Plinius den Yngres liv og levned

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Plinius den YngrePlinius den Yngre (Gaius Plinius Caecilius Secundus, også kaldet Plinius Minor; ca. 61-114 e.Kr.) var en romersk politiker og forfatter. Han blev født i det nordlige Italien omkring slutningen af år 61. Hans familie tilhørte områdets landadel, og var derfor en velhavende familie. Plinius’ far (L. Caecilius Clio) døde allerede i år 76, og derefter tog onkelen sig af Plinius og hans mor. Onklen, Plinius den Ældre (C. Plinius Secundus), var officer, embedsmand, naturforsker og forfatter. Han adopterede Plinius den Yngre og tog sig af ham, som var det hans egen søn; han sørgede for at drengen fik en ordentlig uddannelse. Plinius den Ældre omkom i år 79 under Vesuvs udbrud; hans død blev senere gjort uforglemmelig af hans nevø, Plinius den Yngre. Som syttenårig opholdt denne sig i onkelens villa i Misenum, en flådebase længst nord i Napoli-bugten, da vulkanudbruddet begravede Pompeji i aske. Et kvart århundrede senere beskrev Plinius i to breve. Han fortæller i det første brev hvordan hans onkel, Plinius den ældre, som var flådens chef, bemærkede skyen der steg op fra Vesuv og sejlede ud for at frelse folk, der havde sendt bud om at de prøvede at flygte fra den anden side af bugten. Han mislykkedes deri og omkom af kvælning. I brev nummer to fortæller Plinius hvordan han og hans mor blev vækkede af et voldsomt jordskælv samme nat. Han besluttede, at de måtte forlade byen, da fortsatte jordskælv fik husene til at rase sammen om dem. En sort sky med enorme lyn bredte sig over havet og opslugte Capri mens den rullede nærmere. Plinius og hans mor flygtede indover i landet, mens aske regnede ned over dem. Senere kom de tilbage til Misenum, og fik der at vide, hvad der var sket med onkelen.

Plinius blev en meget velhavende mand efter at have arvet fra både faren og onklen. Han kunne gennem hele sit liv tillade sig at dyrke personlige interesser og han havde samtidig en høj position. Plinius’ uddannelse kom ham senere til gode, han havde specialiseret sig i retorik og var derfor en meget veltalende mand, der kunne tale for sin ret og var øvet i beskrivelse af forskellige begivenheder.

Plinius fik sin uddannelse i Rom hos nogle af datidens bedste lærere, blandt andet den berømte Quintilian, der på grund af sit ry som pædagog var blevet Roms første statsbetalte lærer. I uddannelsen var det obligatorisk at tjene i militæret; dette gjorde Plinius som militærtribun i Syrien; dog hindrede opholdet i hæren ham ikke i af få timer hos lærere og filosoffer i den del af riget. Plinius blev i år 89 valgt til kvæstor efter at have haft mindre embeder. Derefter blev han valgt til tribun i år 91 og til praetor i år 93. Hans embedsførelse gav ham hurtigt et ry for at være en god og dygtig finansadministrator, så i år 98 blev han udnævnt til chef for rigets finanser (praefectus aerarii Saturnii) og senere, i 100, til det fornemste embede: consul.

Hans to første ægteskaber ved vi intet om, ikke engang partnernes navne. I fyrreårsalderen giftede han sig med en forældreløs pige i tolvårsalderen, Calpurnia, fra hjembyen Como. Der er bevaret tre breve, han skrev til hende da hun nogle år senere var rekonvalesent, om sin længsel efter hende, som gør han rastløs og søvnløs. Parret fik aldrig børn, men kort tid efter sygdommen spontanaborterede Calpurnia og var ved at dø. Plinius undskyldte hende i et brev til hendes farfar, Calpurnius Fabatus, med at hun “som det pigebarn hun er”, ikke forstod at hun var gravid, så det gik galt. Han ber pigens faster Hispulla bede sin far om at tilgive sit barnebarn at hun ikke kunne vide bedre, og derved berøvede ham et oldebarn. Efter den tids tænkemåde lagde Plinius skylden på sin kone, og understregede for at formilde hendes farfar, at hun var døden nær for “sin forseelse.

Omkring år 111 blev Plinius udsendt af kejser Trajan som kejserlig statholder i Bithynien på Lilleasiens nordkyst, som dengang var græsktalende. Man kan ud fra breve, Plinius sender til kejseren se, at han var meget ihærdig og gik meget op i sit arbejde. Det sidst bevarede brev handler om, at Calpurnia er rejst hjem.

På et tidspunkt i karrieren stopper Plinius med at skrive til kejser Trajan, hvilket må betyde, at Plinius er gået bort; dette sker omkring år 114.

Ud over brevene til Trajan skrev Plinius også en lang række andre breve, som læses den dag i dag. Blandt de berømteste er to breve til hans ven, historikeren Tacitus, om Vesuvs udbrud.