Stromboli i udbrud… - Vulkaneksperten.dk

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer). Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.
Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk(se nederst her om ordet basalt) lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.
Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen.
Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion(d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.
Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.
Senere hen påstod den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sort ustyrlige hest.
I 1971 sad jeg første gang på toppen af Stromboli i 920 meters højde og kigge ned i det store krater mod de tre mindre kratere, hvorfra et orangerødligt skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han derop.
Langt mere sandsynligt er det at forstå, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud igennem Strombolis flammende ildkrater, selvom det er den mest usandsynlige af Jules Vernes fremtidsromaner.
Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand.
H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet.
Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af Etna, hvilket jeg synes er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet end Etna.
I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis mest på den side af øen, der vender væk fra de små byer på øen.
Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen.
Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen. Øen er et smukt, isoleret men nådeløst sted, hvor folk lever fattigt og forknyttet med vulkanen og havet som konstante trusler.
Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet, og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.
Det er dog lidt andre forhold i dag.
”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.
Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen.
“Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.
Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen”…

Citat: Henning Andersen…

Ordet Basalt (af latin basaltes) – en forvranskning af det græske ”basanos” ”prøvesten” efter det egyptiske landskab Bashan, tæt finkornet vulkansk lavabjergart og en af de mest almindelige bjergarter på jordens overflade. Den opbygger oceanernes bund og store plateaubasalter på kontinenterne, bl.a. Deccanplateauet i Indien(det største på jorden med et overfladeareal på 512.000 kvadratkilometer) og i Østgrønland. Basalt er hovedlavatypen i de vulkanske oceanøer, f.eks. Island og Hawaiiøerne. Basalt består af små krystaller – mineralerne calciumrig plagioglas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Basaltlava er en basisk bjergart med 45 – 52 % SiO2(Kiselsyre) eller fattigt på Kiselsyre. Kisel eller Kiselsyre er en betegnelse for Siliciumdioxid. Man troede før, at SiO2 var en slags syre, men det er en metal-ilte.
Det er det fundamentale strukturelement i opbygningen af de mineraler, der udgør halvfems procent af jordskorpens mineraler, de såkaldte silikater. Silikater er igen en betegnelse for alle de mineraler, som indeholder grundstoffet Silicium som hovedbestanddel. De mest almindelige er: kvarts, feldspat, olivin, pyroxen, amfibol, granat og glimmermineraler. Størstedelen af alle jordens bjergarter inddeles i deres indhold af SiO2.
Hvis den størkner i revner i jorden dannes gange(dykes) af den finkornede bjergart diabas eller dolerit. Når basaltiske smeltemasser størkner i et magmakammer, dannes den grovkornede bjergart gabbro. Basalt, diabas og gabbro har samme kemiske sammensætning, men forskellig kornstørrelse som udtryk for forskellige størkningsforløb.
Basaltiske smelter opstår eller dannes ved opsmeltning af kappen under oceanryggene, riftzonerne eller under hot-spots. Sker det f.eks. ved kraftig opsmeltning under lavt tryk i ringe dybde(f.eks.i 15 – 35 kilometers dybde), som det er tilfældet under oceanryggene, dannes tholeiitiske basalter. Ved ringe grad af opsmeltning på stor dybde(f.eks. i 35 – 70 kilometers dybde), som det er tilfælde under øerne i oceanerne, dannes alkalibasalter.
Når basaltlava størkner dannes der ofte sekskantede søjler ved afkølingen.
Ca. 80 % af jordens vulkaner producerer basaltlava. Jo højere temperatur basaltlavaen har, desto lavere flydetræghed. – og lavaen strømmer hurtigere af sted. På Hawaii kalder man den for ”pahoehoe-lava”, d.v.s. reblava eller tovlava, idet overfladen ligner reb eller tove. Hvis basaltlavaen har en høj flydetræghed, desto langsommere flyder den, og der dannes ”aa-lava” eller bloklava, da overfladen har kantede og ru blokke. Den hedeste temperatur på jorden er målt i basaltvulkanen Kilauea på Hawaii med ca. 1500 graders Celsius.
Når hed basaltlava strømmer ud på havbunden, afkøler vandmasserne den så hurtigt, at der dannes pudeformede stenblokke fra få cm`s størrelse til flere meter. Det samme fænomen dannes under tykke ismasser.
Navnet basalt blev i år 77 e. Kr.f. brugt af Plinius den Ældre(der omkom ved Vesuvs udbrud over Pompeji to år senere), om tætte sorte sten anvendt til skulpturer, søjler o.s.v. I 1546 blev navnet indført i geologien af Georg Agricola for sorte bjergarter af vulkansk oprindelse.

www.vulkaneksperten.dk

tlf. 20764247