Plinius

En flåde af åredrevne krigsgalejer under kommando af en romersk officer, Gaius Plinius Secundus, var stationeret ved Misenum på den vestligste pynt af Napolibugten, da udbruddet begyndte. Hærføreren, der også var en berømt lærd (bedre kendt i historien som Plinius den Ældre), førte sin flåde tværs over bugten for at observere bjergets adfærd på nærmere hold og for at redde så mange ulykkelige, han kunne. Han blev til sidst kvalt under et tæppe af aske og gasser efter at være gået i land’syd for Pompeji. Hans død foranledigede den eneste førstehåndsberetning om katastrofen to breve, hvori hans nevø, Plinius den Yngre, beskrev sin onkels død for den romerske historiker, Tacitus, og nedskrev sine egne erindringer om udbruddet. Disse udgjorde den først kendte beretning om et vulkansk udbrud, og den blev senere uvurderlig for vulkanologer og andre videnskabsmænd, der studerede begivenhederne den skæbnesvangre dag.

Nevøen, der dengang var en ung mand på 17, havde opholdt sig i Misenum sammen med sin mor, da hans berømte slægtning stod ud for at krydse bugten. Ved at trække på rapporter fra overlevende på den uheldige ekspedition, sluttede han, at Plinius den Ældre var ude af stand til at lande nær ved bjerget, fordi »asken faldt allerede varmere og tykkere, efterfulgt af stykker af pimpsten og sværtede sten, der var forkullede og sprængt af flammerne, og kysten var blokeret af udbrudsprodukter fra bjerget«. Flokke af rædselsslagne borgere forlod Herculaneum for at tage til Napoli, 8 km mod nordvest, og de flygtede fra Pompeji til byen Stabiae, 6 km mod sydvest nogle med puder over hovederne for at beskytte sig mod stenene. Lignende scener udspillede sig igen, da det askeladede mørke også faldt over Misenum og over Stabiae, hvor Plinius den Ældre til slut kom i land.

Hærføreren besluttede at blive i byen natten over for at berolige de skrækslagne borgere. »Han gav ordre til at blive båret til baderummet,« skrev Plinius den Yngre. »Efter sit bad lagde han sig ned og spiste. I mellemtiden lyste der på Vesuv brede tæpper af ild, og springende flammer viste sig adskillige steder, og deres strålende skin blev frernhævet af nattens mørke. Min onkel prøvede at berolige sine ledsagere ved gentagne gange at erklære, at det ikke var andet end bål, der var efterladt af bønderne i deres rædsel, eller det var tomme, brændende huse i de distrikter, de havde forladt; derefter gik han til ro.«

Mens deres frelser sov, skrev Plinius den Yngre, »rystede bygningerne, som om de var blevet revet af deres fundamenter,« og de, der vovede sig udenfor, blev bombarderet af faldende pimpsten. Hans opskrærnte ledsagere vækkede hærføreren ved daggry eller hvad der skulle have været daggry eftersom »de stadig befandt sig i mørke, sortere og tættere end nogen nat, som de afhjalp med lysende fakler og forskellige slags lamper. Min onkel besluttede at gå ned til kysten og på stedet undersøge muligheden for at slippe væk over havet, men han fandt, at bølgerne stadig var vilde og farlige«.

På dette tidspunkt syntes den aldrende officer at være blevet udmattet. »Et tæppe blev bredt ud på jorden, så han kunne ligge ned, og han bad gentagne gange om koldt vand at drikke,« skrev Plinius den Yngre. »Så fik flammerne og lugten af svovl, der advarede om ilden, der kom nærmere, de andre andre til at flygte, og han blev nødt til at rejse sig op. Han stod og lænede sig til to slaver og faldt så pludselig sammen. jeg antager, at det var på grund af den tætte røg, der stoppede hans åndedræt ved at blokere hans luftrør, som var medfødt svagt og smalt og ofte betændt.« Til sidst kastede nogle medlemmer af selskabet sig i bådene og begav sig med rasende fart af sted mod sikkerheden sammen med den grusomme historie.

I mellemtiden besluttede hærførerens nevø at bringe sin mor væk fra Misenum, hvor »bygningerne allerede vaklede«, og hvor »vi så, at havet trak sig tilbage, tilsyneladende tvunget tilbage af jordskælvet. En tæt sort sky kom op bag os og spredte sig over jorden som en oversvømmelse. Mørket kom, som om lampen var blevet slukket i et lukket rum. Man kunne høre kvindernes skrig, børnenes jamren og mændenes råb«. Den unge Plinius trak sin mor væk fra vejen for at undgå, at de blev trampet ned, og de ventede dér i »troen på, at hele verden ville dø og jeg med den«, indtil en gullig sol endelig afslørede et landskab »dybt begravet i aske som snedriver«.

Både Vesuv og det omgivende landskab var faktisk ukendeligt. Vulkanens nordlige væg stod stadig, men meget af dens vestlige skråning var blevet sprængt væk eller var faldet ned i det gabende krater, hvorover der nu stod en ny skarp kegle Vesuv var genfødt. Herculaneum var begravet under 1520 m pinipsterifyldt mudder som gradvis var ved at hærde til sten. Pompeji lå under næsten 7 m aske.

Der er ikke noget nøjagtigt tal på, hvor mange mennesker, der mistede livet. Romerne afholdt ikke folketælling. Det er sandsynligt, at de fleste af beboerne i Herculaneum undslap den forholdsvis langsomme mudderflod. Men mindst 2000 pompejanere døde under den pludselige og overvældende aske. I hvert fald blev begge byer officielt opgivet.

Deres navne stod stadig på europæiske kort gennem middelalderen de var alle kopier af det kort, der blev tegnet for svundne romerske legioner. Men selve byerne blev fuldstændig glemt, da det romerske kejserrige i købet af århundrederne svækkedes, og da landet omkring Vesuv efter tur blev regeret af goter, statholdere fra Byzans, normanner, lombarder, Charles af Anjou og forskellige vicekonger fra fyrstehusene Aragon og Habsburg. En ny by, Resina, blev bygget oven på Herculaneum, og vinstokke voksede oven på Pompeji når Vesuv tillod det.

For vulkanen fortsatte med at komme brølende til live ca. hvert århundrede og kastede enorme mængder aske op i luften og sendte strømme af mudder og lava ned ad sine sider. Kun få detaljer om dens aktivitet blev nedskrevet i årtusindet efter år 79 e.Kr. Men vulkanologer, der har studeret, hvad der har overlevet af optegnelser samt af aske og lavalag, har sluttet, at den var i heftigt udbrud i 203 og 472, og i 512 var det så alvorligt, at goteren Theoderik ikke opkrævede skat i de overlevende byer. Vesuv kom atter i udbrud i 685 og 787, og derefter udspyede den i en serie af aktiviteter igen glødende lava fem gange mellem 968 og 1037. Vulkanen faldt nogen tid derefter til ro igen i 600 år hvorpå den atter vågnede op, og den har truet menneskene i sin nærhed lige siden.

Dens bønder og landsbybeboere har tolereret Vesuvs tilbagevendende anfald af vildskab lige så fatalistisk, som de har tolereret de utallige herskere i deres område. Få grupper mennesker har nogen sinde været så uforberedte på ødelæggelse, som ofrene var i 1631, og få har været genstand for en så frygtelig demonstration af Vesuvs vrede. Vulkanen sluttede sin lange rolige periode i hvilken frodige skove igen var vokset op til dens top med en voldsomhed, der på nogle måder var værre end den, der overgik folkene i Pompeji og Herculaneum.

En gejstlig, der gik ned i krateret nogle måneder før udbruddet, rapporterede, at det målte 8 km i omkreds og var over 1800 m dybt. På bunden var der en slette, hvor kvæg græssede, og store områder af kratskov, der husede vildsvin. Midt på sletten var der en klippefyldt fordybning, der kunne nås ad en smal snoet sti; området var uden vegetation og indeholdt tre små vandgrave, en varm uden smag, en anden varm og bitter, og den tredie var uforklarlig kølig, men mere salt end havet. Det var Vesuvs »mund«.

Jorden begyndte at ryste omkring Vesuv om sommeren i det skælmesvangre år, og jordskælvene voksede i voldsomhed for hver dag, der gik. I begyndelsen af december var hele det uhyre krater fyldt med kogende væske. Men disse efterretninger blev i stort omfang ignoreret som det så ofte før havde været tilfældet med vulkaner.

Et tæt mørke indtraf næsten lige så snart, som udbruddene begyndte med frygtelige eksplosioner af aske kl. 7 om morgenen den 16. december. Lige før middag den næste dag åbnede to enorme sprækker sig i bjergets sydvestside, og strømme af rødglødende lava løb nedad. Floder af varmt mudder åbenbarede sig samme aften, og ny lava brød frem fra vulkanens sydlige skråning. Før vulkanen endelig faldt til ro den 18. december, var seks landsbyer blevet ødelagt af lava, ni var blevet oversvømmet af mudder, og Napoli var dækket af knæhøj aske. Mange landsbybeboere havde tøvet for længe før vulkanens voldsomme udbrud, idet de havde søgt at redde deres dyr og andre kære ejendele. Over 4000 mennesker og 6000 husdyr døde.

Til minde beordrede vicekongen af Neapel en tavle rejst ved Portici lige syd for byen, og der stod: »Børn og børns børn. Hør efter! jeg advarer jer nu, efter denne sidste katastrofe, så I ikke bliver overrumplet. Før eller senere går der ild i dette bjerg. Men før det, så kommer der rumlen og brølen og jordskælv. Røg og flammer og lyn spyes ud, luften dirrer, rumler og hyler. Flygt så langt væk, I kan. For snart vil bjerget revne og udspy en strøm af ild, som vil fare ned og spærre vejen for de, der er for langsomme til at flygte. Hvis I afviser det med foragt, hvis gods og værdigenstande er jer kærere end jert liv, så vil bjerget straffe jeres ubesindighed og grådighed. I skal ikke bekymre jer om jeres arne og hjem, men flygte uden tøven. Anno Domini 1632, under Philip d. 4.s regering, Emmanuele Fonseca, vicekonge.«