Vesuv og Pompejis sidste timer.

Dramadokumentarfilmen om Pompejis undergang vist i Danmarks Radio er en oversat genudsendelse, hvis hovedtema er “plineansk vulkanaktivitet” – opkaldt efter den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på jorden – nemlig af Plinius den Yngres to breve til den romerske historieskriver Tacitus om Vesuvs udbrud den 24. august i år 79 e. Kr.f.

Det er en fornøjelse at se Plinius den Yngres beskrivelse af udbruddet og fortælle om det, som han gør til historikeren Tacitus om hvordan hans morbror kom for nær vulkanen og blev kvalt ved forkanten af en gloende hed askesky eller såkaldt brændende askelavine båret af overophedede gasser.

Hans onkel blev – den ældre Plinius – blev, som befolkningen i begge byerne, kvalt af kuliltegas – den gas, der er specielt meget af i vulkanen Vesuv. I Vesuvs undergrund befinder sig enorme tykke lag af kalksten ovenpå magmakammeret, og disse opløses af varmen nede fra, og på denne måde opstår den ekstra kulilte i denne vulkan… Ikke rigtigt omtalt var, at Vesuv kun har rumlet fra tid til anden i de sidste 2000 år.

Vulkanen har haft 60 udbrud siden år 79, da Pompeji og Herculaneum blev begravet. De fleste har været knapt så voldsomme. Vesuvs seneste udbrud fandt sted i marts 1944. Generelt var filmen lavet godt rent historisk – dog har selve udbrudsforløbet været voldsommere end filmen kunne fremstille. Man kunne f.eks. knapt se en hånd frem for sig under udbruddet. Filmen nævnte også, at hvileperioden forinden havde varet i ca. 1500 år. Det er ikke rigtigt. Ca. 800 års pause har der været, og dette kan aflæses i vulkanens forhenværende udbrudsprodukter, altså de vulkanske udbruds- produkter af lava, som ligger neden under. Det skal understreges, at dette er en ny konklusion fra vulkanobservatoriet i Napoli. Filmen viste også korrekt, at Vesuv har en cyklus – altså en udbrudsperiode med et plinisk vulkanudbrud med ca. 2000 års mellemrum.

I bogen “Vesuv – en meget farlig vulkan” kan man læse om hele Vesuvs udbrudsteknik, og bogen kan købes i boghandelen, lånes på biblioteket eller bestilles her.

Øverst: Den første vulkankegle hedder Ur-Somma. Den var opbygget som en typisk stratovulkan, det vil sige lagdelt af lava og aske. Imellem udbruddene ændrer smelten i magmakammeret under vulkanen sammensætning, idet der dannes krystaller, hvorved gastrykket i restsmelten stiger. Jo længere hvileperiode, jo mere stiger gastrykket, og jo voldsommere bliver det næste udbrud.

Midt: Efter lang tids pause i udbruddene, hvor vejr og vind har nedslidt store dele af vulkantoppen, starter en ny udbrudscyklus. Udbrud efter udbrud har gennembrudt det gamle kraterrør og opbygget en ny kegle i toppen af Ur-Somma for til sidst at dække hele den gamle vulkan.

Nederst: Gammel-Sommas fortsatte opbygning kulminerer ved, at gas- og damptrykket i den flydende magma under vulkanen udøver et stadigt stigende pres på bjergkeglen på grund af gasindholdet. Til sidst brister det, og et eksplosivt udbrud følger efter. Så følger atter en længere hvileperiode, og vulkantoppen nedbrydes. Ung-Somma dannes nu oveni Gammel-Sommas ruiner. Ung-Somma bortsprænges igen, og nu bygges Vesuv op som den yngste vulkan herefter.
Studierne af de vulkanske askelag i Vesuvs undergrund tyder på, at der er en bestemt udbrudsrytme i vulkanens aktivitet, og den fortsætter. Efter de eksplosve udbrud dannes der som ved andre vulkaner en caldera, da magmakammeret som regel delvis tømmes ud.

På tegningen med magmakammeret ses numre på jordlagene.

Nr. 7 er tilførselskanalen nedefra, hvorfra nyt smeltet magma i perioder trænger op ved kontinentalforskydningerne.
Nr. 6 er magmakammeret (se processen i minileksikon under magmakammer)
Nr. 5 er kalkstenslag, som det meste af Napolibugtens undergrund består af. Det blødgøres og blandes i magmaet under Vesuv og giver ekstra gasser, hvilket ofte er set.
Nr. 4 er selve den nye vulkantop Vesuv opbygget ved udbruddet efter år 79.
Nr. 3 er Ung-Somma
Nr. 2 er Gammel-Somma
Nr. 1 er Ur-Somma.

I Kamma Svensson og Torben Gregersens beretning: “Pompeji den begravede by” fra 1959, fortælles meget levende om den romerske dreng Lucius brev til en fætter i udkanten af det Romerske Rige. Han er sammen med sin familie flyttet ud på et landsted i udkanten af Napolibugten.

Han skriver: “Min kære Marcus. Der er sket noget forfærdeligt. Pludselig hørte jeg en dump rumlen, og det var som om hele huset rystede. Mor og Gerina talte sammen på terrassen. De lød så ophidsede, og bedstemor sagde hele tiden: Jeg frygter det værste. Jeg har oplevet det engang før. Er det ikke ligesom det buldrer dybt nede i jorden?

Og Gerina skreg, at hun kunne se havet var i vildt oprør, skønt himlen var blå, og ikke en vind rørte sig. Der var skum på bølgerne. Men lidt efter blev vandet roligt igen, og kun lange dønninger viste, at der havde været høje bølger lidt før.

Mor sagde, at det sikkert ikke betød noget. Vi havde så tit oplevet, at jorden rystede lidt, og at en væg slog revner. Det var da ikke noget, man plejede at tage så alvorligt. Fordi der var lidt uhygge i luften, skulle bedstemor ikke straks tro, at der ville ske en katastrofe som den, hun oplevede et par år før, jeg blev født.

Så sendte min mor Gerina bort, men hun og Bedste og jeg blev stående på terrassen og så ud over havet. Og bedstemor fortalte om engang, da der indtraf et lille jordskælv, netop som kejser Nero skulle synge på teatret i Napoli. Hele teatret bævede, og folk løb ind på scenen for at advare Nero. Men han fortsatte sin sang, som om intet var hændt. Det fandt man dengang var meget modigt gjort. Men tænk dig, næppe havde Nero og de andre tilskuere forladt teatret, før det styrtede sammen. Sådan noget er temmelig uhyggeligt at høre om, når man selv lige har mærket jorden bæve under sine fødder. Og jeg vil ærligt indrømme, at jeg begyndte at blive bange.

Min lærer gik ned gennem haven og op på udsigtshøjen. Han sagde, at der sikkert kom uvejr. Alt var dødstille. Ikke en vind rørte sig. Solen bagte og bagte, og havet, der før havde været uroligt, lå nu som smeltet bly.

Alt dette skete om formiddagen. Gerina havde taget mine små søstre med ud i køkkenet, og her sad hun og snakkede om alle de varsler og ulykker, man i den sidste tid havde været ude for. En brønd, som i årevis havde givet det fineste, klareste vand, var pludselig tør. Vandet var sporløst forsvundet. Og hun spurgte, om vi havde lagt mærke til, at fuglene ikke mere ville synge. De tav stille dagen igennem og flagrede hvileløst omkring.

Den næste dag om morgenen var der heller ikke noget usædvanligt, Det var stadig varmt og lummert. Men henimod middag skete det. Et mægtigt jordskælv rystede hele egnen, og terrassen på bedstemors hus blev fuldstændig ødelagt. Søjlerne knækkede, og det smukke mosaikgulv brød sammen, Væggene slog revner, og møblerne raslede rundt mellem hinanden.

Hvad sagde jeg, sukkede bedste og var med et roligere end nogen anden. Lidt efter gik et frygteligt uvejr hen over vore hoveder. Det lynede og knitrede og bragede. Men det mærkelige var, at bragene og lynene både kom fra skyerne og fra Vesuv, bjerget, som hæver sig over vor slette. Himlen var nu helt mørk, men Gerina påstod, at hun havde set høje flammer over Vesuv. Det samme mente min lærer at have set. Vi andre var alt for forskrækkede til at undersøge den slags ting. Og min mor talte ustandseligt om min far, som efter aftalen for længst skulle have været her sammen med os.

Efterhånden var det mørkt som om natten, skønt det var midt på dagen. Og det regnede. Men det var en underlig snavset regn. Den strømmede ned som en syndflod, og pludselig dukkede min far og hans ledsagere op. Han kunne fortælle, at en forfærdelig katastrofe truede byerne i nærheden af Vesuv. Sagen er den, at bjerget havde åbnet sig, noget som vidst aldrig var sket før. Og det havde slynget sten og aske, giftige dampe og glødende ting op i luften. Fuglene faldt døde ned fra himlen sagde min far, og havet kastede døde fisk op på land. Hvis ikke han og hans ledsagere havde begivet sig på vej, ville de have lukket sig inde i huset og være blevet i byen, men nu var de akkurat så langt, at de ligeså godt kunne fortsætte.
Senere blev vi klar over, at det var fars store held, at han kom af sted i rette tid. For det viste sig, at mange, mange mennesker – både folk, vi kender og ikke kender – var døde i deres huse, fordi de ikke turde flygte ud i uvejret.

Vinden førte en masse aske mod vort hus. Alle de grønne træer i haven var gråhvide af asken, og luften var dårlig at indånde. Det begyndte at regne med små lette pimpsten. De faldt i store mængder. På gader og veje, i folks haver og på husene. Folk blev meget forskrækkede over jordskælvet og stenregnen og flygtede ind i deres huse for at finde ly. De troede, at verden var ved at gå under. Nogle sagde, at solen faldt ned på jorden, andre at det var guderne, der steg ned fra deres himmel for at straffe menneskene. Og hvor skulle de flygte hen, når hele verden styrtede sammen.

Efterhånden blev jordskælvet svagere, mens regnen af pimpsten blev ved. Til deres rædsel mærkede folk, at der rullede skyer af giftig luft fra bjerget og ned over byen. Mange blev dårlige og døde. Den giftige luft krøb helt ned i kældrene, og når folk ville bringe deres penge og smykker i sikkerhed der, inden de flygtede, hændte det mange gange, at de aldrig nåede op fra kælderen igen. De blev forgiftede dernede og døde.
Fordi folk var så forvirrede og skrækslagne og hverken vidste ud eller ind, kom mange af dem for sent i tanker om at slippe bort fra byen. Pimpstensregnen fyldte hurtigt gaderne op til 1ste sals højde, og når så staklerne endelig besluttede sig til at flygte, blev mange af dem stikkende i grusdyngerne. Men der var dog også en del mennesker, som slap levende ud af gaderne og bort fra byen. Det er synd for menneskene, men det er også synd for vores lænkehund, som ingen tænkte på at løse fra sin lænke. Den er død som så mange andre mennesker og dyr.

Mange familier, som er flyttet ud på landet eller til Napli, har ikke mere råd til at have deres slaver. De kan simpelthen ikke skaffe mad til dem. Og hvis de ikke kan sælge dem og på den måde få lidt kontanter ind, giver de dem fri, hvad de stakkels slaver under disse omstændigheder slet ikke er begejstrede for. Hvad skal de stille op? Overalt er der for mange mennesker. I stedet for en familie bor der nu ti i hvert hus her på egnen. I Napoli, som er en stor by, er det naturligvis ikke så slemt. Flygtningene skal hjælpes har den guddommelige kejser Titus bestemt. Og han har lovet at sende folk herned for at se på ødelæggelserne. De skal undersøge, om det kan betale sig at grave byerne ud og bygge dem op igen.
¨Men vi tror, at det er håbløst. Alle vil bort herfra. Ingen bryder sig om at bo på denne forgiftede egn mere.
Men der er også sket andre ulykker. Tænk. Kommandanten for sikkerhedsflåden i Det Tyrrhenske hav er omkommet.
Hans navn er Plinius, og han havde i sin bolig ved Misenum ikke hørt det mægtige brag fra bjerget, men han havde set uvejret og en stor sort sky over Vesuv. Da han ville tage disse ting i nærmere øjesyn, havde han givet ordre til, at en hurtiggående båd skulle være parat til at tage ham ombord. Det var hans mening at sejle langs med kysten for at se, hvad der foregik.

Vesuv udbrud 79 2000 stk bevarede biblioteksbøger/papyrusruller i Herkulaneum

Vesuv lagde tre byer i ruiner
Da Pompeji og Herculaneum blev begravet af Vesuv, havde et andet af vulkanens ofre allerede ligget i jorden i 1800 år. Bronzealderbyen Nola dukkede frem på en byggeplads sidste år. Mens arkæologerne udgraver det nye fund, prøver geologerne at forudse Vesuvs næste vredesudbrud.

Byerne Pompeji, Herculaneum og Stabiae blev fuldstændig begravet.
Under udgravningerne i Pompeji har arkæologerne fundet rester af ca. 1150 døde, i Herculaneum 350. Det reelle dødstal var dog langt større, fordi mange af beboerne omkom under flugten.

Vesuv har været i udbrud mere end 30 gange siden år 79, senest i 1944. Der har længe været frygt for et nyt, stort udbrud, og vulkanen regnes i dag for at være en af de farligste i verden – ikke mindst fordi der i dag bor flere end tre millio­ner mennesker ved dens fod. Napoli, der allerede i oldtiden var en storby, slap i år 79 forholdsvis let.

Vulkanudbruddet begyndte lidt over middag den 24. august 79 e.Kr. med et brag fra toppen af det høje bjerg. en sky af gas og pimpsten rejste sig i en 15 kilometer høj søjle.

Pompeji

Vinden førte skyen mod sydøst, hvor en regn af tefra og pimpsten i løbet af de næste timer dækkede Pompeji og hele det omkringliggende område med et lag på op til seks meter. Vægten af stenene knuste alt under sig.

Herculaneum, der lå væsentlig tættere på Vesuv end Pompeji – men vest for og derfor i læ af vinden – gik fri under udbruddets første fase. Efter midnat kollapsede udbrudssøjlen af søjlen over vul­kanen imidlertid sammen og der blev dannet skyerne af gas, aske og sten; en såkaldt pyroklastisk sky (Skyer med gasser og pyroklastiske bjergarter,
dvs. løse udbrudstykker slynget ud i atmosfæren. som stammer fra dels den smeltede magma, men også fra sønderrevne dele af det indvendige fra kraterkanalen).

Med en temperatur på over 400 grader fejede den ned over vulkanens skræn­ter med 100 km i timen og ramte byen med fuld kraft.

Et lag af mudder flød ned over den begravede by. Mudderet forseglede den størknende masse og holdt luften ude, hvilket gav ideelle forhold for bevaringen af bogrullerne.

De pyroklastiske skyer blev også årsagen til, at organisk materiale som træ, madvarer, tøj, skeletter og papy­rus blev bevaret udsat for en meget høj temperatur, der øjeblikkelig forkullede dem. Da varmen fortrængte al ilt, kunne de ikke brænde.

I løbet af natten blev byen ramt af yderligere fem pyroklastiske skyer.

Skanner skal læse de forkullede skrifter
Siden 1752 har forskere forgæves forsøgt at åbne de forkullede manuskripter.

Papyrologerne forsøger at læse de skrøbelige “bøger” uden at rulle dem ud.
De omkring 2000 ruller, vi har i dag, er nok kun halvdelen af det oprindelige antal og knap 800 ruller er blevet læst helt eller delvist indtil nu.

Bøgerne er bl.a. af Syrisk-fødte tænker Philodem, der levede fra ca. 1 10 til ca. 40 f.Kr. navn efter sin grundlægger, grækeren Epikur (ca. 340 til 270 f.Kr.). Hans lære gik ud på, at mennesket skal finde ro i sjælen ved at undgå smerte og ubehag. Han anbefalede, at menneskene levede et tilbagetrukket og eftertænksomt liv.

De italienske myndigheder vil ikke give tilladelse til at grave videre, fordi de fritlagte ruiner er meget udsat-te i den fri luft. Indtil de store udgrav­ninger i området i 1930’erne var Herculaneum dækket af det beskyttende jordlag; nu forårsager regn, dueekskre­menter og forurening fra det moderne samfund et bekymrende forfald.

 

---