilli. Vi søgte dækning for stenregnen i et hus nær kysten. Havet havde en forunderlig grøn farve og lignede en skildpadde af irret kobber. En sejler tvang sig langsomt vejen gennem havets skal, hvorfra stenregnen kastedes tilbage med enstonig knitren.

Med undtagelse af et lille grønt engstykke, hvor rosmarin og gyvel blomstrede, og græsset var friskt, fordi en klippe havde givet læ for blæst og askeregn, var hele landskabet omkring os begravet i aske, hist og her brændt og helt forandret under naturkatastrofens vanvittige tummel. Amerikanske soldater med ansigtsmasker af gummi og kobber, som lignede gamle turnerhjelme, strejfede om på markerne med bårer og opsamlede de sårede eller ledte grupper af kvinder og børn hen til lastbilkolonnen, som ventede på autostradaen. Nogle lig var anbragt langs vejen nær et ødelagt hus. Deres ansigter var indkapslet af en askeskal, og det så ud, som endte deres halse i store æg i stedet for hoveder.

Men på den lille grønne eng, der var blevet frelst fra den almindelige ødelæggelses kaos, en eng, der endnu var frisk fra skabernes hånd og derfor ganske uberørt, havde nogle mænd, der var undsluppet katastrofen, strakt sig på ryggen. De sov med ansigterne vendt mod himlen. Det var meget smukke ansigter, som ikke skæmmedes af smudsig aske eller slam, deres hud var fin og ren som tvættet i lys. Det var nyskabte ansigter med høje, ædle pander og rene læber. Mændene havde lagt sig til at sove i det grønne græs, som var de undsluppet syndfloden og havde fundet redning på den første bjergtinde, der dukkede op af det synkende vand.

En ung pige stod på stranden, hvor det grønne græs gik helt ud til havet. Hun redte sig, mens hun så på vandspejlet. Hun redte sig langsomt med dvælende, kærtegnende bevægelser. En rødklædt kvinde sad på en træstamme og ammede sit barn. Brystet, der vældede ud fra hendes røde kjoles liv, var ganske hvidt og glansfuldt som frugten på et træ, der knap er skudt op af jorden; som den aller første kvindes bryst.

Også Jack og jeg var blevet reddet fra kaos: vi var levende nyskabte væsener, så ny, at vi næppe havde fået indblæst livets ånde og næppe var revet ud af dødens vold. Vesuv glammede dumpet og hæst og truende efter os gennem den blodtåge, som omgav uhyrets pande, Dens glammen nåede os gennem blodige tåger og gennem ildregn, og dens klang var uden skånsel. Vulkanens røst var den onde og kaotiske naturs, den var røsten fra det første kaos, og vi befandt os på grænsen mellem dette kaos og skabelsen. Pludselig udstødte Vesuv et øredøvende brøl. De amerikanske soldater, der var søgt sammen nær vognkolonnen på autostradaen, veg forfærdede tilbage, spredtes, og en del flygtede i sanseløs skræk og uorden mod havet. Også Jack veg et par skridt, men vendte straks tilbage til sin plads.
”Frygt ikke, Jack,” sagde jeg til ham. ”Betragt disse mænd.”

Jack drejede hovedet og så på de sovende mænd og den unge pige, der spejlede sig i havet, han så kvinden, som ammede sit barn. Jeg ville egentlig have sagt til ham: ”Gud har lige skabt dem, og det er de ældste mennesker på jorden. Der ser du Adam og Eva, som lige er dannet af kaos, som lige er undsluppet helvede og opstandne fra de døde. Se på dem! De er næppe nok fødte, og dog har de lidt under alverdens synder. Alle menneskelige skabninger i Napoli, Italien og Europa er som disse mennesker. De er udødelige. De fødes og dør i smerte, men de opstår lutrede. De er Guds lam, som bærer alverdens synd og kval på deres skuldre.

Men jeg tav. Jack så smilende på mig. Vi kørte videre i uvejrsaftenen under ildregnen. Nær Portici mødte vi atter græssets og løvets gamle grønne farve, kvistenes gammelkendte knopper og det gamle spil af lysreflekser i vinduesruderne. Jeg tænkte på de amerikanske soldaters venlighed, hvor de bøjede sig over sårede og døde, og på deres ængstede medynk. Jeg tænkte på mændene, der sov i græsset ved stranden midt i kaos, og på deres evighed.
Jack var bleg, og han smilede. Jeg vendte mig om for at betragte Vesuv, det afskyelige uhyre med hundehovedet, som glammede mod himlen nær horisontens rand blandt flammer og røg, og jeg sagde lavmælt: ”Barmhjertighed! Nåde og overbærenhed – også for dig!.”

Den Døde Gud.

Hver aften gik Jimmy og jeg ned til havnen for at se opslagene på la capitanerias gitter med ordre til indskibningen af de amerikanske enheder og angivelse af skibenes afgangsdato.
”Det er ikke min tur endnu,” sagde Jimmy og spyttede.
Vi satte os på en bænk under træerne på den mægtige plads, der domineres af tårnene over det angevinske slot.
Jeg havde ønsket at ledsage Jimmy til Napoli for længst muligt at være sammen med ham og for at kunne sige ham farvel på landgangen til det skib, der skulle bringe ham hjem til Amerika. Han var den sidste af de amerikanske venner, sammen med hvem jeg havde delt de to sidste års farer under krigen og den smerteblandede fryd over befrielsen. Han var den sidste: Jimmy Wren fra Cleveland, Ohio, officer ved femte amerikanske armes signal corps.

Alle de andre var spredt over Europa, var vendt hjem til Amerika eller døde for mig, for os, for mit land * som Jack, som Cambell. Når dagen kom, da jeg skulle sige farvel til Jimmy, ville jeg være blevet ene tilbage blandt mine egne i mit eget land. Jeg ville for første gang i mit liv blive ene, virkelig ene.
Når aftenmørket sænkede sig over den store plads, fyldtes den af en tyst og modløs menneskeskare fra byens gader og stræder. Det var den fattige, urgamle, mystiske mængde fra Napoli. Men noget var død i den, måske sultens glæde; selv dens fattigdom var blevet trist, gusten og livløs.

Mørket kom stedse tættere ude fra havet, og mængden så med øjne, der var røde af gråd, mod Vesuv, som hævede sig hvid og spøgelsesagtige kold, uden glød og uden røg, mod den sorte himmel.
Vesuv slukkedes, efter at den i april 1944 i adskillige døgn havde fået jorden til at skælve og havde udspyet vældige masser af ild og lava. Den slukkedes ikke lidt, men ganske pludselig. Den svøbte en svededug af skyer om sin pande, udstødte et sidste brøl, og pludselig stivnede den glødende ildåre i Napolis afgud. Befolkningens totem døde. Et mægtigt sort sørgeflor sank over byen, havet og posilippo. I gaderne listede folk afsted på tæerne og talte dæmpet sammen, som frygtede de at vække en død.

En rugende stilhed knugede den sørgende by. Napolis stemme, sultens ældgamle røst, medfølelsens, smertens, glædens og elskovens høje, hæse, legende, ælde og enstonige, triumferende stemme, som er Napolis egen døde.
Undertiden kunne gryets røde flammer kaste en ildglans over Vesuv, som fik de spejdende napolitanere til at håbe på gudens genopstandelse.
De rasede i vrede og skuffelse, når lysets bedrag afsløredes, og håbet brast. Tårerne tørredes, hænderne, der havde været foldede sin i bøn skiltes. De truede med knyttede næver eller hånende gestus med vulkanen. Deres bønner blandedes med klager og fornærmelser: ”Forbarm dig over os, du forbandede! Forbarm dig over os, din elendige horeunge!”

En aften i august, da vi kom hjem fra Amalfi, så vi en lang række rødlige flammer på vulkanens skrænt. De bevægede sig i række op mod krateret. Vi spurgte en fisker, hvad det var for lyspletter. Det var en procession, som skulle bringe Vesuv ofre for at stille dens had. Man ville anråbe den om ikke at svigte sit folk. Efter hele dagen at have bedt i Santuario di Pompeji var de med en flok præster klædt i kirkens skønneste skrud forrest og bag dem unge mennesker med kirkelige foreningers bannere og faner eller store, sorte krucifikser, gået ad automobilvejen fra Bosco Treccase mod krateret i en lang procession af kvinder, børn og oldinge.

Nogle bar grene af oliventræer eller af pinjer på ranker, som tyngedes af drueklaser, andre bragte kurve fyldt med gedeost, frugt eller brød; nogle bragte bagværk og hvide ostekager på kobbertallerkener, andre bragte lam, fjerkræ, kaniner eller kurve med fisk. Da de nåede bjergets top, gik denne barbenede, lasede mængde med vulkanaske i hår og ansigter under dyb tavshed bag de salmesyngende præster ned i det gamle kraters vældige amfiteater.

Månen steg blodrød op over de fjerne sølvblå Cilentobjerge og gled over den grønne himmel. Natten var dyb og varm. Fra menneskemængden hørtes spredte skrig, undertrykt stønnen og stemmer, som var ru af smerte og angst. Nu og da faldt en og anden på knæ og stak fingeren ind i den kolde lavaskorpes revner som i fuger imellem et gravsteds marmorfliser. Det skete for at mærke, om den nærmeste fortids hede virkelig var slukket i Vesuvs årer. Når de atter trak fingrene til sig, råbte de med stemmer, der var bristefærdige af angst og afsky: ”É muorto, é muorto!” Den er død, den er død! Et dybt suk steg op fra skaren. Man hørte dumpe, rytmiske lyd af knytnævers hamren mod bryst og bug, af stønnen fra de troende, som flåede deres kød med negle og tænder.

Det gamle, kilometerstore krater har form som en vældig muslingskal, hvis rande er sorte af lava og gule af svovl. Hist og her har eruptionernes lava, idet den stivnede, taget form af jættestore mennesker tæt sammenslyngede som brydere i en tavs og sort kamp. Det er disse lavastatuer, beboerne af Vesuvs landsbyer kalder ”slaverne”, Månen steg over denne slavehær, og det var, som om kæmperne langsomt vågnede og strakte lemmerne for at gå skaren og troende i møde gennem månens røde dis.

Midt i det gamle kraters vældige amfiteater hæver sig det nye kraters kegle, som nu var stille og kold, men indtil for nylig i snart to tusind år havde udspyet flammer, aske, sten og lava. Efter at flokken var klatret op ad den bratte kegles sider, til den grædende og råbende samledes ved den vældige kratermund, kastede votivgaver i uhyrets vældige gab: brød, frugt, ost og vin. Over lavablokkene flød blodet fra lam, høns og slagtede kaniner, der endnu skælvende slyngedes i afgrunden.
Jimmy og jeg nåede Vesuvs top, netop da skaren, efter at have gennemført denne ældgamle ceremoni til vulkanens formildelse, faldt på knæ, rev sig i håret, flåede ansigter og bryst og blandede sin jammer men Litanierne, med præsternes bønner til Pompejis undergørende madonna og anråbelserne til det grusomme og uforsonlige Vesuv.

Det var imidlertid blæst op til uvejr, og en tæt sky, som flængedes af talrige lyn og hurtigt omsluttede Vesuv, drev ind fra havet. Midt i den gullige sky, der splittedes af lyn og bragende torden, syntes de religiøse bannere og faner, der blafrede i stormbygerne, de sorte kors og menneskene gigantiske. Litanierne, forbandelserne og jammeren syntes at vælde frem mellem flammer og dunst fra et helvede, der pludselig havde åbnet sig.

Omsider ilede først præsterne, dernæst de religiøse selskaber fanebærere og omsider hele de troendes skare i løb ned kraterets kegle under et piskende og larmende skybrud, til alt skjultes af det svovlstinkende mulm, der nu og da havde lukket sig om det gamle krater.
Da vi blev ene, søgte Jimmy og jeg hen til stedet, hvor vi havde efterladt vor jeep. Jeg havde fornemmelsen af at gå på en død planets kolde skorpe. Måske var vi skabelsens sidste to mennesker, de to eneste, som havde overlevet jordens undergang. Idet vi nåede kraterranden, skinnede månen atter klart fra en dybgrøn himmel.

Vi var levende mennesker i en død verden, og jeg følte det ikke længere som en skam at være menneske. Hvilken rolle spillede det for mig, om mennesker var skyldige eller uskyldige? På jorden havde der kun været enten døde eller levende mennesker, alt andet var uden betydning. Alt det andet var kun frygt, anger, had, tilgivelse og håb. Vi hørte til på en slukket vulkan. Byen dernede ved randen af havet med den lysende blanke skal under himlen og dens uvejrsskyer var ikke befolket af skyldige eller uskyldige, af sejrende eller slagne mennesker, men af levende mennesker, der sled for at redde sig en smule føde, og af døde mennesker begravet deres hjems ruiner.

Dernede, så langt mit blik rakte, var jorden overstået med tusinder og atter tusinder af lig. Alle disse døde ville ikke have været andet end råddent kød, hvis der ikke iblandt dem havde været nogle, som ofrede sig selv for andre, for at frelse verden, for at alle de andre skyldige eller ikke skyldige, sejrende eller slagne, som havde overlevet disse blodets og tårernes år, ikke skulle behøve at føle det som en skændsel at være menneske.

Blandt disse tusinder af døde mennesker fandtes sikkert liget af en Kristus. Hvad var der vel blevet af vor verden, af os alle til hobe, hvis der ikke blandt så mange døde kunne findes en Kristus?
”Hvad brug skulle vi dog have for en ny Kristus?” spurgte Jimmy. ”Kristus har allerede frelst verden en gang for alle.”
”Ak, Jimmy, hvorfor vil du ikke forstå, at alle disse døde ikke kan være til ringeste nytte, hvis der ikke i blandt dem findes en Kristus? Hvorfor vil du ikke forstå, at der sikkert er tusinder af Kristus´er blandt alle de døde? Du ved meget godt med dig selv, at Kristus ikke har frelst verden en gang for alle. Kristus er død, fordi han ville lære hver enkelt af os, at han kan blive Kristus, at hver enkelt menneske ved at ofre sig selv kan frelse verden.”
”Et menneske er nu kun et menneske,” sagde Jimmy.
”Ak, Jimmy, hvorfor vil du ikke forstå, at det ikke er nødvendigt at være Guds søn, at opstå på tredjedagen fra de døde og sidde ved Gud Faders højre hånd for at være en Kristus? Det er disse mange, mange tusind døde, som har frelst verden, Jimmy.”
”Du tillægger de døde alt for stor betydning,” sagde Jimmy.” En mand betyder intet, hvis han ikke lever. En død mand er og bliver kan en død mand.”
”Hos os i Europa,” sagde jeg, ”er det alene de døde, som betyder noget.”
”Jeg er træt af at leve blandt de døde,” sagde Jimmy. ”Jeg er glad for, at jeg skal hjem til Amerika og færdes blandt levende mennesker. Hvorfor rejser du ikke også til Amerika? Du er et levende menneske. Amerika er et rigt og lykkeligt land.”
”Kære Jimmy, jeg ved, at Amerika er rigt og lykkeligt; men jeg rejser ikke. Det er min pligt at blive her. Jeg er ingen kujon, Jimmy. Desuden er der noget vidunderligt ved nøden, sulten, angsten og håbet. Der er noget skønnere og mere betagende ved alt det end ved rigdom og lette kår.”
”Europa er en skralbunke,” sagde Jimmy, ”et sølle, slagent land. Tag med os. Amerika er et frit land.”
”Jeg kan ikke lade mine døde i stikken, Jimmy. I tager jeres døde med til Amerika. Hver dag afgår der skibe med lasten fuld af lig til Amerika. Det er rige, lykkelige og frie lig. Men mine døde kan ikke betale en billet til Amerika, dertil er de alt for fattige. De vil aldrig erfare, hvad rigdom, tilfredshed og frihed er. De har altid levet i slaveri, de har altid lidt af sult og angst. Selv vore døde har altid været slaver, de har altid været hjemsøgt af sulten og angsten. Det er deres skæbne, Jimmy. Hvis du vidste, at Kristus hviler iblandt dem, blandt alle disse døde, ville du da lade dem i stikken?”
”Du vil vel ikke have mig til at tro, Kristus tabte krigen?” spurgte Jimmy.
”Det er en skændsel at vinde krigen,” sagde jeg lavmælt.

2502_full

 

2502_2_full