1

Sådan opstår en ny vulkan: ”Paricutin en ung vulkan”.

Mens en mand i Mexico i Mellemamerika pløjede sin mark med sine okser, blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Der lød mægtige drøn fra jorden, den slog revner og op af et hul strømmede først hede dampe, senere aske og sten og til sidst kom den rødglødende flydende stenmasse, lavaen. Som koghed asfalt flød stenmasserne henover jorden og ødelagde alt på sin vej.

Sådan opstår en vulkan. Det er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

De vulkanske udbrudsprodukter består af:

1: De luftformede som vanddamp, kulsyre, kulbrinte, svovlbrinte, kvælstof, brint, ilt, klornayrium(kogesalt), salmiak, jernklorid og borsyre.

2: De faste udbrudsprodukter består dels af størknet lava såsom brokker revet med fra kraterkanalens éller kraterets sider, dels partier af den søndersprængte prop af stærknet lava, der er blevet siddende i mundingen fra forrige udbrud.

3: De flydende, der kaldes lava, er smeltede stenmasser af stærkt varierende kemisk sammensætning, hvoraf den almindeligste er den mørke jernfattige, kiselsyrerige sejtflydende liparit.